Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12356Visninger
AA

3. 2.


Jeg vågnede op, da solens stråler nærmest lyste gennem mine lukkede øjenlåg, så det føltes, som om at jeg blev blændet. Jeg udstødte en irriteret lyd, inden jeg vendte mig om i den alt for bløde seng, som ikke var min. Jeg huskede godt, hvor jeg var endt henne i nat, og jeg huskede også godt med hvem. Træt og irriteret åbnede jeg mine øjne, da jeg indså, at jeg ikke kunne sove videre.

Pladsen ved siden af mig var for engangsskyld helt tom, og dynen var sparket til siden. Fuck. Min plan om at smutte, mens han sov, var nu officielt spoleret. Jeg trak den hvide dyne tæt ind til min nøgne krop, da jeg satte mig op i sengen, for at finde mit undertøj, som lå spredt rundt på gulvet i soveværelset. Et lille træt smil spillede sig henover mine læber, da jeg tænkte tilbage på hændelsen i nat.

Jeg fik fundet mit undertøj, og derefter iført mig det i stilhed, for ikke at blive opdaget. Jeg håbede et eller andet sted, at han var gået i bad, så jeg kunne smutte herfra, uden at blive opdaget. Altså at holde mig til min plan. Jeg trak den sorte tubetop nedover mit hoved og ned af min krop, så den sad, som den skulle. Efter at jeg havde ledt i et lille stykke tid, fandt jeg omsider mine shorts, som lå smidt henne bagved døren. Forsigtigt listede jeg forbi den halvåbne dør, og samlede hurtigt mine shorts op, som jeg derefter iførte mig.

Til min fordel havde han et spejl til at hænge henne ved siden af døren. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg så ud lige nu. For det gik ret vildt for sig i nat, så om jeg havde det vildeste bollehår nogensinde, ville jeg finde ud af om lidt. Jeg trådte ind foran spejlet, for at kaste et blik på mig selv. Det var værre end jeg havde forventet. Jeg lignede en eller anden, som havde fået stød. Mit hår stod ud til alle sider, og jeg mener virkelig alle sider.

Et irriteret suk forlod mit bryst, og jeg greb fat om den hår elastik, som jeg sjovt nok altid havde til at sidde omkring mit håndled. Sådan havde jeg altid haft det, hvis nu jeg skulle komme ud i en situation som denne, hvor mit hår decideret hadet mig. Jeg viklede mit hår sammen i en rodet knold, og fjernede med en finger de mascararester, som sad under mine øjne.

Jeg greb fat i det sølvfarvede dørhåndtag, og åbnede forsigtigt døren fra soveværelset op, mens jeg nysgerrigt så mig omkring. Jeg havde ikke særlig meget tid til at se mig omkring i nat, da vi tumlede ind i hans lejlighed, som nærmere er større end, hvad en lejlighed burde være. Ude foran hans soveværelse var en længere gang, hvor væggene var malet cremefarvet. Der var ikke særlig mange døre nede af gange, af hvad jeg kunne se. Der var placeret få møbler langs væggene, og et enkelt spejl.

Her var ret stille, og jeg begyndte at undre mig over, om han var taget et eller andet sted hen, siden her var så stille. Jeg kunne mærke, hvordan min store nysgerrighed trak i mig, så jeg gik langsomt ned af gangen, indtil jeg kom hen til en bredere døråbning, som førte ind til et stort lyst rum, som var køkkenet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var en lille smule betaget af det utrolig stilfulde indretning, som han havde. Hvad skete der lige for det? Én ud af virkelig mange fyre, som jeg havde været sammen med, havde for engangsskyld styr på stil og indretning. Her lå ikke beskidte bukser og strømper over alt, eller gammelt mad. Her så pænt og ryddeligt ud.

”Jamen godmorgen,” jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg hørte en hæs morgenstemme snakke til mig. Det måtte være mig, som den snakkede til, for jeg var den eneste, som var inde i køkkenet – udover ham selv.

