Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12403Visninger
AA

4. 3.


 

”Hvad er det for noget at sige?” hun kiggede en anelse forbavset på mig, med armene korslagt over brystet og et meget fjernt og utydeligt blik. Havde jeg såret hende? Havde jeg sagt noget, der havde ramt hende? I så fald, så kunne hun mærke, hvor fuldkommen forfærdeligt det føltes, at blive forrådt af en man havde kær. Som hun gjorde ved mig den gang.

”Jeg ved det ikke Perrie, jeg… Undskyld,” jeg var ikke helt sikker på, hvad det var, jeg undskyldte for. I realiteten, havde jeg jo ikke gjort noget forkert, men tanken om, at såre hende eller gøre hende ubehagelig til mode, slog mig hårdt. Jeg elskede hende jo stadig, og det ville jeg nok altid gøre.

”Så, var det bare sådan et hurtigt knald, eller er hun min erstatning?” det forekom mig som lidt af et chok, da hun satte sig ned ved køkkenbordet, og foldede hænderne omhyggeligt foran sig. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at diskutere dette med hende, men samtidig følte jeg heller ikke, at det var passende at ignorere det. Hun fortjente vel trods alt stadig et svar?

”Hold nu op Perrie, det var…. Jeg ved det ikke,” sandt. Jeg var rent faktisk ikke klar over, hvad det var der var sket. Om Elizabeth og mit one night stand bare var for sjov, eller om hun rent faktisk mente sine ord, da hun sagde, at hun ville hjælpe mig igennem mit brud. Når jeg tænkte over det, så vidste jeg ikke engang, hvad hun hed til efternavn, eller hvor hun boede. Flot Zayn.

”Du ved det ikke? Du må da vide, om du har tænkt dig at se hende igen?” hvorfor kunne hun ikke bare lade det ligge? Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende om mit sexliv, når hun ikke længere var en del af det. Hun var ikke en del af mit liv mere, og hun havde derfor intet krav på at vide noget som helst.

”Hvor mange gange har du mødt hende?” da jeg ikke svarede hende, så hun sit snit til, at supplere med endnu et spørgsmål. Hvor var dette dog bare det mest suveræne og dejlige forhør, jeg nogensinde havde været med til… Eller noget.

”Kan du ikke være ligeglad?” jeg prøvede i et forgæves forsøg på, at se fuldstændig kølig og åndsfraværende ud, men sandheden var, at jeg følte mig utrolig utilpas ved situationen og faktisk var rædselsslagen for, hvad denne samtale ville udvikle sig til. Måske var jeg et eller andet sted bange for Perrie. Altså, ikke fysisk, men psykisk. Hun havde det hele i munden, og fra erfaring kunne jeg fortælle, at hun kunne være meget ubehagelig, at gøre sig uvenner med.

”Nej? Jeg spørger af ren interesse for dit liv Zayn, lad dog være med, at være så indelukket,” jeg var godt klar over, hvad hun refererede til. Da hun gik fra mig, fortalte hun udtrykkeligt, at hun håbede på, at vi stadig kunne være venner, og dele ting med hinanden, som vi altid havde gjort. Det var bare ikke helt det samme. Hun havde jo ikke just ødelagt forholdet på en særlig sød og venlig måde.

”Jeg gider ikke tale om det,” mumlede jeg irriteret, og fyldte kogende vand ned i min tekop. Jeg burde egentlig have budt hende noget også, men jeg havde ikke lyst. Hun måtte faktisk gerne gå.

”Kæft hvor er du irriterende! Jeg kommer her og prøver at lade tingene fungere imellem os, og du er bare ligesom du altid er, pisse ligeglad og –”  

”Stop så!” jeg blev mildest talt chokkeret over mit eget tonefald, da jeg hamrede hånden ned i bordpladen, så overfladen rungede, og teen i min kop skvulpede ud over det hele. Hvad gik der af mig? Normalt ville jeg sidde inde med min raseri, og ikke lukke det ud for alt i verden, for at skåne folkene omkring mig, men jeg blev så irriteret, at det smuttede fra mig. Alt hun gjorde og sagde var belastende i dette øjeblik, og det skyldtes med garanti, at hun blandede sig i mine private sager. Hun var intet andet end en bekendt til mig længere, også selvom det pinte mig som ind i helvede.

Hun kiggede skræmt på mig, med tårerne spillende i de klare øjne. Pis, det var netop dette, som jeg gerne ville undgå. Jeg hadede at se hende græde, og når jeg nu vidste, at jeg var skyld i det, så blev min samvittighed ikke just bedre.

