365 days | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
Sara valgte efter at have afsluttet 9. klasse, at tage et år i London som udvekslingsstudent - men, hvad hun ikke vidste, var, at hun skulle bo med Liam fra One Direction. Liam bliver lynhurtigt som en storebror for hende, men hvad med de andre drenge? Hvad med Eleanor og Perrie? Hvad sker der mon i London? *dette resumé vil blive lavet om*

2Likes
3Kommentarer
459Visninger
AA

1. Goodbye Billund and Hello London

Jeg havde pakket alle mine ting ned i mine 2 kufferter, og var næsten klar til, at tage af sted.

til mit forsvar, så havde jeg ventet på denne tur, det sidste halve år.

Jeg ville i bad før jeg tog af sted, fordi mit hår ikke var pænt og de mennesker der så mig, ikke skulle gå i koma på grund af mit morgen ansigt. Ja ja, det er ikke alle der er flotte når de vågner, vel?

Det var som en befrielse da det iskolde vand løb ned af min ryg, jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft et eller andet med, at koldt vand er bedre end varmt. Min mor var dog godt og grundigt træt af det, fordi jeg aldrig satte den tilbage til hendes varme vand. Det kan hun da selv gøre, det behøver jeg altså ikke gøre for hende.

Det kunne faktisk også ses på mit hår, hvis jeg for en gangs skyld havde brugt varmt vand, så blev det helt kruset og det er ikke cool, nej.

Jeg tog mig tid til at barbere mine ben, det var tydeligt, at jeg ikke bruger meget tid på det. Jeg går ikke i kjoler eller shorts, så hvorfor skulle jeg bruge min tid på det? Det var da åndssvagt.

 Men nu når jeg skulle bo hos Liam, var det tiden værd. De skulle jo ikke dø, når jeg kom gående ud i køkkenet i en T-shirt, morgenhår og med abe ben, vel? Nej, det kunne vi ikke have, så ergo, det skulle bare gøres.

Jeg tørrede mit hår en smule i mit lime-grønne håndklæde, og satte det derefter i en hestehale. Normalt ville jeg sætte det i en knold, men jeg havde lige fået klippet 20 centimeter af mit hår, og det var derfor ikke langt nok til at blive sat i en knold længere.

Jeg var faktisk glad for mit, mere eller mindre, korte page hår. Det var bare 20 gange nemmere om morgenen, det tørrede hurtigere og det klædte mig bedre for være helt ærlig.

Jeg er ikke selvglad, eller egoistisk, jeg ved bare hvad jeg synes og jeg er ikke bange for at sige det. Tro mig, det havde mine venner fundet ud af for længst, upsi pepsi. Nej? Okay så.

Jeg rensede min hud med min nye hudpleje serie, og smurte den ind i en creme, for så var min makeup altid pænere. Jeg er ikke storforbruger af makeup, men en smule concealer, mascara og pudder var et must. Jeg brugte også læbestift eller eyeliner til fest, men man fester vidst ikke på et fly, så det lod jeg vær med.

Jeg børstede mine tænder, en gang til, fordi jeg ikke kan klare tanken om dårlig ånde. Helt seriøst, jeg hader dårlig ånde ugh, det er forfærdeligt. Jeg havde en gang en lærer der stank af ostemadder, jeg endte med at give ham en masse pakker tyggegummi, i julegave, fordi det var så slemt. 

Mit tøj bestod af et par Adidas jogging busker, en løs striktrøje og et par hyggestrømper. Det lyder måske ikke som det pæneste, men det var det mest behagelige jeg kunne finde, og jeg ville ikke fryse i flyet. Altså du kommer jo op, og jeg tror der er koldere jo længere du kommer væk fra jordens kerne, nej? Jamen okay så, jeg er også kun lige blevet færdig med folkeskolen.

Mine sko var bare et par mao sko eller kina sko, whatever you call them, fordi jeg ville ikke have sko på i flyet. Jeg greb fat om min jakke, min skuldertaske og min mor var en gentlewoman – see what i did there, huh? – og tog mine kufferter for mig.

 

Vi fik lagt kufferterne ind i bagagerummet, eller det gjorde min mor for mig. Jeg satte mig bare ind på forsædet og ventede på, at hun satte sig ind. Ellers kunne jeg jo ikke komme nogen steder, så ja det blev jeg nødt til. Men ih, hvor jeg glæder mig til at få kørekort og selv køre rundt.

