Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12345Visninger
AA

14. 13.


Jeg stod tilbage og iagttagede hvert evigt eneste skridt, som han tog, da han forlod mig alene tilbage på det store dansegulv. Jeg følte mig skudt ned på alle mulig mest tænkelige måder, og jeg følte, at kjolen kvælte mig fuldstændigt. Diskret skyndte jeg mig væk fra dansegulvet, og ud på dametoilettet. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg havde ingen intentioner om at løbe efter Zayn. Han havde sigtet efter mit hjerte, og da han affyrede sit skud, vandt han præmien. Jeg var ramt, såret og ødelagt. Jeg følte mig som en brik i et tåbeligt puslespil. Jeg havde en værdi, så længe jeg passede sammen med min omgivelser, selvom jeg var svær at placere. Men han fandt min plads i puslespillet. Han satte mig på plads i mine omgivelser, og forlod mig.

Koncentreret på ikke at fælde en tåre, åbnede jeg døren ud til dametoilettet, hvor en enkelt dame stod, og vaskede sine hænder. Hun sendte mig et venligt smil igennem spejlet, men jeg ignorerede hende blot, og skyndte mig hen til toilettet længst væk. Hurtigt låste jeg døren bag mig, og slog toiletsædet ned, hvorefter jeg tungt og opgivende dumpede ned på den.

Utallige gange prøvede jeg at fortælle mig selv, at lade være med at græde. Det ville ødelægge min makeup, og vække opsigt blandt gæsterne. Men hvem prøvede jeg at narre? Han havde regnet mig ud. han havde fundet mig, mens jeg flakkede forvirret rundt i, hvem jeg egentlig var, og hvem jeg ønskede at være. Han som den eneste, havde aldrig givet op på mig med det samme.

Uden forsvar lod jeg tårerne stige op i mine øjne, idet jeg i en krummet stilling lænede mit hoved mod den kolde murstensmur. Jeg blev ved med at gentage ordende inde i mit hoved, som han hviskede til mig, inden han sendte det uimodståelige smil, som fik min mave til at vende rundt, selvom jeg var stødt.

“I've been waiting for this time to come around, but baby running after you, is like chasing the clouds.”

Jeg havde ikke blot udfordret ham til at spille det farlige spil. Jeg havde ligeså vel udfordret mig selv.  Det hele mellem os var blevet noget rod, og jeg efterlod kun ballade hver gang. Det var det, som jeg altid havde gjort. Det var en vane, som jeg havde tilegnet mig. Og hver gang jeg troet, at jeg havde ryddet vejen til sejren, så viste det sig bare, at jeg havde fældet endnu et træ på vejen.

Jeg var faldet for ham, jeg kunne ligeså godt indrømme det.  Og jeg havde forårsaget alt for meget pis, til at der var en chance for, at jeg ville kunne se ham igen. Men hvis han ikke ville snakke til mig igen, så ville jeg for engangsskyld i hele mit liv, forstå ham. Jeg havde spillet mine kort forkert.

Kærlighedens flammer var ikke noget, som man blot legede med. Jeg havde lært det nu. Kærlighed var ligesom et skib på det åbne hav. Enten overlevede man stormen, eller ej. Jeg havde selv sørget for, at udstyre mit skib uden mast, hvorefter at gå ned med skibet.  

I en beslutsom tanke tvang jeg mig selv til at rette mig op, og forsigtigt tørre mine øjne med et stykke toiletpapir. Det værste jeg kunne gøre nu, var at gå ud, og ligne en hulkende gris. Middagen ville snart begynde, og hvis jeg ikke sad med til bordet, ville jeg bringe skam over min familie – mere end jeg havde gjort. Forsigtigt låste jeg døren op for at gå hen, og se mig i spejlet. Min makeup sad stadig komplet, men mine øjne var let røde. Min gejst for at feste lige nu, var utrolig fjern.

Med rank ryg begav jeg mig ud fra badeværelset, og ud i festsalen, hvor jeg hurtigt blev mødt af min mor. Hun var klædt i en lavendelfarvede kjole, og hendes mørke hår var opsat i en stram – men elegang frisure.

”Hvor er Mr. Malik?” Spurgte hun hurtigt, og kiggede sig omkring. En klump samlede sig i min hals, og jeg følte et kort øjeblik, at jeg blev kvalt. Jeg havde ikke tænkt over, hvad jeg skulle sige til min mor, når hun opdagede, at han ville være væk.

”Han.. skulle til et akut møde med sit band,” løj jeg, men alligevel falmede mit blik ned mod det lyse stengulv. Det gav slet ingen mening at lyve lige nu, men jeg var nødt til det. Jeg kunne ikke fortælle min mor, hvad der egentlig skete.

