Før du går

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
At være fanget i en komaverden, fuldstændig isoleret fra andre, er ikke det fedeste i verden. Det ved Samantha Lucina alt om. Hun blev nemlig skudt d. 28. juni 2010 og har siden da været tvunget til at genopleve den morgen, der ellers ikke så ud til at blive noget specielt, hver dag. En forbindelse opstår dog mellem hende og Lucas Sund, da han fylder 20 år. Han har nemlig fødselsdag samme dag, som hun blev skudt, og på en eller anden mystisk måde havner han ved siden af hende i bussen under det endeløse mareridt, hun gennemlever dag på dag. Omkring 17 minutter. Det er alt, de har af tid, før hun bliver skudt, men det er i den grad også nok til at få dem til at udvikle nogle følelser for hinanden. Problemet er bare, at Samantha ligger i koma, mens Lucas har travlt med at studere jura uden for hans drømmeverden. Hvordan vil sådan et forhold nogensinde overleve?

61Likes
70Kommentarer
3190Visninger
AA

11. Blandede synsvinkler

Lucas’ synsvinkel

12:37

”Er du bekendt eller i relation med Samantha?” Sekretæren kigger undersøgende på mig med mistænksomme øjne, og jeg prøver at skaffe mig selv noget tid ved at fugte mine læber.

  ”Øhm, ja, jeg er en af hendes venner,” svarer jeg nervøst efter nogle sekunder, men giver så et næsten lydløst suk af lettelse fra mig, da hun giver mig oplysningerne om, hvor hendes værelse ligger.

  Jeg begynder at gå igennem den lange gang, hvor dørene er linet op på hver sin side, og det føles som at gå uden egentlig at komme nogen vegne. Hospitaler har aldrig lige været mit favoritsted at være. Farven på de triste vægge er en mat blå, og malingen er skallet af nogle steder. Loftet er så højt, at det nærmest virker uendeligt, og det gør akustikken helt mærkelig. Alle lyde giver ligesom en klang fra sig, og derfor er jeg også helt forsigtig, hver gang jeg tager et skridt.

  Mit blik fæstner sig til den dør, hvor nummeret står med fed og tydelig skrift, så selv jeg, som er en smule nærsynet, kan se tallene.

  2174

  Jeg er endelig nået frem. Hun er kun få meter fra mig.

  Mine skridt er pludselig blevet en anelse tøvende. Jeg ved ikke, hvilket syn der vil møde mig, når jeg træder over dørkarmen. Selvom jeg har været så overbevist om, at en engel blot vil trænge ind i mit synsfelt, frygter jeg også et syn, der på ingen måde er ventet.

  Jeg løfter rystende hånden for at trække ned i dørhåndtaget, men stopper midt i min bevægelse, da jeg ser hende. I døren er der indbygget et vindue, som tillader mig at se de blonde lokker, og det er nok til at se, det er hende. Det er Sam.

 

Samanthas synsvinkel

12:52

Jeg kan ikke skjule, hvor spændt jeg er. Det sker endelig i dag! Måske kun om få minutter! Lucas og jeg kommer til at møde hinanden. Godt nok er jeg bevidstløs og alt det der, men vi skal mødes! Bare tanken om at skulle høre en anden stemme end Emmas giver mig de største sommerfugle i maven. Altså, det er ikke, fordi jeg har noget imod kun at høre Emmas stemme, men altså – det er jo altid dejligt med nogle nye ting indimellem.

  ”H-hej, Sam …” Jeg løfter længselsfuldt hovedet med et stort smil på læberne. ”Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige …

  Han lyder ret nervøs. Og det gør mig nervøs. Åh Gud, hvad hvis jeg virkelig ligner noget, der skulle være løgn? Er det derfor, han lyder sådan?

  Og ligesom hvis han kunne læse mine tanker, siger han hurtigt: ”Til din information ser du strålende ud. Og du har ikke fået et massivt akneudbrud.

  Hans perlende latter giver mig lyst til selv at le, men jeg stopper mig selv ved at minde mig selv om, at jeg er mutters alene. Den tanke kan altid få mit humør ned.

  ”Det er … helt mærkeligt at se dit ansigt i virkeligheden,” mumler han, inden han skynder sig at tilføje: ”Altså, ikke fordi der er noget galt med dit ansigt. Det er bare et uvant syn. Du er stadig køn. Smuk. Men jeg ved bare ikke – det er mærkeligt ikke at kunne kigge ind i dine øjne.

  Jeg kan ikke forhindre mit smil i at blive større og større, indtil det nærmest fylder hele mit ansigt. Han synes, jeg er køn. Smuk endda. Han har vist nævnt det sådan lidt indirekte over for mig før og kaldt mig køn, men alligevel bobler det helt over det hele, da han siger det. Jeg tror, han kunne sige det flere tusinde gange, og det ville stadig være det samme – følelsen ville stadig være den samme.

  ”Altså, nu ved jeg ikke lige, hvordan din verden er, eller om du overhovedet kan høre mig, men ja – jeg vil gerne holde dig med selskab lige meget hvad. Jeg kan blive her indtil i morgen, hvor jeg lige skal besøge nogle venner. Det er dem, jeg bor hos, imens jeg er her. Jeg ville ønske, du kunne komme med mig og møde dem, for jeg tror, du ville elske dem.

