Next In Line - One Direction (13+)

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2014
  • Status: Færdig
Kærlighed er det som mange piger ønsker, bare ikke Elizabeth Clayton. Som den mellemste datter i en af Londons fineste familier, skal hun leve op til visse krav, som mange andre unge ikke skal. Hun må ikke gå i byen, men hun gør det alligevel. Hun må ikke bryde traditionerne, men hun gør det alligevel. Pigerne hader hende, fordi alle drengene har et godt øje til hende, hvilket blot øger hendes allerede alt for høje selvtillid. Hun ved, hvad hun vil have, og hun skal nok få det, selvom hun må kæmpe lidt for det. På endnu en bytur møder hun en fyr, som hun hurtigt udser til at være en af de mange andre drenge, som hun har været sammen med. Men hvad hun ikke ved, er at hun kommer til at give ham et løfte, som han hænger sig fast i. Hun bliver overrasket, da hun finder ud af, at han spiller hendes spil med hård hånd, og at han ikke giver op så let.

142Likes
138Kommentarer
12257Visninger
AA

11. 10.

 


 

Fuglenes højlydte sang var den første ting jeg hørte, da jeg kom tilbage til bevidstheden efter en lang og tordenfyldt nat. Elizabeth lå stadig roligt ved min side med kroppen begravet under de mange dyner og tæpper. Aftenens hændelser fik mig til at smile. Jeg anede slet ikke, at hun havde så svagt et punkt, når det gjaldt tordenvejr og mørke. Det var ret sødt.

Når jeg sådan tænkte over det, kom det faktisk bag på mig, at en pige som hende faktisk frygtede noget. Altså, det vil sige ud over tøjkriser og dårlig hårdag. Hun virkede som en med ben i næsen og som en, der tog ansvar for sig selv. Måske tog jeg fejl.

"Hvad er klokken?" hørte jeg en svag mumlen fra siden af mig, da Elizabeth kørte hånden igennem de lyse lokker, og satte sig en smule udmattet op i sengen. Hun var lige så smuk som altid, hvis ikke endnu kønnere nu, efter jeg havde oplevet den lidt anderledes side af hende. Det kunne stadig bringe smilet tilbage på mine læber, når jeg tænkte på det.

"Tyve minutter over syv," det var egentligt forfærdeligt, at klokken ikke var mere end det. Jeg plejede at sove til langt op på dagen, hvis jeg fik lov, så at være lysvågen inden klokken otte var noget fuldstændig nyt for mig. Det var det virkelig. Måske skulle jeg til at stå så tidligt op hver morgen? Hvis jeg kunne vågne til synet af Elizabeths kønne ansigt, så ville det i hvert fald ikke blive noget problem. Så ville jeg ikke protestere. 

"Sig det er løgn," klynkede hun en anelse ynkeligt, som hun svang tæpperne til side, og svang fødderne ned på gulvet. Når jeg sådan tog et ordenligt kig rundt i hendes værelse, kunne jeg næsten forveksle det med samme antal kvadratmeter som hele min lejelighed. Værelset var enormt, og der var utrolig smukt og dyrt indrettet også, så meget kunne jeg fortælle. Selv sengetæpperne var fra D. Porthault, som også stod bag det sengetøj som de helt store stjerner; Audrey Hepburn og Sarah Jessica Parker benyttede sig af. Vildt, ikke? 

"Elizabeth!" lyden af en stemme på den anden side af døren fik hende til at handle utrolig hurtigt. Så hurtigt, at jeg næsten ikke opfattede det, da hun rev mig ud af sengen og nærmest skubbede mig ind i sit klædeskab. Eller, klædeskab var måske en underdrivelse. Lad os i stedet kalde det for det kæmpemæssige walk-in-closet, som det nu engang var.

"Hold din mund knyttet Zayn, ellers så vanker der!" hvæsede hun, som hun klaskede døren i, så jeg blev efterladt alene tilbage i mørket, der sivede kun en lille stråle lys ind fra en sprække i døren, det var det eneste, som jeg havde at arbejde med.

Hvad handlede dette om? Var hun ikke berettiget til at måtte have drenge sovende hos hende? Var hun flov over mig eller noget derhen af? Jeg var godt klar over, at den side jeg så af hende i aftes, ville forsvinde sammen med mørket, men jeg havde bestemt ikke forventet, at blive skubbet ind i hendes klædeskab og blive gemt af vejen på den måde. Jeg var hendes skelet i skabet. HAHA. Ej, glem det.

"Godmorgen min kære, så er det tid til at stå - vent, er De allerede oppe?" så Elizabeth stod heller aldrig særlig tidligt op? Det var da en positiv ting, så var jeg ikke den eneste, der havde svært ved at komme ud af fjerene. Klokken var også kun halv otte, måske skulle jeg være lidt mere optimistisk. 

