Splittet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Kayla er endelig ved at få styr på det hele. Hun har nogle fantastiske venner, som støtter hende i alt, hun har en fantastisk kæreste, som forstår at de ikke er ens. Men hvad sker der når alt dette sættes på prøve?
Matthew står til at skulle arve pladsen som den øverste leder i Vitae Praesidia, men hvordan vil beskytterne tage imod nyheden om at han er i et forhold med en magiker?
Samtidig rører folkene i landet på sig, de mener ikke at Vitae Praesidium er en god organisation mere.

Efterfølgeren til: På egen hånd.

5Likes
0Kommentarer
719Visninger
AA

18. "Vi ses snart igen, det lover jeg."

De næste par dage drev jeg ind og ud af søvnen. Min hjerne var et stort virvar af diverse måltider, og min mor der gentog det samme om og om igen.

"Vi ses snart igen, det lover jeg."

"Vi ses snart igen, det lover jeg."

"Vi ses snart igen, det lover jeg."

"Vi ses snart igen, det lover jeg."

Under al min forvirring var der dog en ting der stod klart. Jeg skulle se mine forældre igen... Jeg sad og spiste en eller anden form for grøntsagssuppe, der ikke rigtig smagte af noget. Bagefter kom sygeplejersken ind igen...

"Er det virkeligt nødvendigt? Jeg kan overhovedet ikke mærke det," spurgte jeg, og sendte mine mest bedende øjne.

"Det her er sidste omgang. Men du er nødt til at få det, der er medicin blandet med det der skal sove, som speeder processen en smule op."

Jeg trak opgivende vejret. Matthew, der sad ved siden af mig gav min hånd et klem.

"Det gør nok Kay-kay, vi ses om lidt." Jeg hævede et øjenbryn.

"Kay-kay?"

"Tænkte jeg ville prøve det," han blinkede til mig.

"Lad være med det, det lyder åndssvagt, desuden bliver Lulle rasende hvis hun hører det" grinte jeg. Mest af alt fordi han ikke kunne finde ud af at blinke med et øje, uden at skære en grimasse, der gav ham en masse rynker i ansigtet. Liz havde lovet at tage sig af Lulle, mens jeg var her.

Han smilede til mig. Og det fik mig af en eller anden grund til at grine højere.

"Okay, jeg tror du skal sove nu," sagde han, og ruskede op i mit hår. Jeg grinte bare videre. Min mave føltes som om den var fyldt med sommerfugle.

"Vi ses snart igen, det lover jeg."

Og det glæder jeg mig til vi gør mor. Var min sidste tanke før jeg gled hen i søvnen.

 

Jeg var i mit hus igen. Men der var et eller andet der føltes anderledes. Jeg kiggede ned på mine ben, de var meget kortere end de plejede at være. Det var mærkeligt. Siden den første drøm havde jeg ikke været 10... Jeg vendte mig igen om, og så på mig selv. Jeg så at jeg var lidt ældre end den første gang. Måske 11... 11 år? Jeg fik en dårlig fornemmelse i maven. Jeg gik ind i stuen, hvor Justin og mine forældre sad. 

"Kom skat, Sesame Street begynder snart," han klappede på hans knæ. Jeg plejede altid at sidde der, det var en tradition som var begyndt dengang jeg var bange for cookie monstret. Siden da havde jeg altid siddet på hans skød. Jeg så på TV´et, jeg kunne genkende episoden. Og fik lige pludseligt en rigtig dårlig fornemmelse. Men jeg kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvorfor, så jeg puttede mig ind til min far. Han skulle nok passe på mig, huskede jeg mig selv på.

Jeg så over på min mor, men hun kiggede ud af vinduet. Hun var helt bleg.

"Mor er du syg?" Spurgte jeg, men hun svarede ikke, jeg kiggede på min far, men han kiggede også ud af vinduet, han var dog ikke bleg, men han sad helt stille. Jeg kiggede over på Justin, der grinte af et eller andet der var sket i showet. Han kiggede over på mig, så på far, så mor, og så mig igen til sidst. Jeg vendte mig stille, og kiggede ud af vinduet.

Vi boede på en gård, og der var marker ude for vinduerne. Nede for enden, var der en lille skov, hvor Justin og jeg legede vi var Tarzan og Jane. Men nu kom der en masse skræmmende folk ud af den. De løb... Nogle af dem var allerede nået halvvejs over marken.

"Far?" sagde jeg, denne gang med en meget lille stemme. Ligepludseligt rejste han sig op, jeg gled ned på gulvet. Han kiggede på mig, og gjorde store øjne.

"JUSTIN!!! KAYLA!! SKYND JER.... LØB NED I BESKYTTELSESRUMMET!!!" Råbte han, mens der kom liv i min mor. Jeg tog Justin i hånden, og løb ud i gangen, hvor vi med lidt anstrengelse fik løftet en plade op af gulvet. Men med fælles hjælp lykkedes det. Jeg hoppede ned først, og Justin kom lige bagefter. Vi nåede lige at få løftet pladen på plads, inden vi hørte glasset i den lille rude i fordøren blive smadret, og lidt efter tunge skridt hen over den plade vi lige havde sat på plads.

Jeg mistede overblik over tiden. Jeg vidste ikke om vi havde siddet der i minutter, timer eller dage. Det sidste virkede usandsynligt. Men ikke umuligt. Jeg var sulten, og min maves lyd blandede sig med tumulten ovenpå.

Pludseligt stoppede det. Og jeg kunne høre stemmer, ikke nogen jeg kendte dengang. Men nu kunne jeg høre at det var Ethan, Matthew´s far, og Mr. Tannum.... Min mave krøllede sig sammen. Hvor længe havde Vitae Preasidia haft magikere på deres side? 

Der lød skridt over pladen igen, og døren lukkede sig. Vi ventede i lang tid, indtil døren gik op igen. Lidt efter blev pladen også løftet af. Jeg søgte skræmt ned i den anden del af kælderen, hvor jeg klamrede mig til min bror. Jeg kunne se et par ben. Der var en person der havde sat sig på kanten, og hoppede. Det var Theresa, hun kiggede på os, og manifesterede en lyskugle. 

"Det er okay, vi gør jer ikke noget."

De hjalp os op af hullet, og vi gik ind i stuen. Hvor der lå ting smadret overalt, og der lå en rød væske over det hele, som jeg ikke havde lyst til at kigge nærmere på. Jeg kunne ikke huske det her, min barnehjerne må have været fo traumatiseret. En bevægelse ud af øjenkrogen fangede min opmærksomhed, ud af det vindue der vendte væk fra markerne, og ind i vores have. En skikkelse løb om bag en busk.... En skikkelse der havde min mors kjole på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...