Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12206Visninger
AA

20. 19.


Der burde fare en masse tanker rundt i mit hoved lige i det øjeblik, men alligevel stod alt bare stille. Jeg stod lamslået bag Georgiana, som havde planlagt det hele. Da vores øjne mødtes vidste jeg ikke, hvad der for igennem mig, men det føltes som om at mine knæ knækkede sammen under mig, og jeg måtte støtte mig til hendes stol.

Jeg kunne ikke engang synke den klump, som havde samlet sig i min hals under deres optræden. Havde hun virkelig fået ham til at komme til deres bryllup? Hun havde virkelig taget den risiko, på den allerstørste dag i hele sit liv.

Jeg fik ikke fat i alle detaljerne i sangen, men den var smuk, og jeg følte et kort øjeblik, at sangen ikke var til ære for Georgiana og Scott. Men en personlig erklæring fra Zayn, men det var en håbløs tanke. Selvfølgelig var den ikke til mig, der var aldrig nogen, som havde skrevet en sang til mig, så hvorfor skulle det ske nu? Det var garanteret en sang, som han havde skrevet til hans nye pige.

Klumpen i min hals bevægede sig længere op, og udviklede sig til tårer i mine øjenkroge. Jeg kunne ikke beskrive, hvor stor en smerte gik igennem min krop, da gæsterne begyndte at klappe af drengenes optræden. Et lille smil gled henover Zayns ansigt, og mere skulle der ikke til, før jeg vendte rundt på hælen, og med en tårer trillende ned af min kind, løb jeg ud af festsalen. Jeg kunne ikke holde det ud længeree.

Det gjorde ondt på alle de mest tænkelige måder. Og jeg vidste ikke, hvad hans plan var, og hvorfor han kunne få sig selv til at møde op, når han vidste, hvor såret jeg var? Var det virkelig sådan det føltes at smage sin egen medicin.

Uden rigtigt at tænke mig om skyndte jeg mig ud af den første terrasse dør, som jeg kom forbi. Den førte videre ud i haven, og længere væk fra festen. Alt hvad jeg havde brug for lige nu. At stå og se en person, som man har så stærke følelser for, stå og synge en sang, som egentlig ikke er dedikeret til en selv. Var det en form for at sige ’tak for sidst’ på? Jeg vidste det ikke, men jeg havde brug for at komme væk, og få styr på situationen.

Jeg satte først farten ned, da jeg nåede til det springvand, som befandt sig cirka i centrum af vores have. Jeg lod mig tungt dumpe ned på kanten af springvandt, hvor efter jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Tårerne fik frit løb ned af mine kinder, jeg kunne ikke gøre for det, og jeg gjorde heller ikke noget for at holde dem tilbage. Jeg kunne ikke.

”Elizabeth?” En alt for velkendt stemme lød forsigtigt, kort tid efter, at jeg havde sat mig. Jeg vidste med det samme, at det var Zayn. Alligevel blev jeg siddende på kanten af springvandet med mit hoved begravet i mine hænder.

”Gå med dig,” vrissede jeg. Jeg havde overhovedet ikke nogen lyst til at snakke med ham. Hvad det end var, at han ville, så kunne han godt spare sig.

”Nej, jeg tror vi bliver nødt til at tale om det her,” sagde han med en alvorlig stemme, som jeg et eller andet sted burde respektere, men det gjorde jeg ikke. Hvorfor skulle jeg? Jeg havde ikke nogen grund.

”Jamen der er ikke mere at få sagt,” snøftede jeg, da jeg fjernede mine hænder fra mit ansigt. Min makeup var med garanti tværet ud, men jeg var ligeglad. Det kunne være fuldstændig lige meget., men alligevel kørte jeg en finger under mine våde øjne, for at fjerne mine mascararester.  

”Jeg er ikke kommet her for din søsters skyld, det er du vel godt klar over?” Han fortsatte med at køre i de dybe toner, men det ændrede intet. Jeg fastholdt mit blik mod jorden under mine fødder. Jeg vidste, hvor risikabelt det var kigge op på ham.

"Jeg aner ikke, hvad du vil Zayn. Jeg aner ikke, hvorfor du er her? Hvis du vil ødelægge mig yderligere, så tillykke!" I stedet for at begynde at græde, som jeg faktisk var sikker på, at jeg ville gøre, så kom der et falsk grin ud gennem mine læber.

