Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12227Visninger
AA

17. 16.


Med et hårdt bankende hjerte, og svære vejrtrækning skyndte jeg mig igennem den store tomme velkomstsal, og videre op af trapperne til første etage. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg kunne vove på at græde. Bare fælde én tåre over ham, det nægtede jeg. Jeg havde gjort det én gang, og det ødelagde mig fuldstændigt. Det var ikke mig, som lå hjemme i flere dage, og græd over en fyr!

Jeg var ikke typen, som græd over en fyr. Jeg var ikke typen, som fik følelser for en fyr. Jeg var generelt bare ikke kærestepotentiale. Jeg ville bare gerne have det sjovt, det var alt. Men hvorfor skulle det så ende på denne måde? Var det fordi, at han var så meget anderledes end de andre fyre? Fordi han kunne give mig modstand i mit spil?

Jeg var ikke Georgiana. Jeg forelskede mig ikke i fyre, og dette her var den simple grund. Jeg ville ikke ud i sådan en følelsesmæssig rutchebane, men det er ligesom gået op for mig, at jeg ikke havde noget valg. Kærlighed var et spil, hvor to spillere måtte kæmpe for at nå deres mål. Men jeg opnåede mit mål, men ikke uden sår. Hævnen var ikke så sød, som jeg havde håbet. Selvfølgelig kunne jeg se, at det havde pisset Zayn helt af, at jeg havde været sammen med Harry, men at se ham stå foran mig, det gjorde mest ondt.

Med hurtige skridt skyndte jeg mig videre op ad trapperne til anden og hermed sidste etage. Men heldet var ikke just med mig, for halvvejs på trappen stod Georgiana. Jeg prøvede så vidt som muligt, at undgå øjenkontakt med hende, men jeg vidste godt, at så let var det ikke.

”Liz, hvor har du været?” Spurgte hun en smule oprevet, og jeg tog et par trin ekstra op ad trappen, inden jeg stoppede op, og så ned på hende. Allermest havde jeg lyst til at snerre af hende, men jeg lod alligevel være. Det var som om, at det ikke føltes rigtigt at skyde en hård kommentar efter hende.

”Øhm, jeg gik bare en tur,” løj jeg med en lav stemme. Teknisk set, så løj jeg ikke, fordi jeg gik hele vejen hjem til Zayn, og hele vejen hjem fra Harrys lejlighed. Georgianas lange mørke hår var for engangsskyld ikke opsat i en stram frisure, men hang elegant langs hendes smalle skuldre.

”Godt at se, at du har fået det bedre. Jeg skal bruge din hjælp,” roligt – men bestemt tog hun fat omkring mit håndled, hvorefter hun førte mig videre op ad trapperne, og ind på sit værelse. Jeg gjorde ingen modstand, men fulgte blot efter hende.

Georgianas værelse var ikke det sted, hvor jeg befandt mig mest, men mest nok fordi, at Scott tit var her, og fordi hendes værelse var langt fra det samme som mit eget. Vi kunne ikke lide de samme ting. Georgiana kørte den samme stil som mine forældre. Traditionelt og kedeligt, hvor jeg derimod søgte det mere moderne.

Jeg slog mig ned på kanten af hendes store seng, mens jeg langsomt foldede mine hænder i mit skød. Jeg havde ikke lyst til at sidde herinde lige nu, eller hjælpe hende. Jeg havde hverken gejsten eller humøret til det. Og jeg havde langt fra viljen til at diskutere med hende.

Fordi vi var så forskellige, skulle der ingenting til, at vi fløj i totterne på hinanden. Hvor var det egentlig tydeligt at se, hvor meget vi lignede vores mor, selvom jeg ikke brød mig om tanken det.

”Brylluppet skal stå om præcis en måned, og brudekjolen er fundet, men jeg aner ikke, hvilken farve kjole brudepigerne skal have på? Og siden du skal være min første brudepige, så spørger jeg dig,” jeg hørte knapt, hvad andet ord som hun sagde, men alligevel fik jeg nogenlunde fat i, hvad hun mente. Jeg var vant til, når hun stressede sådan rundt, så fik hun nærmest et helt andet sprog, så hurtigt som hun snakkede.

