Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12330Visninger
AA

19. 18.


”Ja,” lød det gennem den store kirke, og et smil bredte sig over alles ansigter, da de lod deres læber røre hinandens i et ægte kys. hvorfra jeg stod, kunne jeg se hvor lykkelige de var. Et ’ja’ var det enkelte det lille ord, som bandt to unge mennesker sammen resten af deres liv. Et ja, som bekræftede, at de aldrig ville gøre hinanden ondt, stå bag hinanden i medgang og modgang. Et enkelt ’ja’. Mere skulle der ikke til.

Lige siden at jeg slog øjnene op i morges, havde der været stress på. Mor havde kostet rundt med stuepigerne hele dagen, og Georgiana havde kostet rundt med alle os andre. Normalt ville jeg bakke fuldstændig af for deres stress, men det var Georgianas store dag, og jeg ville ikke ødelægge den for hende, selvom jeg syntes, at hun kunne være en pain in the ass, mildt sagt. Men hun var Scotts problem fremover. Ej det var ikke pænt sagt.

Så her stod jeg. I kirken sammen med min familie iført den kjole, som jeg selv havde valgt. Mit hår var opsat i en krøllet frisure, som jeg faktisk var meget tilfreds med – for engangsskyld. Det var underligt, hvor meget jeg havde fundet mig tilfreds med her på det sidste. Normalt ville jeg protestere ligeså snart, at noget ikke var, som det passede mig. Var det fordi, at han… aldrig havde ladet mig få min vilje? Kunne han virkelig have ændret mig på kort tid?

Det var helt meningsløst, at jeg stod her i kirken, og så min søster, som nu var en gift kvinde, også vandrede han igennem mine tanker. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville lade ham gøre det. Jeg ville give gøre alt for, at denne her dag skulle blive den bedste dag for Georgiana nogensinde, selvom det betød, at jeg måtte opføre mig som hende.

Deres hænder fandt sammen, og deres fingre flettede sig ind mellem hinanden, mens de gik ned gennem kirkegulvet. Jeg så med et svagt smil efter dem. Hvorfor fik jeg lige pludselig følelsen af, at jeg ville ønske, at det var mig? Jeg hadede bryllupper, jeg hadet idéen om at være bundet til et andet menneske. Det var grunden til, at jeg gjorde, som jeg gjorde. Men så kom han ind i mit liv, og vendte rundt på det hele. Blot ved at spille mit spil.

”Smil nu, Elizabeth. Det skal nok blive din tur,” jeg mærkede min mors lille hånd på min skulder, inden hun tillod sig at mase sig forbi ved kirkebænken. Jeg havde været i min helt egen verden, og havde derfor overhovedet ikke registreret, at folk havde forladt kirken, og nu headede mod vores hjem, hvor festen ville blive afholdt.

’Det skulle nok blive din tur,’ Jeg var færdig, og jeg mener helt færdige med fyre, forhold og kærlighed. Det fungerede ikke for mig, og det havde det aldrig gjort.  Zayn var blot en bekræftelse på, hvordan stor en fiasko jeg var i et forhold. Jeg skulle aldrig giftes, og det havde jeg altid holdt fast i.

I en akavet bevægelse fulgte jeg efter mine forældre ud af kirken i de cremefarvede stiletter, som Georgiana havde insisteret på, at jeg skulle have på til kjolen. Alle gæsterne fra kirken stod samlet omkring Scott og Georgiana, som virkelig lignede nogen fra et prinsesseeventyr. Jeg kunne ikke selv lade være med at beundre dem. De elskede virkelig hinanden.

At se dem stå og sende hinanden det lykkelige smil, fik mine tanker til at falde tilbage på Zayn. Selvom det gjorde ondt, som bare fanden, så ville jeg ønske, at jeg havde tænkt mig om en ekstra gang. Jeg kunne ikke nå at stoppe tiden eller løbet, før der stod en anden pige i hans dør. Lige meget hvor meget jeg ønskede at glemme det, så kunne jeg ikke. Jeg havde aldrig troet det om ham. Han var ikke ligesom de andre. Han gav mig modspil, og det kunne jeg godt lide. Han spillede spillet, og jeg kunne lide udfordringerne som han gav mig, men jeg nåede mit mål, uden nogen præmie. Kun et knus hjerte.