”Godmorgen,” svarede jeg ham kortfattet, da jeg så mig omkring, og fandt ham stående i bar overkrop henne ved kogepladerne. What a sight! Han var slank, men han var ikke tynd. Hans overkrop var trænet, så han kunne sagtens tillade sig at stå og lave mad i bar overkrop.

”Sovet godt?” Spurgte han med et træt skævt smil, mens han vendte et æg på panden foran sig. Jeg hoppede op på køkkenbordet foran ham, og tog et stykke af det stegte bacon fra tallerkenen ved siden af ham.

”Mhm,” mumlede jeg, mens jeg tykkede på baconen. Jeg elskede virkelig bacon! Det var bare det bedste, som jeg kunne få om morgenen, men det havde jeg ikke i sinde at fortælle ham, for jeg skulle ikke blive til morgenmad.

”Det var hyggeligt at møde dig, men jeg skal altså smutte nu,” jeg hoppede ned fra køkkenbordet, selvom jeg næsten lige havde sat mig der. Jeg nåede ikke at se hans ansigtsudtryk, før jeg tog de første skridt væk fra køkkenbordet.

”Virkelig? Allerede? Jeg har jo lige morgenmad til dig,” han skyndte sig at træde ind foran mig, og min vej blev blokeret af udsynet til hans overkrop. Jeg så en smule irriteret op på ham, for det her var ikke absolut ikke meningen, at han skulle stoppe mig i min exit. 

”Jamen.. behøver jeg virkelig?” Spurgte jeg ubehøvlet, for jeg havde helt ærligt ikke lyst til at blive her ret meget længere. Det var et one-night-stand og ikke mere end det, det var ikke meningen, at vi skulle sidde og spise morgenmad sammen. Det stred imod mine principper.

”Ja, ellers bliver jeg nødt til at smide alt den gode bacon ud..” Han fik det med baconen til at lyde helt trist, og min trang til bacon voksede ekstremt. Jeg ville virkelig gerne have den bacon, men.. argh.. mine principper. Jeg skævede hen til tallerkenen med bacon, og så ned i jorden, inden jeg så op på ham igen.

”Så KUN fordi, at det ville være spild af god bacon at smide det i skraldespanden!” Overgav jeg mig irriteret, og gik hen til det hvide spisebord, som var placeret end meter eller to væk fra det store køkken. Jeg kunne høre hans rolige latter bag mig. 

”Æggene er også færdige nu,” han tog panden med æg, og satte på bordskånen foran mig. Bordet var allerede dækket op til os. Jeg sagde ikke noget til, at æggene var færdige, for hvad skulle jeg sige til det? ’Super, hvor er du dygtig?’ Ehm.. nej. Han var jo ikke nogen hund.

Jeg rakte ud efter nogle stykker bacon, som jeg lagde over på min tallerken. Jeg kunne bare ikke få for meget bacon. Derhjemme havde mor bedt køkkendamen om at lade være med at lave bacon, fordi jeg spiste så meget af det, og hun frygtede, at jeg ville blive fed. Hvor var det latterligt.

”Så hvad laver du til daglig?” Kom det fra ham, efter at vi havde siddet i en smule tavshed. Jeg så op fra min tallerken, for at møde hans mørke brune øjne, som jeg stadig syntes, var helt utrolig smukke.

”Skole.. det sædvanelige ligesom de fleste andre unge på 19 år,” jeg tog endnu et stykke bacon i munden, hvorefter jeg skar lidt i mit æg, som lå på min tallerken. Jeg sad et kort øjeblik, og overvejede, om jeg skulle spørge ind til ham, da jeg kunne høre lyden fra en smækkende dør.

Jeg så op på Zayn, som så mod døråbningen til køkkenet. Forventede han gæster? Lyden af nogle lette fodtrin kom nærmere, og der dukkede en middelhøj blondine op i døråbningen. Hendes hår var sat op i en høj hestehale, og hun bar et par korte shorts, og nogle helt nye gummisko. Hun var virkelig smuk, men jeg anede ikke, hvem hun var.

