Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12206Visninger
AA

9. 8.


En lille times tid og flere intense øjeblikke senere, lå vi begge to henslængte i min seng. Ja, det havde udviklet sig, og ja, det havde været endnu mere fantastisk end første gang, men det gjorde det stadig ikke klart for mig, hvorfor hun var kommet, og hvorfor det betød så meget for hende, om hendes søster var kønnere end hende eller ej. Var hun usikker på sig selv?

"Det var.. Waow..." udbrød jeg stadig en anelse stakåndet, som mit blik faldt på det lyse træloft. Jeg underdrev ikke, når jeg sagde, at det virkelig var en oplevelse ud over det sædvanlige. Den pige kunne nogle tricks. Nogle feje kneb, om så at sige.

"Nå, jeg smutter nu," som et lyn fra en klar himmel satte hun sig op, før hun fiskede efter sit tøj på gulvet. Vent, hvad snakkede hun om? Hun havde vel ikke tænkt sig bare at skride, trods det der lige var sket? Hvad var hendes planer helt konkret? Det her var jo næsten for åndssvagt.

"Du hvad?" jeg rejste mig op i en fluks bevægelse, og fik mine bukser halet op fra gulvet på vejen. Hun var allerede ved at tage sine sko på fødderne, hvilket fik det til at sitre og boble i kroppen på mig. Hun kunne virkelig ikke være bekendt, bare sådan at gå fra mig, slet ikke når hun lige havde givet udtryk for, at det der var imellem os, ikke var helt slut.

"Jeg smutter? Mine forældre skal holde fint middagsselskab i aften, for nogle af deres venner i anledningen af Scott og Georgianas forlovelse, så jeg bliver nødt til at komme hjem og klæde mig på til lejeligheden," Hun sendte mig et meget afmålt blik, men besluttede sig dog til sidst for at smile. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg skulle tro på hendes ord eller ej. Det ville jo ikke just være første gang, at hun stak en løgn i hovedet på mig.

"Aha, og hvorfor kan du så ikke bare tage mig med?" jeg fortrød ordene så snart, de havde forladt min mund, og jeg så hvordan hendes blik ændrede sig til utrolig forvirret og overrasket. Selvfølgelig havde hun ikke regnet med, at jeg ville slynge sådan en sætning ud midt i det hele - for ærlig talt, så var jeg selv lige så overrasket som hende. 

"Jeg har jo ikke haft muligheden for at præsentere dig endnu, og det er med lidt kort varsel, synes du ikke?" hun smilede et utrolig anspændt og ikke særlig imødekommende smil næsten som om, at mit spørgsmål havde skræmt hende. 

"Jo, selvfølgelig, dumt spørgsmål," det var egentlig ikke fordi, at jeg syntes mit spørgsmål, var særlig meget forkert. Jeg kunne godt forstå, at det kom bag på hende, at det blev slynget ud sådan midt i det hele, og ud fra sådan en kikset sammenhæng, men så meget forkert var det vel ikke? Når hun sagde, at hun ikke havde haft muligheden for at præsentere mig endnu, betød de så, at hun havde tænkt sig at gøre det snart?

Jeg håbede det inderligt. 

Selvom jeg helst ikke ville indrømme det, så havde hun haft en yderst stærk og længselsfuld effekt på mig for tiden. Det der startede, og også skulle have endt som et one night stand, endte med at få mig til at længdes efter mere. Det kunne jeg egentlig have sagt mig selv. En så smuk, og en så tiltrækkende som Elizabeth, kunne man ikke bare sådan få nok af.

"Ja... Men... Ehm.. Ja.... Hej hej," og med de ord løftede hun kejtet hånden, hvorefter hun forlod værelset, og jeg kort tid efter hørte hoveddøren smække. Hej hej? Ikke engang et ''vi ses'' eller et kram? Hun troede vel ikke, at hun nu var sluppet definitivt af med mig, fordi jeg havde fået det, som jeg længdes efter? For så kunne hun godt tro nej. Så let havde jeg bestemt ikke tænkt mig, at give op, og det skulle hun så sandelig ikke satse sine penge på. 

Jeg rev min telefon op fra lommen, og gav mig til at taste Nialls nummer ind. Jeg havde brug for hans hjælp til noget, og han var vitterligt den eneste, som jeg havde i sinde at ringe til. Han forstod mig, og desuden var det også ham, der rodede mig ud i det her fis.

Bib bib bib.

Der gik ganske få sekunder, før jeg hørte røret blive løftet, men før han fik chancen for at sige noget yderligere eller stille alt for mange spørgsmål. havde jeg cuttet ham i af løbet. Der var ikke tid til spørgsmål, for jeg blev nødt til at handle hurtigt.

