Splittet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Kayla er endelig ved at få styr på det hele. Hun har nogle fantastiske venner, som støtter hende i alt, hun har en fantastisk kæreste, som forstår at de ikke er ens. Men hvad sker der når alt dette sættes på prøve?
Matthew står til at skulle arve pladsen som den øverste leder i Vitae Praesidia, men hvordan vil beskytterne tage imod nyheden om at han er i et forhold med en magiker?
Samtidig rører folkene i landet på sig, de mener ikke at Vitae Praesidium er en god organisation mere.

Efterfølgeren til: På egen hånd.

5Likes
0Kommentarer
717Visninger
AA

13. Kan det ikke bare snart være slut?

Da Jeg vågnede var jeg desorienteret. Jeg lå på mit værelse, og Liz snorkede i sengen ved siden af. Jeg listede hen til Lulles seng, og tjekkede at hun stadig var der. Jeg var faldet i søvn på vej hjem, og så måtte en eller anden have rykket mig ind i min seng da vi kom hjem. Jeg kiggede på uret, 7:39, der var stadig et par timer til at der var morgenmad, da det jo var lørdag, og de andre ville nok ikke vågne lige inde for den næste tid.

Jeg gik over i træningslokalerne, jeg var faldet bagud med brugen af et sværd, og tænkte at jeg godt kunne træne lidt selv, der var tomt, som jeg havde gættet. Jeg orkede ikke til at trylle noget frem, så jeg fandt det ud af skabene, på den gammeldags maner. Jeg slog til dukken af alt hvad jeg havde. Jeg lagde de sidste rester vrede i mine slag, og dukken fik nogle heftige revner i det grove stof. Jeg ved ikke hvor længe jeg blev ved sådan.

"Jeg får snart ondt af dukken, hvis du bliver ved meget længere," kom det pludseligt ovre fra indgangen. Jeg vendte mig om, og så Daniel stå i døråbningen. Han havde ikke snakket til mig, siden jeg kom tilbage.

"Den kan tage det," sagde jeg, og prøvede med et lille smil, det blev ikke gengældt. Så stod vi der i ti meget lange sekunder.

"Hvad ville du?" Spurgte jeg ham til sidst.

"Jeg havde egentligt tænkt mig at jeg ville træne, men du kom mig jo ligesom i forkøbet." Han skulede dømmende til mig, som om jeg skulle have vidst hvad han ville have gjort.

"Nå men undskyld, jeg kan ikke se ind i fremtiden."

"Nå det må jo så være det eneste, oh du almægtige Kayla."

Jeg var ved at blive sur. "Du er bare jaloux."

Han fnyste. "Over hvad?"

"Over at du ikke er lige så sej som jeg er."

"Som om." Han vendte sig, og gik sin vej igen. Jeg så på mit ur. 9:27, de andre burde være stået op nu. Jeg gik tilbage mens jeg undrede mig over, hvordan tiden kunne være gået så hurtigt.

Pludseligt blev jeg skubbet omkuld, af et slag fra siden. Jeg stødte mit hoved mod en sten, og gik ud som et lys.

Jeg vågnede igen, i totalt mørke. Jeg havde en dunkende hovedpine, og frøs pokkers meget. Men alligevel kunne jeg genkende materialet jeg lå på, jeg befandt mig enten i den grotte jeg havde været i, året før, eller så en magen til. Jeg hørte skramlen, og kravlede væk fra den retning, jeg mente lyden var kommet fra. Jeg stødte mit allerede dunkende hoved ind i væggen, og bandede af smerte. Jeg hørte et gisp, derfra lyden var kommet fra.

"Er du okay?" Spurgte en kvindestemme.

Jeg ventede lidt med at svare.

"Så okay som man nu engang kan være."

"Okay."

Sådan sad vi længe, og sagde ingenting. Efter hvad der havde føltes som en evighed spurgte hun.

"Hvem er du?"

"Jeg hedder Kayla, hvad med dig?"

"Vent Kayla Rose?"

"Ja?"

Der kom ikke noget svar.

"Hvem er du?"

Der gik igen lidt tid.

"Melissa Tulip, godt at møde dig igen kære Kayla."

Jeg blev bange, mere end jeg havde været før, jeg sad i det samme rum som den kvinde, der næsten lige havde prøvet at dræbe mig. Hun kunne sagtens have taget mine kræfter, mens jeg sov. Jeg prøvede at lave en lyskugle, men det lykkedes ikke. Jeg fik kun min dundrende hovedpine til at blive kraftigere.

"Har du taget mine kræfter?"

"Hvad havde du regnet med, når du bare sådan kommer brasende ind."

Jeg var målløs, jeg havde ikke nogen  kræfter, ingenting.

"Vil du ikke nok give mig dem tilbage? Jeg blev jo smidt herned af en eller anden. Det var jo ikke med vilje."

"Nej men du tog min lille pige."

"Vent hvad?"

"Hvorfor tror du jeg tog hende til at starte med? Og troede du seriøst at det var et tilfælde at de eneste børn jeg havde i huset, tilfældigvis var søskende?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...