Skyggebørn

Skylar lever i en helt normal lille by i den sydlige del af landet. Eller normal og normal. Den er ihvertfald så tæt på normal som den overhovedet kan være. Mutanterne er først lige kommet til inden for de sidste år, men alligevel er de begyndt at tage styringen over ikke kun byen, men hele verden.

8Likes
31Kommentarer
601Visninger
AA

1. PROLOG - Vi ses i drømmeland

”Lig så stille” morens blide latter nåede hendes øre, og hun kunne ikke lade være med at smile. Idet hun smilede kom de to små smilehuller til syne i hendes kinder. En af de få ting som hun havde arvet fra hendes mor. De lignede ikke meget hinanden, men der var nogle få træk de havde tilfælles. Som for eksempel smile hullerne, som også hendes bror havde.

”Jeg skal nok” lød det fra Skylar i det hun lagde sig til rette i den lille seng, og trak hendes tøjdyr Dolly hen til sig.

Moren lænede sig ned over hende, og plantede et vådt kys på hendes pande. En ting som Skylar et eller andet sted syntes var ulækkert. Hun havde før sagt det til hende, men moren havde bare leet af hende og givet hende dobbelt så mange kys, så det var hun blevet enig med sig selv om hun ikke ville gøre igen. ”Vil du ikke nok fortælle en historie?” spurgte hun så i et bedende tonefald. Moren plejede at fortælle historier for hende inden hun faldt i søvn. Og nu kunne hun nærmest ikke falde i søvn uden.

 

”Jeg vil godt fortælle en. Men kun en. Jeg skal nå til en samtale på jobbet” smilede hun så, hvorefter hun satte sig op i sengen, der hvor hun plejede at sidde når hun fortalte.

”Hm… Har jeg nogensinde fortalt dig om Skyggebørnene?” spørger hun så, i et lettere tøvende tonefald. Som om hun lige skulle overveje om hun nu også ville fortælle hende om dem. Skylar rystede på hovedet, hvilket fik de fine brune lokker til at danse om hendes runde barneansigt.

”Skyggebørnene er en form for superhelte. Ligesom Spiderman. Ham edderkoppemanden din bror var sidste år til Halloween. Kan du huske det?” Ja, hun kunne godt huske det. Hun havde syntes han så ufattelig dum ud, i den dragt. I dragten var der syet en form for puder ind ved brystkassen og overarmene, hvilket fik det til at se helt forkert ud i forhold til hans spinkle ben. Masken han havde på havde heller ikke rigtig klædt ham. Men den klædte vel heller ikke rigtig nogle, vel?

 

Som svar på morens spørgsmål, nikkede hun så lidt hvorefter moren fortsatte med at fortælle: ”Skyggebørn har også superkræfter og skal også kæmpe for at holde fred på jorden. Den eneste forskel på dem og Spiderman er at Skyggebørn rent faktisk er virkelige” smilede hun så, i det hun så hvordan Skylar straks spærrede øjnene op i nysgerrighed. ”Men. Hvis de er virkelige… Hvorfor er der så aldrig nogle der har set dem?” det virkede ikke logisk i hendes hoved. Alle andre superhelte hun kendte til klædte andre børn sig ud som til Halloween, og dem blev der også lavet film om. Hun havde dog aldrig nogensinde set en film om Skyggebørn.

”De lever i skjul, netop fordi folk ikke må kende til dem. Ser du… Der findes jo ikke kun gode mennesker i verden. Det er derfor vi har brug for superhelte, ikke?” Skylar nikkede blot som for at sige at hun var enige, mens hun så afventende op på moren.

”Der findes ti Skyggebørn i verden, alle sammen med deres helt egne specielle evner. Det kunne være at de kunne skyde med ildkugler, eller løbe helt vildt hurtigt. De bor så sammen i skjul for os mennesker, og kommer kun frem når de skal hjælpe os med at opretholde balancen i verden mellem det gode og det onde.”

Skylar knugede bamsen ind til sig og lyttede opmærksomt på hvert eneste ord i morens fortælling.

”Jamen… Jeg forstår ikke… Hvis Skyggebørn findes, hvorfor er de så ikke kommet og slået mutanterne ihjel?” Moren strøg en hånd hen over hendes silkebløde pande, så håret der før lå der, blev strøget ned langs hendes hoved. ”Det ved jeg ikke, Sky. Det kan være de er i gang, men at vi bare ikke har opdaget det. Det er jo heller ikke alle mutanter der er onde.” Skylar bed sig let i hendes underlæben, og med den hånd som hun ikke holdt tøjdyr i, hævede hun så op til hendes øjne. ”Mor… Kan jeg være en mutant?” spørger hun så i et forsigtigt tonefald. Mest af alt fordi hun er bange for at svaret er et ja. Morens kølige hånd lagde sig på hendes otteårige datters kind, og endnu engang blev hendes smilehuller synlige.

”Selvfølgelig er du ikke det, Sky.” hendes stemme er blid, som den altid er. Dog ved hun ikke rigtig om hun kan tro på det hun siger. Det er ikke fordi hun tror hendes mor ville lyve for hende, det har hun aldrig gjort, men det kunne jo være hun bare ikke kunne se det?

”Men… Det siger de andre…” Tårerne var nu begyndt at presse sig på i hendes øjenkrog, og hun vendte sig så om på maven for at gemme hovedet ned i puden. Tøjdyret klemte hun tæt ind til sig, som for at beskytte det mod de mange grimme ord hun husker. Tårerne trillede nu ned langs hendes fyldige æblekinder og landede så nede i det lyserøde pudebetræk.

 

Hun kunne tydeligt huske hvad de andre havde sagt til hende i går. De havde råbt af hende. Råbt at hun skulle skride væk fra deres by. At de ikke gad være venner med sådan et monster. At hun aldrig nogensinde skulle nærme mig dem. Så ville deres forældre komme og slå hende ihjel. Hun gøs ved tanken, og pressede ansigtet længere ned i puden.

 

Et par kølige hænder greb fat i hendes skuldre, og i en blid bevægelse trak de hende ind til sig. Hun lå nu med hovedet begravet i morens bluse, som kort tid efter var dækket af små våde pletter. ”Du skal ikke lytte til dem.” mumler hun så ned i hendes mørke brune hår, mens hun vugger lidt frem og tilbage for at trøste hende.

”Jamen… Hvad nu hvis de har ret?” hun måtte hakke sig hulkene igennem sætningen. Den tanke kunne hun ikke slippe. Hvad nu hvis?

Hun vendte forsigtigt hendes forskellig farvede øjne, op mod morens velkendte ansigt. Smile hullerne kom igen til syne i hendes blege ansigt som var smukt omkranset af hendes brune hår. Det var lysere end Skylars, men havde nogenlunde samme rødbrune nuance. ”Det har de ikke. Det lover jeg dig” hun kysser mig igen. Denne gang dog i hovedbunden, hvilket heldigvis ikke er så slemt som på hovedet.

Tårerne strømmede stadig ned af hendes kinder, men morens løfte havde beroliget hende lidt. Moren plejede næsten altid at have ret.

Hun kneb øjnene i, i et forsøg på at stoppe tårestrømmen, men da hun var træt kunne hun ikke få sig selv til at åbne dem igen. ”Vi ses i drømmeland” var det sidste hun hørte inden søvnen overmandede hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...