Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12200Visninger
AA

12. 11.


Efter min mors prædiken om, hvor meget hun så frem til, at Zayn tog med os i aften, forlod hun os endeligt på værelset – alene. Jeg kunne ikke beskrive, hvor flovt jeg følte mig over min mor i dette øjeblik. Ikke nok med, at hun taget os på fast gerning, så havde hun inviteret Zayn direkte ind i den verden, som jeg ikke ville kalde sofistikeret – men nærmere flov og kedelig. Afdansningsballer, middage, familiesammenkomster og jeg kunne fortsætte i en evighed.

Nu ville han ikke længere se mig, som den pige som han mødte for lidt over to uger siden en fredag aften. Han ville – eller havde allerede, fundet ud af at det blot var en facade, som jeg holdt oppe. Men det kunne jeg ikke længere.

~ ~ ~

Dagen var fløjet af sted, da min mor lige pludselig fik den idé at vise Zayn rundt i hele huset. Jeg løj ikke, hvis jeg sagde, at det tog en times tid. Min mor var typen, som snakkede en del, og hun nød direkte at vise sig frem. Men det så ikke ud til, at det nagede Zayn på nogen måde. Han lød nærmest interesseret i alle de ting, som hun fortalte ham om huset. Ikke at de ting, sagde mig noget. Det var et mega gammelt hus, som var blevet renoveret med tiden, men han fandt det spændende på en eller anden underlig måde, som jeg aldrig ville kunne komme til at forstå.

Jeg ville med glæde gerne indrømme, at det irriterede mig dybt, at min mor viste så meget interesse for ham, fordi hun næsten altid ignorerede Jessica, når hun var her, men Zayn! Han blev taget i mod med åbne arme, fordi.. ja jeg vidste det helt ærligt ikke.

Irriteret lukkede jeg døren bag ham, da vi endelig havde lidt tid for os selv. Og den tid havde jeg skam ikke tænkt mig skulle gå til hyggesnak. Hele dagen havde han formået at irritere mig, selvom han ikke gjorde noget. Jeg kunne ikke lide tanken om, at han skulle med i aften. Fordi jeg vidste godt, at min mor ville præsentere ham som min ’nye ven’, og den var ikke svær at regne ud for nogen.

”Hvorfor valgte du at nyse lige i det øjeblik min mor var her?” Sukkede jeg irriteret, da jeg lod mig dumpe ned i en af sofaerne på mit værelse. Jeg var ligeglad med, at han hørte det, fordi han måtte hellere end gerne stikke halen mellem benene, og fortryde, at han sagde ja til at tage med i aften.

”Ja undskyld, jeg kunne ikke gøre for det?” Hans toneleje var bestemt, og han var gået i direkte forsvarsposition.  Jeg skævede op på ham, for at opdage, at han stod ved det store vinduesparti på mit værelse.

”Jamen, du kan jo ikke gøre noget ved det nu, vel? Og siden du skal med i aften, så burde du få vasket dit hår, det ser fedtet ud,” kommenteret jeg, og begyndte at studere mine negle, i en tanke om at få lagt en fransk manicure. Det ville faktisk være rart, nu hvor jeg ikke havde gjort noget ved mine negle i et stykke tid.

”Hvad sker der lige for dig? Du virkede så glad i aftes, og nu?” Jeg kunne høre irritationen i hans stemme, samtidig med at han rørte på sig. Jeg kiggede ikke tilbage på ham, da jeg endte med at blive ved med at kigge på mine negle. Det var blot for at holde den kolde facade nede overfor ham.

”Og nu irriterer det mig, at du skal være så bøvet,” sagde jeg med en kold stemme, som jeg håbede på ville såre ham nok til, at han ville stikke halen mellem benene, og aflyse i aften.

”Du er godt nok utrolig, Elizabeth,” vrissede han irriteret, og jeg kunne høre hans langsomme fodtrin henover det hvide stengulv, som var belagt den anden ende af mit værelse, som faktisk var indrettet som en stue. Jeg håbede et kort øjeblik, at han ville forlade mit værelse, men jeg tog fejl. Han stoppede op bag sofaen, men jeg kiggede ikke op på ham, for det var, hvad han ønskede. Jeg kiggede blot videre på mine negle for at provokere ham yderligere.

”Hvordan går det egentlig med din søde ven Harry?” Spurgte jeg, og prøvede at holde det tilfredse smil væk fra mine læber. Han havde ikke en chance for at komme igen, fordi jeg nægtede at tro på den påstand om, at han fandt Georgiana mere tiltrækkende end mig. Den passede ikke sammen med den måde, som han var tiltrukket af mig, men alligevel besluttede jeg mig for at spille på, at det irriterede mig.

