Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12251Visninger
AA

5. 4.


Jeg stod bare og stirrede på ham, som om at jeg havde set spøgelse. Selvom jeg havde været bange for, at han ville dukke op, så troede jeg ikke, at han var så dum, at han rent faktisk gjorde det. Så her stod han. På trappetrinet til min hoveddør, iført en gråblå cowboyjakke uden over en hvid t-shirt, og et par sorte bukser. Jeg lagde hurtigt mærke til, hvordan hans blik gled ned af min krop, inden han så op på mig igen, med et forsigtigt skævt smil. Jeg lod et selvsikkert smil spille henover mine læber, inden jeg så en smule overlegent på ham. 

”Hvad laver du her?” Spurgte jeg en smule spydigt, for at afbryde tavsheden mellem os. Han var tydeligvis overrasket over, at jeg pludseligt stormede ud af døren, mens han havde sat sin fod på det første trappetrin.

”Jeg vil snakke med dig,” svarede han efter lidt tid, og så kort ned i jorden, som om at han prøvede at give sig selv en peptalk. Sødt.

”Jamen, jeg har faktisk ikke tid lige nu. Jeg er på vej ud af døren, hvis du ikke så det?” Svarede jeg ham en smule irriteret. Jeg vidste ikke, om de andre allerede holdte, og ventede på mig. Også ville han snakke med mig. Perfekt timing.. Det måtte jeg sige.

”Hvorfor gav du mig et forkert nummer?” Uden at lytte til, hvad det var, som jeg sagde til ham, spurgte han mig direkte. Jeg tav et øjeblik, inden jeg prøvede at finde på en god nok undskyldning. Skulle jeg lyve overfor ham, eller skulle jeg bare sige sandheden? Jeg rettede mig op, og strammede grebet omkring min hvide håndtaske.

”Hør her, jeg var ret stresset, og din ekskæreste eller hende den blonde pige, som du tydeligvis stadig er forelsket i, var ikke særlig tilfreds med min tilstedeværelse; så jeg gav dig et forkert nummer, da jeg ikke ønskede at kunne gøre mere skade i dit liv.” Rimelig okay undskyldning, som jeg dukkede op med, selvom det var løgn. Jeg var da skide ligeglad med hans forhold til den pige, jo mere ravage, jo sjovere.

Han stod et kort øjeblik, og tyggede på det, som jeg sagde til ham, inden jeg tog et skridt ned af trappen i håb om, at jeg kunne se limousinen vente på mig, men den var ikke at ane.

”Men du lovede, at du ville hjælpe mig videre,” kom det stædigt fra ham, og mit blik mødte hans mørke øjne, som var fyldt med håb. Hvorfor var jeg så dum at love ham sådan noget?! Hvorfor?! Det var sådan et tidspunkt som denne, at jeg ville have givet mig selv en lussing, fordi det fortjente jeg i den grad. Jeg kunne jo ikke hjælpe ham videre, det var bare noget som jeg sagde, for at opmuntre ham til at tage skridtet videre. Altså tage med ham hjem. 

”Zayn, jeg.. Jeg har altså travlt. Kan.. Kan vi ikke tage den her diskussion på et andet tidspunkt?” Jeg kiggede igen hen på vejen, for at se om limousinen holdte der, men ikke endnu. Jeg flyttede bevidst mit fokus fra ham, for at hentyde kraftigt til, at jeg ikke gad snakke med ham. 

”Jamen hvornår?” Spurgte han lettere irriteret. Jeg havde formået at gøre ham irriteret, ved selv at være irriteret. Det her kunne vel ikke blive bedre?

”Det ved jeg ikke? Ring til mig en eller anden dag,” skyndte jeg mig at sige, inden jeg så væk fra ham, da jeg fik øje på limousinen ude på vejen. Jeg skyndte mig hurtigt ned af de sidste trin, og direkte forbi ham, da han greb omkring mit håndled, som han havde gjort tidligere i dag. Jeg stoppede op, og så direkte ind i hans mørke øjne, som sendte mig et bestemt – men intenst blik.

