Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12173Visninger
AA

13. 12.


Normalt elskede jeg at gøre min store entré overfor andre, og jeg benyttede mig også af chancen, hvis jeg fik den. Men nu… havde jeg ikke lyst. Jeg følte mig overhovedet ikke selvsikker på nogen måder lige nu. Den lille stemme inde i mit hoved, som fortalte mig hver dag, at jeg var perfekt, var væk. Jeg følte mig så lille og usikker på alt. Det var ligesom at være 13 år igen.

Jeg vidste ikke, hvilke planer min mor havde med Zayn eller med aftenen. Hun ville aldrig invitere en fremmede med til sådan et arrangement, og det skræmte mig direkte at hun sådan uden videre, havde inviteret Zayn med. Hun kendte ham ikke, men jeg havde på fornemmelsen, at hun havde regnet ud, at vi havde et anstrengt forhold til hinanden. Men det var vel heller ikke så svært at fornemme?

Mit bad var allerede klar, da min mor kom ind på mit værelse, for at tage Zayn med sig. Jeg vidste godt, hvor hun ville tage ham hen, så jeg var ikke bekymret for ham.

Mit skønhedsbad blev ualmindeligt kort, og jeg blev selv helt stresset over, at de ældre stuepiger havde s travlt med at få mit hår til at sidde perfekt. Jeg ville meget hellere selv have magten over mit hår og min makeup. Det var i princippet ikke deres job eller pligt at sørge for, at mit hår sad perfekt. Jeg burde igen fryde mig over at blive vardet op i hoved og r**, men det gjorde jeg ikke. Følelsen af at være så højthævet og så fornem passede mig ikke. Men jeg valgte jo ikke selv min familie?

”Kom nu Liz, Din fader og Mr. Malik venter på os,” et lille stik gik igennem min mave, da min mor nævnte Zayn. Det var aldrig sket før, men jeg børstede alligevel tanken af mig, da jeg for en sidste gang kiggede mig i det store spejl i min garderobe. Den mørkeblå kjole, som var håndsyet sad perfekt til min krop, og mine store naturlige krøller var fremhævet ved hjælp af et simpelt hårprodukt.  Jeg havde altid haft noget imod de krøller, og jeg havde prøvet at overtale min mor til at lade mig glatte mit hår for engangsskyld, men det kunne der ikke høres tale om.

”Jaja,” råbte jeg tilbage, og forlod mit værelse på mine mørkeblå stillethæle, som jeg for engangsskyld havde fået lov til at bære i aftenens anledning.

”Hvor ser du dejlig ud, Liz” jeg blev mødt af min mors varme ansigt, og et smigret smil viste sig på mine læber, og jeg kiggede engang ned af mig selv. Mine fingrespidser rørte let ved det bløde chiffon stof, som kjolen var lavet af.

”Tak mor,” svarede jeg med en lav stemme, og så op for at opdage, at hun gjorde tegn til, at jeg skulle bevæge mig ned i ankomsthallen, hvor min far somregel stod, og ventede på os andre. Men denne gang var han ikke alene. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte øgede sin hastighed, da jeg trådte ud på det hvide marmorgulv. Jeg følte ikke, at jeg kunne trække vejret, da jeg rettede mit blik ned, og fik øje på Zayn ved siden af min far.

Et eller andet for igennem min krop, da han så op på mig, og vi fik øjenkontakt. Uden nogen form for kontrol over min krop, tittede et lille genert smil frem på mine læber, og jeg følte, hvordan jeg blev helt blød i knæene. At se ham stå rank i det smukke jakkesæt, og tilbagesat hår fik ham til at ligne en helt anden person, men han lignede stadig sig selv.

Jeg stod med følelsen af, at jeg var verdens heldigste pige, fordi han var med mig i aften, og bare tanken om det føltes helt magisk. Det føltes som om, at jeg havde stået heroppe i en evighed, før jeg nervøst og knapt så elegant fik mig bevæget mig ned af trappen mod Zayn og min far. Trappen føltes pludseligt så lang, og at hvert eneste trin som jeg tog, ikke førte mig tættere på dem. Jeg hev nervøst efter vejret, inden jeg fik øjenkontakt til min far, og et større smil lyste frem på mine læber.