”Mænd,” sukkede hun blot, og viftede mig hen mod et bord, hvor min far, Georgia og Rosalie sad klar til at få middagen serveret. Jeg havde overhovedet ingen appetit, men jeg havde intet valg. Jeg kunne ikke bare stikke af herfra.  Selvom jeg ønskede det.

~ ~ ~

Ballet, aftenen, det hele var en fiasko. Jeg kunne nærmest ikkerøre maden, som blev serveret. Mine tanker lå konstant på Zayn. Var han virkelig forelsket i mig, men jeg var for optaget til at gøre noget ved det. Det eneste, som jeg fokuserede på, var at vinde det forbandede spil, som jeg alligevel tabte.

Jeg havde nægtet at lade mig byde op til dans den aften. Flere fyre havde været henne og byde mig op, men jeg havde takket nej. Jeg ville bare hjem, og have ro. Nej jeg ville ikke hjem, jeg ville gerne være sammen med Zayn, selvom jeg ikke kunne få mig selv til det.

”Elizabeth Emilia Victoria Clayton! Du er en skændsel for denne familie! Jeg kan simpelthen ikke begribe, at du nægter at danse med alle de unge mænd, som bød dig op! Ved du, hvad det gør ved vores ry!?” Hele vejen op ad trappen til anden sal, blev jeg forfulgt af min mor i et hysterianfald. Jeg sværgede, at jeg måtte beherske mig for ikke at vende mig om, og pande hende en. Jeg havde sådan en lyst til det.

”Jeg er fuldstændig ligeglad!” Snerrede jeg med ryggen til hende, da jeg med en hurtigt gang fortsatte hen af den lange gang mod mit værelse. Det eneste som jeg søgte var sikkerhed, sikkerhed fra min mor.

”Nu har jeg aldrig kendt magen, unge frøken! Vil De lige med det samme se på mig, når jeg taler til Dem?” Som et svar til hende, smækkede jeg min dør lige op foran hende. Automatisk fandt jeg vejen ind i min garderobe, hvor jeg i irritation fik mig viklet ud af den lange kjole. Jeg iførte mig en tilfældig natkjole, hvorefter jeg smed mig i den store seng.

Der var helt stille ude foran mit værelse, og jeg var sikker på, at min mor var gået. Jeg havde nu officielt ro i mit hoved. Selvom jeg hele aftenen havde holdt mine tårer tilbage, så fik de frit udløb nu. De strømmede ned over mine kinder, og jeg kunne ikke holde min gråd tilbage.

Den smerte som flød rundt i min krop lige nu var ubeskriveligt. Jeg huskede hans ansigt, da han smed sandheden i hovedet af mig. Alligevel prøvede jeg at forsvare mig selv, men han skred. Han skred, og efterlod mig tilbage helt alene med mit egoistiske jeg.

Idet jeg lå begravet i mine tåre under de mange dyner, blev hele mit værelse lyst op i kort sekund, og et gevaldigt brag lød ude foran mit vindue. Min krop reagerede i et chok, og jeg for under min dyne. Det var så latterligt, at jeg var bange for torden, men jeg følte det endnu mere latterligt nu, hvor jeg lå helt alene i mit store værelse fyldt med ligegyldige møbler og genstande.

Det var først nu, hvor det gik op for mig, hvor meget jeg havde brug for ham. Jeg havde brug for ham til at beskytte mig, når jeg var bange som et lille barn. Jeg havde brug for ham til at fortælle mig, hvornår jeg var for meget. Jeg havde brug for ham, til at hjælpe mig med at acceptere den jeg var. Og mest af alt, havde jeg brug for ham, fordi jeg ingen andre ville have. 

 


 

Jeg var nået hjem til min lejelighed ved hjælp af en sød taxichauffør, der trods min manglende pengepung på mig alligevel valgte at køre mig hjem. Når man var kendt, havde man alligevel nogle fordele, når det kom til den offentlige transport.

Jeg blev mødt af lyden af larm og støj fra stuen, hvilket gjorde det klart for mig, at drengene havde rykket dagens FIFA turnering hjem til mig. Ikke at det gjorde mig så forfærdeligt meget, men nu blev jeg med garanti nødt til at fortælle dem, hvad jeg havde tilbragt de to sidste uger med. Og mere nøjagtigt, hvem jeg havde tilbragt dem med.

Mit hjerte bankede derud af, da jeg med en rystende følelse i kroppen lukkede hoveddøren bag mig, og begav mig ind til de andre, der alle lå henslængt på hver deres sofa.

