Splittet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Kayla er endelig ved at få styr på det hele. Hun har nogle fantastiske venner, som støtter hende i alt, hun har en fantastisk kæreste, som forstår at de ikke er ens. Men hvad sker der når alt dette sættes på prøve?
Matthew står til at skulle arve pladsen som den øverste leder i Vitae Praesidia, men hvordan vil beskytterne tage imod nyheden om at han er i et forhold med en magiker?
Samtidig rører folkene i landet på sig, de mener ikke at Vitae Praesidium er en god organisation mere.

Efterfølgeren til: På egen hånd.

5Likes
0Kommentarer
867Visninger
AA

9. Du sagde hvad??

Jeg så overrasket op på ham. DEN havde jeg alligevel ikke set komme... Han så ud som om, han var ligeså overrasket over hans egne ord, som jeg var. Jeg var mundlam, mig, der ellers altid havde en rap replik, som altid havde en random fact at komme med, jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, han havde ikke sagt rent ud, ´jeg elsker dig,´ men ´det er dig jeg elsker´ betyder det ikke det samme? Eller vile jeg bare gøre mig selv til grin, hvis jeg siger jeg elsker også dig? Elskede jeg ham? Jeg havde det som om at 99 procent af mig gjorde, men den sidste lille procent bare stod der og sagde ´men han skal være overhovedet for beskytterne´. Jeg ville ønske at jeg kunne rive den lille del ud, og smide den af helvede til, men det var vist ikke så let som det egentligt lød som.

"D-du er også den jeg vil have," hørte jeg mig selv sige. Jeg kunne mærke mig slev blive mere og mere irrteret, på den ene lille fucking procent. Endnu mere da han gav mig det der, ´det går nok´ smil. Jeg skyndte mig at slå armene om halsen på ham, og trække ham ind til mig.

Da jeg så over Matthews skulder, så jeg døren  blive hurtigt smækket i, som om en havde stået og fulgt med. Jeg lagde ikke så meget i det, selvfølgelig havde Justin smuglyttet. Han havde været berygtet for det på børnehjemmet.

Efter vores lille seance i rekvisitrummet, gik vi over på mit og Liz´s værelse. Hun var der, og var ved at tage jakke på, hun elskede at hente Lulle fra dagplejen. 

"Nå der er nok nogen som er på talefod igen, hva?" Jeg kom i tanke om, at jeg havde brugt den sidste del af timen, hvor Liz havde ladet som om hun havde forvredet sin ankel, på at fortælle hvad der var sket.

Hun gik ud, og vi brugte den næste halve time på at snakke. Ja jeg ved godt at der er sjovere ting at lave med sin kæreste, men når man har boet afskåret fra menneskenes verden i fem år, så er der meget man gerne vil finde ud af. Hvem er præsident? Gode film? Endda fantastiske skandaler.

Efter en halv time, kom Liz hjem. Uden Lulle. Hun havde et fortabt og chokeret udtryk i ansigtet.

"Hun er der ikke!" Næsten råbte hun før nogen af os nåede at spørge.

"Hvad mener du at hun ikke er der?" Sagde jeg, mens jeg kunne høre min puls banke i ørene.

Det næste kom så hurtigt at jeg kun lige forstod hvad hun sagde. 

"Jeg ledte i hele børnehaven, hun plejer jo at være indenfor og tegne. Men der var hun ikke, og hun var heller ikke udenfor. Og ingen af pædagogerne havde set hende i flere timer, de havde bare regnet med hun var ude at lege. Man skulle tro de slet ikke havde mødt he.." 

"Ved du hvornår hun blev set sidst?" Spurgte Matthew. Jeg beundrede hans talent til at slå koldt vand i blodet.

"Øhhm, nej..." Sagde Liz, og så ned i jorden. "Jeg havde for travlt med at give dem en opsang, til at spørge om sådan noget."

"Hvad skal vi gøre nu?" Spurgte jeg fortvivlet Matthew.

"Vi kunne ringe til politiet, men... no offence, jeg tror ikke de vil hjælpe."

"Nøj, hvor jeg dog hader den konflikt! Men hvem kunne have taget hende?"

I samme øjeblik kom Tannum ind, eller justin som var Tannum, eller... argghh ja, han kom ind. Og nåede hurtigt at skifte til Justin-form eller hvad man nu kalder det, da han så Liz´s forvirrede udtryk, hun så dog mere forvirret ud efter det trick, og kiggede automatisk hen på mig, for at få en forklaring.

"Liz. Det er Justin min bror. Lang historie, den tager vi senere ikke?" 

Hun nikkede, men så ikke særligt tilfreds ud.

 Jeg så på Justin. "Hvad er der?"

Han stak bare hånden ned i lommen, og rakte et foldet stykke papir frem.

Kære Rose-tvillinger

Vi har jeres dejlige lille pige her, men hun ser dog ikke så glad ud. Hvis i vil have hende igen, så bør i troppe op, bare jer to, på den nedenstående adresse.

Hilsen

En gammel ven

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...