”Så smuk du er, min egen,” smilede han roligt, med sit venlige ansigt, inden han med en blid hånd hjalp mig ned fra det sidste trin, og mit blik faldt på Zayn. Det var som om, at alle mine følelser gik amok på samme tid, og en varme steg op i mine kinder. Jeg glemte helt, hvor ophidset stemningen var mellem os for omkring en time siden. Men nu følte jeg pludselig, at alting var lige meget, så længe han stod her foran mig. Jeg glemte alt omkring mig, og det eneste som jeg havde øjne for, var ham.

”Wau-… Jeg mener, hvor er..-” ordende forlod hans læber, men det var som om, at han holdte sig selv strengt tilbage. Det mindede mig om, hvor svært det havde været for mig at få et kompliment ud af ham de sidste par dage, og nu var han på kanten til at give mig endnu en.

”Ja?” Hørte jeg mig selv spørge med en hviskende, med en forhåbningsfuld stemme. Mit smil falmede, og jeg følte, at jeg blev hevet ind i hans smukke brune øjne, som nærmest strålede klare end nogensinde.

”Smuk,” et nervøst men næsten lydløst grin undslap hans læber, og jeg kunne ikke lade være med at smile ned i jorden med et genert antræk. En varm følelse strømmede gennem min krop, og jeg prøvede ihærdigt at tænke klart, men det var svært. Hele min verden føltes lyserød fremfor den kolde blå farve, som den normalt havde.   

~ ~ ~

”Mr. og Mrs. Stewarts, dette er min ældste datter, Georgiana, som indenfor ganske kort tid vil blive gift med Scott James Carrington,” i en yndig og elegant bevægelse nejede Georgiana foran Mr. og Mrs. Stewarts. Selvfølgelig var Georgia allerede lovet væk, fordi hun var definitionen på perfekt. Hun levede op til de umulige krav i familien. Udover det så var hun virkelig smuk, men jeg nævnte det aldrig overfor hende.

Jeg overhørte den korte chit-chat mellem Georgia og Mrs. Stewarts, da jeg kom i tanke om, hvor underlig en følelse det var, at Zayn var med i dag. Jeg havde aldrig haft en fyr med til arrangementer med min familie, så jeg følte mig faktisk ret spændt.

”Og Elizabeth, min næst fødte datter,” jeg kunne mærke min mors små fine hænder mod mine skuldre, idet hun lagde sine hænder på mine skuldre i en kærlig reminder om, at jeg skulle vågne op. Jeg nejede med et venligt smil foran de ældre ægtepar, som holdt festen i år. Uden at sige noget til dem, trådte jeg et skridt væk fra min familie, for at se min mor præsentere Zayn for værterne.

”Dette er min Elizabeths partner, Mr. Malik, som er ganske ny i dette selskab,” jeg bed mig halvirriteret og flovt i læben, da det i mine øre lød til, at vi var gift. I en anelse uforberedt bevægelse bukkede han for værterne, og skulle lige til at tage et skridt over mod mig, da Mrs. Stewarts stemme lød.

”Sig mig, er De ikke den unge mand, som er medlem af det drengeband, som blev gennemført for 3 år siden?” Jeg prøvede at lade som ingenting, da hun nævnte det med en skinger stemme. Jeg havde ikke underrettet nogen i min familie om, hvem han var. Og lige umiddelbart ville jeg skyde en hvid pil efter den tanke, om at det ikke ville nage min mor.

”Jo, Mrs. Stewart,” svarede han hende høfligt med et skævt smil. Jeg hang mig utrolig nok ikke i tanken om, at han var verdensberømt. Men nu, hvor jeg kunne se, hvor godt han egentlig passede ind i selskabet, så betød hans status alligevel noget?

”De gør et godt stykke arbejde, Mr. Malik” bevidst kiggede jeg væk fra ham, efter han havde takket Mrs. Stewart, og stillede sig over ved siden af mig med et bredt smil. Det irriterede mig, at han havde så forbandet nemt ved at blive accepteret. Fordi hvis gamle Mrs. Stewart kendte til hans band og stjernestatus, så var hun ikke den eneste.  

