Splittet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Kayla er endelig ved at få styr på det hele. Hun har nogle fantastiske venner, som støtter hende i alt, hun har en fantastisk kæreste, som forstår at de ikke er ens. Men hvad sker der når alt dette sættes på prøve?
Matthew står til at skulle arve pladsen som den øverste leder i Vitae Praesidia, men hvordan vil beskytterne tage imod nyheden om at han er i et forhold med en magiker?
Samtidig rører folkene i landet på sig, de mener ikke at Vitae Praesidium er en god organisation mere.

Efterfølgeren til: På egen hånd.

5Likes
0Kommentarer
719Visninger
AA

17. Løse ender

Min far så på mig med stolthed i blikket.

"Er du klar skat?"

Jeg så forvirret op på ham.

"Til hvad, far?"

"Til at komme i skole, du har ventet så længe."

Jeg kiggede mig forvirret omkring, vi var i det hus som jeg var vokset op i, mit blik faldt på et spejl. Jeg kiggede forskrækket på mig selv, eller rettere mit 5-årige selv. 

"Hvad?" Jeg kiggede op på min far igen, men nu var det Justin der stod der.

"Kayla kom nu, vi kommer for sent igen. Bare fordi du går i fjerde nu, behøver du ikke opføre dig som en møgunge."

Jeg kunne huske det her. Jeg havde været 10 år og gik igennem en hård periode. Jeg kiggede i spejlet igen, nu kunne jeg se at mit ansigt ændrede sig. Blev ældre med lysets hastighed, lige indtil jeg kiggede på mit nuværende jeg. Jeg kunne mærke nogen komme op bag mig. Jeg vendte mig forskrækket rundt. Bag mig stod Daniel.

"Troede du, du kunne slippe for mig så let?" Sagde han, lige før han stødte sin kniv i benet på mig. Så skiftede han til min mor. 

"Du skal nok klare det Kays," hviskede hun mens hun holdt mig, som var jeg 7. "Du har venner der støtter dig nu, du skal nok klare det."

"Men mor," sagde jeg med gråd i stemmen. "Jeg kan ikke være sammen med dem, hvis jeg er magiker."

Min mor stak en lille lap papir i hånden på mig.

"Læs den her når du er alene. Så vil du forstå."

"Hvad?"

"Du er ved at komme til dig selv igen, bare rolig, vi ses snart igen. Det lover jeg." Hun begyndte at blive sløret.

"Nej mor!" Skreg jeg. "Bliv hos mig."

"Det lover jeg," hørte jeg hende sige igen.

 

Jeg vågnede til en vildt irriterende bip lyd. Sådan en som man bare ville kvæle, ligesom et vækkeur. Jeg slog irriteret hånden ud efter lyden, og ramte noget mere blødt end jeg havde forventet.

"Av, for fanden Kayla." Sagde det.

Jeg slog mine øjne op, og de mødtes med Liz´s. Hun så på mig med bekymring i øjnene.

"Er du okay? Gør det ondt?" Spurgte hun. Jeg skulle lige til at spørge hende hvad hun mente, men i det øjeblik fangede en skarp smerte i mit ben min opmærksomhed. Jeg skar ansigt.

"Jeg kalder på en sygeplejeske," sagde hun og trak i en lille snor over mit hoved.

"Hvad skete der?" Spurgte jeg med en hæs undertone i stemmen.

"Kan du ikke huske det? Du sparkede røv, det var hvad der skete."

Jeg kiggede på hende, endnu mere forvirret end jeg var før. I det næste øjeblik gik døren op, og Matthew kom ind med en sygeplejerske. Da han så mig løb han næsten hen til min seng, og tog min hånd.

"Er du okay. Mand jeg håber den dommer sætter ham bag tremmer på liv," sagde han vredt.

"Er du vred på mig?" Spurgte jeg.

"Nej, hvorfor skulle jeg være vred på dig?"

"Hun kan ikke huske noget," sagde Liz fladt. Matthew så på mig med undrende øjne.

"Overhoved ikke noget?"

"Næhhh," sagde jeg. Jeg følte mig som en fem-årig sådan som de puslede om mig. 

Sygeplejersken rømmede sig. 

"Jeg tror det er på tide Kayla får noget søvn nu."

"Men jeg er lige vågnet," sagde jeg, nu var jeg ved at miste temperamentet. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor.

"Din krop har brug for hvile," hviskede Matthew i mit øre, han havde lænet sit hoved ind mod mig. Pludseligt kom bip lydene med meget kortere interval. Han grinte svagt, og satte sig tilbage i sædet. "Så din krop kan hele det knivsår." Forsatte han i normalt toneleje. 

Da var det som om der var nogen der tændte for en kontakt. Daniel, Justin... Nej... Tannum, grotten, Theresa......... Matthew. Jeg kiggede forskrækket op på ham, men han kiggede ned på sin hånd, undrende. Så tog han den til sig. I sin hånd havde han en lille lap papir.

"Hvad er det her?" Spurgte han og skulle til at åbne den.

"Hov, vent! Det er mit!" Udbrød jeg. Han kiggede ned på mig igen, med et udtryk af sorg og undring. Men jeg ignorerede det. Det måtte vente til jeg havde læst lappen. Jeg var næsten overbevist om at det var den min mor havde givet mig i min drøm.

"Okay så," sagde han. "Jeg lægger den her." Han lagde den på bordet ved siden af min seng, hvor min mobil, og min mors ring også lå. Ringen havde jeg fået sendt da jeg først kom til Praesidia Hall. Sammen med et brev om at jeg altid kunne komme tilbage. Siden havde jeg gået med ringen hele tiden. 

Sygeplejersken kom hen til mig, og sprøjtede noget væske i det drop jeg havde i hånden. 

"Drøm sødt," syntes jeg hun sagde, før jeg igen forsvandt ned i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...