Skyggebørn

Skylar lever i en helt normal lille by i den sydlige del af landet. Eller normal og normal. Den er ihvertfald så tæt på normal som den overhovedet kan være. Mutanterne er først lige kommet til inden for de sidste år, men alligevel er de begyndt at tage styringen over ikke kun byen, men hele verden.

8Likes
31Kommentarer
600Visninger
AA

2. KAPITEL 1 - Ponyen Mr. Frenadez

Idet samme hørtes den velkendte lyd af den skramlende motor, da den sølvgrå Volvo trillede ind i indkørslen. Det var efterhånden et fast morgen ritual at Archer kom og hentede hende, så de kunne følges i skole. Hun havde ikke noget i mod det. Så behøvede hun ikke at gå. Det var godt nok ikke fordi der var langt derhen fra hvor hun boede, men hun ville da ikke sige nej til at blive kørt når hun nu blev tilbudt det.

Hun kunne hørere motoren blive slukket og kort, efter lød tre rytmiske slag på døren. Charlie. Hendes lille hvide vat klump af en hund, var straks på benene, og styrtede ud til døren, mens han gøede som galt det livet.

 

Hun tog den sidste rest af hendes bolle i munden, og rejste sig så for at gå ud at åbne for Archer. Hans mørke hår, sad som altid hulter til bulder på hans hoved, og hun havde tit tvivlet på om han nogensinde redte hår om morgenen. Han var iført en løs sort t-shirt, og et par almindelige jogging bukser.

Archer var en af de fyre som kunne tage stort set alt på, og stadig se godt ud. Det var en af de ting hun misundende ham for. For hun var i hvert fald ikke en af de piger der kunne se godt ud i hvad som helst.

 

”Godmorgen” hendes mund var stadig fuld af bolle idet hun sagde det, hvilket højst sandsynligt har set pænt ucharmerende ud. Men hun var ligeglad. Det var bare Archer, og han burde efterhånden være van til hendes dårlige manere. Selvom hun ikke kiggede på ham kunne hun næsten hørere hvordan han smilede idet han svarede hende. ”Godmorgen” hans stemme var munter, som den så ofte var. Det var sjældent Archer var sur. Det lå bare ikke til ham at være det, og derfor var det også næsten umuligt at blive sur på ham selvom hun ofte havde god grund til at være det.

”Har du så redt hår i dag?” et spørgsmål hun ofte stillede ham om morgenen, og derfor kendte hun allerede nu svaret. ”Ser det sådan ud?”

Hun trak i hendes sorte gummisko, trak jakken på, og tog den slidte lillae taske over den ene skulder. Archer havde sat sig på hug i døråbningen og foran ham lå Charlie på ryggen logrende med halen. Charlie elskede Archer mere end nogen anden. Mere end hende, hvilket hun dog ikke var meget for at indrømme.

Da han så at hun havde fået sko og jakke på rejste Archer sig op, med lille utilfreds brummen fra Charlie, som så vendte rundt og tumlede ind mod stuen igen.

”Tror du nogen opdager hvis ikke vi kommer i skole?” spurgte han så idet hun trådte forbi ham og gik ud mod den sølvgrå Volvo.

Hun kunne ikke lade være med at smile. Typisk Archer at sige sådan noget. ”Selvfølgelig bliver det opdaget hvis vi ikke tager i skole,” svarer hun ham, idet hun åbner bil døren og sætter sig ind på forsædet. Hun blev straks mødt af en frisk duft af grantræer. Den duft som hun altid karakterisere som Archers

 

”Hvor er du kedelig, ” han startede bilen, og kort tid efter trillede den ud af indkørslen og kørte hen mod skolen.

”Jeg gider bare ikke at skulle arbejde som skraldedame når jeg bliver stor”

”Det kommer du sgu nok til at alligevel” selvom hun ikke så på ham kunne hun tydeligt høre smilet i hans stemme. ”Du træls…”

”Pas du hellere på ellers må du gå resten af vejen” siger han så, som han gør de fleste morgner når de sidder og driller hinanden i bilen. Hun mindes dog ikke en eneste gang hvor han rent faktisk HAR sat hende af.