”Er du allerede oppe? Jeg kom bare lige, fordi jeg manglede min… Hvem er hun?” Hun stoppede op midt i hendes sætning, og hendes blik faldt på mig, og hun fik det lidt snobbede udtryk, som de fleste piger gav mig.  Men fuck det. Jeg var vant til det.

Zayn blev siddende på sin plads uden at sige noget. Det var som om, at hans øjne kiggede ned i jorden, mens han diskret kiggede på blondinen, som stod henne ved døråbningen. Var det den pige, som lige havde droppet ham, eller en helt anden? Jeg vidste det helt ærligt ikke.

”Perrie..” Hviskede han nærmest, og det var tydeligt for enhver, at han havde svært ved at sige noget til hende. Det var som om, at bare han så på hende, så gjorde det ondt på ham. Stakkels fyr dog, det var tydeligt at se, at han var fanget i kærlighedens ulykkelige flammer. Jeg så hen på hende igen, og sendte hende et flabet smil, inden jeg rejste mig op fra min plads.

”Jeg er Elizabeth, og jeg hjælper ham blot med at komme videre, hvis du ikke er helt blind,” jeg kunne se hendes mund forme sig et O, da jeg fyrede min rappe replik af. Jeg så en enkelt på Zayn, som sad målløst tilbage på sin ved det hvide spisebord, inden jeg så mit snit til at smutte herfra.

”Undskyld mig,” smilede jeg, og gik direkte forbi den blonde pige, som så chokeret på mig. 

 

 

 

 


Jeg var dybt chokeret, og ikke mindst overrasket over de ord, som Elizabeth sagde til Perrie. Aldrig havde jeg regnet med, at hun bare ville være så åben og fuldkommen ligeglad med, at min ekskæreste stod foran os, og havde en klar forståelse af, hvad vi med garanti havde lavet sammen i de sene nattetimer.
”Elizabeth vent!” Hun var allerede på vej ud af lejeligheden, da jeg fik indhentet hende, men jeg kunne ikke lade hende slippe så nemt. Hun havde lovet, at hun ville hjælpe mig med at komme videre, og dette var blot et udmærket eksempel på, at hun ville holde sit ord.
”Hvad?” Hun kiggede en anelse uskyldigt på mig, som om at hun ikke havde regnet med, at jeg ville bremse hende op midt i det hele, og jeg kiggede en anelse akavet ned i jorden. Jeg havde ikke lige overvejet, hvad jeg skulle sige, og nu når jeg vidste, at Perrie var mindre end ti meter væk, så havde jeg faktisk ikke særlig meget mod på det. 
Tag dig nu sammen, Zayn, der er ikke tid til det der, sagde jeg til mig selv, da jeg kørte hånden igennem håret, og bed lidt ned i min underlæbe. Jeg skulle bare sige et eller andet. Komme ud med et eller andet brugbart, sådan så jeg var sikker på, at jeg ville se hende igen på et senere tidspunkt.
”Kan jeg ikke lige få dit nummer?” Hvorfor sagde jeg det? Jeg kunne have spurgt efter hendes adresse eller noget, men jeg skulle altid virke så omklamrende. Det var ikke svært at skue, at jeg aldrig havde prøvet at have et one night stand før. 
Hun smilede en smule overbærende, hvilket gjorde mig en anelse ude af den. Betød det, at hun fandt mig yderst irriterende, eller var hun bare træt? Jeg kunne godt forstå, hvis hun var udmattet i hvert fald, for det havde gået rimelig vildt for sig i nattens mulm og mørke.
"Giv mig din telefon," hun rakte sin arm ud i strakt længde, og jeg var ikke mange sekunder om, at følge hendes befaling.
Det var dejligt, at hun ikke var afvisende over for mig, specielt når hun nu havde givet udtryk for, at hun gerne ville hjælpe mig videre. Fordi hun var så sød og forstående overfor min situation, følte jeg mig ikke spor flov over, at være blevet taget på fersk gerning. Jeg fandt det faktisk underholdende, at det var Perrie, der opdagede det.
"Her," hun gav mig telefonen tilbage i hånden, og skulle lige til at vende sig for at gå, da jeg greb fat om hendes håndled, og rømmede mig en anelse undskyldende. 
"Hvad?" Den før så uskyldige og varme udstråling fra hende, var blevet erstattet af et yderst utålmodigt og irriteret væsen. Okay, jeg måtte hellere gøre dette kort, så hun ikke endte med, at blive fuldkommen træt af mig. 
"Hvornår ser jeg dig igen?" Ynkeligt som det lød, tvang jeg mig selv til at smile en anelse håbløst, og slå blikket ned i jorden. Af en eller anden grund, så følte jeg mig utrolig barnlig og plat for at spørge. Jeg kunne jo bare sende hende en SMS.
Hun så tøvende på mig, i det hun rettede lidt på sit hår, og så på mig, inden hun rømmede sig yderst elegant. Der var noget feminint og formelt over hende, som jeg ikke kunne beskrive. Det var ikke svært at se, at hun prøvede at skjule det, bag det lidt afslørende tøj og den vilde make-up, men det var der stadigt. Måske var det hendes ranke holdning, der gjorde udfaldet, men jeg var ikke sikker. Måske var jeg bare åndssvag?

