Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12259Visninger
AA

10. 9.


”Hør, jeg er træt af, at du altid bare stikker af fra mig, så jeg måtte gøre…” mere nåede han ikke slippe ud af sine læber, inden et kraftigt lys ude fra lyste ankomsthallen op, inden den blev henlagt i totalt mørke. Selvom der var mørkt kunne jeg stadig høre hans vejrtrækninger, men det var langt fra det, som jeg fokuserede på nu.

”Hvad skete der?” Min stemme forandrede sig markant, og jeg følte mig lige pludselig helt lille og forsvarsløs. Min vrede forsvandt som dug fra solen, og blev erstattet med den følelse, som kaldes frygt. Selvom hele ankomsthallen var henlagt i mørke, var jeg stadig i stand til at ane hans smukke ansigt, og hans markerede kindben.

”Jeg tror strømmen gik,” idet som han sagde det, lød et kæmpe tordenbrag. Min krop reagerede i chok, og uden nogen chance for at se noget trådte jeg automatisk et skridt frem, og ramte hans brystkasse. Jeg så forskrækket op på ham, og skyndte mig at træde tilbage.

”Undskyld,” skyndte jeg mig at sige, mest af alt fordi, at jeg ikke var meget for at indrømme overfor ham, at jeg havde angst for tordenvejr. Ja, jeg var stadig et barn på det område, fordi jeg aldrig rigtigt var vokset fra det.

Jeg stod og betragtede hans mørke ansigt fra en meters afstand. Lyset udefra skabte en helt intens stemning omkring hans ansigt og i hans øjne. Den fik ham til at se helt anderledes ud. Han lignede ikke den samme person, som da jeg mødte ham første gang. Han var mere voksen – mere attraktiv.

”Jeg tror, at jeg smutter hjem,” lød det fra ham efter, at vi havde stået og kigget på hinanden i et lille stykke tid. Jeg kunne høre hans sko bevæge sig henover det glatte stengulv, og han forsvandt i mørket. Alt inde i mig begyndte at skrige, og de små hår på mine arme rejste sig hurtigt, samtidig med at min hjerterytme øgede sin hastighed.

”Zayn, øhm..” Fløj det ud af mig, og jeg kunne høre hans fodtrin stoppe op. Jeg vidste ikke, hvor langt han var nået væk fra mig, for jeg kunne intet se.

”Ja?” Lød det lidt længere væk, og det gav genlyd i ankomstsalen. Jeg samlede mine arme omkring mig, for at føle mig en smule mere tryg, men det var jeg ikke. Jeg var bange – for tordenvejret. Og jeg vidste ikke, hvad jeg havde gang i lige nu, men jeg så ingen anden udvej i dette øjeblik. Jeg kunne ikke tænke klart, det eneste jeg tænkte var tryghed.

”Du kan... vil du ikke blive lidt?” Ordende væltede rundt inde i mit hoved, og jeg følte mig usikker på alt lige nu. Jeg kunne ikke klare tanken om, at han skulle gå nu, og at jeg skulle blive stående her tilbage i mørket. Mens det tordnede udenfor.

”Hvorfor?” Langsomt kunne jeg ane ham i mørket, og lyden fra hans fodtrin kom nærmere. Jeg var sikker. Jeg holdt vejret et lille øjeblik, mens jeg bed mig selv i kinden.

”Fordi.. Jeg vil ikke have, at du skal gå hjem,” jeg fik det til at lyde en lille smule forkert, men jeg rettede det ikke, men af hvilken årsag nåede jeg ikke at opklare med mig selv. Jeg så ham træde frem foran mig, da mine øjne langsomt havde vænnet sig til mørket, og jeg holdt vejret igen.

Lyden fra hans sko stoppede først, da jeg næsten kunne mærke hans kropsvarme, uden han rørte han mig. Jeg kunne endnu engang se det intense blik, som han havde i øjnene, da jeg mærkede hans hånd lagde sig forsigtigt mod min kind. Den var varm og blid, idet han kærtegnede min kind blidt. Jeg blev blot ved med, at kigge ham i øjnene, som om at jeg var lam. Min krop var gået i baglås, selvom jeg burde rive mig væk fra ham, så blev jeg stående.

Jeg kunne mærke hans forsigtige ånde mod mine læber, inden de forsigtigt rørte mine i et ømt kys. Han var meget forsigtigt i sine bevægelser, da han blidt lagde sin anden arm omkring min talje, den anden hånd kørte forsigtigt en tot af mit hår om bag mit øre. Jeg holdt vejret, da en underlig følelse skyllede indover min krop. Den fik mig til at glemme tid og sted, og min mave til at vride sig.