Det undrede mig, at han overhovedet havde sagt ja, til at tage med i aften. Men det undrede mig ikke længere. Han var her kun for at øge sin popularitet og omdømme, hvorfor skulle han ellers være her? Det var så ikke første gang, at jeg havde prøvet noget lignende. Det var jo ikke svært for nogen her at se, at han var ny her. Udseendemæssigt passede han perfekt ind, sammen med hans cool attitude.  

Uden ét ord vendte jeg rundt på hælen, for at vende hen mod spisebordende. Der plejede ikke at være den vilde middag til afdansningsballer, men der ville være en let forret og dessert. Jo før vi alle var til bords, jo før var vi færdige her.

”Er der flere, som vi skal hilse på?” Ud af øjenkrogen kunne jeg se ham dukke op ved siden af mig, men jeg skænkede ham ikke mit blik.

”Ikke med mindre, at der er flere af gæsterne, som du vil kaste dig over,” vrissede jeg, og fortsatte min gang hen mod spisebordende, men med et bestemt tag omkring mit håndled blev jeg stoppet. 

 


 

Ikke med mindre, at der er flere af gæsterne, som du vil kaste dig over,” hendes kommentar kom ud af det blå, og jeg havde absolut ikke set den komme. Det eneste jeg havde gjort, var at vise mig som et godt eksempel for hendes forældres venner og behandle folk med respekt. Var det nu også forkert? Kunne jeg overhovedet gøre noget rigtigt?

Jeg fik grebet fat om hendes håndled, før hun nåede at spadsere længere fra mig. Jeg var træt af den måde, som hun talte til mig på. Jeg følte, at uanset hvor meget jeg prøvede at gøre hende tilfreds, så var det aldrig helt godt nok alligevel. Hun levede i en prinsesseverden, det forstod jeg, men hvorfor kunne hun så ikke acceptere de prinsegerninger, som jeg gjorde for hendes skyld? Var hun bare fuldkommen ligeglad?

"Slip mig Zayn, vi er et offentligt sted," vrissede hun gennem sammenbidte tænder, men jeg ignorerede hendes bemærkning fuldt ud. Jeg ville blæse på, om folk gloede på os, og jeg var ligeglad med, hvordan jeg opførte mig. Når jeg alligevel ikke kunne gøre noget rigtigt, hvorfor så prøve?

"Og det vil jeg ærlig talt skide et stykke," okay forkert ordvalg. Jeg kunne nok godt tænke lidt over, hvordan jeg formulerede mig. Jeg havde trods alt også et ry, som jeg gerne skulle beholde. 

De fleste af aftenens gæster var stadig i fuld gang med at drikke velkomstdrinks og sludre over de mest ligegyldige ting, så jeg greb chancen, og hev hende over i retningen af dansegulvet. Orkestret spillede ganske langsomt op, og hvis vi skulle diskutere uden at blive overhørt, var dette nok det mest sikre sted. Gik jeg ud fra.

"Zayn, vi kan ikke danse, før der bliver budt op til det. Har du slet ingen manerer?" et håbløst fnys undslap mine læber i takt med, at omridset af et smil krøb frem. Hvordan kunne hun stille mig sådan et fuldkommen latterligt spørgsmål? Havde hun slet ikke set, hvor høflig og eksemplarisk jeg havde været, før hun startede denne eskapade? 

"Siger du, at jeg har dårlige manerer? Burde du ikke lige tage et kig på dig selv først?" jeg fik drejet hende rundt i en hurtig bevægelse, så hendes krop helt naturligt stod ret foran min. Vi blev nødt til at lade som om, at vi rent faktisk havde en hyggelig stund, så hendes forældre ikke ville stille for mange spørgsmål. Det ville ingen af os magte lige nu, var jeg ret sikker på. 

"Og hvad mener du så med det?" hun lagde forsigt sin arm ovenpå min, og jeg flyttede mine fødder så elegant, som jeg kunne fra side til side. Jeg hadede at danse, og jeg var heller ikke særlig god til det. Dog syntes jeg nok, at jeg burde få en belønning for overhovedet at prøve. Det krævede meget af en pige for at få mig hevet på dansegulvet, og at jeg gjorde det frivilligt, var vidst aldrig sket før. 