At jeg stadig savnede ham, og jeg manglede ham, kunne jeg kun takke mig selv for. Jeg skulle have stoppet, da det gik op for mig, at jeg faktisk følte noget for ham. Men jeg blev ved med at udfordre ham, blot for ikke at miste mig selv, og den jeg var. Men før jeg vidste af det strømmede tårerne ned af mine kinder. Hvor havde jeg været dum.

”Elizabeth, vi kører nu,” lød det bag mig, og jeg vendte forvirret mit hoved, for at se min far vinke mig over mod sig. Jeg vidste godt, hvor vigtigt det var for min mor, at vi nåede hjem før Georgiana og Scott, så alt kunne være klar, og picture perfect til festen.

I mine stilletter skyndte jeg mig henover kirkens grus, og hen til limousinen, som holdt ikke så langt herfra. Journalister og fotografer var så småt begyndt at dukke op, så det var vidst også ved at være på tide, at vi skulle smutte, da jeg bemærkede nogle få piger stå lidt længere væk. De var ikke klædt fint på til lejligheden, så jeg gik hurtigt ud fra, at de ikke var gæster ved brylluppet. Georgiana havde sendt tonsvis af invitationer ud, så jeg kendte ikke til gæstelisten, men jeg vidste med de samme, at de ikke var inviteret.

”Elizabeth, skynd Dem, min kære!” Råbte min mor til mig, da jeg var stoppet halvejs op. Mit blik lå stadig på pigerne. Jeg undrede mig over, hvad de egentlig lavede her? Var der sket noget eller? Jeg så tilbage på min mor, som utålmodigt stod, og ventede på mig ved limousinen. Det føltes lige pludselig ikke rigtigt, at gå et skridt nærmere på limousinen, så jeg tog en måske ikke så normal beslutning, som jeg sikkert ville få en ordentlig skideballe for senere.

”Bare kør! Jeg kører med Hr. og Fru Carrington,” løj jeg. Men uden bøvl lyttede min mor til mig, og jeg så limousinen køre væk. Mit blik faldt tilbage på de få piger, som blev stående uberørte, ligesom før. Tøvende tog jeg et skridt hen mod dem, og et skridt blev til flere, indtil jeg kom helt hen til dem. Jeg kunne høre dem hvine en smule, mens de så på hinanden. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad det var, som fik dem til at hvine. Jeg var bange for, at der var sket noget.

”Er I okay?” Spurgte jeg dem venligt, da jeg nåede helt hen til dem. De så på hinanden med store smil, inden de næste drejede en helt omgang rundt om sig selv.

”Omg, ja! Øhm, oh.. Må v-vi få et billede med Dem?” Deres spørgsmål kom virkelig bag på mig, og jeg måtte ligne en, som havde spist glosuppe med kigboller. Lige indtil jeg lagde mærke til, at én af pigerne havde en farverig t-shirt inde under hendes sommerjakke, hvorpå der stod med store bogstaver: ’1D’. Et jag af utilpashed for igennem min krop, og jeg sank en stor klump. Det var derfor, at de var her. De troede…

”Selvfølgelig,” svarede jeg dem efter lidt tid. Jeg havde lige brug for at tænke et kort øjeblik. Men alligevel tænkte jeg ikke, jeg lod mig alligevel tage et billede sammen med pigerne, inden de takkede mig. Det var en ret underlig oplevelse, selvom jeg kunne have valgt ikke at tage billedet med dem, fordi de var fans af ham. Men selvom jeg ønskede at komme videre, så kunne jeg ikke få mig selv til at sige nej, hvis det betød så meget for de piger. 

~ ~ ~

Jeg havde knapt nok nået at snakke med Georgiana siden i morges. Hun for rundt for at snakke med alle gæsterne – og dem var der mange af. Jeg kendte kun ganske få. Og det var først nu, at det gik op for mig, hvor lille en omgangskreds, at jeg havde. Jeg havde levet et helt andet liv ved siden af min familie, et liv som jeg ikke huskede meget af. Hvor natten, alkoholen og tømremænd var mine bedste venner.

”Hvor er det dog et dejligt hjem I har Jer her,” forskrækket kiggede jeg til siden, for at se en høj mørkhåret fyr, iført et jakkesæt. Hans hår var redt tilbage, og han havde små skægstubbe, som mindede meget om Zayns. Jeg rømmede mig en enkelt gang, inden jeg nippede let til min champagne. Der var blevet serveret champagne til hovedretten, hvorefter der ville være en længere pause, hvor der var rig mulighed for at danse og snakke. Jeg havde bare taget mit glas, og stillet mig hen til ta’ selv bordet. Jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg ellers skulle gøre af mig selv.

