Skyggebørn

Skylar lever i en helt normal lille by i den sydlige del af landet. Eller normal og normal. Den er ihvertfald så tæt på normal som den overhovedet kan være. Mutanterne er først lige kommet til inden for de sidste år, men alligevel er de begyndt at tage styringen over ikke kun byen, men hele verden.

8Likes
31Kommentarer
592Visninger
AA

3. KAPITEL 2 - Interessante kombinationer

Dagen efter var Skylar gået med til at pjække. Det havde ikke været nemt for Archer at få hende overtalt. Men da de var trillet ind på skolensparkeringsplads og hun havde fået øje på Ponyens bil, havde hun nu alligevel skiftet mening og sagt ja til hans tilbud. Nu sad de så i bilen på vej ind mod centrum af Seeliana. Som altid kørte Archers hjemmelavede plade i baggrunden. Den var fyldt med gamle rock numre fra det tyvende århundrede, som ingen andre gad at høre. Altså bortset fra dem.

 

Centrum lå ikke langt fra skolen. Et kvarters kørsel cirka, hvilket ikke var så slemt. Hun nød at køre i bil med Archer. Hellere det end med hendes forældre. Der var en anderledes afslappet stemning når de bare sad der, ved siden af hinanden og snakkede om alt og ingenting.

 

”Gågade eller center?” Hun drejede hovedet og så hen på Archer. Hans øjne var rettet mod vejen, hvilket jo var logisk nok siden han kørte bil.

Gågade eller center? Egentlig var hun ret ligeglad. Der var fordele og ulemper ved begge ting, så hun trak blot på skulderen. ”Det får du æren af at bestemme”

”Så lad os tage gågaden nu hvor det er så godt vejr” svarede han så med en lille trækken i den ene mundvige. Det passede Skylar fint, og kort tid efter drejede de ind af en lille sidegade hvor det efter lang tid lykkes Archer at parkere bilen sådan nogenlunde inde for stregerne.

”Det går da fremad” lo Skylar blot da hun var steget ud, og nu rigtig kunne se hvordan Archers sølvgrå Volvo var parkeret. Det ene baghjul holdt langt inde ovre i den anden bås, og ikke mere end tyvecentimeter fra bilen ved siden af. Et eller andet sted syntes hun det var ret imponerende at han ikke havde ramt den anden bil.

”Lidt fremskridt er bedre end intet fremskridt” brummede han til svar, hvilket fik Skylar til at le, for i hendes øjne var der i hvert fald ikke rigtig sket noget fremskridt.

 

Der var ikke ret mange mennesker i gågaden på dette tidspunkt af dagen. Der var faktisk næsten helt menneske tomt. Der gik et par folk her og der, men der var bestemt ikke så mange som der plejer at være senere på dagen når folk begyndte at få fri fra skole og arbejde. Seeliana var ikke nogen storby, men alligevel havde den et ret så stort befolkningstal. Grunden var egentlig simpel nok.

Mutanterne havde bosat sig i hovedstaden Mutanta og langsomt bredt sig ud over landet, og siden Seeliana lå forholdsvis langt væk fra hovedstaden, var her ikke ret mange mutanter her. Så alle de mennesker der før havde boet i Mutanter, og havde penge nok til at flytte, var flyttet ud på landet til byer som for eksempel Seeliana

 

”Hvad er første stop?” lød det muntert fra hendes side. ”Is butikken!” udbrød hun uden tøven ”Jeg har mega meget lyst til is” Archer trak let på smilebåndene ”Du ved godt klokken er omkring ni ikke?” Skylar trak på skulderne. ”Du ved godt vi burde være i skole ikke?” Hun kunne ikke rigtig se hvordan det kunne være okay at pjække fra skole, men samtidig ikke være okay at spise is klokken ni om morgenen. ”Du har fat i noget. Lad os købe en is” Lo han så, og de begav sig straks hen mod den nærmeste isbutik.

 

Butikken var ikke ret stor. Den var forholdsvis lang, smal og ifølge Skylar var den ret så hyggeligt. Væggene var malet i lyserøde farver, og gulvet havde en varmbrun nuance. Her duftede dejlig af en blanding af vafler og træ. Og desuden var her også dejlig køligt i forhold til temperaturen udenfor. Det eneste der var knap så hyggeligt var den lyshårede mandlige mutant som stod bag kassen. Han var kraftig, og havde som så mange andre mutanter et par forskellig farvede øjne. Det ene grønt mens det andet havde omtrent samme farve som væggene i butikken.

Hun havde mest af alt lyst til at gå ud igen, men hun vidste samtidig godt at der sikkert også ville stå en mutant bag kassen i den næste butik de gik ind i, og man skulle vel ikke lade frygten begrænse en, vel? Archer virkede trodsalt meget rolig, men han kom også fra Mutanta, så han var vel mere van til det med mutanter end hun var.

 

”Hvad skulle det være?” Skylar spjættede forskrækket ved lyden af mutantens stemme. Derefter kiggede hun på skiltet der hang over hans hoved hvor der stod priser på de forskellige lækkerier man kunne købe der. ”Eh… Jeg skal bede om en vaffel med to kugler…” Manden greb fat i en vaffel og så så afventende på hende med et hævet øjenbryn. ”To med chokolade.” fortsatte hun hurtigt, og manden begyndte så at forme to kugler is med skeen. Da han blev færdig satte han den i en form for beholder, for derefter at se på Archer ”Ellers andet?”

”Også en vaffel med to kugler. En med vanilje og en med jordbær.” sagde han så roligt, og mutanten gik straks i gang med at lave den.