Hun læner sig længere tilbage i det sorte læder sæde, og drejer så hovedet mod ham. ”Det tør du ikke”

”Skal vi væde?” En drillende klang var at spore i hans tonefald. ”Kan vi godt” svarer hun ham blot. Smilet på hans læber voksede, men han fortsatte dog alligevel med at kører videre. Lidt fremme kunne skolen anes. Den mest hadede bygning i hele byen. Selv havde hun ikke meget i mod den. Altså selvfølgelig var det ikke altid det mest interessante at gå i skole, men det var sådan set nødvendigt for at hun senere hen kunne blive til noget.

At få er job skulle efter sigende ikke være det letteste. Uanset hvor dygtig du måtte være. Menneskers rettigheder er mildt sagt elendige. Vi bliver set som om vi ikke dur til noget.

Ifølge mutanterne er vi guds affald. De blev skabt fordi gud ikke var tilfreds med hans andre skabninger. Mennesket. Mutanterne mente vi var for svage, og derfor blev de skabt. Et stærkere menneske.

 

Bilen stoppede nu op, hvilket fik en rynke til at danne sig i hendes pande. De var stoppet ikke mindre end fem meter ude for parkeringspladsen. Et dybt suk undslap hendes læber i det hun igen vendte blikket for at se på ham. ”Haha… Hvor er du sjov Ash…”

Han sendte hende et af hans store irriterende smil. ”Ud af min dyt” Hun himlede med øjnene af ham.

”Ved du godt selv hvor irriterende du er?” hun skubbede bil døren op, og trådte ud på fortovet, som han var stoppet ved. ”Du elsker mig for det” svarede han hende, for derefter at smække døren i efter hende. Kort tid efter var han så forsvundet ind på parkeringspladen. Det var sandt hun elskede ham for hans latterligt platte humor, og det gjorde hende heller ikke så meget at skulle gå det sidste stykke ind.

Rundt omkring hende vrimlede det med elever. De fleste af dem var mennesker, men der var dog også få mutanter at spotte.

De fleste andre mutanter gik på en anden skole længere inde mod centrum. Byggeriget på skolen var begyndt for omkring to år siden da mutanterne begyndte at komme til, og var blevet bygget færdig, her inden for det sidste år. Det var ikke en skole hvor det var tilladt for mennesker at komme. Alle elever og lærere er udelukkende mutanter. Derfor skulle man tro at mutanterne ville lade os være for os selv på vores lille skole i udkanten af byen. Men det var dog ikke tilfældet.

 

Archer stod og ventede på mig oppe foran hovedindgangen. Det tilfredse smil som havde spillet på hans læber da jeg var steget ud fra bilen sad stadig som klistret på. ”Det var du længe om”

Hun stoppede op idet hun nåede hen til ham. Hans ord ville nok have irriteret de fleste, men det får blot Skylar til at smile. ”Som om du ikke selv lige er kommet” Hun dasker ham kort over skulderen mens hun begynder at bevæge sig indenfor med Archer lige bag hende. ”Det kan der muligvis være noget om ”

 

Som altid larmer der utrolig meget på gangene om morgenen, og alle folk render rundt mellem hinanden som forvirrede myre.

I første time skulle de have matematik. Før i tiden havde hun faktisk godt kunnet lide matematik, men her for nylig havde de fået en ny lære. Mr. Frenadez. En mutant, som bare havde gjort undervisningen ubehagelig, for de fleste elever. Derfor var matematik nu blevet hende, og så mange andres hade fag.

”Nå. Er du klar til matematik?” hun vendte hovedet mod Archer, og skubbede samtidig døren til klasseværelset op. Hun kunne allerede der mærke hvordan hun begyndte at blive nervøs for lektionen. Ponyen. Eller Mr. Frenadez var endnu ikke kommet, og normalvis ville hun have håbet på at han var blevet syg, hvis altså ikke det var fordi at hun vidste at mutanter aldrig blev syge.

Hun rystede på hovedet som svar på Archers spørgsmål. ”Jeg tror aldrig jeg bliver klar til at have matematik.” svarer hun ham, for derefter at dumpe ned på hendes plads bagerst i lokalet.

Hun følte sig tryggere hernede. Så var hun på afstand af Ponyen, og havde også mulighed for at gemme sig lidt bag nogle af de andre elever.

 

Archer satte sig ned ved siden af hende, og sendte hende et kort smil. ”Det er da ikke så slemt” hans stemme er som altid rolig, hvilket i alle andre situationer ville smitte af på hende, men ikke nu.

