Splittet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Kayla er endelig ved at få styr på det hele. Hun har nogle fantastiske venner, som støtter hende i alt, hun har en fantastisk kæreste, som forstår at de ikke er ens. Men hvad sker der når alt dette sættes på prøve?
Matthew står til at skulle arve pladsen som den øverste leder i Vitae Praesidia, men hvordan vil beskytterne tage imod nyheden om at han er i et forhold med en magiker?
Samtidig rører folkene i landet på sig, de mener ikke at Vitae Praesidium er en god organisation mere.

Efterfølgeren til: På egen hånd.

5Likes
0Kommentarer
723Visninger
AA

6. Skuespil

Den næste tid gjorde bare ondt, lige meget hvor meget Matthew prøvede på at overbevise mig om, at det med Candy bare var sat op, så gjorde det alligevel ekstremt ondt, hver gang jeg så dem gå ned gennem salen, hånd i hånd, eller hver gang Candy gik liiidt for tæt på, eller hver gang han ikke kiggede over på mig. Det var det der gjorde mest ondt, men jeg prøvede at se det fra den lyse side, det gjorde det i det mindste lettere at spille såret når det faktisk gør ondt. Hver eftermiddag mødtes vi på hans værelse, han boede alene, fordi hans værelseskammerats mor, havde taget sin søn ud af skolen, efter det der skete sidste vinter, og der prøvede Matthew virkeligt på at hele mine sår, men det var ikke altid det hjalp, jeg gik nu det meste af tiden, halv-deprimeret, Liz lagde mærke til det, og hun var den største grund til at jeg kom igennem dagen.

"Hvorfor holder vi overhovedet det her ud?" Spurgte jeg en dag jeg sad på hans seng.

"Hvad mener du?" Han bed sig i læben, som han altid gjorde når han vidste kom noget ubehageligt.

"Når vi skal luske rundt, og lade som om vi er slut når vi faktisk er i offentlighed. Det er ikke til at holde ud fra min side af i hvert fald, jeg ved ikke om det bare er en deja-vu følelse for dig."

"Hey." Han drejede mit hoved så vi så hinanden i øjnene. "Vi er sammen om det her."

"Det føles bare ikke rigtig sådan." Jeg prøvede at dreje mit ansigt fra hans, men han holdt godt fast.

"Hvad vil du gerne have mig til at gøre? Slå op med Candy, du skal bare sige til, og så gør jeg det, så længe det gør dig glad." Han så vred ud nu, og desperat, som om han var ved at miste mig. 

"Det ved jeg ikke, og hvis du slår op med hende, så kommer der vel bare en ny, som gerne vil slå kløerne i dig."

"Det tror jeg nu ikke går så hurtigt igen," trak han i land.

"Hallo! har du set dig selv for nyligt? Allerede før du stod til de formuer det tilhørte at være lederen, var du skolens mest populære fyr." Jeg kiggede ham lige i øjnene, selvom han havde givet slip på min hage for længst.

"Er du jaloux?" spurgte han med et skævt smil. 

"Ja faktisk."

"Hmmmm, hvad mon vi kan gøre ved det," sagde han, og hans smil blev drilsk mens han rykkede tættere på.

Der begyndte at blafre sommerfugle rundt i maven på mig. "Det løser stadig ikke problemet," sagde jeg, mens hans læber undersøgte min hals. Han sukkede.

"Det har du nok ret i."

"Det har jeg altid," sagde jeg med et glimt i øjet.

"Ved du hvad? jeg slår op med Candy."

"Det behøver du altså ikke."

"Jo, og så begynder vi at være offentlige igen, jeg vil ikke have at du skal være rigtig ked af det."

"Men vil det ikke ødelægge det hele for dig?"

"Jo, men hvis jeg bliver smidt af posten som leder, får jeg jo bare det jeg har ønsket siden min far blev valgt." Han fik det samme fjerne udtryk, som han havde haft i øjnene i tiden efter sin fars død, hver gang han troede jeg kiggede væk. Han ville ikke indrømme det, men han savnede sin far. Jeg lagde armene om ham, og hvilede hovedet på hans skulder, det var den bedste kur når han havde det sådan, og lidt efter kunne jeg også mærke hans arme om mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...