  Jep, det ville jeg også ønske. Men nu er der så bare lige det faktum, at jeg er halvdød, hvilket gør alt ret så besværligt for mig.

  ”Jeg glæder mig til, at vi igen kan snakke i min drøm. Det er en del lettere end at snakke med dig på den her måde,” betror han mig, hvilket får en bedrøvet grimasse frem på mit ansigt. Gid jeg bare kunne sætte mig op i den hospitalsseng og svare ham. Jeg kan nærmest bare forestille mig, hvor akavet det må føles for ham at skulle snakke til mig, når jeg slet ikke svarer. Han kunne lige så godt bare snakke til en dør. Eller en mur. Ja, alt ikke-levende. Det ville ikke gøre nogen forskel. Han har det sikkert, som jeg havde det, dengang jeg snakkede med alle de rekvisitter, der var i bussen, før Lucas kom.

  ”Siden jeg ikke rigtig ved, hvad jeg ellers skal snakke om, vil jeg fortælle dig lidt om, hvad der foregår i verden lige nu.” Jeg elsker virkelig, hvor meget han prøver på at lette den akavede stemning. Jeg kan bare høre på hans tonefald, han føler sig ret utilpas. Hvor er det sødt, han, på trods af at jeg ikke svarer, alligevel prøver så ihærdigt på at snakke med mig. ”Jo, altså … Stephenie Meyer, som skrev Twilight, har fået filmatiseret sin anden bog, The Host, og den kommer i slutningen af måneden.

  Åh, Twilight! Jeg havde engang den vildeste besættelse med den serie, men jeg tror kun, jeg nåede at se den første film og læse to af bøgerne. Nu kan jeg nærmest ikke engang huske ham den lækre vampyrs navn. Var det Edwin? Fanden tage min komahukommelse. Det er ellers en af de bøger, jeg har læst, og nu var jeg lige så stolt over det.

  ”Det her boyband, der hedder One Direction, er bare overalt for tiden. Noget siger mig, du ville elske dem, hvis du kendte til dem, for alle piger er bare som gele i deres hænder. Nu ved jeg ikke, om du er boyband-typen, men du kunne godt virke som sådan en. Deres sange er nu også meget gode – i hvert fald nogle af dem. De synger mest bare sukkerpop, men alligevel er de ikke som et typisk boyband. Jeg har været til en af deres koncerter i London, fordi min yngre kusine elsker dem og behøvede nogen til at ledsage hende, og det er virkelig nogle afslappede drenge, men nu er det ikke, fordi jeg kender dem så godt. Jeg lyder jo helt pigefnidret nu.

  Jeg griner lidt af den sidste kommentar, for han har ret. Så er det altså ikke kun mig, der fnidrer – han gør det også.

  Lucas giver et suk fra sig og går lidt i stå, og jeg kan helt mærke, hvordan han kæmper for at finde et nyt samtaleemne, men i stedet lader han blot en enkelt sætning slippe over hans læber:

  ”Jeg håber virkelig, du snart vågner af den koma.” Jeg bider mig i læben.

  Tro mig, Lucas, det gør jeg også. Mere end noget andet.

 

Lucas’ synsvinkel

13:05

Jeg stirrer på den bevidstløse pige foran mig. Jeg er løbet en smule tør for ord, for hvad skal jeg mere fortælle hende om? At vi har fået en ny pave? Det virker så akavet.

  I stedet griber jeg hendes hånd, og et lille smil krummer om mine læber, da jeg bemærker, at det elektriske stød stadig farer igennem hele min arm. Det er altså ikke kun i drømmene, det sker. Gad vide, om hun også kan mærke det.

  Hendes vejrtrækninger er rolige og regelmæssige, og jeg kan høre en maskine bippe regelmæssigt i baggrunden. Med min højre frie hånd kærtegner jeg blidt hendes kind, som er overraskende blød. Ikke fordi jeg havde forventet, at den var totalt tør eller noget i den stil, men det er ligesom at røre ved babyhud. Det er helt, som om teenagehormonerne overhovedet ikke har påvirket hendes ydre – i hvert fald ikke huden.

  Jeg stryger hendes lyse hår og lader fingrene køre igennem det et par gange, inden jeg bider mig nervøst i læben. Selvom hun er bevidstløs, er hun gudesmuk, og det giver mig lyst til at studere hende ned til hver eneste lille detalje – ligesom i drømmene. Den effekt har hun bare på mig.

  Vejret udenfor er ret kedeligt og gråt, men jeg kan ane solens svage stråler gennem de dominerende skyer. Måske bliver vejret endelig snart godt. Man kan slet ikke stole på metronomernes ord længere, for det ene øjeblik skinner solen, og det næste øsregner eller sner det. Tja, det er vel et resultat på den globale opvarmning.