"Du må jo sende mig en besked, så finder vi ud af noget," hun blinkede svagt, før hun drejede rundt på hælen, og forsvandt ind i den åbne elevator. Jeg gjorde ikke noget forsøg på, at følge efter hende, selvom jeg virkelig havde lyst. Selvom hun lige var taget afsted, så manglede jeg hendes krop og smil. Og så måske lige så meget tanken om, at skulle ind til Perrie i lejligheden alene, var svær at fordøje.

 

"Dig der sagde, at du var knust, og ikke kunne leve uden mig," jeg var kun lige nået indenfor døren, da beskyldningerne begyndte i en lang stime. Jeg havde lyst til at ignorere hende. Lyst til at fortælle hende, at hun intet kunne beskylde mig for, eftersom hun var den, der havde forladt mig, men jeg turde ikke. Jeg kunne ikke, for selvom jeg ikke fortrød det, som jeg havde lavet med Elizabeth, så følte jeg mig stadig ussel. Jeg elskede jo stadig Perrie.
"Du gjorde det pænt klart for mig, at der ingen chance var," mumlede jeg nedtrykt, med mit blik fæstnet på portrættet bag hende. Det var et billede af mig og hende sammen, til en af vores koncerter sidste år. Jeg kunne ikke få mig selv til, at pille det ned. 
"Det nytter ikke noget, at kaste den tilbage Zayn, jeg kom bare for at hente en af mine sidste kasser. James holder nedenunder, og venter," hun overfusede mig med lort? Jamen, hvad med det faktum at den fyr, som hun havde været mig utro med, også var ham, der ventede på hende? Hvor var hun dobbeltmoralsk. 
"Fint, men kan du ikke skynde dig? Jeg vil gerne nyde min morgenmad alene," okay, jeg havde aldrig snakket sådan til hende før. Hvad gik der af mig? Sådan var jeg ikke.
"Hvad har hun gjort ved dig?" Perries ansigt var fyldt med væmmelse og overraskelse over, at jeg havde svaret hende igen på den måde, specielt taget i betragtning af, at jeg var brudt grædende sammen sidst, jeg så hende.
"Jeg er ved at finde mig selv igen, og det vil jeg helst gøre uden dig." 

Zayns køkken, soveværelse og Elizabeths morgenmad :p

_____________________________________________________________

OH MY HOLY....... 
Tusinde tak fordi, i allerede er SÅ mange, som følger med! Det er sådan en stor fornøjelse, at skrive på den her movella! 

Vi har de sødeste læsere på denne her movella, og tak for at støtte os! :')

Hvad tror i, at Perrie siger til Zayns forsvar? Og hvad med Elizabeth, har hun tænkt sig at se Zayn igen? Følg med i kapitel 3 af Next In Line! :D

I ER FOR SKØNNE! xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...