”Det ved jeg ikke, du kan da selv ringe og spørge ham, siden du er så interesseret i ham,” lød det utrolig irriteret fra Zayn, som hurtigt flyttede sig, og stillede sig overfor mig, men jeg kiggede ikke op på ham.

”Fint, men jeg har brug for hans nummer,” smilede jeg flabet, og jeg kunne nærmest mærke, hvordan vreden og irritationen kogte i hans blod, selvom jeg ikke så på ham. Hans vejrtrækninger var tydelige at høre, og på den måde, som han reagerede, så var det ikke svært at tyde. Men jeg frydede mig over, hvor meget det irriterede ham, når jeg snakkede om Harry på den måde.

”Jamen så må du selv skaffe det,” svarede han flabet, og jeg kiggede op på ham med et irriterede blik. Det irriterede mig utrolig meget, at han skulle være sådan. At han skulle være så flabet, når jeg troede, at jeg havde ham, hvor jeg ønskede.

”Nurgh, bliver du lidt jaloux, Zayn?” Jeg rejste mig op, og tog et skridt hen mod ham. Han blev ståede med et stift blik. Hans øjne slog næsten gnister, men jeg var ikke bange for at lege med ilden.

”Hvorfor skal du være sådan der?” Vrissede han irriteret, mens han desperat prøvede at skifte emne, men jeg havde ikke i sinde at give mig. Jeg borede mit blik ind i hans, og skabte en intenst øjenkontakt med ham, bare for at pirre ham yderligere.

”Fordi jeg kan, Zayn. Men hvorfor skal du være så fandens flabet?” Svarede jeg ham hårdt igen, idet jeg begyndte at bevæge mig langsomt rundt om ham. Jeg så mit snit til at irritere ham yderligere. Jeg ville gerne se, hvor langt ud jeg kunne køre den.

”Wauw, kan den snobbede rigmandsdatter bande? Må hun godt det for sin mor?” Kom det fra ham i en meget flabet kommentar, som jeg ikke havde set komme. Hans ord ramte mig alligevel hårdt, fordi det var et ømt punkt for mig. Jeg brød mig ikke om, at blive set som den rigmandsdatter, og specielt ikke at blive fremstillet yderligere som en fiasko overfor min mor.

”Tsk, har du et problem med det? Eller skal jeg ringe til Harry, og spørge om han vil med i aften i stedet for?” Stemningen mellem os blev utrolig ophidsende, og jeg tog mig selv i at kiggede på hans velformede læber, som var bløde som fjer. Jeg havde lyst til at lade mine læber smede sig omkring dem, men jeg gjorde det ikke. Det ville ødelægge det hele.

”Du bluffer,” hviskede han nærmest, og med en hurtigt bevægelse greb han med den ene hånd omkring min hage, og jeg blev automatisk trukket ind mod ham. selvom jeg fik et chok, blev jeg ved med at kigge ham i øjnene. Han havde ikke tænkt sig at gøre mig noget, han truede mig bare, men der skulle mere til. For jeg havde ikke i tankerne at stoppede den her.

”Gør jeg?” Provokerende løftede jeg det ene øjenbryn, men idet hvor stemningen hurtigt tog fart trak han mig ind mod sig, og skulle lige til at presse sine læber mod mine, da der lød et bank mod døren, og han stoppede op. 

 


I en meget unaturlig og sikkert også utrolig akavet bevægelse hoppede jeg væk fra Elizabeth, da der lød et bank på døren. Det var med garanti hendes meget formelle og utrolig snak saglige moder, der ville tjekke op på tingene endnu engang. Hun havde vidst ikke særlig meget tolerance, når det kom til Elizabeth og at have fyre med hjem.

Døren gik op, og som jeg ganske rigtigt påpegede, var det da også hende, der stak hovedet indenfor. Et smil var spredt på hendes læber, men jeg havde stadig utrolig svært ved at finde ud af, hvad hun overhovedet syntes om mig. Måske fandt hun mig en smule for meget? Måske syntes hun ikke, at jeg var den rette for hendes datter?

”Mr. Malik, vil De være så elskværdig at følge med? Vi bliver nødt til at få dig i en mere civiliseret og elegant mundering,” skulle jeg blive bange? Jeg måtte ærligt erkende, at hendes meget formelle sprog og utrolig komplicerede ord, som hun til tider brugte, rent faktisk skræmte mig en del. Jeg var vant til Louis’ konstante bandeord og Harrys flabethed hele dagen lang, så dette stod i stærk kontrast til mit normale liv. Det gjorde det altså.