  Den Samantha, der ligger foran mig, ser ældre ud end hende i mine drømme. Hendes ansigtstræk er mere markante, og hun er også en anelse mere mager end drømmepigen. Det er sikkert, fordi Sam i mine drømme er 15 år, mens den Sam, der ligger foran mig lige nu, er 18 år, hvis jeg da husker rigtigt. Årene har været virkelig venlige imod hende – det kan man ikke benægte.

  Ordet, der bliver ved med at kredse rundt i cirkler i mit hoved, er ’smuk’. Jeg havde aldrig troet, jeg ville falde over så køn en pige, men jeg tog fejl. Hendes fortryllende ydre gør det svært for mig at ignorere den trang, der kun vokser og vokser. Jeg er nødt til at se, hvordan det er. Hvad der sker.

  Langsomt og forsigtigt læner jeg mig forover og lader mine læber strejfe hendes, inden jeg igen sætter mig op. Selv hendes læber føles som det rene silke. Og selvom vores læber kun lige kort børstede hinanden, mærkede jeg et endnu kraftigere stød, da jeg kyssede hende, end nogen af dem, vi ellers får, når vores hud kommer i kontakt med hinanden. Følelsen er uforklarlig. Det er virkelig bare som at træde ind i en helt ny verden. Lidt ligesom … en ny form for stoffer. Så faktisk kan man godt kalde mig en junkie. En Samantha-junkie.

 

Samanthas synsvinkel

13:12

Den kildende fornemmelse sidder stadig i mine læber, og Lucas’ berusende duft hænger over hele det dunkle lokale, jeg sidder i. Det har jeg aldrig oplevet før. Men det er nu dejligt. Det er dejligt med lidt forandring for en gangs skyld – især fordi jeg aldrig nogensinde har prøvet at se noget forandret ved atmosfæren i komaverdenen. Det er altid det samme. Samme lugt, samme udseende, samme temperatur, samme rutiner, samme … I har vel nok fattet den.

  Jeg lader forsigtigt fingerspidserne berøre min underlæbe og giver et suk fra mig, da jeg genkalder mig følelsen, der kom, da Lucas kyssede mig – hvis det da var det, han gjorde. Jeg ved ikke helt, hvad der skete. I hvert fald fik jeg bare den her mærkelige følelse i læberne, men det var mærkeligt på en god måde. Det føltes, som om nogen strøg en fjer henover mine læber, samtidig med at det så sendte det her ultimative, elektriske stød igennem mig og fik alt til at boble i hele kroppen.

  Længslen efter at se ham i drømmeverdenen er kun vokset, nu hvor vi endelig har mødt hinanden. Jeg er nødt til at vide, om han kyssede mig eller ej. Men alligevel ville det være ret så akavet, hvis jeg spurgte, om han havde kysset mig, og han så svarede nej. Åh Gud, det ville altså være akavet. Det ville være mere end akavet. Så jeg er nødt til at finde en diskret måde at spørge om det på. Hvis det da kan lade sig gøre.

  Jeg gad vide, om Lucas er gået. Om han har forladt mig nu. Jeg ved, han fortalte mig, han ville blive her til i morgen, men det må jo være vildt kedeligt. Måske er han taget hen til sine venner, som han fortalte mig om. Det er han nok. Han har jo ikke tid til at sidde her ved min side hele dagen lang – det ved jeg. Alligevel ønsker jeg inderligt, han stadig er her. Men det er nok ikke rigtig muligt, siden han ikke siger noget. Han er sikkert gået. Suk. Så er det bare mig og ensomhedens tomrum.

 

Lucas’ synsvinkel

21:57

Jeg stirrer ned på vores sammenflettede fingre og gnubber blidt Samanthas tommelfinger mellem mine. Jeg har ikke rigtig sagt yderligere siden kysset, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er mundlam. Men jeg har heller ikke forladt Samantha. Det kan jeg bare ikke få mig selv til. Hun ser så … sårbar ud, og jeg vil bare ikke have, der sker hende yderligere, selvom det er ret usandsynligt, eftersom vi trods alt befinder os på et hospital. Alligevel føler jeg mig forpligtet til at våge over hende som en høg. Det har nok noget at gøre med mine følelser.

  Jeg ved ikke, hvordan det er muligt. Hvordan kan jeg være blevet forelsket i en pige, jeg aldrig har talt med som sådan? Hvad er det, der gør hende så speciel? Så unik? Så uimodståelig? Det har nok noget at gøre med, at hun bare opfører sig så afslappet i nærheden af mig. Hun er virkelig bare sig selv. Sit akavede, humoristiske jeg. Og det elsker jeg. Jeg elsker, hvordan hun kan komme med de mærkeligste bemærkninger midt i det hele, og hvordan hun altid begynder at rødme, når hun får sagt noget forkert.

  Jeg bruger min ledige hånd til at løfte det kaffekrus, der står ved siden af mig, inden jeg tager det op til munden, men til min skuffelse opdager jeg, at der ikke er mere tilbage. Kun duften og den mudrede, grumsede farve, der sidder på kanterne, beviser, at der engang har været noget i kruset. Bedrøvet sætter jeg det fra mig og betragter i stedet Samanthas fine ansigtstræk. Og det er det sidste, jeg ser, inden mine øjne glider i, og jeg døsigt træder ind i min egen, lille drømmeverden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...