Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12171Visninger
AA

16. 15.


Jeg fattede ikke, hvad jeg lige havde set og oplevet. Jeg havde aldrig troet det om ham, aldrig. Det han sagde, den første gang jeg mødte ham, at han lige var blevet single, det var den største løgn, som jeg nogensinde havde hørt. Fyren var tydeligvis den bedste og mest spektakulære spiller, som jeg havde stødt på i mit spil.

Dørene til elevatoren gik langsomt op, og jeg trådte ud så hurtigt jeg kunne, uden at se mig for. Det eneste, som stod i mit hoved var at forlade lejlighedskomplekset så hurtigt som muligt. Men med et bump blev jeg stoppet, og forskrækket så jeg op på Harrys meget overraskede ansigt. Jeg kunne genkendte ham med det samme, men alligevel valgte jeg at se ned i jorden. Ærlig talt havde jeg ikke lyst til at snakke med ham, men jeg kunne ikke forhindre det. Sket var sket.

”Elizabeth, hvad laver du her?” Lød det overrasket fra ham, men jeg trak blot på skulderen, inden jeg hurtigt tørrede mine øjne, som allerede var godt fugtige.

”Det kan i princippet være lige meget nu,” mumlede jeg, mens jeg prøvede at tage mig sammen. Jeg havde ingen intentioner om at fortælle Harry om, hvad jeg lige havde set, fordi han ville med garanti sige det videre til Zayn, som var den sidste, som jeg havde lyst til at se på, eller snakke med lige nu.

”Græder du?” Spurgte han, da han tog et nærmere kig på mig. No shit, Sherlock. Alle og enhver kunne se, at jeg var på kanten til at græde, så hvorfor overhovedet spørge om det?  

”Hvad tror du selv?” Mumlede jeg med en vrissende tone, da jeg kørte en tot hår om bag mit øre, for at undgå at se på ham.

”Hvorfor græder du? Er der sket noget?” Forsigtigt tog han et skridt hen imod mig, og jeg så langsomt op på ham. Han havde grønne øjne, som var virkelig smukke. Jeg havde aldrig set en dreng med så grønne øjne som hans. De var ingenting sammenlignet med Zayns, når jeg tænkte over det.  

”Det er lige meget,” snøftede jeg hurtigt, for at hurtigt at hive min sædvanlige beskyttende facade op.

”Nej det kan jeg se, at det ikke er,” jeg havde ingen argumenter eller rappe replikker klar på tungen, til at kunne svare ham. Den facade som jeg normalt havde oppe, var blevet nedbrudt. Lige meget hvor meget jeg prøvede på at genopbygge den med de resterende rester, var den ikke stærk nok.

Jeg så ned i jorden, og mine skuldre sank i en tung bevægelse. Jeg havde lyst til at bryde ud i tårer foran ham, men jeg bad mig selv om at lade være. Der ville aldrig komme noget godt ud af det.

”Hvad nu, hvis du letter dit hjerte over en kop te eller noget?” Spurgte han roligt, men jeg blev ved med at se ned i jorden. Det var venligt af ham, men lige meget hvor meget jeg gerne ville fortælle ham årsagen til mine tårefyldte øjne, så vidste jeg, at han i sidste ende ville være på Zayns side.

”Jeg ved ikke,” jeg så ned på det hvide gulv under os, som faktisk var utrolig beskidt i forhold til derhjemme. Man kunne spejle sig i gulvene, hvis det var det, man ville. Her kunne man se fodaftryk rundt omkring. Ret klamt, men det irriterede mig ikke nok lige nu, til at jeg kunne aflede mine tanker fra min nuværende situation.

”Kom nu, vi kunne tage hjem til mig, eller noget?” Prøvede han roligt, mens han med blide fagter bevægede sine arme, idet han snakkede til mig. Jeg stod i tavshed, og overvejede hans invitation, da en tanke poppede op i mit hoved. Den var genial, ond og virkelig led – men hvis han nogensinde, skulle i nærheden af, hvordan jeg havde det lige nu, så var det her det tætteste, som jeg kunne komme på et ’pay back’.

 ”Mange tak, Harry,” jeg havde chancen for den ultimative hævn over Zayn, spørgsmålet var bare, om jeg var i stand til at gribe chancen, som lå for mine fødder. Nej, det blev serveret på et sølvfad, ligesom jeg var vant til. Han trak et skævt smil henover sine læber, inden han roligt lagde sin ene hånd om bag min skulder, for at følge mig ud af lejlighedskomplekset, hvori Zayn boede. Jeg så op på ham med et skrøbeligt smil, inden han let drejede sit hoved, og jeg så ind i hans grønne øjne, og slog derefter mit blik ned i jorden, for at udvise generthed overfor ham.