”Undskyld je-” begyndte jeg beklagende, men hun løftede hånden i en fluks bevægelse, og rejste sig fra stolen, uden at fjerne blikket fra mig. Frygten stod stadig tegnet i hendes øjne, da hun gik et par skridt tilbage, og greb ud efter sin taske på bordet. Var hun bange for mig?

”Jeg tror bare, at jeg går nu, jeg henter mine ting en dag, hvor du ikke er her,” før jeg nåede at gribe fat i hende, eller få undskyldt nærmere for min åndssvage opførsel, havde hun forladt køkkenet, og lyden at hoveddørens smæk rungede kort tid efter. Jeg kunne stadig ikke fatte, at hun bare var gået. Det var aldrig sket før.

Hvorfor skulle jeg også være så dum? Hvorfor havde jeg ikke bare fortalt hende, at jeg rent faktisk havde tænkt mig, at se Elizabeth igen, bare sådan så hun ikke troede, at jeg blot dyrkede sex for at glemme hende? Come on Zayn, hun var langt mere værd end det.

Jeg rev min telefon op ad lommen, og gav mig til at finde Elizabeths nummer iblandt de mange kontakter. Jeg blev nødt til at snakke med hende nu, for ellers kunne jeg ikke svare for følgerne. Jeg var ked af det, og jeg havde brug for en til at distrahere mig, hvis jeg ikke skulle løbe ned på gaden efter min ekskæreste, der tydeligvis hadet mig, og nu også var skide bange for, at sætte foden indenfor min dør.

Bib bib bib

Hallo?” lød en stemme i den anden ene, som lød alt andet end velkendt. Hvad skete der? Skulle jeg bare smække røret på? Nej, det ville alligevel være uforskammet. Eller ville det? Personen vidste jo nok alligevel ikke, hvem jeg var. Det kunne personen jo ikke, eftersom mit navn ikke var sagt endnu. Blev I forvirrede? Undskyld..

"H-Hej.. Hvem taler jeg med?" Okay Zayn, lamt. Det var ligesom dig, der ringede op, så du må vide sådan nogenlunde, hvem du gerne ville have fat på. Hvem end jeg talte med, måtte syntes, at jeg var virkelig sær og påtrængende.

"Jessica, hvem er det?" Jessica? Hvem var det? Havde hun en eller anden kvinde til at tage telefonen for sig, når folk ringede? Var hun så velhavende? Nej. Det så hun bestemt ikke ud til at være. Hendes forældre kunne muligvis godt have mange penge, men det ville ikke være meget over gennemsnittet. Så ville hun aldrig gå i byen i det tøj.

"Undskyld, jeg hedder Zayn," jeg havde ikke lyst til at uddybe nærmere. At komme på efternavn med en så hurtigt, var nok heller ikke særlig smart. Jessica havde jo sjovt nok mit nummer på sin skærm i dette øjeblik.

"Zayn? Hvem søger du?" Godt spørgsmål. Nu jeg tænkte over det, så vidste jeg ikke engang, hvad hun hed til efternavn. Havde hun fortalt mig det i går? Den indtagende alkohol og hendes uimodståelige skønhed havde gjort mig ude af stand til, at høre efter. Det var hun nok bare ikke klar over, da jeg tilbød hende en drink.

"Jeg søger Elizabeth," min stemme rystede lidt. Hvor var det dog fuldkommen latterligt det her. Jeg burde seriøst bare smide røret på, inden jeg gjorde mig selv mere forlegen end hvad der var højest nødvendigt.

"Elizabeth Clayton? Så tror jeg desværre, at du har fået fat i det forkerte nummer," hvad mente hun med det? Jeg kunne ikke undgå at blive totalt pinligt berørt. Elizabeth havde givet mig et forkert nummer, og jeg havde ingen idé om hvorfor. Hvor gjorde det dog egentlig ondt, men jeg sagde til mig selv, at det ikke ville stoppe mig. Så let skulle hun ikke slippe. 

 

 

 


”Elizabeth Emilia Victoria Clayton! Har du nu været ude at hore igen?!” Jeg nåede knap nok at åbne min mund, inden min mor havde kastet sig over mig med beskyldninger. Jeg var lige trådt ind ad døren til mit hjem, og selvfølgelig blev jeg opdaget med det samme.

Jeg prøvede desperat at undgå min mors borrende blik ved at kigge alle andre steder hen i den store hvide velkomsthal.  Hendes ansigt var stramt, men hun var stadig forholdsvis ung, da hun holdt sig godt i en alder af 45 år. Hendes mørkebrune hår var sat, som det plejede. Det var ikke særlig langt, men det nåede ikke hende skuldre.