”Nej, du skal ringe til mig!” Sagde han bestemt, og slap sit greb omkring mit håndled. Han stolede ikke på mig, han havde gennemskuet min plan. Jeg var sikker på, at han vidste, at jeg ville kunne snyde ham igen, ved at sige at han skulle ringe til mig, også så smutte. De fleste ville først opdage, at jeg havde snydt dem, efter at jeg var skredet. Men han kendte spillet. Jeg vidste det.

”Fint,” vrissede jeg irriteret over, at han havde gennemskuet mig. Hurtigt åbnede jeg min taske, og rakte ham min iPhone, så han kunne skrive sit nummer. Tilfreds tog han i mod telefonen, og skrev hurtigt sit nummer ind, inden han lagde den tilbage i min hånd, og sendte mig et skævt smil, men jeg gengældte det overhovedet ikke. 

”Undskyld mig,” mumlede jeg nærmest vredt, og uden så meget, som at skænke ham et blik, vendte jeg rundt på hælen, og skyndte mig ned af vores lange indgang, som førte op til det store hus. Jeg var chokeret over, at han gennemskuede mig. Ingen havde gjort det før, også lige ham?!

Havde jeg mødt ham i byen, og han havde spurgt mig ind til det falske nummer, så havde jeg bare slettet hans nummer. Men det kunne jeg ikke nu. Han vidste, hvor jeg boede. Og hvis jeg ikke ringede til mig, så ville han med garanti dukke op ved min dør igen. Og der ville jeg nok ikke være så heldig, som jeg havde været i aftes. Min familie var ikke i huset, og de havde nok ikke set ham gå op af vores indgang. 

 

Middagen hos Carrington var lige til at dø over. Jeg havde aldrig været med til noget så dødssygt. Mine forældre og Mr. og Mrs. Carrington, Scotts forældre, sad konstant, og diskuterede om, hvornår brylluppet skulle stå. Georgiana og Scott sad, og gloede på hinanden som to forelskede tumper. Okay, det var de jo også, de var forlovede. Men det var til at få kvalme af.

’Jeg vil ikke have nogen anden end dig. Du er min eneste ene,’ bvadr. Befri mig. Det var til at kaste op af, men der var ingen, som sagde noget til dem. Så var der jo kun Rosalie og jeg, som sad til pynt ved middagen. Vi kunne ikke rigtigt bruges til noget, så alt var vel ligesom det plejede.

’Åh Elizabeth, du skal også nok blive gift godt en dag, med dit kønne udseende, så kunne jeg ikke forstille mig andet!’ Scotts mor var vældig rar, men helt ærligt. Jeg var ikke som Georgiana, og det vidste vi alle sammen godt. Og det ville jeg aldrig blive. Jeg skulle sgu ikke giftes nogensinde, fordi jeg ville ikke rende rundt i frygt resten af mit liv, for at miste en person, som jeg er knyttet til på grund af en guldring. Aldrig i mit liv.

 

Der var faktisk gået nogle dage siden Zayn var dukket op foran min dør. Jeg havde ikke formået at tage mig sammen til at ringe til ham endnu. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad var der at sige?

Det var onsdag eftermiddag, og jeg var på vej ud fra skolens parkeringsplads, da jeg hev min telefon frem, og bladrede igennem mine mange kontakter, for at nå bogstavet ’Z’ som lå helt nede i bunden. Kunne han ikke bare hedde Andy, Andrew eller sådan noget? Det ville spare mig for en masse tid. Jeg lod et lettere irriteret suk undslippe mine læber, inden jeg tog min iPhone op til mit øre, og begyndte at gå videre væk fra skolen. Jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med ham, men jeg havde endnu mindre lyst til at få uventet besøg igen. Så jeg hældte mest til at bide i det sure æble.