"Niall? Kan du ikke lige komme forbi? Jeg har brug for et lift - jeg skal købe en forlovelsesgave," med et smil på læben lagde jeg atter røret på, og kiggede ud af det åbne vindue, hvor jeg nedenunder kunne se Elizabeths slanke figur forsvinde ud i horisonten. Hun slap ikke så let, men det skulle hun nok finde ud af;

senere. 

 


Hvis jeg blev spurgt om mine intense øjeblikke med Zayn, ville mit svar være ”okay”, men det var mere end ”okay”. Jeg kunne ikke rigtigt sætte de helt præcise ord på, hvad der egentlig var hændt, men jeg fortrød ganske enkelt ikke mine handlinger med ham. Selvom jeg intet kompliment fik ud af ham, så vidste jeg, at det lå, og lurede inde i ham. Han holdte det blot tilbage, for at pirre mig.

Men jeg kunne også spille det her spil. Det var trods alt mit spil, og ingen skulle forsøge at udkonkurrere mig.

Jeg var forholdsvis hurtigt hjemme, efter at jeg havde forladt Zayn halvnøgen i sin egen lejlighed, brugt og sulten efter mere.

Der var intet fint middagsselskab i anledningen af Scott og Georgianas forlovelse - det havde vi holdt for længe siden. Jeg løj. Jeg kom for at give ham det, som jeg vidste, at han længdes efter – nemlig mig. Scott var ikke engang hjemme hos i aften. Han skulle nok et eller andet med sit firma, siden han ikke var her.

”Husk nu, at jeres far og jeg skal ud i aften,” jeg havde næsten lige sat mig til spisebordet iført mit tøj, som jeg havde på, da jeg forlod Zayns lejlighed, da min mor begyndte at underrette os alle sammen om deres planer. I princippet var jeg ligeglad, for jeg havde kun tænkt på, at denne aften ville jeg bruge på mig selv. En aften uden forældre.

”Så ønsker jeg jer en god aften ,” min stemme var meget optimistisk i forhold til normalt, men tanken om kvalitetstid, gjorde mig lykkelig. Jeg kunne hurtigt fornemme de overraskende blikke fra min familie af. Normalt ville jeg overhovedet ikke være så venlig, men jeg havde mine lyse stunder.

”Tak kære,” jeg kunne se min mor smile ud af øjenkrogen, og et afslappet smil gled henover mit ansigt. Jeg så kort over på Rosalie, som var iført en lyserød nederdel, og en strikket vest. Normalt skulle vi altid se pæne ud herhjemme, for vi havde tit gæster, men Rosalie slap af med det værste. Hendes store blå øjne var ikke til at stå for, når hendes ansigt dannede en trist mine. Ingen kunne stå for den.

Vi var cirka halvejs med aftens middag, da en af de unge stuepiger forsigtigt kom listende ind i den store spisestue, hvor vi altid sad, og spiste. Jeg kunne se på hende ansigtstræk og bevægelser, at hun ikke var tryg ved at nærme sig. Mine forældre brød sig bestemt ikke om, at blive afbrudt under aftenens middag, og derfor var det ikke normalt, at nogen af stuepigerne kom ind til os.

”Undskyld, Mrs. Clayton, men der står en ung mand ude i ankomst hallen, som ønsker at træffe dem,” hendes stemme var lys, og det var tydeligt at høre, hvordan hendes stemme skælvede. Jeg var ikke sikker på, hvem af os hun snakkede til, så jeg stoppede nuværende bevægelse med at føre gaflen op til min mund, da jeg lod mit blik glide rundt på de andre. Men tydeligvis lå deres blikke på mig. Selvfølgelig.

”Hvem er denne unge mand?” Lød det skeptisk fra min mor, som så småirriteret over på den unge stuepige, som var iført en lyseblå kjole, og et par sorte laksko. Hendes leverpostegs farvede hår, var bundet op i en stram knold oven på hendes hoved, og hun bar ingen make-up.

”Han ønsker ikke, at oplyse yderlige informationer, før han har snakket med Mrs. Clayton,” hendes blik faldt på mig, og jeg så rundt på de andre, som nok ikke var nær så overrasket som jeg. Jeg var ikke dum, og det tog mig ganske få sekunder at lægge to og to sammen.  Jeg var virkelig på dybt vand nu, hvis mine anelser var rigtige.

”Jamen så send ham ind,” lød det fra min far, som til min store overraskelse ikke lød irriteret. Han sendte mig blot et lille smil, inden jeg så videre over på Georgiana, som sad overfor mig ved bordet. Hun havde sladret, jeg var sikker. Stuepigen nikkede, inden hun hastigt forlod spisestuen, og lukkede dørene efter sig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle redde mig ud af den her situation. Jeg havde ikke håbet at se mig selv i sådan et billede.