"Ja, jeg føler mig utrolig frisk og motiveret i dag," der var noget i hendes stemme, der lød forfalsket og et eller andet sted også meget tøvende. Hvis der var noget, som Elizabeth i hvert fald ikke var for blot et par minutter siden, så var det i hvert fald frisk. Hun var tværtimod næsten på grænsen til at falde i søvn igen.

"Det er vidunderligt at høre. Jeg ville blot tjekke op på tilværelsen ovenpå den forfærdelige torden i nat. Kom De igennem det kære? Jeg kunne næsten ikke nyde min aften af ren og skær bekymring," bekymring? Over hvad? 

"Jeg klarede den," hendes stemme var blevet endnu mere tøvende end tidligere. Hvorfor var hun så nervøs anlagt? Hun havde ingenting at være flov over. Det var normalt at man frygtede noget - at hun frygtede torden var blot noget der gjorde hende endnu mere speciel, end hun allerede var.

"Det er jeg glad for skat, men noget andet er; at din fader og jeg er inviteret til afdansningsbal i familien Stewarts golfklub. De og dine søstre er derfor også berettiget til at tage med," det lød kedeligt. Afdansningsbal? Det lød som noget fra det tidligere århundrede, nej tak.

"Javel," gik hun nu? Det måtte hun hellere end gerne. Jeg havde svært ved at befinde mig herinde uden at sige noget. Det var faktisk gået over alt forventning. Det vil sige, indtil min næse begyndte at klø, og, og ....

"ATUUUUUCH!" fuck. Nu kunne jeg lige så godt ligge mig til at dø.

 

 


 

Hvorfor mig? Det var det eneste, som jeg kunne tænke på i dette øjeblik. Min mor skulle netop præcis ikke opdage Zayn, som jeg havde smidt ind i mit walk-in-closet. Jeg vidste ikke lige, hvor jeg ellers skulle gøre af ham, så han måtte leve derinde de næste par minutter – inden han afslørede sig selv. 

Undrende vendte min mor sig rundt, for at høre efter, hvor lyden kom fra. Jeg kunne jo sige mig selv, at jeg ikke kunne bilde hende ind, at det var mig, som nøs. Dum var hun nogle gange – men så dum var hun heller ikke. Jeg blev blot stående et par skridt væk fra hende, som om at jeg ingenting havde hørt. Det var min bedste mulighed lige nu, for måske ikke at blive afsløret.

”Hørte De det?” Spurgte hun med en blanding af undring og mistro. Hendes blik vandrede umage rundt på mit værelse for at finde svar på nyset, som vi tydeligt kunne høre herind. Jeg kiggede også undrende omkring, for at spille med på det faktum, at jeg ikke vidste, at Zayn befandt sig inde på den anden side af væggen.

”Var det ikke bare en af stuepigerne, som nøs?” Spurgte jeg hende, som om at det ikke var noget. Altså det kunne det sagtens være, det var ikke nogen urealistisk tanke. Jeg måtte bare satse hele butikken på, at hun ville tro på det. Opdagede hun ham, så turde jeg ikke tænke på, hvad hun ville gøre ved ham – eller for den sags skyld, mig.

”Nej, det tror jeg ikke. Det kom indefra den anden side af væggen,” svarede hun efter lidt tids stilhed. Jeg holdt vejret, da hun langsomt trådte et skridt nærmere mod døren til mit walk-in-closet. Og inden jeg nåede at åbne munden, og tale hende på andre tanker, stod hun med hånden omkring håndtaget til døren, og på ét sekund havde hun skubbet døren til siden, og et gisp lød fra hendes læber.

”Elizabeth Emilia Victoria Clayton, nu har jeg aldrig kendt magen! Skjuler De denne unge mand for mig?” På en eller anden vis, fik hun skubbet Zayn ud fra mit walk-in-closet, og mit flove blik faldt på ham. Jeg ville rigtig gerne klippe mig selv ud af det her billede, fordi jeg havde nok aldrig følt mig så flov før. Mit blik faldt på mine bare fødder, og jeg mærkede farmen stige op i mine kinder. 

"Nej, han ville bare hjælpe mig med at finde den kjole, som du gav mig på min fødselsdag," løj jeg. Jeg kunne ikke finde på nogen bedre undskyldning lige i dette øjeblik, fordi jeg ville ikke skuffe hverken min mor eller Zayn, ved at sige sandheden. Normalt ville jeg aldrig lyve i sådan en situation, selvom løgne somregel hjalp videre normalt, så jeg ingen anden udvej for alles parter. 

