No one can stop me {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2013
  • Opdateret: 8 sep. 2013
  • Status: Igang
Jojo på 19 år er en helt normal pige... Bortset fra at hun har blåt hår. Dog er hun en pige som elsker blomster og naturen. Mange tror hun er emo og sidder indelukket hver dag. Tværtimod er Jojo en pige som fester 24/7. En dag bliver hun inviteret til en fest som alle ville dø for at komme med til. Og der møder hun tilfældigvis 1 ung dreng, som Jojo har ingen idé om hvem er. Et dårligt førstehåndsintryk presser på, men hvad sker der nå hun opdager at hans ven står hende nær. Samtidig med det, skal hun snart i skole, hvor der starter en mystisk dreng ved navn Marcel...

39Likes
33Kommentarer
2084Visninger
AA

2. Undskyld mig, hvorfor stirrer du? ₰

"Hva' fanden!" udbrød jeg da jeg vågnede på et sekund, ved at min irriterende storebror havde smidt en spand fyldt med vand i hovedet på mig.

Altså ikke spanden... kun vandet... okay, jeg tror i forstår mig!

"Nå søs" svarede en stemme og smed sig ned på den tørre del af sengen. "Du besluttede dig at stå op?" sagde han igen og sendte mig et sarkastisk smil.

Jeg gav et smil tilbage og rejste mig op fra sengen. Tænk han kunne være så fræk at vække mig på den måde?!

"Hvad skylder jeg æren?" spurgte jeg, og prøvede desperat at fjerne noget øjesnavs.

Nå jo, forresten så hedder min bror Jaden... eller han var i hvertfald min halv bror. Jeg vidste udmærket godt at jeg var adopteret.

"Kan du ikke huske det?" spurgte han og undrede sig. "Du skal over til dansestudiet og give Sofie mit brev til hende."

Ja... det er lidt svært at forklare. Min bror og Sofie er kærester, men de har hele tiden et "on 'n' off" forhold, hvilket bare har besværet mig. Fordi så blev jeg automatisk deres brevdue, da Sofie hele tiden smed de breve han sendte ud.

"Fint... men du skylder mig en tjeneste. Hvilket i alt nok er en milliard tjenester." svarede jeg og blinkede med øjet.

Folk vil nok tro at det er lidt mærkeligt at jeg gør det, siden det kunne misforstås, fordi vi ikke rigtig var søskende. Men sandheden er at vi elsker hinanden. Altså ikke på den måde! Argh! Jojo stop dig selv.

Med et smil forlod han mit værelse, så jeg kunne klæde om. Jeg orkede ikke rigtig noget, så jeg tog min USA jumpsuit på. Jeg så herre nice ud i den. Striber og stjerner klæder mig. Og med de ord, tog jeg brevet i hånden som min bror havde efterladt på mit skrivebord, og begik derud af.

Mange blikke faldt på mig. Nok fordi jeg havde blåt hår. Men det ragede mig en skid! Godt nok var jeg en lille pige som elskede blomster, men når det hele kommer til det hele, så er jeg en hård negl som godt ved hvordan man svarer igen. Men det gik som regel ikke så godt, fordi jeg er en del lav. Faktisk er jeg kun 160! Jeg hader min højde, men kan jeg gøre andet? Nope. Jeg må leve som fremtiden bringer det. Efter 5 minutters gå gang kom jeg til dansestudiet. Det var meget svært at komme der ind, eftersom at flere piger stod og skreg udenfor. Hvad skete der lige for det? Var jeg gået glip af noget? Med de ord, gik jeg mod bygningen, hvor der stod en sikkerhedsvagt. Han begyndte at spørge om alt muligt og om hvorfor jeg skulle derind. Efter ca. 10 minutter, havde jeg endelig overbevist ham om at min veninde gik derinde. Og ja, hun var min veninde. Jeg gik ind mod bygningen, og ind i elevatoren. Ja, jeg var alt for doven til at tage trapperne, selvom det bare var på 3. sal. Da jeg kom ind i elevatoren stod der 5 drenge og en dame med en mappe. Med mit tyggegummi i munden gik jeg ind i elevatoren, og skulle til at klikke på sal 3, da en dreng kom mig i forvejen. Han havde en hættetrøje på, og solbriller. Seriøst?! Solbriller? Vi var jo indenfor... I en elevator. Men fint med mig. Jeg dømmer ingen. Det føltes som en evighed, men endelig var elevatoren på 3. sal. Jeg gik ud, og gik hen mod det lokale Sofie trænede i. Jeg kunne se at timen stadigvæk var i gang, så jeg satte mig ned på en af stolene lige udenfor. De 5 drenge og hende damen skulle åbenbart også ind i lokalet, så de satte sig overfor mig. Hende damen med mappen tog sin mobil frem, og ringede til en eller anden. Jeg lagde mit hoved tilbage og kiggede mod loftet. Det var enelig rimelig snavset. Det kunne godt trænge til en rengøring. Altså jeg mener, der kunne jo falde støv ned i hovedet på en. Da jeg kiggede ned igen tog jeg en dreng i at stirre på mig, og kunne se at han rødmede. Altså hvem troede han lige han var? Man kan da ikke tilladelse sig selv i sådan noget? Jeg ved jeg var lækker, men hvorfor stirrede han stadigvæk på mig efter jeg havde busted ham? Uden jeg kunne stoppe mig selv, skulle jeg selvfølgelig komme med en smart kommentar.

