Kalana

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Færdig
Jose er en helt almindelig pige der har levet et helt normalt liv indtil hun pludselig kommer til en fremmed verden..

2Likes
0Kommentarer
35Visninger
AA

1. Dette er ikke et kapittel. Det er hele historien

Kalana

”Ned!” skreg en høj mand med en sort kappe på og en dyb stemme. ”Ned og knæl. Medmindre du vil fortælle mig din lille hemmelighed om, hvad i alverden den der latterlige hær af mennesker har gang i foran øjnene af mig”. ”Aldrig” sagde en skælvende, men tapper stemme. ”Som du vil”, sagde den kappeklædte mand med et ondt grin, og pludselig skød en blå stråle ud af hans fremstrakte hånd, og ramte manden lige i hjertet så han faldt om. ”Jose!” sagde en velkendt stemme. ”Er der noget galt?”. ”Nej jeg har det helt fint”, sagde jeg og rejste mig i sengen. ”Nå det var da godt. Jeg synes bare, at jeg hørte nogle råb oppe fra dit værelse, men det var sikkert bare mig”, sagde mor. ”Ja det var det nok bare”, sagde jeg og sukkede. Jeg havde haft mareridt. Igen.

Jeg skyndte mig at gøre mig klar og køre i skole. På vej til skole tænkte jeg lidt over mit mareridt. Det var meget mærkeligt, og jeg havde drømt noget lignende andre nætter. Hvem mon ham den uhyggelige mand var? Før jeg nåede at spekulere mere over det, var jeg nået over på skolen.

”Nu kan vi desværre ikke have mere matematik, fordi vi skal ned og se fjerdeklassernes teater”, sagde min lærer Hanne. Hendes stemme rungede ud i hele klassen. Pludselig fik jeg en mærkelig fornemmelse af, at jeg skulle kaste op. ”I kan bare gå i forvejen”, sagde jeg til mine veninder og skyndte mig ud på toilettet. Jeg åbnede hurtigt døren, men blev blændet af et skarpt lilla lys. Jeg måtte godt nok have det dårligt, tænkte jeg. Jeg trådte ind på toilettet og holdt fast i vasken. Det begyndte at snurre lidt rundt. Det blev værre og værre, og til sidst føltes det som om jeg var i verdens største og hurtigste karrusel. Jeg blev slynget rundt, og jeg følte aldrig det skulle stoppe. Men endelig stoppede det, og jeg skyndte mig at tage fat i dørhåndtaget for at løbe ud og indhente mine veninder. Men der var bare ikke noget dørhåndtag. Jeg var faktisk slet ikke på det lille indeklemte toilet på skolen. Jeg var udenfor, og det her lignede i hvert fald ikke noget jeg havde set før. Det lignede mere... Ja jeg ved faktisk slet ikke, hvad det lignede. Det eneste jeg opfattede var bare, hvor smukt det så ud. Lige foran mig lå en smuk blank sø og langt væk stod der store tågede bjerge med sne på toppen. Ved siden af søen var der det grønneste græs og en masse gule blomster. Det hele var så smukt at jeg ikke lagde mærke til, at der var nogen på vej hen mod mig. Men pludselig fik jeg et chok, da det stod lige foran mig.

Det var et mærkeligt væsen. Halvt menneske og halv hest. ”Goddag med dig” sagde han, før jeg nåede at tænke mere over, hvor jeg var henne og, hvem det var. ”Hej” mumlede jeg og kiggede op på ham. ”Hvad hedder du så?” spurgte han. ”Jeg hedder Josefine, men jeg bliver bare kaldt Jose”, sagde jeg så forsigtigt jeg kunne. ”Hvem er du?”, spurgte jeg så. ”Jeg hedder Porinse, og jeg er en kentaur”, sagde han og smilede over hele ansigtet. Jeg kan huske, da jeg læste Narnia, der var vidst også sådan en slags kentaur. ”Hvor er vi så henne?” Spurgte jeg. ”Vi befinder os i et land ved navn Kalana, hvor det gode og det onde hersker”. Jeg kiggede mig omkring. ”Så er vi ikke i Danmark?”, spurgte jeg med et undrende blik. ”Danmark?  Nåh. Det er der i menneskebørn bor, ikke?”. ”Jo” svarede jeg med rystende stemme. ”Nå, men nu skal jeg da vise dig, hvor lejren med de andre tympratyruser er, så du kan få dig nogle venner og et lille hvil, inden du skal til at træne”. Han sagde det som om, at det var helt naturligt, ligesom hvis man svarede på hvad klokken var, men alligevel forstod jeg ingen ting.

