Bittersweet ☯ 1D ☯

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2013
  • Opdateret: 3 sep. 2013
  • Status: Igang
Louis Tomlinson er efterhånden blevet en vanskelig sag. I årevis har han forsvundet ind i sig selv og sin vrede, og tilbage er en tom, uomgåelig skal. Og nu hvor omverdenen også er ved at undre sig hvad der blev af Louis, ham den sjove fra One Direction, aner de andre drenge ikke hvad de kan gøre for at få deres ven tilbage. Det er, selvfølgelig, indtil den næsvise og noget rapkæftede Elle Hughes bliver ansat som managerens personlige assistent på den seneste turné, og Harry og Niall beslutter at blande sig.

35Likes
15Kommentarer
1562Visninger
AA

5. Step

Den utydelige snak fra tusinder i arenaen døde gradvist ud som tiden skred frem. Døren til garderoben blev nænsomt lukket, Harry velvidende om at de ikke kunne tale lang tid, før de andre tre ville komme. Han sagde ikke noget, for han kendte Niall godt nok til at vide, at han ikke behøvede at spørge.

”Det var forfærdeligt,” udbrød den blonde så, ”Hun var ved at grine højlydt over det. Men… Så blev hun nærmest sur. Jeg forstår hende ikke.” Hans øjne var spærret op, og han blinkede ikke, mens han talte. Harry kørte en hånd gennem håret og åbnede munden for at svare, da døren gik op. Det var nærmest som om temperaturen faldt et par grader, da Louis kom ind, den sidste smule positiv stemning døde i hvert tilfælde. Hans skjorte var halvvejs knappet ned, og bæltet hang løst i buksestropperne, mens hans irriteret hviskede ting om crewet og hvordan deres fans ”ikke ville holde kæft og høre musikken”. Niall så spørgende på Liam, som var kommet samtidigt med Louis. Han så tilbage lige så uforstående, for dybest set var der ingen der forstod Louis mere. Det næste øjeblik rettede netop Louis sig op, nu i sit eget tøj, og halvråbte over sin skulder, hvorfor der ingen kaffe var.

”Jeg tror, den er på vej, Lou,” svarede Liam roligt, men det var allerede for sent.

”På vej? De har fandeme haft en hel koncert til at gøre den fucking kaffe færdig i! Når jeg kommer herud og har holdt skrigende børn i tusindvis ud i flere timer, så er det mindste jeg kan forlange da en kaffe! Hvor dum skal man være for ikke at kunne nå noget så simpelt som en kaffe? For helvede…” Louis blev ved med at bande lavmælt, da nogen bankede på døren. Da Niall åbnede, stod Elle på den anden side med en bakke i hånden. Hendes ansigt var ulæseligt.

”Kaffe. Du kan hilse din ven og sige, at jeg undskylder for min dumhed.” Hun overrakte Niall bakken, skubbede den ind i favnen på ham og gik uden at sige mere. Niall sukkede opgivende og gik ind i garderoben igen, kort tid efter efterfulgt af Zayn, der havde holdt rygepause. Ireren gav Harry hans kaffe, hvorefter han diskret pegede mod døren og hviskede, at det nok var klogest at lade det ligge i noget tid, det med Elle og Louis. Harry kunne ikke være uenig, især ikke efter denne episode.

 

Det var lige blevet midnat, og Elle var på en af crewets busser, håret i en sjusket knold og i færd med at fjerne sin make up, da hendes telefon begyndte at vibrere aggressivt på håndvasken. ”DYLAN” læstes der på skærmen, og siden hun havde forventet dette opkald, lagde hun den beskidte vatrondel fra sig og gled sin finger over skærmen for at svare.

”Velkommen hjem!” næsten råbte hun i røret i stedet for at præsentere sig. Det var også blevet overflødigt efterhånden. Dylan, nyligt hjemvendt fra storbyferie i Amsterdam grinede begejstret, og inden hun kunne svare, fløj nye spørgsmål i hendes retning:

”Hvordan var ferien? Skete der noget? Du og Daniel?”

