Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12172Visninger
AA

15. 14.


Jeg ved ikke, hvordan det var lykkes mig at falde i søvn den nat, eller om jeg overhovedet fik sovet, det huskede jeg faktisk ikke. Det havde været den værste nat i hele mit liv. Og da solens stråler skinnede ind gennem vinduespartiet på mit værelse, var jeg allerede vågen. Dagens daglige rutiner skulle nu udføres, men jeg kunne ikke. Jeg havde bare lyst til at ligge i min seng hele dagen, jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle være. Alt inde i mig føltes så tomt. Det eneste jeg kunne mærke, var smerten som blev pumpet ud gennem mit hjerte og rundt i min krop. Det var som gift i min blodåre.

Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen, overhovedet. Ikke engang min egen familie, jeg ville bare gerne være alene. Min mor havde forgæves forsøgt at tale med mig, men jeg havde blot afvist hendes forsøg, med at sige til hende, at jeg havde brug for ro. Efter gentagende gange virkede det til, at hun havde accepteret det, som jeg sagde. Jeg var ikke syg, men jeg følte mig syg. Alt i min krop gjorde ondt, bare jeg bevægede mig den mindste smule. Smerten kom fra mit hjerte.

Han havde blankt afvist mig. Jeg ringede til ham, uden rigtigt at vide, hvad jeg ville sige til ham. Jeg havde brug for at høre hans stemme, som en form for tryghed for min angst, men mest af alt, for at få svar på mine brændende spørgsmål.

”Det er den eneste mulighed. Farvel Elizabeth, pas på dig selv,”

Hans ord kørte på repeat inde i mit hoved, og det pinte mig. Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg havde lagt inde i min seng, før der forsigtigt blev banket på min dør. Jeg svarede ikke, jeg tænkte nærmest ikke over det. Min tid gik med at ligge og kigge ud af mit vindue. Min telefon var der ikke mere strøm på, og jeg gad ikke finde opladeren, hvad var meningen egentlig i sidste ende? Han ville jo ikke ringe til mig. Han kom ikke tilbage.

”Liz?” Jeg hørte min fars dybe rolige stemme, inden hans fodtrin kunne høres henover det varme gulv. Jeg blev liggende urørt. Jeg havde i princippet ikke lyst til at tale med ham, men hellere ham frem for min mor. Jeg kunne mærke ham sætte sig på kanten af min seng, men jeg så ikke op på ham.

”Vil du ikke godt snakke til os? Din moder er helt ude af den, og jeg er også ved at gå ud af mit gode skind,” det var ikke meningen, at jeg ville gøre det her mod min familie, men jeg kunne ikke gøre alle glade. Jeg så bare ingen pointe i noget som helst længere.

”Hvor lang tid har jeg været herinde?” Min stemme var hæs og skrøbelig, idet jeg for første gang i lang tid snakkede. Dagene var smeltet sammen for mig, i takt med at det hele blev mere og mere meningsløst.

”Dette er den femte dag,” sukkede han, og foldede sine hænder foran sig. Fem hele dage, havde jeg bare lagt i min seng, grædt over ham. Var det sådan, at det føltes at være forelsket? Jeg vidste det ikke. Jeg havde aldrig prøvet det før. Jeg kendte ikke den følelse som flød rundt inde i mig, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at gøre noget ved det. Det lignede ikke mig at give op på den her måde. Jeg gav aldrig op før, at jeg var helt sikker på at kampen var tabt.

Det var som om, at jeg havde lagt i en form for chok trance de sidste fem dage. Men det kunne jeg ikke fortælle mine forældre.

”Hvad er klokken?” Spurgte jeg min far, med en mere stabil stemme, men den var stadig meget rustent. En stemme inde i mit hoved, blev ved med at råbe, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg skulle gøre noget ved det her, eller komme videre. Kampen var endnu ikke tabt, før at jeg sagde, at den var.

”Eftermiddagstid, hvorfor min kære?” I en hurtigt bevægelse sparkede jeg min dyne af min søvnige krop, og satte mig lidt for hurtigt, da det sortnede for mig et øjeblik, og jeg følte svimmelheden indtage min krop, men jeg skubbede den hurtigt væk.

”Liz, rolig,” jeg mærkede min far lægge sin arm omkring min skulder, men jeg rystede den hurtigt af mig. Han skulle ikke prøve at holde mig tilbage nu. Jeg ville give det et sidste forsøg, uanset hvor ondt det måtte gøre. Han kunne ikke bare slippe af sted med det her. Han var tiltrukket af mig, han måtte føle et eller andet, jeg vidste det. Han bluffede.

 

~ ~ ~

 

Jeg vidste ikke, hvordan jeg fik båret mig ad med at tage så hurtigt et bad, hvorefter at trække i et par Abercromic & Fitch jeans, som efterhånden var ret slidte. Jeg fandt en mørkeblå skjorte, inden jeg viklede mit hår op i en stor rodet knold. Jeg ville vise ham, at jeg kunne smide mine kort på bordet, at han faktisk betød noget for mig. Uden at tænke mig om stormede jeg ned af trapperne fra anden til første sal, og fra første sal til stueetagen.