Den klare bibtone lød nogle gange, inden der endelig skete noget i den anden ende. En skrattende lyd lød, inden en tung og morgenhæs stemme lød. Omg, lå han bare og sov klokken tre om eftermiddagen?

”Hallo?” Det var tydeligt at høre på hans stemme, at han lå og sov, da jeg ringede ham op. 

"Godmorgen, har du sovet godt?" Spurgte jeg flabet, men jeg kunne stadig ikke lade være med at smile lidt over mit ironiske spørgsmål. 

"Hvem snakker jeg med?" Spurgte han hæst, og jeg rullede med øjnene i fornærmelse. 

"Hvem tror du?" Jeg kørte en blid hånd igennem mit lange lyse hår, da jeg så nogle fyre ovre på den anden side af vejen, som havde fået øje på mig. Selvom jeg snakkede i telefon med ham, så kunne jeg godt gøre mig lidt til imens. 

"Elizabeth?" Det var som om, at han vågnede op, da ligesom gik lidt op for ham, hvem det var, at han snakkede med. Jeg sendte drengene på den anden side af vejen et skævt smil, inden jeg så væk igen. 

"Hvor er du dygtig. Hør efter, jeg kommer hen til din lejlighed nu," min stemme var kold og bestemt. Han skulle ikke bare tro, at fordi at han fik sin vilje én gang, så ville han få den igen. Nu skulle det her afsluttes en gang for alle, men jeg havde ham om min lillefinger, så hvorfor ikke gøre en lille leg ud af det? 

 


 

Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da Elizabeth smed røret på. Jeg havde sovet til langt op ad eftermiddagen, siden det trak ud i studiet aftenen forinden, så hun kunne i teorien ikke have fundet et dårligere tidspunkt, at dukke op på. Lejeligheden stod på den anden ende, jeg bar stadig tøjet fra gårsdagens indspilning, og jeg lignede noget, der var løgn.

Hurtigt fik jeg mig selv ud ad sengen, og gik i gang med en hurtig oprydning, bestående af at smide de værste genstande ind i skabene og under sengen. Jeg havde aldrig været særlig stor fan af at rydde op, og plejede for det meste at vente til Liam blev så træt af at se på det, at han gjorde det for mig. Jeg var et godt eksempel på en typisk mand, bare spørg de andre drenge.

Min telefon tikkede i hånden på mig, og jeg fumlede febrilsk med låseknappen. Hvorfor gik jeg sådan i panik? Jeg havde jo mødt hende før, så det var jo ikke just fordi, at det var så stort et problem.

 

Elizabeth: Hvad er din adresse? 

 

Pinligt, hvorfor oplyste jeg hende ikke bare det fra starten af? Hun havde jo ganske vidst været her før, men der var hun så plørefuld, og vejen hjem i taxaen fra min lejelighed, gav hende jo ikke just nogen oplysning om, hvor hun kom fra. Jeg svarede hende med den ene hånd, imens jeg satte kaffe over med den anden. Normalt drak jeg aldrig kaffe, men jeg var så træt og udkørt, at jeg desperat havde brug for noget koffein, hvis jeg skulle overleve.

"Siden hvornår er du begyndt at drikke kaffe?" Jeg havde nær spildt den pulveriserede masse ud over hele køkkengulvet, da jeg hørte lyden af Harrys stemme var et sted bag mig. Han sad på en af barstolene med en skålfuld cornflakes kun iført sine jeans og en beanie. Hvordan kunne jeg dog glemme, at jeg lod ham overnatte her efter optagelserne i går? Det var virkelig gennemtænkt.

"Godmorgen," sagde jeg smilende, inden jeg slog mig ned ved siden af ham, og lod mit ansigt hvile mod bordets kolde overflade. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så var jeg slet ikke vågen og frisk nok til, at få besøg af Elizabeth i dag. Jeg havde desuden heller ingen idé om, hvad det var, hun ville. Måske ville hun hjælpe mig med, at få smidt de sidste af Perries ting for døren. Det ville virkelig være noget, som jeg satte pris på.