”Jeg syntes det er slemt…” et eller andet sted var hun overbevist om at Mr. Frenadez hadede hende en lille smule mere end alle de andre. Hun havde dog ingen idé om hvad hun dog havde gjort ham.

Hun lavede altid hendes lektier, og forstyrrede heller ikke timerne, som nogle af de andre elever kunne finde på.

Idet samme trådte han ind af døren. Ifølge Skylar lignede han mere en hest en end mutant. En shetlandspony for at være helt præcis. Derfor var hende og Archer begyndt at omtale ham som ’Ponyen’. Selvfølgelig kun når de var sikre på at han ikke var der. Den eneste måde hvor på man faktisk kunne se at han var mutant, var hans øjne. Det højre var brunt, mens det venstre havde en mere rødlig farve. Et typisk mutant træk.

  

Hun kunne allerede nu mærke hvordan hendes hænder begyndte at blive svedige, og hvordan hun nu blev meget bevidst om hendes hjertebanken.

Lige nu havde hun mest af alt bare lyst til at styrte ud af klasse lokalet, og gemme sig på et af toiletterne til timen var slut. Hun havde gjort det en gang før, hvilket havde resulteret i at hun havde fået at vide at hvis hun igen gjorde det ville hun blive bortvist fra skolen.

Reglerne var blevet meget strenge i takt med at mutanterne var rykket ind på skolen. Efterhånden havde vi ikke længere indflydelse på noget som vi ellers havde haft før i tiden. Engang var der noget der hed elevrådet, hvor eleverne fik lov til at være med til at bestemme hvad der skulle ske på skolen. Nu var det udelukkende mutanterne der styrede stedet.

 

Mr. Frenadez tændte det store fjernsynslignende apparat, som efterhånden blev brug i alle undervisnings timerne. Før i tiden havde det været en almindelig sort kridt tavle, men nu var den blevet skiftet ud med en gennemsigtig skærm, som man kunne skrive på med fingrene. Mr. Frenadez begyndte at skrive alle mulige stykker op på tavlen, som han altid gjorde i starten af en matematik time. Ponyen var en af de lærer som nød at pine eleverne. Eller sådan virkede han i hvert fald ifølge hende.

Han vendte nu fronten mod de mange elever. Hans stikkende øjne gled rundt mellem alle eleverne, og stoppede så på hende.  Hun vidste det… Hun vidste at han ville vælge hende.

”Skylar… Kan du ikke hjælpe mig med at løse dette stykke?” hans stemme var stikkende. Som om at hans ord var pile der blev sendt ud af munden på ham og ramte hende over alt på kroppen.

Hendes håndflader, var nu så svedige at hun nu gemte hænderne i hendes bluse, for at tørre noget af det af. Hun havde mest af alt lyst til at ryste på hovedet, men vidste at det var et af de spørgsmål man ikke rigtig fik lov til at svarer nej på. Derfor endte hun blot med forsigtigt at nikke.

”Jamen så begynder du bare” smilede han så til hende. Ikke et venligt smil. Mere et hånligt smil.

Hun vendte blikket hen mod stykket og prøvede at koncentrer sig om det. Normalvis ville hun sagtens kunne løse det stykke, men ikke nu hvor Ponyens blik var rettet imod hende.

Hun åbnede munden for at sige noget, men lige meget hvor meget hun prøvede kunne hun ikke tvinge ordene over hendes læber.

”Vi venter Skylar…” sagde Mr. Frenadez så, i et lettere utålmodigt tonefald. Hun knyttede hænderne i stoffet på hendes bluse, og prøvede alt hvad hun kunne at koncentrere sig om de ord der sad fast i hendes hals. Det virkede som om at de var bange for at komme frem. Som om de var bange for Frenadez.

”Jeg… Har glemt hvordan man gør…” det var løgn. Hun havde ikke glemt hvordan man gjorde. Hun kunne godt finde ud af det. Det hånlige smil på hans læber voksede, og nåede nu de stikkende mørke øjne.
”Er der nogle der vil hjælpe Skylar med at løse stykket?” hun krøb lidt ned i stolen, og ønskede mest af alt at forsvinde. En på forreste række havde med det samme skudt fingeren i vejret. Som den eneste. Det var selvfølgelig Rose. Den eneste mutant pige i klassen, hvilket også automatisk gjorde hende til Ponyens yndlings elev.

