Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12395Visninger
AA

18. 17.


Jeg ved ikke, hvor mange kjoler jeg havde prøvet indenfor den sidste times tid. Jeg brød mig overhovedet ikke om at prøve kjoler generelt, så dette her var rent tortur for mig - men jeg gjorde det udelukkende for Georgianas skyld. 

Jeg havde ladet mig overtale til at tage med Georgiana ud, og finde kjolerne til hendes brudepiger inklusiv mig selv. Der var allerede kun små to uger til brylluppet skulle stå, og jeg kunne godt mærke, hvordan stemning og tidsplanen blev presset. Specielt for Georgiana og min mor. De for rundt hele tiden, som to høns uden hoveder.

"Kan du ikke lige prøve den her igen?" Georgiana fandt en gul kjole frem, som jeg allerede havde prøvet én gang. Jeg kunne leve med det, hvis den sad flot på mig, eller var pæn. Men det var den bare ikke. Det var til at blive vanvittig af. 

"Bestem dig nu Georgia!" Vrissede jeg af hende, da jeg arrigt tog den gule kjole ud af hånden på hende, for at gå tilbage i en af butikkens omklædningsrum igen. Kunne jeg selv bestemme, så ville jeg næsten hellere lave en Miley Cyrus, og komme i undertøj. Åh Gud, mor ville hukke hovedet af mig, hvis jeg gjorde det.

Jeg fik iført mig den gule kjole igen, og trak irriteret forhænget fra, for at gå ud til Georgiana igen. 

"Hvad synes du om den, Elizabeth?" Spurgte Georgiana efter hun havde stået et stykke tid, og betragtet mig. Jeg havde lagt mærke til, at når vi snakkede til hinanden indbyrdes, der tiltalte vi ikke hinanden, men ligeså snart, at ekspedienten eller andre personer nærmede os, tiltalte vi hinanden. Det var egentlig ret latterligt.

"Den er gyselig! Jeg sagde traditionelt, jeg ligner jo en omvandrende banan i denne her kjole!" Beklagede jeg mig, og kastede et hurtigt blik på mit spejlbillede. Jeg lignede en banan – og ikke engang en pæn af slagsen.

”Elizabeth! Der er altså kunder i denne butik,” dæmpede hun småirriteret på mig. Man kunne bare se, hvor meget Georgiana egentlig lignede vores mor. Hun gik op i, hvordan vi opførte os i offentligheden, og holdt sig til reglerne. Det var til at brække sig over.

”Jeg er da ligeglad! Lad mig nu finde en kjole, som jeg kan lide, som jeg ikke skal prøve 50 gange om igen!” I stedet for at marchere mod omklædningsrummene, satte jeg kurs hen mod et tøjstativ med en masse hvide, cremefarvede og lysegule kjoler. Jeg kunne høre hende udstøde et opgivende suk, da jeg gik forbi hende, men jeg kunne ikke lade være med at smile en smule tilfredst af det.

Jeg var efterhånden ved at være så træt af at prøve kjoler, fordi Georgiana vidste godt, hvor meget at jeg hadet det. Så hun kunne i det mindste være bare en lille smule betænksom overfor mig.

Jeg stod i et stykke tid, og så på nogle forskellige kjoler, som hang på stativet, da jeg trak en kjole frem, som lige faldt i min smag. Den var traditionel, smuk, enkelt og fornem, og jeg kunne lide den. Så måtte Georgiana give mig et lyserødt diadem på, hvis det var det, som gjorde, at det skulle blive denne kjole.

Jeg vendte mig rundt med kjolen i hånden, og gik tilbage til Georgiana med et tilfredst smil omkring mine læber. Men da jeg skulle til at åbne munden, for at sige noget til hende, afbrød lyden fra hendes telefon mig. Perfekt timing.

”Lige to sek,” smilede hun venligt, men på en falsk måde, som jeg aldrig havde set før. Hun slidede sin finger over skærmen på telefonen, inden hun tog den op til sit øre, og gik et par skridt væk fra mig. Jeg blev stående tilbage målløs over, hvad jeg lige havde set. Min søster havde faktisk en indre bitch gemt i sig. Måske var vi ikke nær så forskellige, som jeg gik, og troede.

~ ~ ~ 

”Hvem var det egentlig, som ringede?” Spurgte jeg Georgiana, da vi var på vej ind i en anden blomsterforretning. Jo mere tid, som jeg tilbragte sammen med hende, kunne jeg mærke, hvor meget hun begyndte at minde om vores mor. Der var bare ikke noget, som var godt nok til hende. Men alligevel fik undertegnet sin vilje med den kjole.

Det havde naget mig utrolig meget, at hun sendte mig det blik, fordi det havde hun aldrig gjort før, og hvor det lige kom fra, havde jeg ingen jordisk anelse om.

”Fru Carrington,” svarede hun efter et stykke tid. Hun tøvede lidt, men alligevel lod jeg det ligge, fordi det var vel ikke vigtigt? Jeg hadet Fru Carrington, selvom hun altid var sød overfor mig. Hun virkede bare så falsk bag facaden

 

”Hvordan føles det egentlig at skulle blive endnu tættere med Scotts familie?” Spurgte jeg tøvende, da Zayn endnu engang vandrede igennem mine tanker. Selvom der faktisk allerede var gået præcis fjorten dage, siden jeg sidst så ham, så havde jeg ikke glemt ham. Jeg kunne ikke. Det gjorde ondt bare at tænke på ham, men det gjorde endnu mere ondt bare at prøve på at glemme ham.