”Mh…” svarede Dylan vagt og skiftede straks emne, ”Men det er ikke det mest spændende; du turnerer med One Direction! Har du mødt?” Elle fnøs lidt som reaktion og sagde så:

”Åh ja… Jeg kom for sent første dag, så de fleste i hovedrummet fik mig at se. Den superhøje, Harry, kom dagen efter og ville tale med mig, men han fik aldrig rigtigt sagt noget… De er virkelig mærkelige, alle sammen, Dyl.”

”Kunne ligne dem,” fniste Dylan, som var en større fan af dem tilbage da de startede i X Factor og 3-4 år frem, men det begyndte at glide lidt ud i sandet da hun fyldte 20 og ikke længere var teenager. Elle sukkede ved dér minde og fortsatte:

”Senere kom… Niall! Ville også tale med mig. Gæt hvad han sagde!”

”Nej, hvad?” Dylans interesse var tydelig, selv gennem telefonen.

”Han ville sætte mig op med Louis! Hvad tænkte han lige?” En snert af frustration fandt hendes stemme, men i stedet for at dele den følelse, lød Dylan begejstret.

”Åh gud, virkelig? Hvad sagde du?”

”…Nej, selvfølgelig. Du lyder som om der var andre muligheder?”

”Louis er jo dejlig” Lød det fra telefonen. Elle kunne ikke erklære sig enig.

”Siden hvornår? Han gik helt op i sømmene fordi jeg ikke stod klar med kaffe med det samme efter koncerten i går aftes. Kaldte mig dum! Hvis det er din definition af ’dejlig’ skal du ikke sende mig på flere blind dates.” Der var en tænkepause i røret.

”Åh… Jeg troede det var blevet bedre igen. Han har ikke været sig selv siden Eleanor.” Dette huskede Elle godt fra før i tiden. De havde været på Brighton Pier sammen, hende og Dylan, da sidstnævnte ikke kunne dy sig for frustreret at berette om den seneste nyhed.

”Lou har brudt det med Eleanor,” havde hun udbrudt, og begyndte at fortælle. De havde været sammen i næsten 3 år, og rygterne var netop begyndt at svirre om forlovelse, da han afsluttede forholdet via en SMS. Ikke engang en samtale, én besked. Hun, Eleanor, havde tilsyneladende været knust, for han gav ingen grund, og bruddet var helt uventet for de fleste fans og pårørende. Dylan havde mistet megen respekt for ham dengang, og flere gange efterfølgende havde hun fortalt om andre mærkelige eller direkte lede ting, han havde gjort. Forladt interviews. Fornærmet fans til meet and greets. Enkelte gange havde han også gjort grin med eller hakket ned på sine bandmedlemmer på scenen eller til prisshows. Mange havde undskyldt dette med ”dårlige dage”, ”uacceptabel behandling fra fans” eller endda ”sass”. For andre stod det dog klart at hans opførsel bevægede sig i en spiral, der snart ikke længere kunne beskrives som menneskelig.

”Men du nægter altså at tale med ham?” afbrød veninden så hendes tankestrøm.

”Tja, nu havde jeg ikke forventet at se en masse til nogle af medlemmerne. Men ja, jeg ville klart foretrække ikke at være i nærheden af ham. Nu er det heller ikke fordi han virker villig til at være sammen med nogen, slet ikke mig!” svarede hun i en ensformig tone, ”Men Dyl, kommer du ikke forbi på et tidspunkt, inden vi fortsætter til resten af Europa?”

”Det ville jeg elske! Vi ses, søde.” Der blev lagt på og Elle smilede for sig selv, inden hun gik videre med at fjerne make up. Det blev en lang dag igen i morgen, og med lidt held kunne hun måske holde sig udenfor flere mærkelige situationer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...