”Det her er Tympratyrusernes lejr”, sagde Porinse med et smil, da vi var kommet derhen. ”Nu skal jeg fortælle dig, hvad det er” sagde han, da han så mit ansigtsudtryk.

”Altså det her land Kalana er ikke bare noget helt almindeligt land”, sagde han. ”Det er nemlig et magisk land”. ”Hvordan magisk?” spurgte jeg. ”Ja som du nok har opdaget, går der ikke bare sådan kentaure rundt i din verden”, sagde han. ”Der findes også dværge og alle mulige andre fantastiske væsner, men der er desværre ikke kun fantastiske væsner i denne verden”. ”Hvad for nogle væsner er der så?”, spurgte jeg. Porinse sukkede. ”Der findes en person, der har langt flere kræfter end alle tilsammen her i Kalana”. ”Hvem er så det?”. ”Han hedder Muriam”, sagde Porinse. ”Muriam den første!” Han fik det til at lyde som om, at det var det mest farlige i hele verden, men alligevel kunne jeg ikke helt se det uhyggelige i det. ”Har ham Muriam den første så nogen specielle kræfter?” Spurgte jeg. ”Ja det har han i hvert fald”, sagde Porinse, ”og det er derfor, at vi har brug for jer”. ”Jer? Hvad mener du med jer? Jeg er jo bare en almindelig pige. Hvordan skulle jeg kunne overvinde verdens farligste mand?”. ”Du er en tympratyrus, og tympratyruser er nogle menneskebørn fra din verden, der har overnaturlige kræfter, og som vi i årevis har kaldt her til for, at de skal hjælpe med at bekæmpe Muriam den første”. ”Så du står der og fortæller mig, at jeg er kommet væk fra min egen gode verden, til det her halvt gode og halvt onde land kaldet Kalana for at bekæmpe en ond mand med magiske kræfter!?” Råbte jeg. ”Du mangler lige noget”, sagde Porinse i et helt almindeligt tonefald, som om der ikke var sket noget som helst. ”Du skal jo også træne, så du kan blive rigtig dygtig i kampen mod Muriam den første”. ”Jeg skal overhovedet ikke kæmpe mod nogen som helst ond Muriam den første”, råbte jeg. ”Jeg tager hjem lige nu!” Porinse smilede bare og sagde, ”det tror jeg ikke bliver ligeså let som du tror”.

Jeg kiggede på ham. ”Hvorfor kan du ikke bare trylle mig tilbage, ligesom du tryllede mig herhen?” Spurgte jeg surt. ”Hør her Jose. Kan du ikke forstå, at vi har brug for dig?” Sagde han med en såret mine. ”Jo jo” mumlede jeg. ”Men hvorfor lige mig? Hvorfor ikke en eller anden tilfældig jeg ikke engang kender?”. ”Det er ikke hvem som helst, der har evner som dig Jose”, sagde han. ”Men skal vi ikke finde en seng til dig inde i sovesalen? Så kan vi finde ud af det hele i morgen”. ”Det kan vi vel godt”, sagde jeg og mærkede, hvor træt jeg egentlig var.

Det var slet ikke det, jeg havde forventet, da jeg trådte ind i sovesalen. Jeg tror, jeg havde forestillet mig en masse kentaure ligesom Porinse løbe ustyrligt rundt. Men det her var bare nogle helt normale børn på min alder, der lå i deres senge. Nogle af dem sov, og nogle lå bare og prøvede at falde i søvn. Jeg lagde mig i en tom seng og faldt i søvn med det samme.

Jeg vågnede ved lyden af Porinses stemme. ”Godmorgen alle sammen” råbte han med sin friske stemme ud over hele sovesalen. Jeg var sikker på, at klokken højest var 06:30. Jeg satte mig op i sengen, da Porinse kom hen til mig. ”Kan du så trylle mig hjem i dag?” spurgte jeg. ”Ja” sagde han og smilede ”Men vil du så ikke lige give træningen en chance først?”. Jeg havde lyst til at sig nej, men alligevel var jeg ret nysgerrig på, hvad alt det der træning og de der mærkelige kræfter jeg åbenbart havde, var for noget. ”Okay så” sagde jeg. ”Men kun én chance, og så skal du også lige forklare mig, hvordan man træner”. ”Selvfølgelig” sagde Porinse og satte sig på kanten af sengen. ”Alle tympratyruser har hver sin kraft, og ved at træne kommer man frem til kraften. Man skal bare koncentrere sig og lukke alle andre tanker ud af hovedet”. ”Hvad kan de der kræfter så være?”, spurgte jeg nysgerrigt. ”Ja det kan være alt muligt”, sagde han. ”Der er f.eks. en, der kan løbe dobbelt så hurtigt som et normalt menneske, bare ved at bruge tankens kraft”. Det lød mega sejt, men også lidt overnaturligt, at der var en, der kunne løbe dobbelt så hurtigt som et normalt menneske, bare ved at holde alle tanker ude eller hvad det nu var, han sagde. ”Skulle vi så ikke komme ud og træne?”, spurgte jeg. ”Tag det nu roligt Jose”, sagde han og smilede. ”Vi skal jo også lige have noget morgenmad, så vi ikke skal træne på tomme maver”.