Selvom jeg bad mig selv om at tage mig sammen, og komme videre, så kunne jeg bare ikke. Det føltes ikke rigtigt. Hvert et lille stykke af mig gjorde ondt, og hver en del af mit hjerte blev ved med at gentage hans navn. Havde jeg bare indset, at jeg havde følelser for ham, alle de gange han holdt mig tæt ind til sig, alle de gange han gav mig dét blik, som fik mig til at føle mig speciel. Men det var først nu, at det gik op for mig, at det spil, som jeg altid havde spillet var titlen som vinderen af et tabende spil.

”Godt, jeg kan godt lide hans familie. De er alle sammen så rare og imødekommende folk,” smilede hun tilfredst, inden hun så over på mig med et varmt blik. Jeg var ikke i tvivl om, at Georgiana havde fundet ’The Love Of Her Life’ i Scott, de var som skabt for hinanden. Og hvis jeg skulle skrive deres kærlighedshistorie ned, ville det blive til et nyt prinsesseeventyr, fordi alt gik som smurt Georgiana.

Også var der mig. 

 


 

Jeg sad alene i køkkenet, hvor jeg stirrede overvejende på telefonen. Jeg burde ringe til Georgiana og fortælle hende, om jeg havde tænkt mig at synge til brylluppet eller ej. Det ville næsten være uforskammet, hvis jeg ikke snart tog mig sammen. Hun skulle jo i givet fald have et nyt kort gemt i ærmet - hvis jeg sagde nej.

Jeg trak vejret helt ned i maven, da jeg løftede telefonen op fra bordet og trykkede de cifre ind, som hun havde skraveret ned på kanten af indbydelsen. Et eller andet sted var jeg nervøs for at tale med hende. Jeg kunne ikke forklare, hvad det var, men det sendte elektriske stød helt ned i maven på mig. Måske fordi hendes stemme mindede mig så meget om Elizabeths? Åh, Elizabeth.. Jeg savnede hende som bare pokker.

Bib, bib, bib

Måske kunne jeg stadig nå at smække røret på. Måske kunne jeg nå at kaste telefonen ud af vinduet, uden at hun ville bemærke, at det var mig der ringede? Jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle sige til hende, hvis hun besluttede sig for at tage telefonen. Var jeg overhovedet sikker på, om jeg ville synge til brylluppet? Jeg burde søge hjælp. Siden Elizabeth og jeg stoppede vores forhold var der ingenting, der hængte sammen længere. Jeg følte, at jeg levede et liv i uvished og drengene tog mig tit i at sige ting, der var fuldkommen absurde og meningsløse. 

Mit liv føltes også meningsløst...

"Georgiana Clayton," waow, selv når hun bare tog telefonen, lød hendes stemme så fuldkommen galant og formel, at jeg næsten tabte underkæben. Godt nok havde jeg hilst på dronningen engang, men Georgiana var næsten mere kongelig end hende. Hun opførte sig i hvert fald sådan til tider. 

"Hej Georgi - jeg mener Frøken Clayton, det er Zayn," hvis hun havde set mit ansigtsudtryk lige nu, så ville hun have frydet sig. Jeg følte mig så flov over det, jeg netop havde sagt, at jeg mest af alt havde lyst til at grave mig ned i haven. Det var meget lettere at snakke normalt til folk, og jeg var slet ikke vant til at skulle bruge sådan et pænt og korrekt sprog. Det lå slet ikke til mig.

"Ah, og hvad kan jeg gøre for Dem?" hun vidste hundrede procent sikkert, hvad grunden til jeg ringede skyldtes. Hun havde sikkert blot gået og ventet på mit opkald de sidste par dage og undret sig over, hvorfor jeg ikke tog mig sammen. 

"Jeg ville blot informere dig - jeg mener Dem om, hvorvidt jeg kommer og synger til brylluppet eller ej," mine håndflader blev fugtige. Hvorfor var jeg så nervøs? Var det tanken om, at jeg ville se Elizabeth igen? Var det frygten for, at hun muligvis havde fundet sig en ny fyr allerede? Elizabeth var en utrolig attraktiv pige, og drengene ville med garanti sværme om hende.

"Åh, jamen tal endeligt frem," smilet på mine læber var synlige for et kort øjeblik, da Elizabeth strejfede min hjerne. Åh Elizabeth... Hvor ville jeg dog ønske, at jeg talte med hende i stedet for. Det ville gøre mig en hel del gladere, og gøre mit hjerte en hel del lettere. Altså, det af mit hjerte som stadigt var tilbage.

"Jeg har besluttet mig for, at bandet og jeg gerne vil deltage," jeg trak vejret dybt, før jeg kørte hånden igennem håret. Det var fedtet - jeg burde virkelig gå i bad snart. Det var som om, at siden alle komplikationerne med Elizabeth, var jeg stoppet med at gøre de ting, som jeg normalt elskede. Jeg gjorde absolut ingenting ud af mig selv - jeg stank af sved, jeg forholdt mig indendøre, og jeg talte grimt og i et meget nedladende toneleje til drengene - specielt til Harry.

"Jamen det var dog en pragtfuld nyhed! Jeg er overordenligt beæret - og jeg glæder mig til at træffe Dem til brylluppet. Vores taletid kan ikke blive længere kære, da jeg i øjeblikket er ude af byen. Mange tak for hjælpen, det hjalp Scott og jeg en hel del," og med de ord smækkede hun røret på. Var det bare det?

Tak Georgiana, det var dog dejligt...

"Så må jeg hellere komme i gang med arbejdet," mumlede jeg for mig selv, da jeg trak et papir ud fra en mappe på bordet. Den skrå håndskrift stod for oven og gjorde mig opmærksom på, at jeg hellere måtte færdiggøre den sang, som jeg havde arbejdet på i et stykke tid efterhånden. Den sang, som jeg havde lavet til Elizabeth. Sangen Strong.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...