Splittet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 aug. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2014
  • Status: Igang
Kayla er endelig ved at få styr på det hele. Hun har nogle fantastiske venner, som støtter hende i alt, hun har en fantastisk kæreste, som forstår at de ikke er ens. Men hvad sker der når alt dette sættes på prøve?
Matthew står til at skulle arve pladsen som den øverste leder i Vitae Praesidia, men hvordan vil beskytterne tage imod nyheden om at han er i et forhold med en magiker?
Samtidig rører folkene i landet på sig, de mener ikke at Vitae Praesidium er en god organisation mere.

Efterfølgeren til: På egen hånd.

5Likes
0Kommentarer
761Visninger
AA

10. Åhh gud!

Jeg kiggede ned på sedlen. Igen. Den var ved at gå fra hinanden, fordi den var blevet foldet op og ned så mange gange. Jeg tjekkede adressen igen. 5th street, 1492, New York City. vi havde kørt i otte timer, og havde tre igen. Jeg havde brugt det meste af tiden på at læse sedlen, suge indholdet til mig. Som om det kunne bringe Lulle ind i bilen. Det der forurogligede mig mest, var den lille notits der stod omme på bagsiden af brevet. 

P.S. Det er nok bedst hvis i kommer indenfor 24 timer, ellers kan jeg ikke

love hvad der sker eller ikke sker med den lille skønhed.

Jeg så rundt i bilen. Lige nu var det Liz der kørte. Jeg sad på forsædet med hende, bagi sad både Matthew og Justin, lænet op af hinanden, og sov tungt. Jeg havde kunnet set på dem i flere timer, hvilket jeg også gjorde. Jeg kunne ikke falde i søvn, ikke før Lulle var tilbage hos mig.

Inden vi var taget afsted, havde vi spildt to timer på, at prøve at finde ud af hvem det var der havde sendt brevet, så fandt vi den del på bagsiden, og så kunne vi lige pludseligt ikke komme hurtigt nok afsted. Vi havde taget Matthews bil, for den var hurtigst, og hverken Justin eller jeg havde nok viden om biler, til at lave en. Justin vidste dog nok til at sætte lidt mere fart på, og jeg nok til at kunne trylle et børnesæde frem, når den tid kom. De næste tre timer slæbte sig afsted, klokken var næsten seks om morgenen da vi kom frem. Til trods for at jeg ikke havde lukket et øje hele natten, så vart jeg klar til kamp. Vi havde allerede spildt 13 timer, jeg ville have hende tilbage, og det skulle være NU! 

Vi gik op til døren. Drengene gik med mistænksomme blikke, de lignede to femårige drenge som lige havde set en spionfilm. Jeg kunne ikke lade være med at fnise ved tanken. Og fik tre par dømmende blikke til gengæld. Jeg holdt mund, og gik rystende af grin mod døren, hvor der stod 1942. Der hang en lille seddel på døren.

Vi tænkte nok at i ville tage venner med, derfor er døren fortryllet.

Kun magikere kan komme igennem.

Jeg så på Liz og Matthew med tabt mod. Jeg havde halvt om halvt regnet med at Matthew kunne redde mig, ligesom sidst. 

"Kan du ikke prøve at ophæve den?" Spurgte Liz med hundhvalpeøjne.

"Nej, jeg kan mærke magien, det er seriøst kraftfuldt. Noget der minder om tre gange så meget som en guldmagiker," sagde Justin. Og så beklagende på os alle tre.

Jeg gik hen mod bilen, hvor de andre stadig stod, og slog armene om Liz, og derefter Matthew. 

"Pas nu på," hviskede han i mit øre, og klemte mig ind til sig. "Jeg vil ikke kunne komme videre uden dig."

Jeg kunne mærke tårene trænge sig på, og skyndte mig at gøre mig fri. Så gik jeg mod døren, uden at kigge på andet, end sedlen der stadig hang og blafrede.

Jeg åbnede døren og blev overrasket, da den ikke knirkede uhyggeligt. Jeg fik en utrolig trang til at råbe ´HALLO!´ men jeg vidste at det var en utroligt dårlig idé. Jeg kunne mærke end hånd tage min, og en dør der blev lukket stille bag mig. Jeg så op på Justin, han så ned på mig med bekymring i blikket, det var tydeligt at han ikke brød sig om at jeg var her. vi var kommet ind til et rum, der var ret trangt, en smal vindeltrappe fyldte næsten det hele. Justin gjorde tegn til, at han ville gå sidst, jeg var i tvivl om det var fordi han var en kylling, eller om han var beskyttende, men jeg kunne ikke se, hvad det var der skulle angribe os bagfra. Jeg fik svaret da han to sekunder senere stoppede op. Først troede jeg det var fordi han havde set noget, men da jeg så bag på ham, lå der ligesom et skær omkring ham, og han var stoppet med foden fem centimeter over trinnet. Jeg kiggede forskrækket over skulderen på ham, og så en skikkelse stå med hænderne rækket frem mod ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...