”Tak Hr..?” Jeg havde ingen anelse om, hvem han var, eller hvor Georgiana kendte ham fra. En affære? Ej, stop dig selv Elizabeth!

”Payne, Liam Payne,” præsenterede han sig selv, inden han blidt og galent kyssede mine knoer. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, inden jeg trak min hånd til mig igen, og tog mit champagneglas i den anden hånd.

”Elizabeth Clayton,” præsenterede jeg mig selv med et venligt smil, for hvad? Okay, jeg var holdt op med at tælle, hvor mange gange, at jeg havde præsenteret mig selv i aften.

”Det ved jeg,” svarede han hurtigt, måske skræmmende hurtigt. Men på den anden side, jeg var jo ’kendt’ i England. Nej, min familie var kendt. Jeg sendte ham et venligt smil, mens jeg prøvede at finde en undskyldning for at gå.

”Det var en fornøjelse at træffe Dem, men jeg bliver nødt til at finde min kære søster, Hr. Payne,” med et lille smil, vendte jeg rundt på min hæl, og gik hen mod det bord, hvor Georgiana havde placeret sig. Jeg kunne se, at hun havde sat sig sammen med hendes gamle veninder.

”Georgiana, hvem er Liam Payne?” Spurgte jeg hende, da jeg dukkede mig ned mod hendes øre, for ikke at nævne det alt for højt. Jeg kendte godt de tøser, de elskede sladder. Hun vendte sig rundt, for at se op på mig med et stort smil. Hendes lange brune hår, var krøllet op i en utrolig smuk frisure, som passede lige til hende, og det fik hende til at se endnu smukkere ud, end hun allerede var.

”Jeg mindes, at Hr. Payne, er en del af det orkester, som skal spille for os nu,” og mere nåede jeg ikke høre, inden jeg hørte en skrattende lyd i de højtalere, som var stillet op rundt omkring i den store fest sal. En ung fyr med næsten sort hår, iklædt et jakkesæt stod oppe scenen, og krøller… vent… Var det Harry?! Vent.. det VAR Harry?!

De ord, som han stod, og sagde, trængte overhovedet ikke ind i mit hoved, da jeg bare stirrede lamslået op på scenen. Alt inde i mit gik i stå, mit hjerte skippede et slag eller to, da jeg så ham træde ind på scenen.

 


 

 

"Harry Edward Styles vil du være så elskværdig at blive færdig derude?" et smil fandt sin vej til mine læber, ved lyden af Liams stemme fra entréen. Harry havde brugt de sidste tyve minutter på at gøre sig i stand på badeværelset uden rigtigt at tage højde for, at der var andre, der også skulle derud. Det var det samme show hver gang.

"Tror du der er lidt mad tilovers Zayn? Jeg er skrupsulten," Niall trådte ind i køkkenet, hvor Louis og jeg befandt os, alt imens han var i fuld færd med at rette lidt på sin blazer. Niall havde aldrig været god til at gå i decideret jakkesæt, så jeg havde forsikret ham om, at så længe han bar fine bukser og en blazer, måtte han godt bære en pæn T-shirt. Men den skulle altså også være pæn så.

"Hvis de følger deres normale stimer, så skal du med garanti nok få noget mad," sagde jeg smilende, i det jeg satte mig ned på en af barstolene for at binde mine sko. Jeg havde i anledningen af brylluppet valgt at iklæde mig det jakkesæt, som jeg i sin tid lånte af Elizabeths far. Det føltes på en eller anden måde utrolig behageligt atter at være iklædt den smukke mundering. Jeg håbede vel et eller andet sted på, at det ville få Elizabeth til at åbne sine øjne for mig igen.

"Harry jeg tæller til tre, og hvis du ikke kommer ud, så bryder jeg døren op!" Liams banken på badeværelses døren fik Louis til at grine. Vi skulle være til receptionen om mindre end tyve minutter og som sædvanligt var drengene hverken helt eller halvt færdige. Vi skulle nok præstere at komme forsent, selvom det var utrolig pinligt. 