"Jeg mener, at du flygter fra mig, efter vi har haft sex, fordi du føler dig bundet, hvis du bliver. At du flirter med min bedste ven, kun fordi du nyder at se, at det piner mig og at du skubber mig ind i skabet, når din mor kommer, fordi du er flov over mig. Du tager i byen næsten uden tøj på, og kravler tilbage i huset den næste morgen, som om at ingenting er sket, fordi du er bange for at stå ved, hvem du er," så var det sagt, og det kunne ikke blive sagt på en meget bedre og mere rigtig måde. 

Det blik hun sendte mig, var fyldt med forvirring og overraskelse. Hun havde aldrig regnet med, at så stærke og meningsfulde ord nogensinde ville forlade min mund, og jeg var sikker på; at hun vidste, hvor sande de også var. Hun gemte sit sande jeg ikke kun for sig selv, men også for sin familie og mig. Hun vidste, at hun ikke ville blive accepteret, hvis hun fortalte om sine ture i byen, og et eller andet sted var hendes respekt overfor sine forældre alt for stor. Hun kunne ikke gøre det. 

"Hvor vover du at komme og påstå, at du ved noget som helst om mig Zayn?" hendes øjne var isnende kolde, og udtrykket i dem kunne med garanti have slået mig ihjel, hvis der ikke havde været fyldt til randen med mennesker. Hun var ikke kun vred på mig, hun var direkte hysterisk, og jeg bebrejdede hende ikke. Det havde været meningen lige fra starten.

"Fordi jeg har iagttaget dig de sidste to uger, og kan fornemme, hvordan du ændrer dig, når du befinder dig i dit eget hus! Du tør ikke lukke mig ind i dit hjerte, fordi du er bange for, at jeg knuser det - men lad mig fortælle dig noget... Jeg er anderledes, okay? Jeg kunne aldrig finde på at såre dig," jeg stoppede vores dans, da hun slog blikket ned, og lo en anelse usikkert. Jeg kunne ikke finde ud af, om hun var på vippen til at græde, eller om hun bare var chokeret. 

"Det er sjovt, du siger, at du aldrig vil såre mig, og alligevel står du her, og kaster den ene forfærdelige beskyldning efter den anden lige i hovedet på mig," da hun atter kiggede op, var der et blik i hendes øjne, som jeg aldrig havde set før. Det var ikke trist, det var heller ikke vredt. Nej, det var nærmest.. Skuffet? Jeg kunne ikke sætte nogle præcise ord på det, andet end at det gik direkte i hjertet på mig.

"Jeg har aldrig bedt dig om at være en del af dette miljø Zayn, og for at være helt ærlig, så så jeg helst, at du bare gik din vej," hendes stemme var skarp og præcis, og det var overhovedet ikke svært at tyde, at hun mente hvert evigt eneste ord. Hun ville ikke have mig der, eller - det var i det mindste, hvad hun sagde. Hvor meget jeg skulle tro på det, var til gengæld en helt anden sag.

"Ved du hvad? Så behøver du heller ikke tænke mere over det. Nu gør jeg, som du siger, og så må du altså selv om resten," jeg gav slip på hendes hænder og trådte et skridt tilbage. Det gjorde forfærdeligt ondt på mig, at skulle gå fra hende på den måde, men jeg håbede et eller andet sted på, at hun vil fortryde det senere, og derefter løbe efter mig. Indse at hun også behøvede mig.

"Jeg er færdig nu, Elizabeth. Jeg er færdig med at søge efter en kærlighed, som du aldrig har tænkt dig at give mig," jeg gik helt hen til hende, og strøg en af hendes krøller om bag øret. Hun så så uskyldig ud, så fuldkommen skrøbelig og perfekt - som en porcelæns figur - hun kunne knække, hvis jeg rørte hende forkert. Langsomt lænede jeg mig ind imod hende, og hviskede til det nu blottede øre:

"I've been waiting for this time to come around, but baby running after you, is like chasing the clouds," med de ord sendte jeg hende et sidste afprøvende smil, før jeg drejede rundt på hælen, og fortsatte min gang ud af lokalet - ud på gaden og væk fra festen. Min plads i Elizabeths verden var mig ikke tildelt, og jeg kunne kun håbe på, at hun på et tidspunkt indså, at jeg manglede i hendes liv.. 

 

.. Som jeg allerede manglede hende i mit.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...