Demon Tales: The Missions of Emma Hate & Kaidan Daniels

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 6 nov. 2013
  • Status: Igang
Når man er afkom af en gud, har man altid en mission i livet. Man får hver især en speciel evne.
Emma Hate & Kaiden Daniels er født ind i hver deres familie, med hver deres formål. Emma der er Hades' datter, og er blevet valgt til at spore og dræbe, dem der forråder ham.
Kaidans historie er der i mod mere indviklet. Han er søn af Afrodite, men da Posedions søn dør, bliver Kaidan valgt til også at tage hans missioner og evner. Hans missioner går ud på at dræbe afkommet fra Helvede, nemlig dæmonerne.
Følg Emma og Kaidan på deres missioner. Ender det med at de møder hinanden på en mission? Hvodan vil de reagere?

(Mulighed nr. 1)

21Likes
12Kommentarer
696Visninger
AA

4. Pain

Emmas synsvinkel

 

Min mave knuger sig sammen, mens jeg langsomt går længere ind i rummet. Min fars kontor er meget gammeldags. Det meste herinde er rødt – ja blodrødt hvis det skulle interessere nogen – og overraskende hyggeligt. I hvert til fald for en førstegangs besøgende, for mig er der sket flere dårlige ting, end gode ting herinde – og det skal lige siges at min fødselsdag bliver holdt her hvert år. Der er gammeldags bogreoler langs alle vægge, undtagen der hvor den store, smukke kamin står. Bøgerne på hylderne er alt lige fra historier om jordens oprindelse – som for eksempel Biblen, Koranen og en hel masse andre, nutidens mennesker aldrig har hørt om – til selv selvbiografier af nutidens berømtheder og historier om drager og vampyrer. Lad os bare sige at min far ikke er kræsen hvad angår bøger.

Bag det tunge egetræs skrivebord sidder min far, og stirrer på mig med sine brændende øjne. Jeg kan nærmeste mærke dem brænde to huller i min hud der hvor han kigger. Min mavefornemmelse siger at jeg burde stikke halen mellem benene og løbe alt hvad jeg kan. Men helt ærligt. Hvad hjælper det? Min far er hersker over stedet her, han kan så let som ingenting sende en helvedeshund efter mig; og jeg kan ganske enkelt ikke stille noget op, i mod en af de bæster.

Da jeg endelig når hen til skrivebordet, er jeg lige på kanten til at vende om og løbe, men blikket der brænder ind i ryggen på mig, fortæller mig at vi ikke er alene alligevel. Pokkers. Døren må have spærret udsynet til det kræ. Jeg gyser. Dæmoner er mange ting, hernede er der utallige ”arter”. Der er dem der er usynlige – man kan nærmest kalde dem sjæle – de rejser op til jorden og besætter folk, så de gør de værste ting, og lige så snart de har gjort det ved en går de videre til den næste. Dem kalder vi Dusha det betyder sjæl på russisk. Så er der også ham der sidder på din skulder og beder dig om at gøre grimme ting. Han ligner ikke helt tegnefilms forestilling af Djævlen, men det tæt på. Man skal bare fjerne den røde kulør, treforken og alt menneskeligt overhovedet. Agma – som vi kalder den – er en grim ligge grøn skabning med fire ben, horn og en spids hale. Og så er der den der står bag mig. Han hedder ganske enkelt Pain. Den mest frygtindgydende af dem alle. Det er den der skaber smerte, sørger for totur og lever af død. Han er forfærdelig.

Jeg bider mig hårdt i læben, og blinker kraftigt. Jeg skal ikke græde. Jeg VIL ikke græde. Det skal min far ikke have fornøjelsen af. 

Et skælmsk smil former sig på hans læber, og jeg bander mig selv langt væk.

Er det ikke det han altid har sagt? Skjul dine svagheder hvis du har nogen, for hvis du nogensinde blotter dig for nogen ... kan det blive din undergang ...

Der er stille i rummet, og min mave begynder at forme sig som en kugle af frygt. Min krop ved hvad der kommer til at ske og er allerede ved at forberede sig på smerten. Jeg ved den vil komme, jeg ved bare ikke hvornår.

Mit blink lander på det blodrøde tæppe under mine fødder.  

Jeg krymper mig, da min fars stemme buldrer gennem rummet som torden. ”Hvorfor så anspændt, min pige?” spørger han. Hvis det havde været en andens far ville den sætning være blevet sagt blidt eller med ømhed i stemmen, men ordene fra min far var snarer hånlige. Jeg ser langsomt op på ham, og da mine krystalblå øjne møder hans sorte, knækker jeg sammen med et gisp. Hele mit mellemgulv går i krampe, og jeg har svært ved at trække vejret. Jeg lander hårdt på det blodrøde tæpper.