 

Sådan fortsatte det i et stykke tid. Ponyen stod og udpegede elever som skulle løse stykker på tavlen, og når eleven som han havde udvalgt ikke kunne svarer var Rose den første til at skyde fingeren i vejret og svarer. Timen sneglede sig af sted, men endelig tikkede sekundviseren hen på tolv, hvilket betød at vi nu havde frokost. Archer havde allerede rejst sig og stod nu og så lidt afventende på hende. Hun lænede hovedet tilbage, så hun kunne se op på ham. ”Kommer du?” som altid var der placeret et smil på hans læber. Endnu en ting hun missundede ham for. Hvem andre end Archer kan smile efter en matematik time med Ponyen? Da stillingen hurtigt begyndte at gøre ondt i nakken, sænkede hun kort tid efter hovedet. ”Jeg kommer nu…” hendes stemme var langt fra noget der overhovedet kunne minde om munter. Med en skramlen skubbede hun stolen lidt væk fra bordet, hvilket så gjorde det muligt for hende at rejse sig op.
”Jeg sagde jo vi skulle have pjækket” hun vendte blikket mod ham. Lige nu ville hun ønske at hun havde sagt ja til hans tilbud om at pjække, men hun ved dog også at hun ville have fortrudt det senere.

”Man får aldrig noget ud af at pjække Ash…” Han trak let på skulderne, og begyndte nu i et roligt tempo at gå ned mod kantinen. ”Det kommer vel an på hvordan man ser på det ikke?” Hun fulgte blot efter ham ud på gangen. De fleste elever var også lige blevet færdig med deres første time, og derfor var gangene propfyldt med sludrende teenagere som ikke tager hensyn til andre end dem selv.

”Fra min synsvinkel får man ikke noget ud af det.”

”Du er også så kedelig..” svarer han hende med et smil på læben. Hun gad ikke have en længere diskussion med ham om hvorvidt hun var kedelig eller ej. Så derfor nøjes hun blot med at rulleøjne af ham. Han lo blot af hende.


De var nu nået ind i kantinen. De fleste folk havde taget deres mad og havde sat sig over for at spise ved et af bordene. Hun så lidt på deres tallerkener for at se hvad vi skulle have at spise. Det var ikke lækker mad. Men det var nu også sjældent vi fik det her. Skolen havde ikke rigtig råd til at købe ordentlig mad til dem. De fleste af kommunens pengene gik til mutanternes skole. Selvfølgelig.

Maden i dag bestod af ris, og en eller anden form for sovs, hvor det var umuligt at se hvad der var i. I hvert fald så det ikke særlig lækkert ud.

 

”Jeg tror ikke jeg er så sulten mere alligevel…” det var Archer der talte. Han rynkede let på næsen, men samlede tog dog alligevel en tallerken op og øste noget ris på.

”Tror du der er kød i sovsen?” spurgte han så kort efter. Skylar havde selv øst noget ris op, og stod nu og så lidt ned i gryden med sovs. Hun tog en af de skeer som man brugte til at hælde sovs op med og rørte kort lidt rundt i det for at se om der var nogle kødstykker. ”Det ser sådan ud..” et par kødklumper tittede kort op over overfladen, men faldt så derefter ned mod bunden igen. Hun vendte blikket væk fra gryden og mod Archer. ”Så skal jeg ikke have noget.. ” hun nikkede blot lidt til hans ord, imens hun selv hældte en lille klat op ved siden af hendes egne ris. Hun kunne ligeså godt smage på det. Det kunne jo være at det ikke smagte helt så slemt som det så ud.

Hun så lidt ud over kantinen som var fyldt med elever. I midten af kantinen var to borde rykket sammen. Ved det bord sad Viveca og et par af hendes vedhæng. Da de var yngre havde hun selv været en af dem. Før de altså begyndte at syntes at hun lignede en mutant, og ikke længere ville have noget med hende at gøre.

 

Bordet var et rundt bord, med en lettere beskidt metal flade, som ikke så ud til at have været blevet tørt af siden i går. Der lå i hvert fald stadig madrester på den. Hun stillede tallerkenen fra sig med en kliren, for derefter at trække en stol ud.