”Interessant kombination…” mumler han imens han satte den færdiglavede is op i samme beholder som han før havde sat Skylars i. ”Isen?” Archer hævede et øjenbryn, for ifølge ham var Skylars da noget mere interessant end hans.

Mutanten bag kassen rystede blot på hovedet. ”Jeg mener jer to… En mutant og et menneske. Det er ikke noget jeg har set før.” svarede han. ”Det bliver halvtreds kroner…” fortsatte han derefter, og Archer begyndte så at rode i hans pung efter pengene. ”Jeg er ikke en mutant.” protestere Skylar idet samme. Hun hadede at blive betegnet som en mutant. Især fordi hun ikke er en og aldrig nogensinde ville ønskede at blive en.

”Hvordan vil du så forklarer dine øjne?” spurgte han så med et udfordrende glimt i øjnene. ”Mennesker kan også blive født med forskellig farvede øjne.” Svarede hun ham, og han nikkede. ”Ja. Men ni ud af ti gange får menneskebørn med forskellig farvede øjne opereret dem ensfarvet kort tid efter fødslen. Og en ud af ti børn med forskellig farvede øjne bliver omdannet til mutanter.” Sagde han så i et tænksomt tonefald, og nok mere henvendt til sig selv end til os. Archer havde nu fundet pengene frem og rækker dem frem mod mutanten.

”Det kan godt være, men Skylar er altså ingen mutant.” svarer han ham blot. Hans stemme var ikke lige så rolig som før. Den havde en form for urolig klang.

Mutanten kommenterede ikke mere på det, men rakte bare hånden frem for at tage imod pengene.

Idet samme rakte hun selv frem for at tage hende og Archers is, så de hurtigst muligt kunne komme ud derfra, men i bevægelsen ramte hendes hånd mutanten, som med et hæst skrig trak sig tilbage og tog sig til hånden. Hun kunne se hvordan mørke lilla. Næsten sort blod flød ud mellem hans fingre, og hvordan tyngdekraften så trak det mod jorden. Hun kunne ikke lade være med bare at stirre på det. Havde hun gjort det? Hun havde jo knap rørt ham.

Alt farven forlod hendes ansigt, og hun vendte så hovedet over mod Archer for at få en forklaring på hvad der lige var sket, men han så ikke engang på hende. Han lagde bare pengene på bordet, og tog så de to is, som hun havde været ved før.

”Skyggebarn…” hun vendte hovedet mod mutanten idet hun hørte hans ord. Han øjne var sammenknebne og havde omtrent samme udtryk som Ponyen i matematik timerne, hvilket straks fik hendes hjerte til at sætte farten op. Skyggebarn. Det ord havde hun hørt før. Hvor kunne hun bare ikke huske. Måden han spyttede det ud som om det var giftigt, gjorde hende dog itvivl om hvorvidt hun havde lyst til at vide det. Da hun igen vendte blikket mod Archer var han hvid som et lagen. Sådan havde hun aldrig set ham før.

”Kom Skylar…” hans stemme var bestemt og forholdsvis rolig, men hans øjne flakkede dog uroligt rundt i lokalet. Hun nikkede og fulgte så hurtigt efter ham ud af butikken. Hun kunne svagt hører mutanten råbe efter dem, men hvad han råbte kunne hun ikke hører. Hendes hjerte bankede stadig hårdt mod hendes ribben, som om det ikke længere var tilfreds med at være fanget der. Hendes hænder var svedige, og hendes vejrtrækning hurtigere end normalt.

Ingen af dem sagde noget på vejen over til bilen. De gik bare med hver deres is, som ingen af dem dog rigtig spiste noget af.

Skylars hoved var fyldt med spørgsmål, som hun beslutsomt havde prøvet at grave frem. Hun var i hvert fald sikker på at hun før havde hørt om Skyggebørnene, men hvor stod uklart. Så vidt hun huskede var det vidst en form for terrorister?

De var nu ikke langt fra bilen, så første gang de passerede en skraldespand, smed hun hendes halvspiste smeltede is ud. Det samme gjorde Archer.

Da de satte sig ind i bilen, var Skylars hjerte efterhånden begyndt at affinde sig med sin plads bag tremmer, og hendes vejrtrækning var nogenlunde under kontrol. Alle de mange spørgsmål havde hun dog stadig ikke fået svar på, hvilket konstant kørte rundt i hendes hoved.

Archer drejede nøglen om, og kort tid efter hørtes en lav brummen fra den tændte bil.

”Ash?” Han var stadig ligeså bleg som før, og hun kunne se hvordan alle musklerne i hans krop var spændte. ”Mhm?” svarede han blot, og så kort over på hende, for derefter at vende blikket mod vejen igen. ”Han kaldte mig Skyggebarn. Hvad er et Skyggebarn?” Archer så igen på hende, og hvis hun ikke tog meget fejl var han endnu blegere end før.

”Jeg skal nok fortælle dig det i morgen. Lige nu er ikke et særlig godt tidspunkt.” svarede han hende kort og bestemt. Men at vente helt til i morgen med at få en forklaring var hun ikke sikker på hun ville kunne overleve. Hun skulle bruge en nu. Lige nu.

”Jeg syntes det er et fint tidspunkt at snakke om det.” sukkede hun lænede sig så tilbage i sædet, og lagde træt hovedet mod det kølige vindue. ”Det syntes jeg ikke.” Der var noget i hans stemme, som hun ikke havde hørt før. Noget som hun ikke rigtig brød sig om. Derfor lod hun være med at spørge mere. Hun kunne vel også finde ud af det på egen hånd ikke?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...