Vi ankom endelig til lufthavnen, efter et par, utrolig lange, timer i bilen med højt musik og et trist/glad humør. Jeg vidste, at jeg ville savne min mor helt forfærdeligt meget, men at det hele nok skulle gå. Der findes trods alt Skype, Face Time, og alt det der, ja og mail det havde jeg sørme også. Jeg er jo vildt social eller noget, jeg havde faktisk slettet min facebook efter mange mislykkede forsøg. Men pointen i det der, er at, det hele kommer til at gå fint og at vi nok kan holde kontakten på en eller anden måde, ja.

 

”Søde skat, pas nu godt på dig selv, ikke? Hvis der sker noget, så ringer du bare, okay? Du skal ikke tøve! Jeg er kun et opkald væk” sagde min mor, som om hun var ved at græde og få et angstanfald.

”ja ja mor, jeg skal nok. Hav det nu godt, og hils alle de andre fra mig. Jeg kommer til at savne dig” sagde jeg mens jeg omfavnede hende og blev skudt af alt det moderlige kærlighed hun gav mig. Vi har aldrig været de typer der går all in med ”jeg elsker dig”-halløjet, vi ved godt at vi elsker hinanden, det behøver vi ikke at sige. Det lyder mærkeligt, men sådan har det altid været.

Vi fik sagt farvel og alt det der, og jeg havde faktisk været heldig, for at det boardingpas-halløj var gået overraskende hurtigt.  Jeg havde fået en vinduesplads, og der skulle vidst ikke side nogen ved siden af mig. Jeg havde for længst smidt mine sko, og sat mig i skrædderstilling – det skulle jo være så komfortabelt som muligt, ikke? Det synes jeg i hvert fald.

Jeg havde hentet en masse musik ned på min mobil, og et par lydbøger. Jeg synes det er så hyggeligt, at høre lydbøger, det minder mig om den gang jeg var lille, og farmor altid fortalte de bedste historier, men det var mange år siden nu. Tingene havde ændret sig, jeg var blevet 17 år, min far… ja ham har jeg ikke kontakt med længere. Jeg ved at det er for det bedste, for han gjorde aldrig noget for min mor eller jeg.

Jeg kom til at tænke på Liam, og hvordan det næste år ville blive. Gad vide, hvorfor han ville have mig boende? Skulle han ikke på tour sammen med drengene? Skulle jeg så være alene? Jeg vidste faktisk ikke vildt meget om det hele, men jeg var spændt. Ikke nervøs, men spændt. Jeg glædede mig.

Flyveturen på to timer var hurtig overstået, jeg havde brugt det meste af min tid på lydbøger og tegne. Jeg er ikke god til at tegne, men jeg har altid fundet det beroligende, og jeg elsker hvordan en streg bliver til tusind, mulighederne opstår hurtigt, og det ender aldrig som jeg havde planlagt.

Liam og jeg havde aftalt, at der ville stå en med et skilt med ”SARA NILSEN” på, men at Liam ikke selv ville hente mig på grund af deres fans. Det havde jeg det fint med, for alternativet var, at blive overfaldet af en masse fans, hvilket jeg ikke havde lyst til.

Jeg fandt hurtigt pigen med skiltet. Jeg havde regnet med at det var en mand, men en pige er da helt klart bedre. Eller hun var vel ikke en pige længere, omkring 21 eller noget, så kvinde passer bedre, men jeg kan ikke lide det ord, nej.


 ”Er du Sara Nilsen? ” Spurgte hun mig med et smil.
 ”Ja, det må være mig” var jeg hurtig til at svare. Jeg kunne ikke helt se, hvem det var, men hun præsenterede sig hurtigt som Eleanor Calder, hun var åbenbart Zayns kæreste. Jeg må indrømme, jeg har aldrig sådan søgt på bandet, jeg har kun hørt deres musik.

Eleanor havde solbriller på, og forsøgte at vække mindst mulig opmærksomhed. Det virkede ikke som om, at hun var vild med alle de fans. ”Hvad glæder du dig mest til? ” spurgte hun mig med det samme vi var kommet ind i bilen. ”Jeg glæder mig generelt til hele året, skolen, en ny start, men jeg ved ikke helt. Jeg ser også frem til at møde Liam, jeg håber han er sød” sagde jeg langsomt, fordi jeg ikke var sikker på, hvad jeg faktisk så mest frem til. Hele året ville jo blive en oplevelse for livet, men at møde One Direction er også ret stort.