Efter morgenmaden skulle vi sætte os i en rundkreds i skrædderstilling med lukkede øjne. ”Husk nu at fokusere på at lukke alle tanker ude”, sagde Porinse. Jeg sad i lang tid og prøvede at lukke alle tanker ude, men der skete ikke noget. Jeg vidste bare, at jeg ikke var skabt til det her. De må have forvekslet mig med en anden pige, der lignede mig.

Bagefter skulle vi udenfor, og det gik heller ikke meget bedre. ”Nu sætter jeg jer sammen to og to”, sagde Porinse og smilede, ”så skal i fægte med træsvær”. Jeg kom sammen med en dreng på min alder, måske et år ældre end mig. ”Hej” sagde han, ”jeg hedder Oscar. Hvad hedder du?”. ”Jeg hedder Josefine”, sagde jeg og sukkede, ”men jeg bliver bare kaldt Jose”. Vi fægtede lidt, og Oscar var faktisk ret god. ”Jeg kan ikke finde ud af det”, sagde jeg og satte mig på en sten. ”Jo du kan da”, sagde Oscar og smilede, ”Det går jo rigtig godt”. Oscar viste mig, hvordan jeg gjorde, og til sidst var det faktisk ret sjovt.

Resten af dagen gik med at fægte med sværd, skyde med pil og bue og meditere. Oscar hjalp mig med meget af det, så jeg faktisk blev ret god. Midt i aftensmaden kom Porinse hen til mig, og ville have mig til at gå med ham. ”Skulle jeg så sende dig hjem?” Spurgte han. Jeg havde helt glemt alt, om da han lovede, han ville trylle mig hjem igen. Men nu havde jeg jo lige fået en rigtig god ven. Skulle det hele så bare slutte her? På den anden side ville jeg jo gerne hjem til min familie og mine venner og den normale verden. ”Det er bare… Hvis jeg nu bliver her, vil min familie så ikke blive mistænksomme, over hvor jeg er?” spurgte jeg. ”Sådan er det ikke i Kalana”, sagde han. ”For når alle tympratyruserne kommer hjem til dem selv efter slaget mod Muriam den første, så vil der slet ikke være gået noget tid, siden de kom herhen”. Jeg smilede. Det var da alligevel ret smart. ”Nå, men jeg havde jo lovet at sende dig hjem”, sagde han og lavede en mærkelig bevægelse med hænderene. ”Vent!” råbte jeg, ”jeg tror, at jeg bliver her i nogle dage”.

De næste par dage gik med træning, indtil den dag hvor Porinse sagde, at vi næsten var klar til at kæmpe. Vi manglede kun en ting. ”Hvad er så det?”, spurgte jeg. ”Udspionering” sagde Porinse med et lumsk smil. ”Udspionering?” Var der en der spurgte. ”Helt rigtigt” sagde Porinse. ”Det er næsten noget af det vigtigste i en kamp. Man skal jo kunne kende fjendens taktik”. ”Vi kan jo ikke bare sådan lige trænge ind på verdens ondeste troldmands slot uden at blive opdaget”, sagde Oscar. Det var jeg også ret enig i, for hvordan ville vi kunne undgå at blive opdaget i at trænge ind på sådan et farligt slot med så mange vagter? Men Porinse havde åbenbart en genial plan.