~ ~ ~

Harrys lejlighed var i en helt anden dur end Zayns. Det var det første, som jeg lagde mærke til, da jeg trådte ind i hans lejlighed. Hans entré var ryddet, og der hang en enkelt jakke på knagen bag døren. Ud fra dette at dømme, så var det ikke svært at gætte sig frem til, at Harry var et ordensmenneske. Zayn havde derimod lidt mere rod i hjørnerne, ikke at det var voldsomt, men her var clean i forhold til, hvad jeg ellers havde set.

”Bare lad som om, at du er hjemme,” lød det bag mig, og jeg drejede mit hoved lidt til siden, for at se Harry skubbe sine sko af, mens han smilede venligt til mig.

”Tak,” sagde jeg med en meget lav stemme, og lod et svagt smil glide henover mine læber. Tårerne i mine øjne truede endnu engang med at komme frem, men jeg tvang mig selv til at holde dem inde, for at kunne fuldføre min plan. Jeg skulle bare tage mig sammen. Jeg bukkede mig ned i en rolig bevægelse, for at spænde mine hæle af mine fødder, som var god ømme. Jeg kunne høre Harry bevæge sig forbi mig i en tøvende bevægelse, inden han stoppede op, og jeg kiggede op, for at opdage at han stod, og skævede til mig.

”Bliver du aldrig træt af de sataner?” Spurgte han med et skævt smil, inden han foldede sine arme foran sit bryst. Jeg spændte den sidste sko op, så jeg kunne puffe dem ind til siden ved siden af hans. Jeg rettede omhyggeligt på min knold, inden jeg fniste lavt af hans spørgsmål, og tog et skridt henimod ham.

”Jo lidt, men det kaldes disciplin,” svarede jeg ham med en blid stemme, inden jeg sendte ham et svagt smil. Jeg blev nødt til at spille på mine ægte følelser, for at opnå mit mål. Han reagerede på mit nedtrykte jeg, så jeg måtte spille på det, nu hvor min chance var størst. Jeg ville ikke få chancen igen, så jeg måtte være påpasselig.

”Du er jo en Kessington girl,” blinkede han, inden han trådte et skridt tilbage, for at vende rundt på hælen, og langsomt bevæge sig ind i et stort rum. Det var ikke så stort som Zayns køkken, men stort var det. Jeg himlede med øjnene af hans kommentar. Jeg hadet at blive kaldt en Kessington girl. Georgia var en ægte Kessington girl, ikke jeg. Jeg søgte i alle mulige andre retninger, for at undgå at blive en ’Kessington girl’.

”Men fortæl mig, hvad der går dig på, Elizabeth,” han var hurtig til at sætte noget vand over i elkedlen, inden han roligt begyndte at finde to kopper frem til os. Jeg lænede mig langsomt, men yndefuldt indover køkkenbordet foran ham. Jeg lagde mærke til, hvordan han diskret prøvede at kigge på mig, mens han puttede to tebreve i hver af kopperne. 

”Er du sikker? Det er ikke ligefrem, at mine små problematikker har noget interessant i sig,” svarede jeg ham med et lille skævt smil, inden jeg slog mit blik ned på mine foldede hænder, som lå foran mig på det hvide køkkenbord. Jeg følte ikke den store trang til at lukke mig op for Harry. Han var en tæt ven af Zayn, så selvfølgelig ville han finde ud af det. Men det var ikke det, som han skulle høre fra Harry. Det skulle være ord så spidende, som knive. Ord så hårde som sten, og ord så sviende som syre.

”Det tror jeg ikke på,” selvom jeg ikke kastede mit blik på ham, så kunne jeg alligevel fornemme smilet omkring hans fyldige læber.

”Det er så dit problem,” svarede jeg ham med en lidt mere selvsikker stemme, mens jeg bevidst fastholdte mit blik på mine foldede hænder. Jeg ville ikke vise direkte interesse for ham – endnu. Jeg manglede ganske få signaler fra hans krop, før jeg gik all in. Jeg havde ikke glemt, hvordan han kiggede på mig den første gang, at jeg mødte ham. Jeg kunne også godt huske, hvor meget det irriterede Zayn – men Harry gjorde intet ved det, han fortsatte blot med at sende mig skæve smil.