”Elizabeth!” Jeg nåede lige at høre Georgia råbe mit navn, inden jeg flåede hoveddøren op, hvorefter at smække den i efter mig. Vejret udenfor var fugtigt, trods det var starten af juni måned. Solen skinnede ikke så kraftigt, som den normal gjorde i juni. Jeg småløb fra vores indgang, og ud på gaden, indtil jeg ikke kunne se mit hus længere.

Vejen hen til Zayns lejlighed var forholdsvis lang, og mine fødder var ved at være godt ømme i mine sko. Jeg ville prise mig lykkelig over at eje et par almindelige gummisko, men det var jeg ikke tilladt – ifølge en hvis frue i huset. Hun var grunden til at jeg kun havde sko med hæle. Alt fladt ville blive betragtet som underdanigt, med mindre prisen lå over det normale mennesker, havde råd til.

På mine ømme fødder fik jeg kæmpet mig op til lejlighedskomplekset, hvor Zayn havde sin lejlighed. Mit hjerte begyndte at øge sin hastighed, men et eller drev mig til at fortsætte ind i komplekset, og videre ind i elevatoren. Dørene til elevatoren blev skubbet til siden, og jeg trådte tøvende ud, for at se direkte hen mod Zayns hoveddør. Jeg havde stadig chancen for at stikke af, og prøve at lægge alt det her bag mig, selvom mit hjerte sagde noget andet.

Jeg kunne høre mine egne fodtrin henover stengulvet, idet jeg nærmede mig hans dør. Jeg hev efter vejret, da jeg stoppede op foran hans dør. Alt inde i mig skreg, at jeg skulle putte den kolde facade op, men hvad ville det nytte? Så var mine chancer jo udløbet. Jeg kunne længere spille på den kolde attitude overfor ham. Han havde regnet mig ud, så hvorfor prøve, at lade som om, at jeg var en person, som jeg ikke var?

Jeg min knyttede hånd ramme den hvide hoveddør, og lyden fra to bankende slag mod den hvide dør, gav genlyd gennem etagen. Jeg bed mig i kinden, inden jeg holdte vejret, da den hvide dør foran mig blev forsigtigt åbnet foran mig. En slank pige med langt mørkebrunt hår stod i døren med et venligt smil til min store overraskelse.

”Kan jeg hjælpe dig?” Hendes stemme var sukkersød, og hendes øjne lå venligt på mig. Jeg følte, at noget ramte mig lige i maven, da jeg så hende i øjnene. De var så fyldt med varme og tålmodighed, og de fik hende til at se endnu smukkere ud, end hun allerede var. 

”Øhm, jeg.. nej, jeg tror, at jeg er gået forkert. Undskyld,” jeg kæmpede med at holde mine tårer tilbage, da en enorm klump samlede sig i min hals. Jeg prøvede at sende hende et undskyldende smil, inden jeg vendte rundt på hælen, for at bevæge mig hen mod elevatoren igen. Selvfølgelig ville han ikke se mig igen, han havde en anden. Det kunne jeg have sagt mig selv, så hurtigt som jeg var kommet ind i hans liv, havde han erstattet mig. Jeg måtte indrømme, at jeg havde mødt min overmand, uanset hvor ondt det gjorde.

 


 

Det var med stadig fugtigt hår og et håndklæde om livet, jeg trådte ud af badeværelset. Lyden af hoveddørens smækken var, hvad der hev mig ud af mit daglige bad, men i det bruseren slukkede, var der ingen lyd at opfange i entréen. Hvem end det havde været, måtte være gået igen.

"Hvem var det!?" råbte jeg igennem lejeligheden, da jeg ikke just kunne finde nogen af de andre. Var grunden til hoveddørens smæk mon i stedet, at de andre blot var gået?

Jeg nåede ikke at tænke mere over den mulighed, da en smuk, brunette med et vindende smil trådte frem fra indgangen til stuen, og lænede sig op ad dørkarmen. Hun så en anelse forvirret ud, som om hun mistænkte mig for at vente gæster. Fjollet.

"En pige. Hun var gået forkert," nu mistænkte hun mig ikke, for at have fået mig en kæreste, vel? For i så fald, så havde hun en masse informationer hun kunne videregive til sin kære veninde slash min eks - Perrie.

"Du er virkelig paranoid Victoria," grinede jeg smilende, som vi begge gik ud i køkkenet, hvor Louis sad bænket med en skål yoghurt. Vi skulle alle samles i min lejelighed i dag for at tilbringe et par hyggelige timer sammen. Det skete ikke så tit efterhånden, men jeg glædede mig til at få noget andet på hovedet end Elizabeth. Jeg havde haft svært ved at tænke på andet her på det seneste.