Efter jeg genvand kontrollen over min krop, tvang jeg mig selv til at trække mig væk fra ham. Et kort svagt grin lød fra ham, og jeg bed mig hårdt i læben, for ikke at komme til at slippe et lille fnis ud. Hvorfor var jeg lige pludselig så fjalet? Hvorfor!?

Af hensyn til min plan om at score ham fuldstændig, så jeg lige pludselig muligheden til at række ud efter hans hånd, og trække let i ham. Med små skridt bevægede jeg mig hen mod trappen til første etage. Han gjorde ingen modstand, men fulgte blot nysgerrigt med. Det første jeg bed mærke i, da vi nåede første etage, var at der var blevet tændt stearinlys rundt omkring, hvor det nu var muligt.

Endnu et tordenbrag lød, og jeg gav et lille hop fra mig. Jeg vidste ikke, om han bemærkede det, men han gav et lille klem fra sig, og jeg satte farten op mod den næste trappe op til anden etage, hvor mit værelse befandt sig.

Uden at vende mig rundt, for at se på ham åbnede jeg døren ind til det mørke værelse, som allerede skræmte mig. Jeg følte mig som et lille barn, som ikke turde ind på sit værelse, i frygt for at der skulle springe et monster frem fra skabet, eller under sengen.

”Wauw.. det er større end mit soveværelse!” Mumlede han, og det gik op for mig, at jeg havde glemt, at han var her et kort sekund. Selvom jeg ikke kunne se ham, fik jeg anet ham, da lyset fra et voldsomt lyn slog ned. Han kiggede på mig.

Uden at svare ham satte jeg hurtigt kurs mod min seng, mest af alt for at søge tryghed. Jeg lagde mig altid dybt ned under min dyne, når jeg var bange. Og dette her var ikke undtagelse. Jeg kunne ikke gøre for det, jeg var skrækslagen. Ikke ret lang tid efter kunne jeg høre og føle, at dynen over mig blev løftet, og erstattet af en varm krop tæt på min.

Jeg så op, for at opdage, at han var trukket af sin jakke, og nu kun lå i sin sorte t-shirt. Jeg havde ikke lyst til at fremstå, som den type, som skulle beskyttes, men jeg kunne intet andet lige nu. Mit hjerte hamrede hårdt mod mit bryst – mest i skræk, skulle det lige siges. Jeg indrømmede ingenting!

Roligt lænede han sig indover mig, og pressede sine læber mod mine igen, men i et mere hentydende kys. jeg kunne godt mærke, hvor han ville hen med dette, men det kunne jeg ikke. Jeg havde ikke lyst. Jo, jeg havde lyst til ham, men jeg var ikke i stand til det nu. Forsigtigt lagde jeg min hånd mod hans brystkasse, for at skubbe mig selv lidt væk fra ham. Han opfattede hurtigt min hentydning, og jeg kunne fornemme hans overraskede reaktion.

”Kan vi ikke bare ligge lidt?” 

 


 

”Kan vi ikke bare ligge lidt?” Jeg måtte ærligt indrømme, at Elizabeth havde overrasket mig et hundrede procent her til aften. Det var som om, at hendes attitude var forsvundet sammen med lyset. Hun havde været utrolig anderledes at tilbringe tid med, hvilket helt sikkert var en positiv overraskelse for mig.

”Elizabeth?” Jeg rømmede mig en anelse kejtet, før jeg rykkede mig en anelse ukomfortabelt i sengen. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg skulle formulere spørgsmålet, for jeg var bange for, at hun ville blive irriteret og bede mig om at gå. Jeg havde ikke lyst til at forlade hende, og for at være ærlig, så kunne jeg godt lide denne anderledes stemning, der var imellem os.

”Mh?” Jeg kunne mærke, hvordan hun drejede sit hoved i min retning, da de bløde satinlagner gav efter under mig. Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, at jeg var i himlen – så rar og bekvemt var hendes seng.

”Er du bange for torden?” okay, selvom jeg et eller andet sted godt kendte svaret på mit spørgsmål, så kunne jeg ikke dy mig for at spørge. Jeg var sikker på, at hun nok skulle gå i forsvarsposition, men jeg ville gerne se, hvor langt jeg kunne køre den ud. Det var trods alt ikke svært at skue, at hun var skrøbelig lige nu – hvis hun ikke var bange, havde hun ikke bedt mig blive.

”Nej? Hvorfor i alverden tror du det?” Oprigtigheden i hendes stemme var svær at tyde. Enten så mente hun rent faktisk, hvad hun sagde, eller også var hun en utrolig god løgner. Jeg hældte mest til det sidste, hvis jeg skulle være ærlig.