”Ved Zayn det?” Spurgte han nysgerrigt, og bevægede sig langsomt rundt om køkkenbordet, for at stoppe op et lille skridt fra mig. Det var alt, som jeg havde behov for at se. Han signalerede kraftigt, hvor ivrig hans krop var. Jeg kunne mærke det. Måden han smilede til mig på, hans pludselige venlighed overfor mig, hans åbne kropssprog og hans betragtende blikke. Jeg så langsomt op på ham, med et svagt skuldertræk. Hans spørgsmål gjorde mere ondt, end jeg lige havde forventet, men jeg måtte se igennem det, uden at tage det personligt, selvom det gjorde ondt.  

”Det kunne jeg kun forestille mig,” jeg rettede mig op i ret position, inden jeg roligt hev min hårelastik ud af min rodede knold. De blonde lokker faldt ned langs min skuldre, inden jeg kørte en blid hånd igennem dem, mens jeg sendte ham et indtrængende smil. Jeg kunne se, hvordan hans opmærksom lå på mig, hvordan han betragtede hver evig eneste lille bevægelse, som jeg fortog mig. Jeg tog det sidste skridt hen i mod ham, men han blev blot stående, som lamslået. Jeg var sikker på, at han havde på fornemmelsen, hvad jeg havde i tankerne, men han gjorde ikke tegn på at bakke ud.

Blidt lod jeg min hånd hvile mod hans brede brystkasse. Jeg kunne høre, hvordan han hev efter vejret i ren overraskelse. Langsomt lod jeg mit blik glide op til hans læber, og meget langsomt videre op til hans smukke grønne øjne, som kiggede intenst på mig. Jeg mærkede en fast, men blid hånd omkring min talje, da jeg lod en blid finger kærtegne hans kind, og videre ned mod hans underlæbe. Gradvist lod jeg mit ansigt komme tættere på hans, inden jeg forsigtigt, men blidt lod mine læber røre hans i et ømt kys.

Tøvende besvarede han kysset, og det udviklede sig gradvist. Jeg mærkede en nænsom, men ivrig hånd kærtegne min kind, inden han kørte den roligt igennem mit hår. Hans bevægelser, hans kys og hans vejrtrækning fortalte mig alt sammen, hvor meget han ville det her, men det var som om, at han holdte sig selv tilbage, men det var ingen undskyldning. Jeg vidste, at han ville, jeg skulle bare overtale ham en smule. Forførisk gjorde jeg kysset dybere mellem os, og der ikke ret lang tid, før jeg kunne mærke hans hænder på min krop. I en elegant bevægelse lod jeg ham løfte mig op på kanten af køkkenbordet, hvorefter jeg var hurtig til at knappe hans lyse skjorte op.

Hans læber ramte mine endnu engang, efter han uden problemer havde fået knappet min skjorte op, og trukket mig af den. Jeg lod mine fingerspidser lide langsomt ned af hans bar brystkasse, og længere ned mod hans buksekant, og jeg kunne høre et let støn fra hans læber, inden jeg lod spidsen af mine fingre knappe hans bukser op. Men uden nogen form for advarsel afbrød han kysset, og trak sig væk fra mig.

”Jeg burde ikke gøre det her,” mumlede han, og så ned af sig selv med et skamfuldt blik. Jeg var overrasket over, hvordan han bare havde trukket sig væk fra mig på den måde.

”Harry,” hviskede jeg med en flirtende stemme, i et forsøg på at overtale ham, men han rystede blot på hovedet, inden han tøvende knappede sine bukser. Han var splittet.

”Nej, du er sammen med Zayn, hvad tænkte jeg på!?” Vrissede han, inden han vendte sig med siden til mig, og hoppede ned fra køkkenbordet, og stoppede op bag ham med et tøvende blik.

”Ikke rigtigt,” mumlede jeg, og samlede min mørkeblå skjorte op fra gulvet, hvorefter at iføre mig den med omhyggelige bevægelser. Han havde ikke tænkt sig, at lade mig komme nær ham igen. Han havde allerede ladet skyldfølelsen ramme ham, og det var her step to i min plan gik ind.

”Det er lige meget. Jeg har en aftale nu, så du burde gå,” jeg accepterede det uden problemer. Uden et farvel eller et blik, forlod jeg hans køkken, hvorefter at samle mine sko op i hånden, og lukke mig ud af hans lejlighed. Jeg håbede inderligt, at hans dårlige samvittighed ville drive ham til vandvid, hvorefter han ville tilstå overfor Zayn. Det var den eneste mulighed, jeg havde for hævn, som tak for spillet.  