”Hey,” jeg lænede mig en anelse kejtet op ad dørkarmen, og stoppede hænderne ned i lommerne på de fine og fornemme bukser, som jeg havde lånt af Elizabeths fader. Tanken om at jeg skulle huske at sende tøjet retur, passerede for en kort stund, før jeg atter rystede den af mig. De måtte komme og hente det, hvis de fik brug for det igen.

”Zayn?” Liam var den første til at pause spillet, og smide controlleren ovenpå en af de utallige pizzabakker, som stod stablet på stuebordet. De var med garanti utrolig overraskede over at se mig, og det kom ikke bag på mig. Jeg havde ikke tilbragt særlig meget tid sammen med dem på det seneste, og de havde ingen tænkelig idé om, hvad jeg havde fortaget mig. Måske Harry, men så også kun fordi, at han ligesom var der, da hun kom valsende ind ad døren dengang.

”Hvordan helvede er det, du ser ud?” Lous var som sædvanlig rap på replikken, da han kastede et synligt elevatorblik ned af mit tøj. Jeg var godt klar over, at jeg med garanti så fuldkommen åndssvag ud i deres øjne, eftersom jeg normalvis undgik formeltøj og pæne dansesko. Jeg måtte ligne en klovn med tilbageslikket hår.

”Er du blevet gift eller noget?” selvom det sikkert skulle komme ud som en halv joke, så kunne jeg ikke undgå at se oprigtigheden og forvirringen i Nialls øjne, da ordene forlod hans mund. Han så virkelig ud til at overveje den mulighed meget nøje. Men, nu var Niall heller ikke den skarpeste kniv i skuffen. I hvert fald ikke altid.

”Har en modedesigner kastet op ud over dig?” forsatte Harry smågrinene, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Det fungerede i hvert fald godt i forhold til at få mit humør op igen.

”Hvor har du overhovedet været?” som altid kom det meget barmhjertige og meget bekymrede spørgsmål fra Liam. Han skulle gerne vide hvor vi befandt os hele tiden, så han var sikker på, at der ikke skete os noget. Den form for overbeskyttelse havde jeg altid haft overfor Niall, fordi han var så skrøbelig og følsom. Jeg havde ondt af ham, og jeg ville ikke have, at der skulle ske ham noget.

”Til afdansningsbal,” jeg trak ligegyldigt på skuldrene, før jeg tog habitjakken af, og lagde den omhyggeligt på sofalænet. Jeg kunne ikke være bekendt at returnere den, hvis der kom svedpletter på den. Eller, noget andet for den sags skyld.

”Du har været til hvad?” Louis hævede prøvende øjenbrynet, før han kørte en hånd igennem de efterhånden ret krøllede lokker. Hans hår var blevet en anelse lang efter min mening. Snart ville vi jo ikke kunne se forskel på ham og Harry.

”For at gøre en lang historie kort – jeg har været med Elizabeth til et fint afdansningsbal i en eller anden golfklub. Meget fancy, mange dyre retter og alt for fine mennesker,” jeg slog mig ned i lænestolen ved siden af Liam, og smækkede benene op på bordet. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg havde savnet, at kunne sidde med fødderne på bordet. Elizabeths mor ville få næseblod, hvis jeg gjorde det i deres bolig. Det var jeg sikker på.

”Elizabeth? Hvem er Elizabeth?” denne gang var det Liams tur til at hæve øjenbrynet, som han rettede opmærksomheden imod mig, og hans meget gennemborende øjne ramte mine. Jeg hadede det dømmende blik, som han til tider kunne have. Man fik helt dårlig samvittighed over ikke at have fortalt ham om hende.

”En pige jeg mødte på den lokale natklub for et par uger siden,” jeg valgte at holde det meget kortfattet og ikke at inddrage for mange detaljer. Hun var et eller andet sted også min private lille hemmelighed, og jeg kunne godt lide det på den måde.

”Elizabeth? Hvad mere end Elizabeth?” Louis trak lidt ned i sine joggingbukser, før han også smækkede benene op på bordet, og lænede sig længere tilbage i sofaen.

”Elizabeth Clayton,” – navnet nåede kun knapt at forlade mine læber før Liam nærmest fór op ad sofaen, og næsten væltede et glas med cola på vejen. Hans reaktion overraskede mig meget, og jeg var slet ikke sikker på, hvordan jeg skulle reagere. Kendte han hende? I så fald, hvordan?

”Som datter af milliardæren Charlie Clayton, Clayton?” hans øjne var omtrent på størrelse med tekopper, hvis det overhovedet kunne gøre det. Hvad var der så specielt ved det? Blot fordi hendes far var utrolig rig, betød det vel ikke særlig meget for hende som person, gjorde det?