”Ødelægge dig? Hvad snakker du om?” Han forstod tydeligvis ikke, hvad det var, at jeg sagde til ham, ellers var han bare ufattelig dum. Jeg vidste godt, at han ikke var dum, ellers var jeg aldrig faldet for ham. Han var en intelligent og smart fyr, som havde hovedet med sig det rette sted. Det troede jeg hvert fald.

”Hold op med at være dum, Zayn. Du ved godt, hvad jeg snakker om!” Snerrede jeg, inden jeg rejste mig op, for at stille mig foran ham. Jeg kunne ligeså godt lade ham skyde mig ned, nu hvor jeg allerede var såret. Det var nok derfor, at han var kommet.

"Jeg tror altså ikke, at jeg er helt med,” tøvende kløede han sig i nakken, som om at han ikke anede, hvad jeg snakkede om. Jeg betragtede nøje hans bevægelser, mens jeg mærkede, hvordan mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, mens jeg så vidt prøvede at undgå øjenkontakt med ham.

"Lige siden hende tøsen åbnede døren hjemme ved sig, vidste jeg jo godt, at du havde erstattet mig. Og dét sårede mig! Og ikke nok med det, så tropper du op til min søsters bryllup!” Jeg kunne godt mærke, hvordan jeg blev nødt til at beherske mig, for ikke at gøre mig selv til grin. Men alle følelserne fra den dag, hvor en anden pige åbnede hans dør, skyllede indover min krop, og den daværende smerte vendte atter tilbage.

”Pigen i døren? Hvem snakker du om?” Frusteret slog han ud med den ene arm, mens han stemme blev en smule lysere, og lød mere som sig selv, og som den som jeg forelskede mig i.

”Jeg snakker om den brunette, som åbnede døren i din lejlighed for omkring 14 dage siden, Zayn! Eller har du også skiftet hende ud?” Snerrede jeg igen af ham, inden jeg himlede med øjnene. Jeg ønskede inderst inde ikke at høre hans svar til dette, men jeg havde brug for en bekræftelse.

”Snakker du om Victoria?” Grinede han på en smule akavet måde, inden han slog blikket ned på sine sorte lakerede sko.

”Jeg kender ikke hendes navn, Zayn. Men måske er det ikke gået op for dig, at siden jeg viste dig den verden, som jeg lever i, så ydmygede du mig!” Jeg anede overhovedet ikke, hvem han snakkede om, og jeg var i princippet også ligeglad. Midt i det hele kom følelsen af ydmygelse frem i mig, og jeg blev også nødt til at smide den i hovedet af ham.

"Den pige du så var min bedste vens kæreste! Hun var derovre sammen med ham, som du ville have fundet ud af, hvis du havde ventet og spurgt mig ad! Du aner ikke, hvor meget jeg har gjort, for at prøve at passe ind i din verden, men uanset hvad jeg gør, så er det bare ikke godt nok!” Endnu engang slog han frustreret ud med armen, hvorefter hans blik borrede sig ind i mit.

"Jeg ville da ikke stå og vente, hvis du alligevel skulle troppe ud, og se mig bryde grædende sammen!? Men så håber jeg, at du kan se, hvad jeg lever med HVER dag! Hvor lidt plads der er til uventede følelser!" Jeg vidste overhovedet ikke, hvorfor jeg bragte det her emne på banen. Det var i princippet totalt irrelevant, men jeg havde gået med det så lang tid, og nu havde jeg chancen for at fortælle ham det.

"Der er altså heller ikke særlig meget plads til uventede følelser som kendt popikon, at du ved det," fnøs han på den der flabet måde, som kun han kunne gøre det.

"Det har jeg heller ikke sagt, Zayn! Og at stå her og diskuterer noget så latterligt, hjælper jo ingen af os videre!?" Sukkede jeg irriteret. Jeg ville ikke tage den diskussion med ham nu, for der var ting i mit liv, som overhovedet ikke vedkom ham, og jeg var bange for, at jeg ville komme til at sige noget dumt, hvis den diskussion fortsatte.

"Jeg ved det godt.. jeg...” hans stemme blev lav, og lod sin arm falde ned langs hans side, inden han så ned i jorden, og holdte op med at tale. Det var rart at se, at han kunne se det samme som jeg, men det ændrede stadig ikke det faktum, at jeg var såret.

”Så hvad er den egentlige grund til, at du er her? Og hvis du skal stå og finde på en eller anden dårlig undskyldning, så vil jeg helst ikke høre den. Det holder jeg ikke til,” jeg trådte et lille skridt væk fra ham, og vendte lidt siden til ham. Jeg så op på ham, for at opdage, at han kiggede op på mig, med et bedrøvet blik.