”Hvad skal vi stille op med dig?” Sukkede hun opgivende, og fjernede endeligt sit blik fra mig. Bag hende fik jeg øje på Georgiana og Rosalie, som nok var nysgerrige, selvom vi tog den her tur hver weekend efterhånden.

”Slap nu af! Jeg er 18, jeg bestemmer selv!” Vrissede jeg bittert. Jeg var ligeglad med, at Georgiana og Rosalie overhørte alt det her. De var så hjernevaskede af den her sindssyge familie, at de intet ville sige til det.

”Så længe, at du stadig går i skole, bestemmer du intet selv. Og så længe du opfører dig, som du gør, giver du os intet valg, Elizabeth!” Min mors kolde blik fik de små hår på mine arme til at rejse sig, og jeg så ned i jorden. Jeg var nødt til at være ydmyg, ellers ville jeg aldrig komme ud af det her galehus! Med et koldt ansigtsudtryk forlod hun rummet, og jeg så hen på Georgia og Rosalie, som stod stille henne ved trappen.

”Elizabeth, hvorfor kan du ikke bare gøre, som du får besked på?” Selvfølgelig kom den bemærkning fra Georgia. Hun havde altid været mors lille engel, og når mor ikke var der til at opdrage mig, så var hun straks over mig.

”Du skal overhovedet ikke begynde at rette på mig, Georgia!” Vrissede jeg irriteret, og skyndte mig direkte forbi dem, og jeg havde allerede taget de første trin op af trappen, da jeg hørte Rosalies stemme kalde på mig.

”Liz, vil du ikke nok være sød?” Hendes stemme var ikke ligeså høj og selvsikker som Georgianas, så jeg kunne ikke få mig selv til at svare Rosalie sådan. Jeg var jo et menneske, ikke noget monster. Jeg elskede min familie, selvom jeg ikke var som dem.

”Jo,” jeg sendte hende et lille smil, inden jeg lod det falme, og jeg skyndte mig op på mit værelse. Tjenestefolkene kiggede efter mig, da jeg skyndte mig forbi dem. De vidste godt, hvor jeg havde været, for de var efterhånden vant til skænderierne hver weekend. Jeg nåede lige op på anden etage, da min mobil ringede. Jeg stoppede op, for at rode min taske igennem for at finde den. Jeg havde jo så meget system i min taske.

Helt nede i bunden i min taske fandt jeg min mobil, og skyndte mig at tage den op til mit øre. Jeg nåede ikke engang, at se hvem det var, der ringede til mig. Det var i hvert fald ikke Zayn, fordi.. ja jeg gav ham jo ikke mit nummer, det var jeg ret sikker på.

”Hallo?” Svarede jeg lidt ligegyldigt, måske mere irriteret end ligeglad, da jeg stadig var ret pissed på min Georgia og min mor.

”Liz, det er Jessica,” jeg åbnede døren ind til mit værelse, og smed min taske hen på min seng. Jeg havde brug for at smide et eller andet lige nu, og det gik så udover min taske.

”Hvad så? Argh, min mor flipper fuldstændig ud igen…” afbrød jeg hende, da hun sikkert bare ville spørge efter, hvor jeg endte henne denne gang.

”Har du givet mit nr., til den fyr, som du var sammen med i nat, i stedet for det nr., som du plejede?” Jeg smed mig på min seng, og kiggede op i loftet, mens jeg hurtigt tænkte tilbage på, da Zayn spurgte efter mit nr. Jeg var rimelig fucked, da han spurgte mig, så jeg glemte det sædvanlige nr., og kom til at skrive Jessicas nr., da det var det, som jeg lige kunne huske i det øjeblik.

”Måske.. Ja.. Det tror jeg.. Hvorfor?” Svarede jeg hende spørgende. Han havde nok bare haft ringet, men det var sket før, at jeg havde givet Jessicas nr., ud.

”Fordi en fyr, som hedder Zayn har lige ringet, og spurgt efter dig,” jeg kunne ikke lade være med at grine en smule af det.. for helt ærligt.. Det var sjovt. Han var blevet så blankt afvist, og det havde han overhovedet ikke forventet.

”Haha, der gik da ikke ret længe, for jeg er lige kommet hjem,” grinede jeg kort, og trillede om på maven i min seng, og skubbede mine høje hæle af mine fødder.

”Nej, men kan du huske, hvad jeg sagde til dig, sidste gang du gav mit nr., ud?” Hendes stemme lød pludselig hævntørstig, og jeg kiggede forvirret hen mod mit vindue, da jeg fik øje på en lille brun fugl.

”Nej?”

