Splittet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Kayla er endelig ved at få styr på det hele. Hun har nogle fantastiske venner, som støtter hende i alt, hun har en fantastisk kæreste, som forstår at de ikke er ens. Men hvad sker der når alt dette sættes på prøve?
Matthew står til at skulle arve pladsen som den øverste leder i Vitae Praesidia, men hvordan vil beskytterne tage imod nyheden om at han er i et forhold med en magiker?
Samtidig rører folkene i landet på sig, de mener ikke at Vitae Praesidium er en god organisation mere.

Efterfølgeren til: På egen hånd.

5Likes
0Kommentarer
724Visninger
AA

4. Kender jeg dig?

Timen gik egentligt bare med at jeg lod som om det gjorde ondt, og falde dramatisk om på gulvet, det var tydeligt at jeg bluffede, og det var også fint nok, når bare klassen var, på en måde, venlige mod mig. Det der egentligt undrede mig mest, var den lille snert af bekymring, jeg så hos Tannum hver gang der var et slag det burde have gjort ekstremt ondt.Og det eneste der gjorde ondt, var at se mine venner stå forvirret, og slå svagt til mig, for så bagefter at få en skideballe af Tannum.Jeg åndede lettet op da klokken ringede ud. Men Tannum holdt mig tilbage.

"Jeg vil gerne snakke med dig," sagde han og så mig i øjnene. Igen så jeg det lille glimt af velkendthed, som jeg så før. Jeg gik langsomt tilbage, og sendte et beroligende blik til mine venner.

"Så længe det kun er snakken det handler om, og at jeg kommer ud i et helt stykke i den anden ende," sagde jeg, og jeg kunne have svoret på at han fnyste af grin.

"Det kan jeg godt love," hviskede han så stille, at jeg var i tvivl om, at han overhovedet sagde det.

Jeg satte mig hen på en af bænkene der løb langs væggen. Han satte sig et par meter fra mig.

"Du har sikkert fået det her spørgsmål før, men hvorfor er du her overhovedet? Hele skolen hader dig, og hvis de fik lov vil de ikke tøve med at dræbe dig."

Jeg trak vejret dybt ind, ja det havde jeg svaret på før.

"Jeg har aldrig følt mig så hjemme et sted, som jeg føler her. Jeg har min familie altså mine venner her, og så er det aldrig dårligt med lidt spænding, hvis det bare er gnidningsfrit, går det jo hen og bliver kedeligt."

Han smilede til mig.

"Men jeg må indrømme," sagde jeg til ham. "At du faktisk er den der forvirrer mig mest. Du burde jo egentligt smide mig ud af lokalet så jeg ikke kun spionere jeres taktikker eller noget."

"Men så smider jeg jo også min yndligssyndebuk ud," sagde han med et glimt i øjet.

"Nå men, min engelsk stil skriver jo ikke sig selv sååå." Jeg rejste mig, og gik hen mod døren. Og da jeg i døråbningen tittede hen mod Tannum, så han eftertænksomt på mig, med et smil om læberne.

Jeg gik ikke direkte hen på mit værelse, for Matthew ville nok gerne vide at jeg var i live, så jeg satte kurs mod hans værelse, og skulle lige til at gå ind, da jeg hørte en råbende stemme. Det var Matthew. 

"Nej jeg har ikke tænkt mig at slå op med hende, bare fordi hun er født med noget, hun ikke engang kan gøre for!!" Skreg han næsten hysterisk.

"Men hun er farlig for dig!!!" Skreg en anden stemme, en mandlig en."Ikke bare fordi hun kan dræbe dig med et knips, men hvis du bliver leder mens du er sammen med hende, kan jeg godt garantere for at du ikke er leder meget længere." Sagde han lidt svagere, men stadig kraftigt nok til at jeg kunne høre det.

"Det må jeg tage til den tid, og helt ærligt, så gider jeg ikke være leder, og jeg ville hellere end gerne overdrage titlen til dig brormand, men jeg kan ikke, og det ved du godt. Jeg er i det på livstid."

Nu snakkede de så lavt at jeg måtte gætte mig til halvdelen af ordene. Jeg tog pausen hvor de begge kølede lidt ned, og bankede på, jeg fortrød det næsten samtidigt. Jeg gik ind, og var lige i tidsnok af vejen til at undgå Daniel der styrtede forbi mig. Matthew der havde regnet ud at jeg havde hørt noget af samtalen, så undskyldende på mig.

"Jeg ville bare lige sige, at jeg altså ikke er død," endnu, tilføjede jeg i mine tanker, jeg ved ikke hvor det kom fra, men et eller andet sagde mig, at jeg måske ikke ville være så heldig den her gang. Selv mine venner syntes at vende sig mod mig. Jeg vendte mig og gik mod døren igen, men Matthew kom før mig, og smækkede døren i.

"Hvad var det han sagde?" Spurgte han, og lagde sin arm om livet på mig. Jeg kunne mærke mine kinder blive rosa. Så satte jeg mig ned på hans seng, og fortalte ordret hvad vi havde sagt, jeg lavede også mærkelige stemmer, for at løfte spændingen, og det hjalp rigtig meget. Vi sad og sludrede i et par timer, men så kom jeg i tanke om den stil, der lå og ventede på mig, og da jeg havde kysset ham farvel, styrtede jeg op på mit værelse.

Jeg var glad for at kunne skrive mere positivt om magi nu, før var jeg jo nødt til at skriv negativt for at holde på facaden der sagde ´menneske, ikke magiker´. Og mens jeg skrev den ubeskrivelige lange stil om J.K. Rowling som åbenbart havde kendt en magiker, og baseret Harry Potter på ham. (Selvfølgelig havde hun gemt nogle vigtige karaktertræk og fundet på en masse væsener, så mennesker også ville læse den.) Jeg var ikke engang halvvejs da det ringede til aftensmad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...