”Ja? Hvad er der galt i det?” okay, måske var jeg faktisk en smule nervøs. Hvis han havde tænkt sig at fortælle mig, at hun var en førsteklasses snob, så ville jeg med garanti smadre ham en på kassen. Han var muligvis en af mine bedste venner, men ingen skulle sige noget om hende, uden at få med mig at bestille.

”Galt? Dude, hun er på top ti over de største babes i Storbritannien. Tjek det lige ud,” han hev sin iPhone op ad lommen, og gav sig til at bladre et par sider igennem op og ned. Var hun virkelig på top ti? Jeg ville bestemt mene, at hun var for smuk og tiltrækkende til overhovedet at blive sat på en liste. Det var jo næsten synd for de andre piger.

”Her,” han rakte mig sin telefon, og ganske rigtigt prægede et strålende perfekt billede af Elizabeth frem på min skærm. Jeg måtte ærligt indrømme, at dette billede af hende var utrolig godt. Hun var så fuldkommen uskyldig og dog stadig så tiltrækkende ud på dette billede, at jeg næsten ikke kunne bære det. Hvorfor skulle hun også være så fandens smuk?

”Zayn, din lomme ringer!” udbrød Louis henrykt, eftersom han med garanti havde kigget med over min skulder, og også havde nydt godt af det smukke syn. Han kunne bare holde sig væk, kunne han. Han skulle bare så meget som syntes at hun var lækker, og så var jeg klar til at pande ham en.  

Febrilsk hev jeg min telefon op ad lommen, og så til min store overraskelse, at det var skønheden selv, der havde ringet mig op. Kunne hun allerede ikke undvære mig mere? Det var muligvis kun fordi, at det tordnede. Som om, at jeg ville hoppe på den. Jeg blev nødt til at stå ved mine principper. Ellers var jeg for svag.

Jeg smilede en anelse af displayet, før jeg førte den op til øret i en fart.

”Hvad vil du?” Jeg måtte indrømme, at jeg slet ikke ville få det til at lyde så ondt og ligegyldigt, som det gjorde. Den eneste grund til, at jeg havde den kolde og hårde tone på, var fordi, at jeg var bange for, at jeg ville falde i igen. Hun ville med garanti ikke have mig, når det først kom til stykket. Jeg var slet ikke fin nok til hende.

Er du alene?” måden hun formulerede ordende på, gjorde mig faktisk en smule nervøs. Der var et eller andet galt. Jeg rejste mig op fra sofaen. Ignorerede de blikke, drengene gav mig, og gik i stedet ud i køkkenet.

”Det er jeg nu, hvad har du på hjerte?” hurtigt fik jeg åbnet køleskabet, og tjekket det for mad. Der var ikke det store udvalg, som sædvanligt.

Hvorfor gik du? Hvordan kunne du tillade dig bare at gå fra mig på den måde?” hun talte så forfærdelig stærkt, at jeg et kort øjeblik helt glemte at høre efter.

”Liz, du ved det jo godt, gider du tage den med mig en gang til, eller ringer du kun, fordi du er bange for tordenen?” jeg tog en plade chokolade fra nederste hylde, og smækkede skabslågen i igen. Jeg ved godt, at jeg var ond, men hvad ellers skulle jeg gøre? Jeg ville ikke lade hende lege med mit hjerte mere.

Jeg er ikke bange. Hvorfor skal du være så … så …” jeg blev forvirret, da hendes stemme døde ud, og hun aldrig kom videre med sin sætning. Jeg vidste godt, at hun var bange, og for at være ærlig, så var mit aller største ønske, at jeg blot kunne tage over til hende. Men.. Det kunne jeg ikke. Det var for nemt bare at give ind.

”Hør Elizabeth, jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det er et stort problem du har anskaffet dig siden tordenen, valgte at komme efter vi stoppede det her. Du kan ikke leve med, at jeg er, som jeg er, så hvorfor skulle jeg leve med, at du er som du er?” jeg stoppede med at tale, da der lød fodtrin ud mod køkkenet.

Fordi… Det er for nemt bare at give op,” Liam stak hovedet ind, og jeg sendte ham et lidt uskyldigt og forpint smil.

”Muligvis, men… Det er den eneste mulighed. Farvel Elizabeth, pas på dig selv,” med de ord lagde jeg røret på, og smed telefonen fra mig på bordet. Jeg havde ikke lyst til at tale om det, jeg ville bare gerne i seng. Ind under dynerne, hvor jeg kunne indånde den søde duft af hende, der stadig sad i sengebetrækket. Det sidste jeg havde tilbage. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...