Må have luft, må have luft, må have luft ...

Sorte prikker begynder at vokse for mine øjne, og da jeg er på randen til at besvime da smerten forsvandt som dug for solen. Jeg trækker grådigt luften dybt ned i lungerne, og forbereder mig på næste bølge. Luften gør mig et øjeblik ør af lykke, men den næste bølge får mig til at knibe øjnene hårdt i. Prikkerne vokser igen for mine øjne, men denne gang er der både hvide og sorte  prikker der danner en masse mønstre for mit blik. Da jeg var mindre, prøvede jeg at finde figurer for at distrahere fra smerten. Men nu hvor jeg er ældre bliver smerten forstærket, og umulig at distrahere fra. ”Har du aldrig lært ikke at møde de højereståendes blik? Jeg synes svagt at kunne erindre at jeg har fortalt dig det før ...” min fars tordende stemme trænger med nød og næppe igennem tæppet af smerte der indhyller mig. Jeg ruller om på maven, og får en smule luft ned i lungerne.

Luft. Træk vejret. Hold ud. Overlev. Bevis dit værd. Du duer til noget. Han kan ikke knække dig. Han kan ikke knæk ...

Igen forsvinder smerten, men jeg lader mig ikke narrer, så da den tredje bølge kommer, er jeg parat. Jeg når lige at trække vejret inden smerten får krampetrækninger til at gennemryste hele min krop.

Trods smerten – og min krops rystelser – rejser jeg mig langsomt. Jeg starter med at bruge skrivebordet som støtte, men fjerner mig så hurtigt, at min far umuligt kunne blive fornærmet.     

Satan sidder ind over bordet. Han albuer hviler på den smukke og blanke bordplade mens fingerspidserne danser let mod hinanden. ”Nej se. En ny rekord.”

Jeg vil ikke lige frem kalde hans tonefald muntert. Måske en anelse skuffet over at forestillingen var forbi, og noget jeg ikke helt kan identificere. Irritation? Stolthed?

Smerten begynder langsomt at fortage sig og jeg sukker lettet. Og dog kun inde i mit eget hoved. Jeg lukker svimmelt øjnene et kort øjeblik og synker. Jeg hader mit liv. Jeg ville gøre alt for at være normal.

”Emma?”

Jeg åbner øjnene, og ser forvirret op i loftet. Jeg ligger inde mellem alle mine puder, i min hvide himmelseng, Hvordan er jeg endt her?

Jeg vender hoveder over mod personen det havde sagt mit navn; og fortryder med det samme. Hele højre side af mit ansigt brænder, og jeg opdager at mit øje har svært ved at åbne sig, Men alligevel kan jeg ikke lade vær med at dreje hovedet. Det var ikke hvilken som helst stemme der havde kaldt på mig. Det var min mors stemme.

Jeg har aldrig rigtig kendt min mor. Overhovedet ikke faktisk. Hun døde da jeg blev to eller sådan noget. Det eneste jeg faktisk kan huske ved hende, er hendes stemme, og her på det seneste har jeg hørt den oftere og oftere. Ja, jeg er måske ved at gå fra forstanden, men med et liv som mit er det altid dejligt at høre sin mors stemme snakke til en, og synge til man falder i søvn.
”Mor?” Min stemme er hæs som om jeg har skreget i lang tid ... eller har røget det meste af mit liv.

”Du skal ikke være bange min skat. Du skal ikke være ked af det. Jeg er her for dig.”

Jeg snøfter, og mærker de farme tårer bane sig vej ned af mine kinder. ”Mor jeg kan ikke mere,” hvisker jeg. ”Det gør så forbandet ondt.” Jeg snøfter igen, og prøver at holde de voldsomme hulk tilbage. Hvis Han hører mig, er der mere end bare den højre side af mit ansigt det går ud over.  Jeg kniber læberne sammen, og lukker øjnene halvt i.

Jeg må være faldet i søvn igen, for da åbner øjnene igen er mine lemmer tunge og mit hoved summer. Jeg sætter mig stønnende op.

”Hej Emma.” Stemmen er velkendt, og giver mig lyst til at brække mig. Nej. Ikke ham.

Jeg ser mig forskrækket omkring i rummet.

Han må ikke være her ... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...