"Jeg er her på grund af dig..." svarede han med en rolig stemme, som stadig lød skrøbelig. Jeg havde aldrig set ham fra denne side af før. Ikke engang dengang, at hans ekskæreste troppede op i hans lejlighed første gang vi havde været i seng sammen.

"Mig? Men hvorfor? Løbet er jo kørt?" Jeg kunne overhovedet ikke finde de rigtige ord frem, som jeg ønskede. Jeg hev efter vejret en enkelt gang, inden jeg så ind i hans dybe brune øjne, som lå på mig. Det var som om, at et elektrisk stød gik igennem min krop, da vores øjne mødtes.

"Er det? Hvis jeg mente, at løbet var kørt, havde jeg ikke skrevet og dedikeret en sang til dig, og jeg havde nok også undgået at forelske mig i dig.." Stop en halv kamel! Så sangen var til mig? Den var ikke til hende den anden pige, som egentlig ikke var hans kæreste. Den havde jeg overhovedet ikke set komme.

Jeg blev stående lamslået, og kiggede ind i hans smukke øjne. Han var forelsket i mig. I mig.

Brylluppet, Elizabeths hår og kjole! 

 


 

"Er det? Hvis jeg mente, at løbet var kørt, havde jeg ikke skrevet og dedikeret en sang til dig, og jeg havde nok også undgået at forelske mig i dig.." jeg var ikke helt klar over, hvordan jeg præsterede at få ordene ud af min mund, men før jeg vidste af det, var bomben smidt. Nu havde jeg fortalt hende, hvordan jeg havde det, og jeg håbede et eller andet sted på, at det var nok for hende. Det måtte det vel være, ikke? Jeg dedikerede jo ikke en sang til hende for sjov. 

"Er du.. jeg mener. Hvorfor har du aldrig sagt det?" hun kiggede overrasket op på mig med det ene øjenbryn let opløftet. Havde hun ikke regnet den ud forlængst? Jeg troede det var logisk, at jeg var forelsket i hende, siden jeg hele tiden blev ved med at opsøge hende dengang. jeg måtte ikke have været så præcis og ligetil i mine handlinger, som jeg troede, at jeg havde været. 

"Det er ikke just den letteste sætning at slynge ud..." indrømmede jeg med et forsigtigt smil, som jeg kiggede ned på mine sko endnu engang. Jeg havde så inderligt håbet, at hun ville kunne se de forelskede tegn hos mig, da jeg sov hos hende under tordenvejret, da jeg lavede morgenmad til hende og selv de små unødvendige detaljer. Selvom jeg havde håbet på, at det et eller andet sted var nok, så var det åbenbart ikke tilstrækkeligt. Desværre.

"Nej det ved jeg. Det føles nemmere sagt, som forstoppelse," vent hvad? Hvad talte hun om? Som en forstoppelse? Den vending havde jeg dog alligevel aldrig hørt nogen sige før, og da slet ikke en pige fra en så adelig slægt som Elizabeth var en del af. Et eller andet sted fandt jeg det utrolig komisk, at hun slyngede noget ud som dette, men det var nok ikke passende at grine. Situationen var trods alt meget alvorlig. 

"Huuh?" jeg løftede et øjenbryn, i det jeg kiggede mere gennemgående på hende. Jeg ville utrolig gerne have en forklaring på hendes lille udbrud, for jeg måtte ærligt tilstå, at jeg ikke forstod en pind af, hvad hun snakkede om. Hvordan kunne hun sammenligne en forstoppelse med min forelskelse i hende? Det gav absolut ingen mening.

"Jeg troede aldrig, at jeg skulle høre mig selv sige det her... Men lige siden du forlod mig til afdansningsballet har jeg forandret mig. Jeg kan ikke beskrive, hvilken indflydelse, som du har haft på mig. Du har været inde og røre steder i mig, som ikke engang min familie har været i stand til. Og den måde, som du har fået mig til at græde på, har jeg aldrig oplevet før," erklærede Elizabeth lige sin kærlighed til mig? Beskrev hun faktisk lige sande kærligheds følelser for mig? Det var der vidst ingen tvivl om, at hun gjorde.

"Jeg tror det kaldes kærlighed min kære," fik jeg sagt med et lille grin, i det jeg atter rettede min opmærksomhed imod hende, og tog et nærmere kig på det smukke væsen, som sad på kanten af springvandet i sin fulde figur. Hun var endnu smukkere end hun plejede at være, selvom det syntes umuligt. 