"Nærmere eftermiddag, klokken er jo ret mange," han sendte mig et smørret smil, før han tog den sidste skefuld cornflakes ind i munden, og derefter smed sin ske tilbage i skålen. Alt at dømme var han også først lige vågnet. Hvorfor ellers spise cornflakes?

"Har du noget imod at tage en trøje på? Jeg får besøg om lidt," jeg forsøgte ihærdigt at få det til at lyde afslappet og ligegyldigt, men var ikke helt sikker på, om han købte den. Jeg var forfærdelig dårlig til at skjule min begejstring, og når det kom til Elizabeth, var det ikke just meget bedre. Ikke at han vidste noget om hende og jeg. Det var kun Niall, der havde fået detaljerne so far.

"Besøg? Af hvem dog?" ja okay, jeg måtte hellere give ham en smule info. Alt at dømme fra måden jeg sagde det på, var det jo ikke just en, han kendte, og eftersom jeg bad ham tage tøj på, så var det nok en pige. Han skulle bare ikke vide, at jeg måske/måske ikke så hende som kærestepotentiale. Han var stadig gode venner med Perrie, og havde en eller anden forstilling om, at vi nok skulle finde sammen igen engang. Jeg lod ham leve i troen.

"Hun hedder Elizabeth. Elizabeth Clayton," jeg prøvede, at holde det ved kun denne oplysning, og hældte noget kaffe ned i min kop. Jeg kunne selvfølgelig have sagt mig selv, at han ville have flere informationer end det, men det var i det mindste et forsøg værd. Der var jo ingen grund til at tale over sig, hvis man kunne undgå det. 

"Elizabeth? Siden hvornår er der begyndt at komme andre damer på besøg?" hans spørgsmål kom ikke bag på mig, da jeg satte mig ned på køkkenbordet, og foldede mine fødder ved anklerne. Jeg så sikkert meget kølig og kortfattet ud på ydersiden, men hvis man først kom ind bag facaden, så var jeg ved at gå fuldstændig i panik. Hun kunne komme, hvornår det skulle være, men jeg ville helst ikke se ud som om, at jeg havde gjort alt for meget ud af hendes ankomst.

"Niall og jeg var i byen i weekenden. Det var ikke det helt store, vi fik os et par drinks, og jeg gav hende et sted at overnatte," jeg førte koppen op til munden, og tog afprøvende en lille slurk. Det brændte mod min tunge, men jeg valgte at ignorere den brændende svien. Der var ikke plads til, at være en tøsedreng.

"Ikke helt det store siger du? Nå nå, gav du hende så en ridetur, eller sov hun på sofaen?" Ad... Harrys smørrede smil fandt vejen til hans læber, og jeg fik den største lyst til, at kaste det skoldende kaffe i hovedet på ham. Jeg kunne aldrig finde på det, men så klam og sjofel han lød lige i øjeblikket, var virkelig ikke til at udstå.

"Hvor er du gusten..." jeg undlod at svare på hans spørgsmål. Man kunne jo aldrig vide, om han ville opfatte, at jeg ikke svarede ham, og derved kunne springe over alle de pinlige og akavede detaljer. 

Jeg havde altid hadet at diskutere mit sexliv med Harry. Det var overhovedet ikke noget problem med de andre fyre, men lige ham var et stort problem for mig. Det var ikke fordi, at jeg havde svært ved at stole på ham, eller ikke kunne lide ham så meget som de andre. Overhovedet ikke. Sandheden lå i at jeg skammede mig. Jeg var dybest set flov over, hvor lidt der skete på den front hos mig, når jeg sammenlignede med hans utrolig mange piger, og hans virkeligt aktive sexliv. Det var fandens til flovt, for at sige det mildt.