"Slap af, det tager tid at se godt ud," lød Harrys stemme, da døren endeligt gik op, og han ganske kort tid efter stak hovedet ind til os andre. Han smilede velovervejet af mit outfit, før han stak mig en tommelfinger i vejret. Et eller andet sted var han godt klar over, at jeg kun bar jakkesættet for at imponere Elizabeth. Nu jeg tænkte over det, var hun faktisk også den eneste grund til, at jeg overhovedet havde sagt ja til at synge til brylluppet.

"Vi kører om fem minutter!" råbte jeg, så jeg var sikker på, at Liam også hørte det. Selvom han brugte utrolig meget tid på at fortælle Harry, at han var langsom på badeværelset, så var han ikke spor bedre selv. Faktisk var han næsten værre - da han altid skulle sikre sig, at hans skægstubbe hverken var for lange eller for korte. Det lød plat, det var jeg godt klar over, men det var den ramme sandhed. Liam var en diva.

"Jeg glæder mig til at møde familien Clayton. Sådan som du har fortalt os om dem, så lyder de som nogle meget alvorlige mennesker," Louis var ligesom jeg i færd med at snøre sine snørebånd, da han kiggede op på mig med et drømmende blik. Jeg kunne godt forstå, at han glædede sig til at møde familien, for de var som taget ud af fortiden. Når man mødte dem, skulle man ikke tro, at der fandtes personer, der stadig talte så formelt og opførte sig så galant som Georgiana gjorde. Elizabeth... Ja, nu havde jeg jo ligesom oplevet hendes mere ... Dyriske... side, og jeg kunne derfor let konstatere, at hun faldt lidt udenfor familiens royale rammer. I hvert fald i forhold til sin søster. 

"Jeg glæder mig bare til at få noget mad," udbrød Niall smilende, hvilket - for første gang i længe - rent faktisk fik mig til at grine, sådan grine for alvor. Jeg havde ikke haft et latterudbrud siden Elizabeth gik sin vej og aldrig nogensinde ringede til mig, så det føltes helt vildt befriende, at jeg endeligt var i stand til at grine igen... 

...Også selvom det gjorde ondt i hjertet.

"Hvad glæder du dig mest til Zayn? Et stykke med brudepige?" Harry lænede sig prøvende op ad dørkarmen, da jeg endeligt havde fået kontrol over migselv igen, og jeg kiggede op på ham med begyndende tårer i øjenkrogen. - Det skulle lige siges, at det var tårer på grund af mit grin og ikke på grund af Harrys ord. Nok kunne han sige nogle ret personlige ting, men dog ikke så meget, at jeg begyndte at græde over det. 

"Et knald i kosteskabet? Er det ikke det, som man gør til bryllupper?" Louis spillede med på legen nu, og jeg var ærlig talt ikke helt sikker på, om jeg rent faktisk fandt det underholdende eller irriterende. Det var dejligt, at de prøvede at løfte stemningen, men at joke med Elizabeth på den måde gjorde mig faktisk en smule sårret. Hvis de troede at det der var imellem Elizabeth og jeg blot var sex, så havde de misforstået situationen fuldstændig. For første gang i længe, havde jeg rent faktisk mødt en pige, som jeg ikke bare elskede at være sammen med, men som jeg også ønskede at snakke med, holde i hånden, kramme og kysse lige, når jeg havde lyst. 

"Jeg glæder mig bare til at se hende igen," sagde jeg med et forsigtigt smil, før Liam også trådte ind i rummet, og smækkede håndfladerne sammen:

"Nå venner, klar til at køre?" 

~ ~ ~

 

Det ville være en underdrivelse, hvis jeg sagde, at Georgiana og Scotts festsal var smukt pyntet op. Da jeg kiggede ind af gardinet bag ved scenen var det som at se ud på et disideret eventyr. Prinsesse Georgiana havde fået sin prins Scott, og man måtte sige, at de holdt fest for alle pengene. Det måtte bestemt ikke have været et billig event.  

"Jeg vil virkelig gerne møde Elizabeth, Zayn," Liams prikken på min skuldre fik mig ud af min trance, så jeg blev nødt til at vende tilbage til virkeligheden. Hvorfor ville han gerne møde hende? Jeg havde ærlig talt ikke lyst til at tale med Elizabeth for første gang sammen med Liam, og helst ikke før vi havde optrådt.