”Selvfølgelig,” jeg sendte Elizabeth et lidt forsigtigt smil, før jeg fulgte efter moderen ud af døren, og ned af de meget lange, og meget forvirrede gange med alt for mange døre.

”Forstår De nok, til sådan et afdansningsbal bliver man nødt til at iklæde sig sin fineste mundering. Nogle af landets førende forretningsfolk vil deltage, og derfor skal der ikke bringes skam over familien,” familien? Så hun mig som en del af familien? Hvordan troede hun, at mit forhold til Elizabeth var?

”Fru. Clayton, må jeg spørge Dem om noget?” jeg kiggede en anelse nervøst på hende, som jeg kløede mig lidt på armen. Jeg følte mig en smule utilpas, når jeg befandt mig sammen med hende, men det skyldtes nok primært, at hun var så meget finere end jeg. Jeg følte mig som affald fra gaden, når jeg befandt mig i dette imperium af et hus.

”Selvfølgelig kære, hvad vil De gerne vide?” hun gik ned af en meget smal og snoet trappe, som (hvis jeg ikke tog meget fejl) førte ned til etagen under. Hvorfor trappen så var så utrolig smal, var til gengæld et helt andet problem. Gemte de noget farligt dernede? Ville hun slå mig ihjel om lidt? 

"Hvilken relation tror De, at jeg.. Jeg mener, hvilket indbyrdes forhold tror De, at Elizabeth og jeg har?" det var en smule pinligt at spørge. Hun måtte jo tænke, at jeg var komplet idiot. Burde jeg ikke være den, der fortalte hende om vores indbyrdes forhold i stedet for, at hun skulle oplyse mig om det? Hvor var jeg dog egentlig tåbelig.

"Men kæreste dog. Jeg er skam udmærket klar over at jeres affære udelukkende beskæftiger sig med hor og skavanker, hvilket jeg må fortælle Dem, at jeg ikke bryder mig den mindste smule om! Vores familie er meget vellidt i dette samfund, og en skandale som det faktum at min datter dyrker elskov udenfor ægteskabet er grotesk. Derfor håber jeg så inderligt, at De har tænkt Dem at stifte ordenligt bekendtskab med resten af familien. Jeg tolerer ikke affærer, så I må gøre det mere officielt," hvis hun ikke gjorde mig bange før, så måtte jeg tilstå, at hun gjorde det nu. Hvordan kunne man være så gennemgående perfekt? Ingenting var jo acceptabelt i hendes univers.

"Jeg ønsker heller ikke, at det skal være..... Hor....." tilstod jeg en anelse kejtet, som vi nåede ned for enden af trappen, og hun førte mig ind i et gigantisk klædeskab, som nok var på størrelse med hele min lejelighed. Hvordan var det muligt, at have så meget og så dyrt tøj?  

"Må jeg så spørge dem Mr. Malik - hvad ønsker de så?" hun lukkede døren i efter mig, og førte mig hen i den ene halvdel af rummet, hvor en masse jakkesæt og slips hang på lige linje og sorteret i farveorden og efter mærke. Der var vidst tale om ordensmennesker. I stor grad.

Hendes spørgsmål kom faktisk bag på mig. Jeg var slet ikke sikker på, hvad hun ville have, at jeg skulle svare hende, og mest af alt hvordan jeg skulle svare. Mit ordvalg var ikke nær så fint som hendes, og jeg var ikke klar over, om hun overhovedet havde lyst til at høre, hvad jeg havde at sige. 

"Jeg ønsker så inderligt, at hun åbner sig op for mig," et lille uskyldigt fnis undslap mine læber, men det sluttede af med antagelsen af et suk. Det var utrolig hvor meget de to uger jeg havde brugt sammen med Elizabeth havde gjort ved mig. Jeg var blevet en meget gladere person i løbet af de fjorten dage, end jeg nogensinde havde været med Perrie. Det lød sindsygt ikke? At en person kunne påvirke en så meget på så kort tid? 

"Hvad mener De?" hun gik ned langs hylderne, og stoppede op ved et sort, blank jakkesæt, som med garanti kostede mere, end hvad jeg gav i husleje. Noget fortalte mig, at intet var overladt til tilfældighederne i dette hus. Overhovedet.

"Jeg mener... Elizabeth har fungeret meget som en lukket bog for mig... Hun har aldrig fortalt mig om sin baggrund og hvor hun kom fra, og hver gang hun blot har blottet sin personlighed en lille del, så skubber hun mig fra sig igen. Jeg.... Jeg vil gerne være mere i hendes liv, end blot en hun ringer til en gang imellem, når hun er ensom. Jeg vil gerne være en del af hendes liv, og ... En del af hendes verden," af en eller anden grund, gjorde hele denne sandhed mig utrolig følsom. Det gjorde et eller andet sted ondt på mig, at hun var så isoleret overfor mig, og at hun ikke gad lukke mig ind i sit liv. Var jeg ikke god nok? For så var hun nok den første pige, der nogensinde havde givet mig det modspil, som jeg søgte. De fleste piger ville jo give deres højre arm for at være sammen med mig.

