Demon Tales: The Missions of Emma Hate & Kaidan Daniels

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 6 nov. 2013
  • Status: Igang
Når man er afkom af en gud, har man altid en mission i livet. Man får hver især en speciel evne.
Emma Hate & Kaiden Daniels er født ind i hver deres familie, med hver deres formål. Emma der er Hades' datter, og er blevet valgt til at spore og dræbe, dem der forråder ham.
Kaidans historie er der i mod mere indviklet. Han er søn af Afrodite, men da Posedions søn dør, bliver Kaidan valgt til også at tage hans missioner og evner. Hans missioner går ud på at dræbe afkommet fra Helvede, nemlig dæmonerne.
Følg Emma og Kaidan på deres missioner. Ender det med at de møder hinanden på en mission? Hvodan vil de reagere?

(Mulighed nr. 1)

21Likes
12Kommentarer
702Visninger
AA

5. Good and bad

Kaidans synsvinkel:

 

”Jeg er ærligtalt skuffet Kaidan.”

En tung fornemmelse omklamre mit hjerte, og jeg ser ned på mine sko.

Jeg er ikke selv ellevild for min præsentation.

”Undskyld,” mumler jeg. ”Jeg ved ikke hvad der skete. Han ... forsvandt bare ...”

”Kaidan.”

Jeg ser op.

”Du skal ikke undskylde. Ja, det var dumt ar lade ham løbe mellem fingrene på dig, men fordi det er første gang det sker, lader jeg der passere uset hen.”

Jeg nikker alvorligt.

”Tak Poseidon.”

Han sukker tungt, og glas portalen foran mig slukkes.

Portalen ligner mest af alt et stort spejl, men det er faktisk os halvguders eneste mulighed for at komme i kontakt med vores forældre. Jeg skal til at vende mig om, da den lige pludselig lyser op igen.

Min mors ansigt dukker op på skærmen, og jeg mærker et stik i hjertet.

Lige siden jeg fik Poseidons søns opgaver og evner, har jeg ikke set meget til min mor. Jeg er hendes eneste dreng ud af elleve børn. Jeg er den mellemste, hvilket vil sige jeg har fem små søstre og fem større.

”Hej mor,” smiler jeg.

”Kaidan.” Hun nikker formelt, men jeg kan tydeligt se kærligheden i hendes øjne.

Det er en del af min evne fra hende. Jeg kan se kærligheden mellem mennesker – og guder – og udover det kan jeg se det gode i hver eneste skabning. En dårlig ting når jeg dagligt skal dræbe dæmoner. Ja, de er dæmoner, men jeg har flere gange oplevet at der er noget godt bag. Som for eksempel at de har ofret deres sjæl for at redde deres families eller noget i den stil.

Jeg sukker, og går tættere på min mor.

”Længe siden hva’?” spørger jeg og griner. Selv i mine egne ører lyder det anstrengt.

Hun nikker.

”Jeg vil bare lige ... sige hej.” Hun ser op og ned af mig. ”Er du okay?”

”Ja, skulle jeg ikke være det?”

Hendes blik bliver hårdt. Du går rundt og dræber dæmoner hver dag. Husk lige hvordan det endte med den sidste der gjorde det.”

Jeg sukker. Hun er altid så bekymret. Som sagt er jeg hendes eneste dreng, og derfor betyder jeg det mere.

”Kaidan, jeg mener det alvorligt.”

Jeg nikker, og lægger armene over kors.

”Jeg ved det godt. Jeg ... ” jeg sukker tungt og ser væk. ”Jeg vil bare ikke skuffe ham ...” mumler jeg.

Afrodite kniber læberne sammen.

”Ja, det ved jeg godt. Men husk. Han er ikke din far.”

Jeg ser op på hende.

”Det ved jeg godt,” vrisser jeg. ”Min far forsvandt for længe siden.”

Hendes øjne bliver milde. ”Ja, det ved jeg godt. Men du skal ikke bebrejde ham.”

Jeg dumper ned i min sækkepude og gemmer hovedet i hænderne.

”Bliver det nogensinde nemmere?” mumler jeg ned i mine hænder.

Hun forstår straks hvad jeg mener.

”Skat, du kan ikke gøre for at dine evner får dig til at have det dårligt. Jeg ved du kan mærke det hver gang du dræber en af dem, men ... men du kan ikke gøre noget ved det.”

Jeg ser op på hende. Mine øjne brænder, da alle de modstridende følelser vælter ind over mig. Det at dræbe – selv dæmoner – når man har mine evner er en forbandelse. Alt det gode de nu har gjort overvælder mig, mens deres mørke følelser væves ind i deres lyse og bliver overført til mig.

Undskyld ... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...