"Du kan bare gå ud og finde hende så?" sagde jeg med et smil, før jeg drejede min opmærksomhed væk fra ham og ned på sangteksten i min hånd. Jeg var så nervøs for at skulle synge den sang, denne kærlighedserklæring til Elizabeth - når jeg nu ikke vidste, om hun overhovedet ville have mig eller ej. Måske var hun allerede kommet videre, og syntes blot jeg skulle holde mig langt væk fra hende? Måske havde hun fundet sig en ny fyr, som sad derude i mængden? Jeg vidste ingenting...

...Og det skræmte mig.

"Er du okay, mand?" Louis' hånd lagde sig på min ryg og tvang mig derefter til at kigge op fra sangen. Nej, jeg var ikke okay. Jeg var faktisk så langt fra okay, at man godt kunne kalde mig ... Ehm, ikke okay. Jeg hadede at have det sådan her, fordi jeg ligesom følte, at dette enten ville bære frugt - eller ej. Enten så fik jeg prinsessen, eller også ville jeg ikke. Det var et lidt svært faktum at vende sig til.

"Jeg klarer mig, hvornår går vi på?" jeg rettede lidt kejtet på mit jakkesæt, og sparkede let til en højtaler, der var placeret på gulvet. Normalt var jeg ikke nervøs, når vi skulle ud og optræde, men lige i dag føltes det som om, at sveden nærmest dryppede fra mig. 

"Når Liam vender tilbage, jeg har snakket med gommen, han siger vi går på, når vi er klar," jeg nikkede en smule kortfattet, før jeg valgte at lukke alle tanker ude, og i stedet blot lade mig selv fokusere på sangen, og hvordan jeg skulle starte den. Jeg blev vel nødt til at sige et eller andet, før vi startede? Det blev jeg næsten nødt til.

"Hun var ikke særlig imødekommende," endnu engang rev Liam mig ud af mit tankespind, og jeg kiggede op på ham med løftede øjenbryn. Hvad havde han regnet med? Elizabeth var (når hun var i sine forældres selskab) en utrolig formel og elegant dame, og hun havde med garanti langt bedre ting at give sig til, end at tale med en fyr som Liam. Ikke at der var noget galt med ham! Det var bare... Ja, glem det..

"Vi skal på drenge!" udbrød Harry, i det han - uden os andre- gik ud igennem gardinet og ud på scenen, hvilket fik folket til at tie stille næsten med det samme. Nu var tidspunktet. Det var nu jeg skulle se ind i hendes øjne igen for første gang i hvad der føltes som uendeligheder. Min tid var kommet.

Jeg tog en dyb vejrtrækning, før jeg fulgtes med de andre drenge ud på scenen, hvor Harry allerede havde stillet sig klar bag sin mikrofon. Vi havde aftalt, at han skulle åbne vores optræden, da jeg ikke var følelsesmæssigt forberedt til det. Det var stadig lidt for svært.

"Det er os en stor ære, at vi nu står her på scenen i anledningen af Scott og Georgianas bryllup, og at vi kan se ud på denne smukke forsamling af mennesker, der alle er kommet for at fejre dem. Vi er One Direction, og vi har med speciel indbydelse fra bruden fået besked på at synge en sang til denne anledning," han trådte lidt væk fra mikrofonen i det jeg tog fat om min egen. Jeg var godt klar over, at Harry kun havde ledt mig lidt på vej, for det var trods alt stadig mig, der skulle præsentere sangen. Det var jo mig, der havde skrevet den. 

"Jeg har skrevet denne sang, da den repræsentere kærlighed, og hvordan kærlighed er med til at gøre en stærkere. Sangen hedder strong og er basseret på sande følelser," jeg kiggede ganske kort op, måske i et håb om at få øje på Elizabeth i mængden - men det lykkedes ikke. Det var måske heller ikke mega smart, eftersom jeg slet ikke havde fået tænkt tanken til ende. Altså, tanken om hvad jeg ville gøre, når jeg endeligt så hende igen. 

Musikken startede langsomt, og jeg måtte trække vejeret dybt ned i maven, for at samle mig mod nok til at starte. Hvorfor havde jeg også placeret mig selv først? Det var dog herre dumt. Jeg burde bare løbe ned fra scenen og løbe væk.

"My hands, your hands, tied up like two ships drifting, weightless, waves trying to break it I'd do anything to save it, why is it so hard to save it?" og det var netop som jeg havde sunget den sidste linje: why is it so hard to save it - at jeg mødte Elizabeths øjne for første gang - og den lille gnist af håb der var i mine øjne - var atter i live. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...