Demon Tales: The Missions of Emma Hate & Kaidan Daniels

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 6 nov. 2013
  • Status: Igang
Når man er afkom af en gud, har man altid en mission i livet. Man får hver især en speciel evne.
Emma Hate & Kaiden Daniels er født ind i hver deres familie, med hver deres formål. Emma der er Hades' datter, og er blevet valgt til at spore og dræbe, dem der forråder ham.
Kaidans historie er der i mod mere indviklet. Han er søn af Afrodite, men da Posedions søn dør, bliver Kaidan valgt til også at tage hans missioner og evner. Hans missioner går ud på at dræbe afkommet fra Helvede, nemlig dæmonerne.
Følg Emma og Kaidan på deres missioner. Ender det med at de møder hinanden på en mission? Hvodan vil de reagere?

(Mulighed nr. 1)

21Likes
12Kommentarer
730Visninger
AA

6. One Chance

Emmas synsvinkel:

 

Mit hjerte sætter farten op.

”Gå!” Det var meningen det skulle lyde hårdt, men kom ud som en lav hvisken.

Han griner, og en boblende følelse fylder mig.

Stop! Gå med dig! Jeg vil ikke have dig her! skriger jeg. Ordene forlader ikke mine læber og jeg hører ham komme hen mod sengen. Mit hjerte banker hårdere og hurtigere.

”Nej! Gå!” Han er nu helt henne ved sengen og hans grønne øjne studere mig. ”Gå!” klynker jeg. Mine stemme er lav. Jeg lyder ynkelig, men bliver ved. ”Gå, gå, gå, gå ...”

Han ryster smilende på hovedet. Hans brandvarme fingre stryger hen over mit ansigt, og jeg bider tænderne sammen for ikke at skrige. Smerten er mindst lige så glødende som hans smaragd grønne øjne. De bliver mørke.
”Hvorfor skal du altid kæmpe i mod ham?” spørger han stille. Jeg svarer ikke. Ser bare på ham. Nysgerrigheden for mig til at tale.

”Hvad laver du her?” spørger jeg. Min stemme er stadig tyk af gråd, og hæs efter mine skrig. Han skærer grimasse.

”Jeg hørte rygter.”

”Om hvad?”

Hans grønne øjne borer sig ind i mine blå. ”Dig,” siger han ganske enkelt. Jeg ved at han holder noget hemmeligt, men presser ham ikke yderligere.

Jeg sætter mig langsomt op, men mit hoved begynder at dunke og det sortner for mine øjne. Hans varme hænder støtter mig inden jeg slår hovedet ned i hovedgærdet.

Han ånde kilder på kinden, og jeg må trække vejret dybt for ikke at kysse ham. Varmen har spredt sig i min krop, og jeg har svært ved at styre mig. Den normale dæmon-bliver-tiltrukket-af-andre-dæmoner hjælper ikke, og jeg mærker min vejrtrækning bliver hurtigere.

”Pas på.” Han ånder tungt, og læner sin pande mod min.

Jeg trækker mig væk.

"Du skal ikke være her," mumler jeg. Hans grønne øjne lyner og han kører oprevet hænderne gennem hans kastanje brune hår. Han går irriteret frem og tilbage ved siden af min seng.

"Hvorfor kan du ikke bare acceptere mig? Elske mig? Hvad har jeg gjort der er så forkert?" Hans stemme stiger og han går oprevet frem og tilbage.

"Shane ..." sukker jeg. Han ignorer mig. Den eneste reaktion jeg får er at han sætter farten op.

”Hvad har jeg GJORT?!?" Hans sætningen ender i et brøl, og han kyler en vase gennem rummet. Et skrig passere mine læber og jeg trækker beskyttende dynen op foran ansigtet. Hans grønne øjne lyner da han river mit spejl ned af væggen og slynger det tværs gennem rummet. Lyden af glas der smadres, får mig til at krympe mig.

"Shane!" skriger jeg. "Stop!!"

Hans gennemborende øjne lander på mig og han kniber dem let sammen.

"Er der en anden?"

Jeg griner. Jeg kan ikke lade vær og han skuler til mig.

"En anden?" spørger jeg, stadig med latter i stemmen. Jeg ryster overbærende på hovedet. "Shane, vi har været trolovet lige siden vi blev født, og lige siden er der ingen der har ladet mig glemme det."

Han kommer langsomt hen og sætter dig på sengekanten. Hans øjne er tryglende og han lægger blidt en hånd på min kind. "Hvorfor kan du ikke elske mig.”

Jeg åbner munden for at svare, men jeg opdager at der ikke er et. Jeg ser ned på mine hænder.

Han sukker, men fjerner ikke hånden fra min kind. ”Kan du ikke give mig en chance?”

Jeg svarer ikke, forstætter bare med at studere mine hænder.

”Emma, se på mig.”

Jeg langsomt op på ham.

Hans øjne fanger mine, og jeg kan ikke se væk.

Jeg sukker.

”Okay,” mumler jeg tøvende.

Han smiler blidt og slipper mig.

Inden jeg når at blinke, er han væk. Hans indbydende varme er væk, og jeg ved at jeg er hoppet i en fælde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...