"Åh jeeeez, I gjorde det så meget!" han grinede kærligt til mig, hvilket fik hans smilehuller til at titte frem fra sine skjul. Han så egentlig meget bedårende ud, når han grinede. Næsten som om han stadig var en lille dreng et sted inderst inde, også selvom, at han snart fyldte 20. 

"Hold nu op..." smilet kunne ikke undgå at finde sin vej frem til mine læber. Bare tanken om den nat fik alt indeni mig til at lyse op. Jeg havde ikke haft det så vidunderligt, og følt mig så fri i utrolig lang tid. 

"You just had seeex, and it felt so good," normalt ville Harrys sang irritere mig fuldstændig vildt, fordi han altid gjorde det i en så drillende tone, men for en gang skyld var jeg faktisk ligeglad. Elizabeth var det eneste, der fyldte mit hoved, og der skulle mere end kærligt drilleri til at ændre det. 

"Du er i dit es i dag Styles, måske var det nærmere dig, der fik sex i aftes?" jeg satte kaffekoppen fra mig på bordet, og hoppede ned på det kolde gulv. Jeg måtte hellere se at få fingeren ud, hvis jeg skulle se nogenlunde ordenlig ud, når hun stod udenfor min dør.

"Same old, same old," han blinkede let. Selvfølgelig havde Harry haft heli sprøjten, det havde han jo altid. Det var jo ikke for sjov, at han havde været sammen med Cara Delvevingne og Taylor Swift, vel? 

"Men hvad er status med hende så? Er hun KP eller hvad?" for at gøre det klart for alle: KP betyder kærestepotentiale. Når vi fandt os en pige, blev der altid drøftet med drengene om hun var i den kategori. Jeg ville ikke fortælle ham det. Som sagt, var han og Perrie stadig gode venner, og jeg havde ikke behov for, at han fik alt for mange tanker allerede. Jeg havde jo kun været sammen med hende en enkelt gang. 

"Nej, det er hun ikke, vi havde en enestående aften, men det var også det," det var ikke helt sandt, men det var jeg bare ikke meget for at indrømme. Så længe var det jo ikke siden, at vi var gået fra hinanden.

"Jeg går i bad," jeg sendte ham et kort smil, før jeg forlod køkkenet, for at gå ud på badeværelset og strippe alt mit tøj af. Jeg gjorde mig ikke umage med at låse døren og finde et rent håndklæde. Man kunne godt bruge det samme af flere omgange. 

 

Da jeg efter en længere periode under bruseren endelig trådte ud, var det lyden af stemmer der fyldte atmosfæren. Var hun allerede kommet? Åh nej...

I en hvis fart fik jeg trukket mit tøj på, og kørt hånden igennem det våde hår. Jeg lignede mildest talt lort, men der var ikke tid til, at gøre noget desideret ud af mit udseende. Det var fuldkommen ligegyldigt. Hun havde set mig med bollehår før. Det var næsten det samme.

Jeg rev døren til badeværelset op, og fulgte lyden ind til køkkenet, hvor Harry (til min store lettelse) havde fået trukket en trøje på, og sad og snakkede med Elizabeth over en kop te. Mit hjerte sprang et lille slag over ved synet af hende. Hun var bestemt kun blevet smukkere siden sidst jeg så hende. Waow.

"Hey Zayn, Harry fortalte mig lige, at du fandt vores aften sammen enestående," åh nej, hvad var det dog, jeg havde rodet mig ud i? 

 

 

_____________________________________________________

 

Nyt kapitel venner!

Uhu, Zayn blev vidst lidt flov der til slut hva?

Hvad tror I, at Elizabeth vil snakke med Zayn om?

 

VI ER SÅ TAKNEMMELIGE OVER, AT VI ER NÅET OVER 100 FAVORITLISTER!

Next in line ligger på side 1 over mest populære denne måned - hjælp os til, at komme højt op på listen! 

Det vil betyde meget, hvis I vil smide et lille like på vejen, det vil hjælpe os en hel del!

 

 

Anyways, håber I kunne lide det.

 

Kys kram

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...