Ikke engang et minut efter stuepigen havde forladt spisestuen, blev dørene til spisestuen åbnet, og der stod han. Den kæmpe store idiot af en skide boybandsstjerne, Zayn. Mit blik gled hurtigt hen på ham, hvorefter jeg så ned i min tallerken. Lyden fra en stol, som blev skubbet ud, fik mig til at slå blikket op igen, for at se min far rejse sig fra sin plads, og gå hen og trykke hans hånd.

”Charlie Andrew Clayton,” det eneste jeg kunne tænke på i dette øjeblik, var hvor meget jeg havde lyst til at skyde mig selv, eller ham. Den lille pestilens.

”Zayn Malik,” hans stemme var mild og blid, men jeg kunne nu alligevel føle, hvordan hans blik borede mig ned. Hvor var det her dog den mest nedladende, og irriterende måde at blive opsøgt på. I mit eget hjem, min base, mit fristed – eller hvad man nu kalder det.

”Og for resten, tillykke med forlovelsen,” frem fra sin jakkelomme rakte han et lille skrin ud mod Georgiana, som så overrasket på mig, inden hun smilte venligt til ham. Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg måtte se ud i ansigtet i dette øjeblik, og det ville jeg heller ikke vide.

”Tak Zayn, vil De ikke spise med?” Med vilje lod hun sit blik glide hen på mig, og jeg kunne mærke, hvordan vreden inden i mig, gav mig lyst til at sprænge op, og slå på hende. Men det gjorde jeg ikke. Ikke før vores forældre var væk.  

”Ja tak,” for det første, man siger ikke bare ja til at spise middag et fremmede sted, hvor man allerede sidder og spiser. For det andet, hvad bildte de sig begge to ind?! Jeg havde gjort det glasklart for Georgia, at hun skulle holde sin store mund lukket omkring Zayn, men lige nu kunne jeg godt fornemme, at hun ikke var på min side.

Med en visende hånd hentød hun til, at pladsen ved siden af mig var ledig. Jeg tvang mig selv til at se ned i tallerkenen, for at prøve at lade som ingenting. Men på grund af ham mistede jeg fuldstændig min appetit. Jeg kunne ud af øjenkrogen se ham sætte sig ned ved siden af mig. Stuepigerne var hurtige til at sætte noget mad frem til ham.

”Sig mig, Mr. Malik, hvor kender De min Georgiana fra?” Lød det ovre fra min mor, som med sin snobbede stemme og blik så over på ham. Jeg valgte at fortsætte med at stirre ned i min tallerken, selvom min mor troede, at det var Georgia, som kendte Zayn. Inderligt bad jeg til, at de begge to ville spille med på den, men hvor store var min chancer lige? Han var kommet for at eliminere mig, mens jeg var allermest forsvarsløs.

”Jeg mødte hende i biografen, da jeg ventede på deres anden datter, her forleden,” busted. Busted, busted. En billet til helvede, tak. Han var ikke særlig ’veltalende’ i sit sprog, men det var også ligegyldigt, for det var mig der lå til en skideballe nu. Fyre havde aldrig dukket op ved mit hus, eller gået ind på denne her måde. De havde praktisk talt ikke rigtigt opsøgt mig. Kun Zayn.  

”Elizabeth!” Mere nåede min mor ikke at sige, før min far afbrød hende, for at fortælle hende, at de var sent på den. Jeg tror, at nogen havde hørt min bøn. For hurtigt fik min mor rejst sig fra sin plads, og kysset Rosalie farvel, inden de havde forladt os i en hurtig fart. Hvis der var noget min mor ikke brød sig om, så var det at komme for sent. ’Det var uforskammet’

Der var helt stille i spisestuen mellem os alle fire. Nu havde jeg chancen til, at få noget indført i denne pludselige handling. Jeg var så ligeglad med, hvad Georgia og Rosalie tænkte om, det som jeg havde i tankerne. Det eneste, som jeg kunne se og føle lige nu, var vrede.

Brat rejste jeg mig fra bordet, skubbede min stol ud. Uden så meget som at skænke Zayn et blik eller tanke, greb jeg fat omkring hans ene øre, og han var hurtigt til at give lyd fra sig, og rejse sig op. Han jamrede hele vejen ud til ankomsthallen, hvor jeg slap ham.

”Av, hvad skulle det til for?” Spurgte han irriteret, og tog sig til sit øre, som forhåbentligt gjorde ondt.

"Ja, jeg kunne spørge dig om det samme!?" Snerrede jeg koldt af ham, og lagde mine arme over kors i ren galskab. Jeg måtte virkelig beherske mig nu, for at holde mit hoved koldt. 

 

 

_____________________________________________________________________________

 Vi håber, at I kan lide kapitlet trods ventetiden!  

Hvad siger i til Zayns plan om at overraske Elizabeth med en uanmeldt ankomst? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...