Eleanor og jeg, faldt hurtig i snak og blev hurtigt gode veninder. Jeg spurgte ind til hendes liv, hendes karriere, familie, venner, alt. Hun var meget åben overfor mig, og hun smilede hele tiden. Hun spurgte også lidt ind til mig, men alle mine spørgsmål overdøvede hendes. Ja jeg var jo nysgerrig altså. Alt det med at snakke engelsk gik godt. Selvfølgelig lavede jeg et par fejl og sådan, men det grinte vi bare af og så kom vi videre.

Liam boede åbenbart ikke særlig langt fra lufthavnen, ellers havde vi bare haft det så sjovt, at tiden var fløjet af sted – jeg tror det er den sidste men altså, det er da spændende alt det nye. Jeg havde aldrig været I London før, så det var en helt speciel følelse, at være i den atmosfære London havde.

Det var som om, alle vidste havde fundet dem selv, vidste hvad de ville, og var klar til at gøre whatever it takes.

Eleanor stoppede bilen, og jeg fandt derfor ud af, at vi var nået frem til Liams lejlighed. Det var et stort lejlighedskompleks han boede i, med penthouse lejligheder, for dem der søgte den ultimative luksus følelse. Liam boede i en af penthouse lejlighederne, så jeg glædede mig til, at føle den luksus følelse jeg længtes efter.

Lad mig bare sige det sådan, at huset i Horsens ikke var det største, mest luksuriøse, eller pæneste, så ja, jeg var meget spændt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg præcis havde forventet, men jeg blev ekstremt overrasket over, hvordan Liam faktisk boede.

I ved, drenge bor typisk lidt rodet og det plejer, at være tydeligt, hvis der bor en dreng. Men, sådan var det altså slet ikke hjemme hos Liam. Der var stort, hvilket ikke kom som den største overraskelse, da jeg havde regnet den ud. Altså, når man er rig, kan man vel ligeså godt udnytte det, ikke? Det ville jeg have gjort, hvis jeg en dag blev rig.

Liam kunne åbenbart godt lide hvid, for alle møblerne var hvide, dog var der et par stykker pynte ting og sådan, der havde lidt farve. Ellers, så var det altså også blevet lidt for ferskt – efter min mening altså.

Jeg stod helt stille, stadig inde i stuen, lod ikke mærke til de andre der var til stede, jeg levede bare i min egen lille verden. Indtil Liam valgte, at afbryde min drømmeseance.

”Hej Sara! Jeg er Liam, hvis du ikke havde regnet den ud” sagde han, med et kæmpe smil på læben.
”Åh, undskyld! Jeg stod lige i min egen drømme verden, her er jo vildt flot, og slet ikke så drenget som jeg troede det ville være” jeg tog mig til munden, efter min store talestrøm, men Liam grinede bare lidt af mig, og var hurtig til, at omfavne min lettere spinkle krop.

”Sig mig, kalder du mig en dreng og mit crib for ikke-drenget? ” var han hurtig til, at få sagt efter min kommentar, som mere eller mindre var det modsatte, af en kompliment.

Btw, synes i ikke det er åndssvagt, at det hedder en kompliment og ikke et kompliment? Det lyder helt forkert når jeg siger det.

”Nej da, det var ikke det jeg mente. Det lød bedre i mit hoved” forsikrede jeg ham hurtigt. Han skulle da ikke få et dårligt indtryk af mig, allerførste dag.

”HAHAHAHA, du skulle have set dig selv! ” halv skreg han mens han klappede sig selv på maven, i guess he’s just one of the weird kids. Han tog altså pis på mig, og det skulle han ikke slippe godt fra nej. Jeg havde dog ét problem, jeg kan aldrig finde på hurtige comebacks så jeg endte med bare, at kigge lidt mærkeligt på ham og sende ham et smil.

Nu tænker i nok, hvor blev Eleanor af? Ja, hun satte mig af, hjalp mig med bagagen og efterlod mig hos Liam.

Liam virkede med det samme som en slags storebror, en man kunne have det sjovt med, og en der ville være der for en, hvis man behøvede det.