Han trak et sammenrullet kort op af en lille taske. ”Se her!” sagde han og viste os kortet. ”Her er der en hemmelig gang, der fører lige ind i Muriams soveværelse. Der er ingen andre end mig og de andre kentaurer der kender den, for den er gemt bag et spejl oppe på Muriams soveværelse”. ”Hvordan ved du alt det?” Spurgte jeg. ”Engang for lang tid siden hvor min tip, tip, tip oldefar var barn, var det kentaurene, der ejede dette slot, og for at sikre sig mod fjender byggede de en hemmelig gang, så de kunne komme ud og ind af slottet, som det passede dem, uden nogen opdagede dem”. Han smilede som sædvanelig. ”Før vi går i gang, må jeg lige fortælle jer noget”, sagde Porinse. ”Vi skal dele os op i to hold, men det er kun det ene hold, der skal udspionere”. ”Hvad skal det andet hold så?” var der en, der spurgte. ”Ser i”, sagde Porinse. ”Grunden til at Muriam er så magtfuld skyldes stenen Safiras magiske kræfter. Safira giver ham meget stærk magt. Så hvis det ikke var for den ville det kun være Muriams store hær vi skulle kæmpe imod”. ”Nu deler vi os i to hold. Et hold, der skal udspionere sammen med mig og et hold, der prøver at stjæle Safira oppe på Muriams soveværelse. Jeg meldte mig straks til at udspionere sammen med Porinse, for jeg skulle bestemt ikke nyde noget af at stjæle nogen magtfuld og magisk sten. Men det ville Oscar til gengæld gerne. Jeg synes det var modigt, at der overhovedet var nogle tympratyruser, der turde snige sig ind på verdens ondeste troldmands soveværelse for at stjæle Safira uden, at have Porinse med. Men jeg er selvfølgelig også bare lidt af en bangebuks.

Det tog ret lang tid at kravle igennem den hemmelige gang, fordi den var så mørk, og fordi Porinse havde glemt lommelygter. Så da vi endelig kom ud føltes det skarpe lys helt underligt. Dem der skulle stjæle den magtfulde sten blev på værelset, og mig, Porinse og en masse andre skyndte os ud på gangen. Der var helt øde, og det var heldigt, for så var der støre chance for ikke at blive opdaget. Vi listede hen til en kæmpe sal fyldt med vagter. ”Nå så det er her, de befinder sig…” hviskede Porinse. ”Jeg vil have dem væk!” Sagde en høj stemme inde fra salen. Jeg genkendte ham med det samme. Det var ham fra drømmen, og han så endnu mere uhyggelig ud i virkeligheden. Da vi havde siddet og hørt hvad de aftalte i et stykke tid, synes Porinse det var tid til at komme tilbage til lejren. ”Nu kender vi i det mindste deres taktik”, sagde Porinse. Men da vi kom hen i Muriams soveværelse, var de andre der ikke. ”Dem skal vi ikke være bekymrede for”, sagde Porinse. ”Enten er de allerede henne ved lejren, eller også kommer de lige om lidt”.

Turen hjem føltes ti gange så lang som turen der hen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Oscar og de andre. Var det Porinse havde sagt med at de sikkert kom lige om lidt løgn? Sagde han det bare for at berolige os eller mente han det virkelig?

Da vi var kommet hele vejen hjem til lejren, var Oscar og de andre stadig ikke kommet. Jeg var på en måde ret nervøs for dem, selvom Porinse havde sagt, at vi ikke skulle bekymre os om dem. For hvad nu hvis de aldrig kom tilbage? Hvis de bare var forsvundet ud i luften uden nogen spor efter sig? Alle de andre sad rundt om et bål og snakkede og havde det sjovt, men det kunne jeg ikke. Jeg gik ind i den store sovesal og satte mig på min seng. Der var helt tomt. Ingen andre end lille mig, der bare sad og tænkte på hvad der mon ville ske for Oscar og de andre. Jeg satte mig i skrædderstilling på sengen, og lukkede øjnene. Jeg kunne jo ligeså godt øve mig i at finde kraften, når jeg nu ikke havde noget at lave.

Pludselig kunne jeg høre en stemme. Det var Oscar. ”Jose!” råbte han. ”Hjælp!” Jeg sad i lang tid, og så kunne jeg også se noget. Jeg så Oscar og de andre blive ført væk af nogle vagter. Det måtte være Muriams vagter. Det var næsten som om, at jeg var der, bare uden nogen kunne se mig. Jeg kunne lugte den grimme lugt af råddenskab, jeg kunne tydeligt se Oscar og de andre stritte imod og prøve at sparke og slå dem, og jeg kunne høre Oscar der råbte efter mig. Han blev ved med at råbe. ”Hjælp!” Det var næsten ikke til at holde ud. Og langt om længe fattede min langsomme hjerne noget. Jeg havde fundet min kraft. Sanserne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...