”For… Ellers kan jeg ikke forstå, hvorfor du ligger så sammenkrøbet under dynen. Du virker angst et eller andet sted,” netop som ordene forlod min mund, lød endnu et tordenbrag fra den anden side af vinduet, og Elizabeths krop gav et lille uskyldigt spjæt. Der var mange mennesker, der var bange for torden, så jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke bare indrømmede det? Der var jo ingenting at være flov over.

”Jeg fryser bare,” regnen begyndte slavisk at hagle mod vinduet i takt med, at bragene kom tættere og tættere på. Jeg måtte indrømme, at det var et utrolig smukt syn, at se de store lyn slå ned i horisonten, men jeg tvivlede stærkt på, at Elizabeth havde det på samme måde. Hun var rykket tættere på mig nu, hvilket fik smilet frem på mine læber. Jeg kunne godt lide, at have nærkontakt med hende.

”Og hvorfor skulle jeg så trækkes med op på dit værelse?” Smilet kunne ikke undgå at finde vejen til mine læber, da endnu et tordenskrald slog ned, og hendes krop endnu engang spjættede en smule. Frygten skinnede jo næsten ud af hende.

”Fordi – jeg tænkte, at det var synd for dig, hvis du skulle begive dig ud i det vejr,” igennem mørket kunne jeg ane hendes spejlblanke øjne, der var fæstnet på det store vindue. Et eller andet sted, fik jeg ondt af hende. Jeg ville hellere end gerne trække hende ind til mig, og berolige hende, men det føltes meningsløst, når hun endnu ikke havde indrømmet, hvor frygtindgydende vejret var for hende.

”Jeg har intet imod det, så jeg tror hellere, at jeg må begive mig hjem. Dine forældre vil ikke bryde sig om, at jeg er her i morgentimerne,” jeg satte mig op i sengen, og skulle til at smække fødderne ned på gulvet, da jeg mærkede hendes hænder gribe fat om min overarm. Det var ikke et særlig blidt favntag, men nok til at jeg kiggede mig over skulderen imod hende.

”Du må ikke gå – jeg …. Jeg er måske ikke helt så glad for tordenen alligevel,” endnu engang spillede smilet om mine læber. Jeg havde blot ventet på, at hun skulle give sig til kende – at hun skulle turde fortælle mig sandheden, og åbne sig op for mig. Jeg drejede mig om, så min ryg atter hvilede mod hovedgærdet.

”Hvor er du sød,” et uskyldigt grin undslap mine læber, og det var først da ordene var sagt, at jeg kom i tanken om følgerne. Jeg havde nu endeligt fået en kompliment listet frem i lyset. Det havde ikke engang været meningen.

”Synes du?” Overraskelsen i hendes stemme kom faktisk bag på mig, da hun lagde sig bedre til rette, med sit hoved placeret på mit lår. Jeg var ikke klar over, om det betød, at jeg måtte køre fingrene igennem håret på hende – men det var i hvert fald det, som jeg endte med at gøre. Jeg måtte vel gribe de bolde, som hun kastede til mig?

”Bestemt. Jeg kan godt lide, når du blotter dine hemmeligheder for mig, det gør dig smukkere end nogensinde,” denne gang var komplimenten ment til at komme. Jeg vidste godt, at hun i så længe havde ventet på, at jeg skulle fortælle hende, hvor pæn jeg syntes hun var, men tidspunktet havde aldrig været rigtigt. Nu, når vi lå her, og hun besluttede sig for at blotte en del af hendes personlighed, kunne jeg ligeså godt også sænke mine parader en smule.

”Jeg har været en kælling overfor dig,” konstaterede hun hårdnakket, som hun lagde sig lidt bedre til rette, og trak dynen længere op om brystet. Hun så så uskyldig og sårbar ud i skæret fra vinduet, men det fik hende på samme tid til at virke endnu smukkere. Jeg elskede denne side af hende, den passede hende meget bedre end det meget kolde og kyniske side, som hun plejede at bære.

”Du er nu ret sød alligevel,” sagde jeg med et smil, før jeg lukkede øjnene, og lænede mig lidt længere tilbage, fandt mig bedre til rette så og sige. Jeg var udmærket godt klar over, at jeg skulle nyde dette øjeblik imens det varede, og det havde jeg bestemt også tænkt mig. Jeg lå her med verdens smukkeste pige i fuldkommen mørke – og for at være ærlig; så havde min egen lykke aldrig stået så klar for mig før. 

 

 


Elizabeths hus - værelset har i set :p

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...