"Elizabeth har altid holdt sin baggrund meget på afstand, ser De. Hun har oplevet svigt på tæt hånd igennem hele sit liv, hvilket også har været med til at gøre hende så forsvarstærk, som hun er. Det er svært at komme ind på livet af min datter, men hvis De forsøger længe nok, så skal det nok lykkedes," der var noget ved det meget oprigtige og kærlige smil, der spillede om hendes læber, der fik alt indeni mig til at slappe fuldkommen af. Hun fortalte mig en hemmelighed om sin datter, og det betød vel blot at hun troede på mig - troede på en fremtid, hvilket jeg nok burde se som en stor kompliment.

"Nu til noget helt andet - er De til Ralph Lauren Mr. Malik?" hun rakte det meget smukke (og dyre) jakkesæt over til mig, hvorefter hun fortsatte hen imod en anden væg, hvor primært skjorter og veste prægede ens åsyn. Det var virkelig utroligt, hvor kordineret alting var.

"Dette er virkelig alt for meget Fru. Clayton," jeg sendte hende et forsigtigt smil, som hun rakte mig en elegant hvid skjorte, som med garanti ville gå perfekt til det sorte jakkesæt. Det var yderst imponerende, at hun havde så meget styr på detaljerne.

"Tænk ikke på det min kære, nu vil jeg lade Dem klæde om, og så mødes vi om lidt ovenpå," hun berørte min håndoverflade ganske let, før hun forsvandt ud af rummet, og efterlod mig helt alene tilbage. På en eller anden måde fascinerede hele denne verden mig på en helt urealistisk måde. Selvom jeg var vant til et liv i glamour og luksus så var det kun en brøkdel af dette univers, som Elizabeth og hendes familie befandt sig i. Det var jo næsten et eventyr. 

~ ~ ~

 

Godt en halv time efter havde jeg dulmet mine nerver så meget, at jeg var i stand til at bevæge mig op ad trapperne. Klokken var efterhånden mange, og der var sikkert ikke særlig lang tid til, at vi skulle afsted. På en eller anden måde glædede jeg mig. Det blev utrolig spændende at opleve Elizabeth i dette miljø, og se hvordan hendes opførsel ville ændre sig. 

"Zayn Malik! Så kunne De finde vejen herop," jeg fortrød næsten, at jeg havde begivet mig op ad trapperne, da Mr. Clayton kom frem foran mig. Han stod for foden af den store trappe i entréen, og kiggede på mig med et meget varmt og muntert blik. Han var sådan en type, som man gerne skulle holde sig gode venner med. Det var en ting, der var helt sikkert.

"Mr. Clayton, godt at se dig.. Jeg mener Dem," jeg store idiot. Det mindste jeg kunne gøre, var da at prøve, at tale som de andre gjorde. 

"Jeg beder Dem, kald mig endeligt Charlie," Charlie, godt nok havde han præsenteret sig for mig før, men det føltes godt, at jeg også måtte kalde ham på fornavn. Så vid jeg kunne fornemme på hans kone, så nød hun at blive kaldt ved efternavn. Det lød jo også mere formelt. Gad vide hvad hun egentligt hed til fornavn? Det måtte jeg hellere spørge Elizabeth om senere.

"Nu skal De jo huske, at De er med som vores gæst, unge mand. De skal opføre Dem eksemplarisk, for ellers kan min kære kone godt se stjerner," han lo en smule af sin egen vittighed, og jeg gjorde et tøvende forsøg på at efterligne ham. Dette var utrolig underligt for mig. Regnede han ikke med, at jeg havde været til fine møder og baller før? Jeg havde trods alt været til diverse musikshows, og der krævede det altså også disciplin.

Jeg nåede dog aldrig at svare ham på hans lille udbrud, før jeg hørte lyden af stillethæle fra et sted over mig, og vi begge rettede opmærksomheden mod trappen, hvor Elizabeths blonde krøller kom til syne. I har alle godt hørt om den følelse, der går igennem gommen, når bruden træder ind igennem dørene i kirken ikke? Jeg måtte erkende, at jeg fik noget ala den samme følelse, da Elizabeth kom til syne for enden af trappen. Hun lignede en million - og den måde hun smilede næsten helt genert til mig, gjorde mig en smule sikker på, at hun tænkte det samme. Det var i hvert fald dét, jeg håbede. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...