Demon Tales: The Missions of Emma Hate & Kaidan Daniels

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 6 nov. 2013
  • Status: Igang
Når man er afkom af en gud, har man altid en mission i livet. Man får hver især en speciel evne.
Emma Hate & Kaiden Daniels er født ind i hver deres familie, med hver deres formål. Emma der er Hades' datter, og er blevet valgt til at spore og dræbe, dem der forråder ham.
Kaidans historie er der i mod mere indviklet. Han er søn af Afrodite, men da Posedions søn dør, bliver Kaidan valgt til også at tage hans missioner og evner. Hans missioner går ud på at dræbe afkommet fra Helvede, nemlig dæmonerne.
Følg Emma og Kaidan på deres missioner. Ender det med at de møder hinanden på en mission? Hvodan vil de reagere?

(Mulighed nr. 1)

21Likes
12Kommentarer
694Visninger
AA

3. Failure

Kaidans synsvinkel:

Brækfornemmelsen overvælder mig, og jeg ved at der er en dæmon i nærheden. Selvfølgelig lige den aften hvor jeg har fået en fridag. Min ”fridag” går ganske vist ud på at sørge for at folk ikke drikker sig for fulde eller tager stoffer, men når man tænker på at jeg normalt går rundt og slår dæmoner ihjel ... så er det her en fridag. Jeg stopper op udenfor det larmende diskotek, og brækfornemmelsen bliver værre. Adr. Han eller hun må være derinde. Da jeg træder ind på diskoteket, er fornemmelsen overvældende og jeg bliver nødt til at synke. Alle dæmoner har deres eget mærke. En duft, fornemmelse eller smag. Det er ikke alle dæmoner der har en dårlig lugt eller dårlig fornemmelse, de kan sagtens være gode ... har jeg hørt. Jeg har aldrig selv oplevet det, jeg har kun prøvet sådan noget som lugten af råddent kød, følelsen af at mine næsehår blev svitset eller smagen af hvidløg. Jeg trækker vejret dybt, og går længere ind på det proppet diskotek.

 

 

Pis! Jeg sparker irriteret til dåsen der skramler hen af asfalten.

Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne han slippe væk fra mig? Et øjeblik var han der ... det næste, væk.

Min krop er slap, efter det voldsomme adrenalinrus. Jeg er skuffet. Skuffelsen er så voldsom at den er fysisk. Sådan er det hver gang jeg ikke gennemfører en jagt. Irritationen gnaver i mig, og jeg kan ikke slippe følelsen af at han – eller hun – slap væk lige for næsen af mig.

Jeg sætter mig opgivende ned, på en bænk, og hviler hovedet i hænderne. Hvordan kunne det ske? Han ... forsvandt bare ...

 

Jeg bevæger mig hen mod baren, og beder om en vand. Bartenderen – en ung pige på min alder – smiler flirtende. ”Hvad skal du have?” spørger hun. ”Hmm ...” jeg ligger hænderne ned på bordet, og opdager at der er en drink foran mig. Den er halvt fuld. ”Hvad hedder sådan en?” spøger jeg, og ser op i pigens brune øjne. Hun sender mig endnu et smil. ”En Screaming Orgasm,” siger hun og blinker frækt. Hun læner sig ind over disken, og giver mig udsigt til hendes kavalergang. ”Hvis du vil høre en rigtig, skal du bare sige til,” hun sukker tungt. ”Jeg har hørt at toiletterne er gode.” Hvis jeg ikke var på mission, ville jeg være smigret. En stærk duft af rose overvælder mig pludselig, og jeg mærker nogen støde ind i mig bagfra. Nu er mig og pigens ansigt få centimeter fra hinanden. Rose duften er der stadig. Hold da op, der er vist nogen der har svært ved at begrænse deres parfume forbrug ...

Brækfornemmelsen, der et kort øjeblik var forsvundet, dukker op igen. ”Må jeg gerne få en vand?” Hun ser en anelse skuffet ud, men rækker mig en vand. Jeg betaler hurtigt og skynder mig videre. Jeg skruer låget af flasken. Måske kan vandet fjerne noget af bræksmagen, men jeg tvivler. Jeg tager en slurk, og utroligt nok, mærker jeg smagen bliver svagere. Jeg sukker lettet, men stivner da den pludselig bliver svagere og svagere. Nej! Hvad sker der?! Jeg bevæger mig hurtigt gennem menneske mængden. Hvor blev han af? Fornemmelsen forsvinder, og panikken overvælder mig. Jeg bryder ud i den kolde natte luft, da fornemmelsen forsvinder helt ...

 

Jeg rejser mig op, og mærker modløsheden overvælde mig. Guderne vil ikke just være tilfredse. Og hvordan skal jeg forklarer at dæmonen bare forsvandt? De vil jo helt sikkert tro at jeg bare havde det sjovt med ... ja, piger ... og sådan noget. De vil aldrig tro at dæmonen bare forsvandt. Lysten til at slå noget var mine muskler til at spændes. Nogen gange er det bare ikke fedt at være halvgud.

 

Emmas synsvinkel:

Jeg bider mig nervøst i underlæben. En dum vane jeg har fået, af at være i nærheden af normale mennesker. Jeg følger efter den kutteklædte mand, som havde hentet mig på mit værelse. Han havde ganske enkelt sagt at min far ventede mig. Nej, okay. Han sagde sådan set ”Din Hersker” men lige meget ...

Manden stopper op foran min fars kontor. Han bukker let og forsvinder. Jeg studere den tunge egetræsdør, men de smukke udskæringer. Jeg sukker længselsfuldt da mit blik lander på billedet af Jorden. Jeg tænker mange gange på hvordan mit liv ville være hvis jeg bare var normal. En normal teenager, med normale forældre og et normalt liv. Tristheden overvælder mig et kort øjeblik. Jeg giver hurtigt mig selv en mental lussing og banker på døren. Ingen svarer, men døren bliver langsomt åbnet. Jeg tager en dyb indånding og går ind. Mit blik afsøger automatisk rummet, for at sikre mig, at ingen af min fars pokkers dæmoner er der inde. Sidste gang en af dem var der ... var det ikke ligefrem en fornøjelse at være mig. Mit blik lander til sidst på min far. Et øjeblik går mit hjerte i stå. Hans blik er mørkt, og jeg ved at jeg ikke ville komme herfra helt uskadt. 

 

For det først: Undskyld det tog så lang tid med det her kapitel, har faktisk været færdig med det i et stykke tid, men glemte så alt om det :P For det andet: Ja, det er ret kort, og jeg undskylder, jeg stinker til lange kapitler ... men øver mig!! ;) 

Mange tak til alle jer der allerede følger med!! Det betyder rigtig meget!!! :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...