 


 

Jeg sad i stuen med Christina Tomlinson, som ikke blot fungerede som Louis mere diplomatiske lillesøster, men også Nialls kæreste, hvor vi var godt i gang med en diskussion af hvorvidt vi hadede Victoria. Det var måske ikke særlig sødt sådan at bagtale Louis' kæreste, men når selv Christina hadede hende, så var der virkelig noget galt. Hun var slet ikke så sød som Eleanor var, og det irriterede os alle sammen helt ufattelig meget.

"Jeg burde egentlig ikke tale så grimt om Victoria, jeg mener, jeg har også datet en pige sådan lidt i det skjulte for det seneste, og hun er ikke meget anderledes," sukkede jeg opgivende, som jeg førte min nyligt hentede øl op til munden og tog en ordenlig slurk. Jeg savnede hvordan det var i gamle dage. Da Niall havde Christina, da Harry datede Danielle Murs, som nok var en af de mest elskværdige piger, jeg nogensinde havde mødt, og hvor Louis havde Eleanor. Der var meget mere harmoni imellem os, end der var nu. 

"Jeg har godt hørt en fugl synge om det. Niall fortalte mig, at I tog på scoretogt," hun smækkede benene op på sofabordet, som kun hun kunne gøre det, og kørte en hånd igennem de lange lokker. Det kom slet ikke bag på mig, at Niall havde fortalt Christina om vores tur på diskoteket. De fortælle hinanden alt, men på en helt anden måde end Victoria og Louis. Christina kunne rent faktisk godt holde sin kæft. Heldigvis.

"Så, fortæl mig om hende, er hun a hot piece of cake?" hun nåede knapt nok at stille spørgsmålet færdig før hoveddøren smækkede, og Harrys vilde krøller kort tid efter tonede frem i døren ind til stuen. Han så dødalvorlig ud i ansigtet. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at opfatte, at der var noget galt, men det tog ikke længe, før det gik op for mig. 

"Zayn jeg har fandeme gjort noget dumt," han lænede sig op ad dørkarmen, men end ikke den støttede ham fuld ud. Han så næsten svimmel ud, som om at han kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være. Den første tanke der gik igennem mig var, at han muligvis havde kontaktet Perrie. Jeg var ikke sikker på, hvorfor den idé kom til mig, men det gjorde den, og den var meget skræmmende at have siddende.

"Hvad snakker du om Harry?" jeg satte mig lidt længere op i sofaen, og en pludselig bølge af uro og ubehag skyllede ind over mig. Jeg kunne ikke give slip på den igen, selvom jeg vitterligt gjorde alt, hvad jeg kunne, for at holde hovedet koldt. Det gjorde ondt i mit bryst lige der hvor hjertet sad, og jeg fik pludseligt svært ved at trække vejret.

"Jeg... Mødte Elizabeth nede på gaden, og hun var virkelig ked af det ... Så... Jeg.... Jeg tog hende med hjem til min lejelighed, og... Før jeg vidste af det, så sprang hun nærmest på mig... Jeg, lod mig rive med - men du må virkelig undskylde Zayn, jeg gjorde det ikke med god vilje," det føltes som om, at mit hjerte næsten stoppede med at slå - så ondt gjorde det indeni. Jeg havde lyst til at springe op fra sofaen, men Christina kom mig i forkøbet.

"DU HAR HVAD? Harry din komplet idiot, tænker du dig slet ikke om?! Danielle sidder alene tilbage i lejeligheden og har ondt af sig selv over jeres brud, og du knalder bare til højre og venstre? God, hvor du dog bare er ussel!" selvom situationen var meget alvorlig, og jeg mest af alt havde lyst til at pande Harry en på hovedet, så kunne jeg ikke undgå at få et lille smil på læben over Christinas udbrud. Hun var simpelthen så underholdende, når hun var sur, selvom det ikke skete særlig tit. 

"Whoa, whoa, hvad sker der her?" Niall var kommet næsten spurtende ind i stuen, og så hurtigt ud til at fatte situationens udspil. Dette var ikke noget, der kom andre end Harry og jeg ved - så han fik ganske roligt taget Christina ved armen og trukket hende - ganske mod sin egen vilje - ud af stuen. Jeg var god klar over, hvorfor det tog så hårdt på hende. Danielle var en utrolig nær veninde af Christina, og af os alle sammen i det heltaget. 