Jeg ville virkelig gerne hjælpe Georgiana med sit bryllup, men kærlighed og romantik var lige præcis dét, som jeg prøvede at undgå lige nu - også Zayn.  

”Georgia, slap af. Hvis du ønsker dig et stort traditionelt bryllup, så vælg nogle traditionelle farver,” sukkede jeg med et forsigtigt smil. Med et dybt suk lod hun sig forsigtigt dumpe ned på kanten af sin seng ved siden af mig. Hun foldede også sine hænder i sit skød, hvorefter hun så ned på dem, med et tungt suk.

”Jeg er bare så bange, Liz,” hendes stemme var lys, men alligevel ganske lav. Det her havde ingenting at gøre med det, som hun sagde før, men jeg lod som ingenting. Jeg vidste hun knoklede for det her bryllup, og samtidig med hun også var bange kunne jeg godt se, at det hele blev uoverskueligt for hende.

Så i stedet for, at jeg sad her, og havde ondt af mig selv, følte jeg lige pludselig, hvor hårdt hun måtte have det. Hun skulle snart give alt sin frihed væk, for at tilbringe resten af sin tid sammen med en mand, hvorefter hun ville stifte familie og … jeg turde ikke tænke længere.

”Det skal du ikke være. Hør, jeg kan godt forstå, at du er bange, for det er mange ting, som du giver afkald på, når du siger ja til Scott om en måned, men…” forsigtigt lagde jeg min hånd omkring hendes, og hun så op på mig med fugtige øjne. En underlig følelse rendte igennem min krop, da der dukkede nogle uventede ord og tanker dukkede op i mig.

”… den måde som Scott ser på dig, får den dig ikke til at føle, at du kan klare altting?” Jeg vidste ærligtalt ikke, hvor disse ord kom fra, eller hvor jeg havde fået dem fra. Jeg havde aldrig sagt sådan noget til Georgiana før, jeg ville normalt bare ignorere hendes problemer, men det gjorde jeg ikke denne her gang.

”Jo faktisk,” mumlede hun med et lille smil, inden hun slog blikket ned på vores hænder igen.  

”Så har du ingenting at være bange for. Fordi når du er sammen med ham, er det så ikke som om, at alt andet bare er lige meget? Og når du ser ind i hans øjne, føles det så ikke som om, at du bliver suget ind i en helt anden verden, hvor det kun er dig og ham? Hvor du er tryg, og du er villig til at give slip på alt omkring dig, bare for hans skyld?” Med en enkelt tåre, som trillede ned af hendes kind nikkede hun med et lille grin. Jeg vidste, at hun ikke var ked af det, men at hun ikke kunne overskue det.

Men alt det, som jeg havde fortalt hende, var ting som jeg havde følt de sidste par dage. Den aften hvor strømmen gik på grund af tordenvejret var jeg bange, men Zayn blev ved mig hele natten, og holdte mig tæt ind til sig hele natten, følte jeg mig tryg. Når vi skændtes, og jeg så ind i hans brune brune øjne, følte jeg, at jeg var et helt andet sted, hvor alle bekymringer og problemer forsvandt. Men nu… følte jeg kun smerter efter min sejr over ham.  

”Jeg er sikker på, at Scott vil tage sig godt af dig, og give dig den kærlighed, som du fortjener resten af dit liv,” jeg sendte hende et svagt smil, da jeg næsten ikke kunne tvinge et smil frem på mine læber, uden at bryde ud i gråd.  

”Det har du aldrig sagt før?” Sagde hun efter et stykke tid med tavshed mellem os. Jeg trak min hånd til mig igen, hvorefter jeg rømmede mig en enkelt gang. Hun havde ret, jeg sagde ikke sådan nogen ting, så jeg måtte jo have en god forklaring. Det havde jeg også, jeg havde bare ikke lyst til at fortælle hende den.

”Nej, men jeg bliver jo også klogere,” svarede jeg hende med et lille smil, som skulle dække over min ødelagte facade. Jeg måtte prøve at være stærk fremover, fordi nu vidste jeg, hvor farlig kærlighedens flammer kunne være. De var ligesom, som jeg altid havde forudsagt.