”Næste gang, at du gav mit nr., til en af de fyre, som du havde været sammen med, så ville jeg give ham dit fulde navn og adresse,” nu kunne jeg huske det. Jeg havde bare glemt alt om det! Jeg var sikker skide fuld, da hun sagde til mig, eller så var jeg i gang med noget andet, eller ja.. så havde jeg bare glemt det.

”Vent.. Du har ikke… har du?” Spurgte jeg hende hurtigt, og rejste mig hurtigt fra min seng, og styrtede hen til mit vindue, for at se om der holdt en anden bil i vores indkørsel, men det gjorde der heldigvis ikke.

”Jo,”

”For helved, Jess.. Jeg skifter adresse, mobil nr., udseende og alt det der nu. Vi ses,” jokede jeg, og smed afsluttede opkaldet. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at banke mod mit bryst. Jeg var busted.. virkelig. Hvis han dukkede op her, så fik jeg aldrig nogensinde lov til, at se solens stråler igen. Eller se ud igen. Min mor ville skære knoppen af mig, hvis hun fandt ud af, at jeg havde været hjemme ved ham i nat. Jeg følte mig ikke længere sikker, hvilket aldrig var sket før.

Jeg blev enig med mig selv om, at han nok ikke ville dukke op, da der ikke rigtigt var nogen, som turde komme hen i det her kvarter, da det var langt finere end andre steder i London. 

 

Det her var nok den første lørdag i, jeg vidste ikke hvor længe, at jeg ikke skulle noget. Jeg skulle ikke med til en eller anden latterlig familiefest eller noget. Jeg skulle ikke med til en af min fars businessfester eller noget. Bare en stille og rolig lørdag. Så selvom jeg havde tanken om, at Zayn nu havde mit fulde navn og adresse, til at lægge i mine tanker, så formåede jeg alligevel at slappe af efter et langt karbad. Det var jo velfortjent, syntes jeg selv. Jeg var lige nået op fra badet, da min mor bankede på badeværelsesdøren.

”Liz, du har en halv time til at blive klar!” Jeg trak håndklædet tættere ind til min krop, inden jeg kastede et blik på badeværelsesdøren. Hvad snakkede hun dog om?! Far sagde tidligere, at vi intet skulle i dag?

”Til hvad?” Råbte jeg småirriteret tilbage til hende, og viklede mit hår ind i et hvidt håndklæde.

”Mr. Og Mrs. Carrington har inviteret os over til middag,” hun lød rimelig stresset, men det var også en invitation i sidste øjeblik. Men var det ikke typisk Scotts forældre? Altså Georgianas forlovede, det er hans forældre.  jeg vrissede blot irriteret, og skyndte mig ud af badeværelset, kun iført håndklædet omkring min krop.

Selvfølgelig havde min mor allerede fundet en kjole og sådan frem til mig. Hun forventede ikke så meget af mig, så hun fandt normalt kjoler frem til mig. Så var der heller ikke noget at skændes om, hvis jeg selv gjorde det. Uden noget brok tog jeg det hvide undertøj på, som hun havde lagt frem til mig, og iførte mig den cremefarvede kjole, som også lå fremme. Den var langærmet, med gennemsigtigt blomstermønster  Virkelig flot kjole, men jeg ville aldrig bære den til en fest. 

 

Det var kun mig de ventede på ude i limousinen, da jeg ikke var klar til tiden, som sædvanligt. jeg havde bedt dem køre en runde rundt i kvarteret, for at slå ventetiden ihjel, og det gjorde de så, mens jeg skyndte mig at lægge min mascara, eyeliner, pudder og kinderødt. I mine hvide balarina sko, løb jeg nærmest ned af trapperne til velkomsthallen, for at skynde mig ud til de andre. Det sidste jeg orkede lige nu, var endnu et skænderi med min mor over, at vi ville komme for sent, og fremstå ynkelige i Scotts forældres øjne. 

Jeg smilede hurtigt til den tjenestepigen, som støvet bordet af ved siden af hoveddøren, inden jeg greb fat omkring håndtaget til døren, og nærmest rev den op. Jeg kiggede først op, da jeg havde lukket døren bag mig, og taget det første skridt frem. Da fik jeg øje på ham. Han stod nede på trappetrinet, og kiggede op på mig med et overrasket blik. Shit, hvorfor nu!? 

 

 

_____________________________________________________

OH MY HOLY GOD! 
82 favoritlister allerede!? Hvor er i vilde, seriøst.. Vi er totalt målløse! 

Okay, så Zayn dukker op ved Elizabeths hus, lige idet, hun skal ud af døren.. Oh shit..  

På mine og Rikkes vegne, vil jeg gerne sige 'a massive thank you', som Louis altid siger. Det her betyder så meget for os!

Husk at like! :D

STAY WELL. AND KEEP EAT CHOCOLATE! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...