"Ja så. Har De kendt min datter længe?" Hun hoppede på den. Markant vendte hun sin opmærksomhed mod Zayn, som stod i sine lyse cowboybukser og hvide t-shirt. Vi nåede ikke at klæde om i går, inden vi faldt i søvn, og det var vidst heldigt nok. 

Fra hvor jeg stod, kunne jeg se på Zayn, at han ikke følte sig tryg ved situationen, men det gjorde jeg heller ikke selv. Min mor kunne være en 'pain in the ass', når hun var i dette humør, eller det ville sige, når jeg løb om hjørner med hende. Selvfølgelig ville det være nemmere, hvis jeg ikke løb om hjørner med hende, men så nemt var det bare ikke. Fordi så ville jeg give slip på mine drømme, og det nægtede jeg. 

"Omkring to uger, Fru Clayton," svarede han efter lidt kort tids tavshed. Da ordende undslap hans læber, lød det som om, at vi lige havde mødt hinanden, men sandheden var, at det føltes som om, at vi havde kendt hinanden i længere tid. Men på grund af det intense spil som vi kørte, havde vi tilbragt meget tid sammen de sidste to uger, og det var helt underligt at tænke på lige nu. De to uger var faktisk bare fløjet af sted.

"Elizabeth! Hvorfor har De ikke fortalt mig om det?" Som en tallerken vendte hun, og jeg var igen under skovlen. Jeg så på hende med et overrasket blik, fordi jeg havde mindst forventet hende at reagere så... afslappet? Hun tog et skridt henimod mig, men jeg blev bare stående, og så på hende. 

"Øh, det ved jeg ikke," sandt. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke havde fortalt hende om det. Eller.. Jo, jeg havde ingen intentioner om at præsentere Zayn for min familie, eller min familie for Zayn; men det hele er løbet sammen, så jeg måtte jo bare spille med på den. 

"Ja så. Har De kendt min datter længe?" Hun hoppede på den. Markant vendte hun sin opmærksomhed mod Zayn, som stod i sine lyse cowboybukser og hvide t-shirt. Vi nåede ikke at klæde om i går, inden vi faldt i søvn, og det var vidst heldigt nok. 

Fra hvor jeg stod, kunne jeg se på Zayn, at han ikke følte sig tryg ved situationen, men det gjorde jeg heller ikke selv. Min mor kunne være en 'pain in the ass', når hun var i dette humør, eller det ville sige, når jeg løb om hjørner med hende. Selvfølgelig ville det være nemmere, hvis jeg ikke løb om hjørner med hende, men så nemt var det bare ikke. Fordi så ville jeg give slip på mine drømme, og det nægtede jeg. 

"Omkring to uger, Fru Clayton," svarede han efter lidt kort tids tavshed. Da ordende undslap hans læber, lød det som om, at vi lige havde mødt hinanden, men sandheden var, at det føltes som om, at vi havde kendt hinanden i længere tid. Men på grund af det intense spil som vi kørte, havde vi tilbragt meget tid sammen de sidste to uger, og det var helt underligt at tænke på lige nu. De to uger var faktisk bare fløjet af sted.

"Elizabeth! Hvorfor har De ikke fortalt mig om det?" Som en tallerken vendte hun, og jeg var igen under skovlen. Jeg så på hende med et overrasket blik, fordi jeg havde mindst forventet hende at reagere så... afslappet? Hun tog et skridt henimod mig, men jeg blev bare stående, og så på hende. 

"Øh, det ved jeg ikke," jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke havde fortalt hende om det. Eller.. Jo, jeg havde ingen intentioner om at præsentere Zayn for min familie, eller min familie for Zayn; men det hele var bare løbet sammen, så jeg måtte bare spille med på den. 

"Jeg har en strålende idé!" Sagde hun med et skingert toneleje, som fik den lyst inde i mig til at forsvinde til at vokse yderligere. "Hvorfor tager De ikke med os til afdansningsballet i aften? Det ville være os en ære, at have Dem med?" Hun vendte sig rundt, og så på Zayn med et ansigtsudtryk, som jeg ikke kunne se. Jeg selv var stået af.

Min mor havde lige givet ham en invitation til aftenens kedelige begivenhed. Enten så havde hun mistet forstanden, eller også var hun et skridt foran mig. På den anden side, var det her måske min store chance for at fuldudføre min plan?

Her har I så hendes værelse ;-)

 

______________________________________________________________________

Jeg må igen sige, at jeg er totalt målløs over antallet af favoritlister. 

You're simply the best!

Jeg er ikke så god til at stille indledende spørgsmål, så jeg håber bare, at I glæder jer til det næste kapitel, som jeg glæder mig helt afsindigt til at starte på!

Er der nogen af jer der har hørt Story Of My Life?
- I'm totally in love.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...