"Hva... ser du noget du kan lide siden du bliver ved med at stirre?" spurgte jeg og lagde armene over kors.

Jeg kunne høre de andre 4 drenge grine, og kiggede væk. Ja, ja... god start. Jeg fik nogen fremmede drenge til at grine. Godt førstehåndsindtryk.

"Ja faktisk" svarrede han igen, og sendte et smørret smil. Han var helt sikkert højrøvet! Jeg rullede bare med øjnene, og kiggede ud af et vindue overfor.

Han gik hen mod mig, og satte sig ned ved siden af mig.

"Hej, jeg hedder Harry." sagde han, og tog hånden frem.

Jeg kiggede mærkeligt på ham. Troede han virkelig at jeg ville tale til ham? Jaer right. In your wildest dreams baby!

"Hej, jeg hedder jeg er ligeglad." svarede jeg og sendte et flask smil. Han trak hånden ind til sig selv.

YES! Et point til mig.

"Nå, nogen er hvis da lidt muggen?" mumlede han, men højt nok til at jeg og de andre kunne høre det. De andre begyndte at flække af grin, og stirrede på mig.

Pis... 1-1. Øv. Det var ellers sådan en god start.

Jeg skulle til at svare igen, men blev afbrudt af at Sofie kom herud. Endelig. En jeg kunne fordrage.

"Sofi" sagde jeg og smilede stort, og krammede hende. Hun krammede igen, og smilte lige så stort.

"Hva laver du her?" spurgte hun og lagde en arm over min skulder. "Jo, altså jeg ville stadigvæk ligge i min seng, hvis ikke det var fordi Jaden var så desperat i at for fat på dig." svarede jeg, og løftede det ene bryn, og gav hende brevet.

Jeg stod med ryggen til de andre drenge, men kunne mærke de stirrede. Jeg vendte mig om, og de drejede hurtigt hovedet væk.

"Undskyld mig, hvorfor stirrer i på mig?" spurgte jeg, og lagde den ene hånd på hoften. "Står der måske skrevet i panden på mig at jeg elsker at blive stirret på?" svarede jeg igen, og lagde armene over kors.

Der blev helt stille, hvilket var en sejr for mig. YES! endnu et point går til den geniale Jojo.

De skulle til at svare igen, men hende damen med mappen, bad dem om at gå ind. Jeg vendte mig om mod Sofie, og rullede med øjnene. Hun fniste af det, og sagde tak til mig. Hun skulle tilbage i lokalet, sammen med de 5 drenge. Hvor havde jeg dog ondt af hende. Det gjorde mig helt trist. Men nok om det. Jeg skulle tilbage, og sove sammen med min mand. Min dejlige seng Tristan. Oh ja, Tristan var den eneste i verdenen, som fik mig til at slappe helt af. Og nej, ikke på den måde. Tristan er min elskede seng, som er hammer lækker efter min smag. Men nu var det jo også mig som valgte ham?

*o*

 

Ja, det var jo så mit første kapitel her.

Jeg glæder mig meget til at skrive videre på denne her movella, og det skal nok blive godt. :D

Tusind tak fordi du/I gider at læse det her.

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...