"Jeg er aldeles ikke paranoid Zayn, men hvis du har fået dig en kæreste, så må du altså gerne sige det," havde Louis sladret om Liz og jeg? For ellers syntes jeg, at hun havde fået ufattelig mange informationer ud af en fremmed pige, der var gået til den forkerte lejelighed. Jo - hun var altså paranoid.

"Slap af Victoria. Sagde du ikke selv, at hun var gået forkert? En ærlig fejl," jeg satte mig ned på stolen ved siden af Louis, og sendte hende et par meget løftede, og meget tvivlsomme øjenbryn. Hvordan kunne hun begynde at tolke på at en pige der var gået forkert pludseligt var min kæreste? Hun måtte være fuldkommen syg i bolden. Jeg kunne meget bedre lide Eleanor... Siden Louis og El slog op for ikke så forfærdelig længe siden gik der kun to uger, før han fandt sammen med Victoria. De havde godt nok kærestet rundt før, da ham og Eleanor slog op første gang, så man kunne kun håbe, at de ville slå op igen.

"Man kan aldrig vide vel? Måske så hun mig bare, og besluttede sig for, at hun slet ikke var lige så køn," okay, hvor kom den fra? Nogle gange havde jeg lyst til at stikke hendes meget søde og forfærdelige forkerte komplimenter til sig selv langt ned i halsen på hende, så hun blev kvalt i dem. 

"Ingen er lige så køn som dig," brød Louis ind i det han sendte hende et luftkys med munden fuld af yoghurt. Hvor var han dog klam. Victoria rynkede en anelse misfornøjet på næsen, og lod ellers blot som om, at hun slet ikke havde bemærket hans pinlige stunt. Hun ignorerede ham tit. Den eneste form for kærlighed Victoria overhovedet kunne give ham. Ej, det var måske en anelse for ondt. Eller nej, det var det faktisk ikke. 

"I hvert fald, så håber jeg bare, at du gider fortælle mig det, når du engang finder en pige, som du gider samle på," hun satte sig ned overfor os ved bordet, og foldede omhyggeligt sine hænder på bordet foran sig. Det var dog utroligt, som hun ikke kunne lade emnet ligge i bare fem minutter ad gangen. Hun var simpelthen bare alt for nysgerrig.

"Hvorfor? Så du kan sladre til Perrie?" jeg burde være bedre til at planlægge, hvornår jeg skød sådan nogle kommentarer tilbage til hende, for i det samme øjeblik ordene forlod min mund, havde Louis taget en ny skefuld yoghurt ind i munden, som han derefter spyttede ud over hele bordpladen. 

"Ej hvor er du dog bare klam Louis!" udbrød hun, som hun skubbede sin stol ud fra bordet, for at undgå alle dråberne, der fløj til alle sider. Hun havde ret. Han var utrolig klam, men hvad havde hun regnet med? Hun havde ikke just fundet den mest charmerende fyr i hele verden at komme sammen med.

"Det var ikke det, du fortalte mig i nat," fnes han drenget, da han tørrede sin hage med ærmet fra sin jumper. Endnu engang et godt eksempel på, hvor charmerende den dreng nu engang var. Nogle gange overraskede det mig, at de stadig var sammen. Victoria var alt for.. Piget, til en fyr som ham. Han skulle have en tøs, der ville drikke øl, spille FIFA og æde en pizza med ham, når han nu engang havde lyst til det.

Hvorfor var jeg pludseligt blevet så skeptisk overfor Victoria? Var det på grund af Elizabeth, og fordi deres personligheder på en eller anden måde matchede hinandens? Var det derfor, at jeg havde det sådan indeni? Havde lyst til at hade hende? Jeg ville ønske, at jeg vidste det. 

"Stop det, jeg vil ikke høre om jeres sexliv. Seriøst, det forekommer mig virkelig upassende," udbrød jeg, nok mest fordi Louis aldrig lagde låg på noget, når han fortalte os om, hvad han og Victoria lavede bag lukkede døre. Vi fik alle detaljer, og det var til tider lige en tand for meget. Jeg måtte dog indrømme, at jeg også gerne ville fortælle drengene om hvad Elizabeth og jeg havde lavet, men så igen... De ville bare blive missundelige. Victoria var sikkert en tør kiks. I hvert fald i forhold til Elizabeth.

"Misundelse er en grim ting Zayn. Bare fordi du ikke får noget, så behøver du ikke at misunde os der gør det," Victoria kørte en hånd igennem de lange mørke lokker, og sendte mig derefter et utrolig snerpet og faktisk også utrolig flabet blik. Gud, hvor kunne den tøs dog bare irritere mig lige nu! 

"Åh jeg er skam ikke missundelig. Jeg har fået masser af sex siden Perrie endelig fik røven ud af min seng," jeg sendte hende et lige så flabet smil tilbage, som jeg rejste mig fra bordet, og forlod køkkenet før hun nåede at sige noget. Jeg vidste, at jeg kom til at skulle svare på en masse spørgsmål inden dagen var forbi, men jeg var overordenligt lykkelig over det faktum, at jeg var lykkedes mig, at lukke munden på hende. I hvert fald for en stund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...