”Så Sara, fortæl mig lidt om dig selv” sagde han, da han havde sat sig ned, i sin hvide læder sofa. Jeg satte mig også ned, før jeg svarede ”Jo altså, jeg hedder Sara, jeg er 17 år gammel, jeg har lige færdiggjort folkeskolen og ja, så har jeg valgt at tage et år, som udvekslingsstudent, fordi det altid har været en af mine største drømme. ” Jeg snakkede derud af, men det så ikke ud til at irritere Liam så jeg fortsatte bare

”jeg elsker sprog, kreativitet og få lov til, at udtrykke mig selv og mine holdninger. Jeg kan godt være lige på og hård, men også tilbageholdende og ikke så snaksalig. Jeg drømmer stort, og jeg vil gøre hvad end det tager, for at nå mine drømme. ”

Liam kiggede interesseret på mig, som om han var ved, at fordøje, hvad jeg lige havde sagt, for det var noget af en mundfuld. Men altså, det var basis viden om mig, og han skulle jo vide det på et tidspunkt.

”Hvad med dig Liam? Jeg vil også vide noget om dig! ” sagde jeg, fordi det var det eneste der virkede fair, ikke? Jeg havde aldrig været directioner eller fan af One Direction, så jeg vidste ikke særlig meget om dem eller Liam.

”Ja øhm, jeg er Liam, 21 år gammel, en del af One Direction. Jeg arbejder med det jeg elsker, hvilket var en af mine største drømme, og nu er den gået i opfyldelse. Jeg lever en travl hverdag med interviews, tours, koncerter, sangskrivning, ja det meste har med bandet af gøre. De er mine bedste venner, men Andy er også en kæmpe del af mit liv. ” han kiggede lige over på mig, for at se om jeg stadig fulgte med.

”Jeg har valgt, at have en udvekslingsstudent boende i et år, men det betyder faktisk ikke, at du altid skal gå i en helt normal skole” han trak lidt på det sidste, og jeg kiggede skeptisk på ham. Hvad nu? Hvad skulle jeg så? Men på den anden side, fedt at slippe for skole!

”Du slipper ikke for skole, på nogen måde. Men når vi er på tour, så skal du også med, men jeg har fundet dig en privatlærerinde, der også rejser med os. Din mor er helt med på den! Men hvad siger du til det? ” spurgte han mig, som om jeg havde noget, at sige. Han havde jo allerede taget beslutningen, så jeg kunne i princippet ikke gøre noget.

Det var forvirrende, at skulle i normal skole det ene øjeblik og det andet, at skulle have en privatlærerinde med på tour med drengene – som jeg ikke havde mødt, og ikke vidste om jeg kunne lide.

Jeg sad lidt og overvejede alting, hvor mange år jeg havde arbejdet for, at få penge nok, hvor lang tid, jeg havde drømt om, at være udvekslingsstudent, hvor mange piger der ville gøre alt for, at være mig i det moment. Men jeg var ikke fan af bandet, jeg kendte dem ikke, hvilket var meningen. Jeg ville jo gerne, jeg ville gerne være med til en koncert, jeg ville gerne møde resten af bandet, jeg ville gerne med på tour, men det var ikke det jeg havde regnet med.

Liam rejste sig fra sofaen, og lod mig sidde i mine egne tanker, selvom han ikke kunne forstyrre mig, hvis han prøvede. ”Hvordan vil det hele så fungere? ” spurgte jeg, og kiggede undrende på ham.

”Du vil komme til, at bo i samme bus som drengene og jeg. Du vil få undervisning i alle de fag, du ville have fået undervisning i, på en normal skole. Du kommer med til alle koncerterne, også selvom du har undervisning, det kan jo bare udskydes. Du vil få en masse sjov med drengene, og ja, jeg tror det kunne blive så fedt. Vi skal selvfølgelig nok passe på dig med hensyn til fans og lignende. Drengene vil behandle dig, som du var min lillesøster. Men det er dit valg, og du skal selv bestemme det. ” 

 

_________________________________

 

Jeg har endelig fået skrevet dette kapitel færdig! Det har taget mig lidt tid, da jeg ikke er vant til, at skrive længere historier, og dette kapitel er næsten 3000 ord lang, så det er stort. Jeg håber I vil give den en chance, for jeg gør virkelig mit bedste, i promise. Min grammatik og stavning er ikke fejlfri, men jeg prøver. Der mangler stadig et cover, fordi jeg ikke ved, hvordan man laver dem. Jeg må lige prøve mig frem. 

Hvordan synes I, historien er indtil videre? :)

kram fra mig, ja xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...