 


 

Klokken var cirka kvart over syv om aftenen, da vi alle atter var samlet i stuen. Jeg havde efter min snak med Elizabeth brugt det meste af dagen på værelset, hvor Louis og Niall havde forsøgt at få mig i godt humør i form af ufattelig dårlige jokes. Det var ikke just fordi det hjalp ufattelig meget, men det betød meget, at de overhovedet prøvede. De var nogle gode venner trods alt.

Da jeg endeligt stoppede med at have ondt af mig selv, besluttede jeg mig for at snakke med Harry, hvilket der også gik utrolig meget tid med. Han var utrolig langt nede over alt det, han havde gjort, men han lovede mig at få roddet bod på tingene med Danielle, og at alt hvad der var sket imellem ham og Elizabeth aldrig ville blive bragt på banen igen. 

Så nu sad vi alle sammen i min stue med fødderne oppe og die hard på fjernsynet. De havde givet mig lov til at bestemme, hvad vi skulle se - fordi de stadig havde ondt af mig, men ikke ville opreklamere for meget med det - så jeg tog bare den første og den bedste DVD, der stod på hylden. Jeg så den ikke rigtigt alligevel. Mit hjerte var ikke hos mig.

Et højlydt ring på ringeklokken fik Christina til at fare op fra sofaen. Det måtte være de tolv pizzaer de havde bestilt, eftersom Niall og Liam havde brugt de sidste fyrre minutter på at oplyse os andre om, hvor meget de kunne spise. Ikke at skulle høre på deres suk og rumlende maver mere, var noget jeg glædede mig ufattelig meget til. Jeg havde ikke just behov for at have ondt af andre i dag. De måtte have ondt af mig.

"Jeg skal nok hente dem," hun greb den håndfuld kontanter, vi alle havde smidt på bordet, før hun gik ud i entréen. Jeg kunne høre, hvordan døren blev åbnet, men jeg gad ikke engang lytte til samtalen. Jeg hungrede ikke efter mad alligevel, så hvorfor skulle det interessere mig, at de andre skulle guffe pizza i sig? 

Der gik et lille halvt minut før Christinas meget forbavsede og faktisk også lidt bange ansigt kom til syne i åbningen endnu engang, og hun akavet kløede sig på armen. Hun havde stadig pengene i hånden, da hun rettede øjnene i min retning, og bed lidt akavet ned i sin læbe. Var der ikke nok penge, var det det, der var galt? Hvorfor så hun pludseligt ud som om, at der stod en seriemorder udenfor døren med hævet økse? Bare det ikke var paparazziaer, så var jeg som sådan ligeglad. 

"Hvad sker der?" Louis kiggede forundret op på sin søster, der stadig ikke havde fjernet blikket fra mig. Hvad var det der skete? Nu ville være et meget godt tidspunkt at punge ud med nogle informationer på. Der var ingen tegn at spore i hendes ansigt - så jeg var ikke klar over, om jeg burde være bekymret eller ej.

"Der står en pige derude. Hun præsenterer sig selv som Miss. Clayton," det kunne kun være Elizabeth. Det føltes som om, at jeg fik raketter under fødderne, da jeg løftede mig selv fra sofaen, og begyndte at gå mod entréen. I det jeg passerede Christina, tog hun let og elegant fat i min arm, så jeg stoppede op og kiggede på hende.

"Jeg troede, at hun var meget yngre - hende Elizabeth," hviskede hun, før hun atter gav slip og atter slog sig ned i sofaen ved siden af Harry. Hvad mente hun med det? Hende og Elizabeth var da jævnaldrende? Måske var det blot fordi hendes udseende var meget modent og havde de helt rigtige træk. Nu jeg tænkte over det, så kunne hun godt gå for at være et par år ældre...

...Men, da jeg satte foden ud i entréen, var jeg pludseligt ikke længere i tvivl om, hvad hun snakkede om. Det var ikke Elizabeth, der stod med armene omhyggeligt ind mod sig selv, så hun ikke kom til at røre for meget ved omgivelserne. Nej, det var Georgiana. 

"Hej?" prøvede jeg en anelse forvirret, som jeg trådte et skridt længere frem imod hende, men dog stadig ikke tættere på, end der var en armslængde imellem os. Jeg havde aldrig været alene med Georgiana før, end den ene gang, hvor jeg var kommet til at lægge an på hende i biografen. Det var simpelthen det mest ydmygende øjeblik i hele mit liv.

