Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12251Visninger
AA

1. ~ Prolog ~


Jeg huskede stadig følelsen af at blive afvist på hver evig eneste natklub, som jeg kom ind på. Ligemeget, hvad jeg gjorde eller sagde, så var ID et must. Det var intet problem at vise det skide ID frem, problemet var, at jeg ikke var fyldt 18 endnu. Fordi man bar et bar stiletter, betød det så, at man var mindreårig? Det var jo helt hen i vejret - ifølge min mening. På grund af min opvækst, lærte jeg i en tidlig alder at håndtere sko med hæl, så det lå naturligt til mig at klæde mig, som jeg var vant til. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var vejen frem. 

Var dit outfit sødt, fint eller smukt, så kom man ikke særlig langt. Man nåede ikke længere end til indgangen, hvor man ellers kunne få en hyggelig snak med security vagten, om hvorfor man ikke kunne komme ind. Så jeg lavede om på det hele. Jeg byttede det søde ud med det kolde, det fine ud med det seje, og det smukke ud med det lækre. Da mine forældre opdagede det, sagde de selvfølgelig, at jeg ikke måtte tage i byen og 'hore' sådan. De var meget gammeldags, fordi de ville leve op til den standard, som der forventes at vores familie, når man var blandt 'de fineste' i London.

Jeg fortsatte med at tage i byen med mine veninder, selvom jeg ikke måtte. De kunne jo ikke gøre noget ved det, de kunne jo ikke stoppe mig? Jeg var næsten lige fyldt 19, men så længe, at jeg stadig gik i skole, havde jeg ingen ret til at flytte hjemmefra - ifølge mine forældre. Havde de bare været en smule normale oven i deres hoveder, så ville de med glæde, lade mig få mit eget sted. Men nej.. De ville absolutte være gammeldags. 

 

Normalt ville jeg bare præsentere mig selv som Elizabeth Clayton, men jeg var døbt Elizabeth Emilia Victoria Clayton. Normalt ville det være fedt at være opvokset i et stort hus, hvor tjeneste folkene rendte rundt og gjorde alle pligterne - men det syntes jeg ikke. Det gjorde blot, at mine forældre mente, at jeg havde mere tid til at forbedre mine karakterer i skolen. Problemet var bare, at jeg ikke var ligesom min storesøster, Georgiana. I mine forældres øjne var hun den perfekte kvinde. Hun var elegant, pligtopfyldende, intelligent, veltalende og lydig. Selvfølgelig var hun smuk,og det resulterede i, at hun allerede var forlovet, og skulle giftes om ikke særlig længe. Jeg ønskede heller ikke at være som nogle af mine søskende, jeg ville bare gerne være mig. Jeg var træt af at blive sammenlignet med dem, at blive sammenlignet med de krav, som jeg skulle leve op til.

Så var der min lillesøster, Rosalie, på 12 år. Hun var stadig uvidende om, hvor tilbageholdt vi var fra den virkelige verden, det samme var Georgiana. Misforstå mig ikke, jeg elskede mine forældre, men de var bare for gammeldags. De brød sig ikke om, at jeg tog i byen, og blev væk hele natten, men jeg var efterhånden ligeglad, de gjorde jo ikke særlig meget for at stoppe mig. De brød sig heller ikke om, at jeg tog veninder fra skolen med hjem, for de var ikke 'tilegnet de højere klasser', som min mor så fint ville sige det. 

Når jeg var i byen, når jeg kunne slå mig løs i det vilde natliv, følte jeg virkelig friheden. Der var ingen krav, som jeg skulle leve op til, ingen der bestemte, hvem jeg hang ud sammen med. Jeg kunne kysse til højre og venstre med de fyre, som jeg havde lyst til. Det resulterede også i, at jeg ikke var jomfru længere - men det vidste mine forældre heldigvis ikke. Hvis man sammenlignede mit liv med en film, så ville jeg være familiens sorte får, jeg ville være hende, som ikke ønskede at gifte sig med en eller anden fin tumpe, og prøvede at finde en udvej. En vej ud af mørket.  

Tro mig, mine forældre havde forgæves prøvet at opdrage mig til at være den romantiske type, som Georgiana, eller Gina, som jeg kaldte hende. Men sådan var jeg bare ikke. Jeg søgte ikke kærligheden, og det resulterede i, at jeg havde en helt anden holdning til drenge end min familie. Jeg ønskede ikke at have nogen kæreste, og derfor var drengene bare et form for legetøj for mig. Jeg vidste godt, at drengene kiggede efter mig i byen, og det gjorde det blot lettere for mig, at sætte dem på min liste over drenge, som jeg havde været sammen med. 

Pigerne? De brød sig ikke om mig, men det gjorde heller ikke noget, for jeg brød mig heller ikke om dem. Kun mine nærmeste veninder, men dem var der ikke særlig mange af, når jeg til daglig gik på privatskole. På ydresiden ville det hele se så perfekt ud - den perfekte lykkelige familie, men sådan var det bare ikke inde bag husets mure. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...