"Du er et svin Harry, og det vil tage mig fandens meget tid at bearbejde det du har gjort, men... Nu får du din røv tilbage til Danielle og tænker over, hvad du vil gøre med dit liv... Jeg har en Elizabeth at finde," og med de ord rejste jeg mig fra sofaen, greb mine sko og bilnøgler på vej ud af døren, og spurtede derefter ned af trapperne. 

 

~ ~ ~

 

Jeg kørte op og ned af gaderne i hvad der føltes som evigheder, før jeg endeligt så en smuk, lyshåret figur valse ned ad gaden med sine sko i hånden. Hun mindede mig lidt om askepot. Hende der kom fra en fin familie, men var på vej hjem fra ballet uden sko. Det var egentligt et meget smuk syn, men alle de tanker gik igennem mit hoved lige i dette øjeblik var alt andet end kønne.

Jeg jokkede bremserne i bund, da jeg var omkring en meter fra hende, hvilket fik hende til at kigge sig forfærdet over skulderen, hvorefter hun blot fortsatte med at gå. Ignorede hun nu mig? det var ikke særlig retfærdigt, eftersom hun lige var sammen med en af mine bedste venner. Hvilket stadig var klamt. Meget klamt.

"HEY!" råbte jeg, da jeg hev nøglerne ud af bilen, og fik åbnet døren i et hurtigt ryk. Denne handling fik hende til at stoppe op, og hun drejede rundt i et meget elegant spind. Man skulle tro at hendes bare fødder mod det rug fortov ville ødelægge hendes hæle, men som alt andet på hende, var der ingen fejl at stoppe. Det var helt utroligt. 

"Hvad vil du Zayn?" uskyldigheden i hendes stemme var næsten ved at narre mig, men jeg vidste efterhånden bedre. Hun var slet ikke så sød og uskyldig, som hun rent faktisk så ud - og jeg lod ikke længere hendes perfekte ydre narre mig. Det var ikke det værd.

"Jeg vil gerne spørge dig, hvad der slog klik inde i dit hoved, og fik dig til at gå efter Harry lige pludseligt?" jeg foldede mine hænder anklagende hen over brystet og løftede et øjenbryn på samme tid. Jeg har med garanti set ud som en af de piger på TV, der var i gang med et grundlovsforhør af deres veninde på grund af et eller andet åndssvagt. Jeg følte mig faktisk også en smule barnlig.

"Du ville jo ikke have mig, vel?" selvom det nok nærmere var en konstatering end et spørgsmål, så kunne jeg ikke undgå at blive forarget over det. Jeg blev ikke forarget på grund af det hun sagde, eller måden hun sagde det på. Nej, det der overraskede mig var udtrykket i hendes øjne, da hun lod dem møde mine. Hun var sårret, og denne gang prøvede hun ikke engang på at pakke det ind. For første gang nogensinde, lod hun mig rent faktisk se direkte ind til kernen, der hvor alle hendes følelser sad.

"Jeg... Det giver dig jo ikke ret til... Hvorfor gjorde du det? Jeg forstår det ikke?" mit før så hårde og anklagende ansigtsudtryk var blevet langt mere formidlet nu, som jeg mødte de diamantbesatte øjne af hendes. Det kom bag på mig, at hun blottede sig selv så meget, som hun gjorde lige nu. Det var ligesom det, jeg havde forsøgt at opnå hver dag de sidste fjorten dage. 

"Hvad vil du have, at jeg skal sige Zayn? Hva? Jeg ringede til dig, jeg forsøgte at komme i kontakt med dig, og du du lukkede mig ude, da jeg endeligt lukkede mig op overfor dig! Hvordan tror du, det rammer mig, når du tog så brat en afsked på telefonen, hva? Og da jeg dukkede op i din lejelighed, var det en anden pige, der åbnede døren," hun kørte hånden igennem håret, og slog atter blikket ned. Selvom jeg gerne ville fortælle hende, at det var Louis' kæreste, som hun havde mødt i min dør, så havde jeg ingen beviser for det. Det var rettere sagt påstand mod påstand.

"Hør Zayn, jeg ved godt, at jeg begik en fejl med Harry, men... Den er vel ikke anderledes end den fejl jeg lavede med dig," og med de meget sårrende og meget hårdnakkede ord, nåede jeg kun lige at se et strejf af hendes genfundende selvtillid spejle sig i hendes øjne, da hun snurede rundt på hælen endnu engang, og spankulerede videre ned af gaden.

Efterlod mig helt alene tilbage. Fuldstændig knust og tom for ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...