"Godaften Zayn," hun rettede lidt på sit ellers utroligt perfekte hår, før hun pegede mod åbningen ind til stuen, hvor Christina lige var forsvundet ind. 

"Var den unge dame din ... Partner?" selvfølgelig troede hun det. Hvordan ville det ikke lige se ud, når hun bankede på døren til min lejelighed, og en fuldkommen fremmed pige åbnede døren? Jeg skulle lade være med at give pigerne lov til at åbne døren. Folk fik blot gode idéer.

"Nej, nej hun er blot en god veninde af mig - en kæreste til en af mine gode venner," jeg forsøgte at bevare fatningen, som jeg pegede på døren ind til køkkenet. Det var det eneste sted, hvor vi kunne være i fred. Jeg var bange for, at Louis og de andre ville komme løbende frem og tilbage. Det ville være utrolig provokerende. 

"Skal vi ikke gå herud og tale sammen?" hun nikkede en anelse afmålt af mig, og jeg førte hende ind i det meget åbne køkken. Jeg var ikke i tvivl om, at hun var kommet for at tale med mig om Elizabeth, men jeg kunne ikke lade være med at have et lille spirende håb om, at det var Elizabeth der havde sendt hende. At hun var her for at råde bod på alt det rod, som der var hændt imellem os på det seneste.

"Jo ser De, Zayn, jeg er kommet for at bede Dem om en tjeneste," sagde hun, da jeg lukkede døren bag hende, og vi satte os ned overfor hinanden ved bordet. Hun undlod at trække stolen ind til bordet, hvor pletter fra Louis' yoghurt stadig lå spredt i alle vinde. Hvor var det dog egentlig utrolig pinligt. 

"En tjeneste, virkelig?" hvad ville sådan en priviligeret og formel kvinde som Georgiana have mig til at hjælpe hende med? Var det ikke noget, som hendes butler eller tusindevis af tjenestefolk kunne klare? Det lod til, at de blot skulle knipse med fingrene og så var hjælpen lige om hjørnet. 

"Jeg vil bede Dem og Deres band om at synge til mit bryllup," hun foldede hænderne omhyggeligt i skødet, og jeg havde nær tabt kæben. Ville hun virkelig have et popband til at spille til sit bryllup, og ikke et symfoniorkester? Jeg forstod slet ikke sammenhængen lige nu...

"Undskyld jeg spørger Georgiana, men, hvorfor vil du.. jeg mener De, have et popband som mit til at spille til et så eventyrligt event som Deres bryllup?" var dette en joke? Nej, Georgiana virkede ikke som typen, der fyrrede en joke af. Hun var næsten mere alvorlig end vores pladeselskab, og det fortalte altså en hel del. De var nogle meget seriøse typer. 

"Fordi det ikke er en eventyrlig event for min familie og jeg, hvis min søsters hjerte er knust," den havde jeg ikke regnet med. Den havde jeg faktisk overhovedet ikke regnet med. Hvordan skulle jeg reagere på den? Hvordan skulle jeg besvare den sætning? Det var jo så godt som umuligt.

"Hvis De og Deres band synger til brylluppet, får min kære søster måske øjnene op. Hun er interesseret i Dem Zayn Malik, på en måde jeg aldrig har bemærket det før - og det vil være en forfærdelig chance at miste," hun rakte hånden ned i sin taske og hev en invitation op. Det var en invitation til brylluppet - der gav mig alle de detaljer jeg behøvede, for at kunne dukke op. 

"Giv mig et kald, hvis De er interesseret. Betragt det som en chance til," hun smilede meget anstrengt, før hun skrev sit nummer ned på kanten af indbydelsen, og skubbede en hen over bordet til mig. Nu håbede jeg ikke, at der kom en masse yoghurt pletter på den. Det ville nok ikke være særlig smart.

"Tak," var alt jeg formåede at få ud, i det hun skubbede et par meget dyre designer solbriller ned over øjnene, og forlod lejeligheden på samme måde som hun var kommet ind...

...Ved at give mig et spirende håb om en ny chance imellem Elizabeth og jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...