"Jeg tror det hedder, at jeg er så virkelig, vildt og dybt forelsket i dig, Zayn. Og jeg kan ikke gøre noget for ikke at være det," det kom virkelig bag på mig, at hun sagde det. Det kom fuldkommen bag på mig, at hun rent faktisk kunne få ordene over sine læber og stå ved det på den måde, som hun netop lige havde gjort det. Elizabeth havde lige indrømmet, at hun var forelsket i mig. Mig af alle mennesker. 

"Hvem siger også, at du skal gøre noget, for ikke at være det?" spurgte jeg hende prøvende, som jeg satte mig ned ved siden af hende på kanten. Det føltes virkelig fristende at skubbe hende i vandet og selv følge efter, men eftersom vi var til et bryllup ville hendes meget perfekte forældre nok få en større blodprop. Jeg ville ikke skabe problemer. 

"Det skulle skæbnen," fnes hun rigtig tøset, i det hun kiggede op på mig med sine krystalklare øjne. Jeg kunne stirre ind i dem i timevis, hvis jeg fik lov, men det ville nok blive koldt at sidde her hele natten uden at foretage sig andet. 

"Skæbnen vil mig, at jeg kysser dig nu.." fortalte jeg hende uden rigtigt at tænke over det, i det jegs strøg en lok af hendes smukke krøller om bag øret. Ville hun syntes, at jeg gik for langt frem? Ville hun skubbe mig væk og syntes, at jeg var irriterende? Jeg var ikke klar over det, men et eller andet sted var jeg også ligeglad. Jeg havde en chance nu, og det ville være fuldkommen dumt ikke at gribe den.  

"Så lad mig ikke vente," hviskede hun nærmest, så jeg var sikker på, at det kun var mig, der kunne høre det. Gad vide om der var nogen der kunne se os oppe fra huset? Nogen der kunne tage billeder med deres perfekte mobiltelefoner og grine og hvad dertilhører. Selv hvis der var nogle der lyttede, så var jeg egentlig ligeglad. Alt jeg kunne tænke på var dette øjeblik, og hvor meget jeg nød, at det kun var mig og hende. Verden omkring os var ligegyldig. Den betød ikke noget.

"Men... jeg bliver nødt til at have svar på ét enkelt spørgsmål først.." fortalte jeg hende med løftet pegefinger, før jeg tog fat i hendes hånd med den anden. Det føltes helt perfekt at røre hendes hud igen og samtidig at være sikker på, at hun var tæt på mig. At dette ikke bare var en drøm. Dette var virkeligheden, og jeg ville ikke bytte den ud for noget andet.

"Ja?" grinede hun svagt, i det jeg mærkede hvordan hendes fingre tog fat om mine. Vi holdt faktisk officielt i hånden lige nu, hvilket var første gang nogensinde var jeg ret sikker på. Vi havde aldrig haft et så romantisk øjeblik ud over vores tordennat, selvom vi egentlig begge gerne villet. Det var jeg helt sikker på. 

"Jeg kysser bedre end Harry, gør jeg ikke? - for jeg er ligesom en million gange kønnere end ham..." selvom det var sagt i dyb seriøsitet, så kunne jeg ikke lade være med at grine. Jeg var godt klar over, at det var et totalt dumt spørgsmål, men hey - jeg blev nødt til at vide det, så jeg kunne mobbe Harry med det resten af hans dage, hvis jeg kyssede bedre. På den anden side, så kunne hun heller ikke rigtigt være bekendt at sige andet, når vi nu sad her sammen.. I sådan et romantisk øjeblik.

Hun kiggede ned i jorden med et grin, før hun atter kiggede op på mig igen. 

"Ingen kysser bedre end dig, Zayn Malik," fortalte hun mig, før vores læber kollidererede i et romantisk, intenst og fuldkommen perfekt kys - et kys af en helt anden kaliber end det nogensinde havde været før. Et kys så fyldt med kærlighed og med så meget passion og ømhed, at det næsten var helt uhyggeligt og kunne give mig gåsehud på armene.

Min forelskelse i Elizabeth havde stået på i længe. Længere end jeg nogensinde ville stå ved, på grund af det lille spil vi havde kørt med hinanden og alle de brikker vi havde kørt rundt med for at drille hinanden. Dog var der en ting, der var sikkert:

Elizabeth og jeg havde begge vundet dette spil, eftersom vi fandt hinanden, vi fandt hinanden i kærligheden

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...