Stolene var heller ikke just behagelige at sidde på. Den var lavet af samme hårde metal som bordende, og blev derfor også hurtigt kolde hvis ikke der havde siddet nogle på dem i et stykke tid.

Archer satte sig ned foran hende, og skubbede lidt til risen med hans gaffel. Han så ikke særlig begejstret ud, hvilket hun jo heller ikke selv var.

Ris var nok det de oftest fik, og når man i forvejen aldrig har været særlig glad for ris er det ualmindelig kedeligt at spise. Dog var hun også sulten, så derfor tog hun lidt op på gaflen og blandede det lidt med sovsen for at få lidt smag i det.

Sovsen var ikke så slem som hun havde frygtet. Den var bitter. Den smagte lidt ligesom hvis du bider i et ny udsprunget blad i foråret. Dog smager blade ifølge hende bedre end ris, så derfor fortsatte hun bare med at spise hendes blanding af ris og sovs.
”Smager det godt?” hun rystede på hovedet, for det gjorde det jo ikke. ”Det smager forfærdeligt,” svarer hun ham, mens hun skovlede endnu en mundfuld mad i munden. Hun tyggede ikke på det, men slugte det bare så hurtigt som muligt. Archer har ikke fået spist særlig meget af hans mad. Næsten ikke noget af det.

”Det kan vi godt blive enige om..” han rodede endnu engang lidt rundt i risende med gaflen hvorefter han tog lidt op på den, som han så putter i munden.

”Endnu en grund til at vi skulle have pjækket…” hun kunne ikke lade være med at smile over hans kommentar, dog siger hun ikke noget til det. Hun ved han ikke vil skifte mening med hensyn til at det er en god idé.

Han spiste endnu en gaffel fuld ris, men skubbede den så ellers fra sig. Hun havde selv spist det meste af hendes mad nu. I hvert fald nok til at hun var blevet nogenlunde mæt.

”Hvad skal vi have i næste time?” spurgte hun så. ”Du burde snart kende vores skema. Vi har snart haft det i et helt år.” hun sukkede lidt af ham. ”Du svarede ikke på mit spørgsmål…”

”Nej. Det er rigtig” smiler han. ”Du må gætte dig til det” hun lænede sig lidt tilbage i stolen, for derefter at prøve at visualisere deres skema i hovedet. Det var svært, for hun havde ikke ret ofte kigget på det. Hun havde bare spurgt Archer om hvad de skulle have, og han havde bare svaret hende. Så let slap hun tydeligvis ikke nu. ”Eh.. Tysk?” spørger hun så, hvorefter Archer blot ryster på hovedet. ”Dit yndlingsfag” siger han så for at hjælpe hende lidt. ”Historie?” Archer nikker let. Hun har altid godt kunnet lide historie. Hun kan godt lide det med at høre om hvordan det var før i tiden da mutanterne ikke var kommet til Tyskland. Den gang hvor de havde holdt sig lidt længere sydpå. Historie var også et af de eneste fag hvor de rent faktisk havde en menneskelig lærer. Dog skulle der snart laves om på det, da unge mennesker jo ifølge mutanterne helst ikke skulle have et forkert indblik i hvordan det var før i tiden.

De ønsker mest af alt bare at hjernevaske folk, sådan at de får den opfattelse af at mutanterne kun gør alt det de gør for at hjælpe dem. Skylar tror ikke selv hun nogensinde vil kunne lade sig selv overbevise om det.

Alt de gør beviser jo det modsatte. Hele måden de er på og hvordan de behandler mennesker på.

Hun havde da hun var mindre tit frygtet at hun var en mutant. Hun kunne godt gå for at være en. Som så mange andre mutanter har hendes øjne to forskellige farver. Noget hun ikke rigtig tænkte over, før hun blev otte år og de andre børn gjorde hende opmærksom på det.

De andre børn i skolen der havde hørt skræk historier om mutanter begyndte at søge væk fra hende. Dengang var mutanterne endnu ikke kommet til deres by. De levede lidt uden for det hele, så derfor syntes de tydeligvis ikke her var spændende nok.

Som otte årig var hun derfor ikke meget i skole. Hun blev undervist lidt derhjemme af hendes forældre, men de skulle jo også bruge tid på at arbejde, så for det meste sad hun blot alene derhjemme.

Det var stadig sådan. Der var ingen der rigtig gad at snakke med hende ud over Archer. Hendes eneste og bedste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...