Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
719Kommentarer
73869Visninger
AA

9. Kap. 8: ”Jeg. Vil. Have. Dig.”

 

”Harry?!”

Jeg så på ham med store øjne, da han nok var den person, jeg mindst havde ventet at se her. Det var ikke ligefrem et sted man normalt bare lige passerede. Mit blik fulgte hver en eneste af hans bevægelser, da han tørrere sine hænder af i bukserne, efter der var kommet blod på dem. Ikke det lækreste, men hellere det end at rende rundt med blod på hænderne.

”Hvad fanden laver du her?” udbrød jeg og kæmpede stadig med at få min puls ned igen, efter alt hvad der lige var sket.

”Du lignede en, der godt kunne bruge noget hjælp,” svarede han ligegyldigt tilbage med et træk på skuldrene.

”Du svarede ikke på spørgsmålet.”

”Jeg… Jeg var hjemme forbi dig, for at finde dig, men der var ikke nogen hjemme. Det var faktisk et tilfælde, at jeg kørte denne her vej hjem,” sagde han. Jeg kunne ikke helt beslutte mig for, om jeg skulle tro på, hvad han sagde.

Da jeg ikke sagde mere, kiggede Harry over min skulder for at se, hvem det var der lå henne i gyden. Han havde ikke set andre end dem, der havde stået ude ved vejen. Jeg fulgte hans blik hen til Blake, der stadig sad på knæ med hænderne op foran ansigtet.

”Var det Blake?” En pludselig vrede syntes at skylle hen over Harry, og jeg var ret sikker på, at hans øjne blev en lille smule mørkere. Var det overhovedet muligt? Jeg nikkede forsigtigt som svar og ville egentlig gerne bare væk fra det her sted. Godt nok var jeg vant til denne her risiko, men jeg ville helst undgå det.

Faktisk var jeg ikke så hård, som jeg forsøgte at være. Udenpå var det intet problem at holde facaden oppe, men der kunne komme små situationer, hvor jeg følte mig lige så skrøbelig som porcelæn. Jeg var ikke mere end atten år og havde været ude for ting, som ingen attenårig nogensinde kunne drømme om. Det havde sat sine små spor i mig. Dog lykkedes det mig at skjule det størstedelen af tiden.

”Når jeg er færdig med ham, så-”

”Harry… Nej,” sukkede jeg.

”Det svin fortjener ikke at leve. Hvem fanden går også efter piger? Så lavt kunne jeg ikke engang finde på at synke!”

”Harry, det er-…” Jeg stoppede mig selv, da jeg først nu gav mig tid til at se ordenligt på ham. Han havde helt klart været langt stærkere end sine modstandere, siden han kunne vinde over tre på én gang. Men nu kunne jeg se, at det ikke var lykkedes ham helt uden skrammer. Hans underlæbe var sprækket, og han så ud til at ville få et pænt, blåt mærke på kæben i morgen. Derudover tog han sig til brystet med den ene hånd. ”Du er kommet til skade,” sagde jeg stille, selvom det var ret åbenlyst.

”Det er ikke noget.” Han gik forbi mig og fortsatte imod den sammenkrøbne Blake. Harrys blik kunne i sig selv have været nok til at slå ihjel. ”Han er en død mand,” mumlede han sammenbidt. Før han kunne nå at komme for langt væk, greb jeg ud efter hans hånd og forhindrede ham i at komme videre.

”Stop,” nærmest hviskede jeg. ”Kan vi ikke bare komme væk herfra?”

Hans blik lysnede en smule op igen, da hans øjne mødte mine. Jeg ville væk fra Blake og de mænd der havde været med til det her. Hvis Harry ikke var dukket op, havde jeg ikke kunnet slippe væk. Én mand kunne jeg klare, men hvis jeg var alene imod tre, ville det aldrig gå godt. Han havde faktisk reddet mig, selvom jeg ikke var meget for at indrømme det.

”Okay,” sukkede han, selvom det kunne tydeligt ses, at han helst ville hen og gøre en ende på Blake Matthews liv.

 

Vi var kørt hjem til mig. De andre var ikke hjemme, så der var ikke nogen til at opdage Harry. Jeg burde bare have sagt farvel til ham derhenne, men jeg ville ikke risikere at han gik tilbage til Blake og endte med, at få sig selv slået halvt ihjel. Derudover havde han hjulpet mig og sandheden var, at en lille del af den tårnhøje mur jeg havde bygget op omkring mig, for at holde Harry væk, var gået i stykker.

Jeg havde ikke låst døren da jeg tog af sted, så vi gik begge direkte indenfor i gangen og fik taget sko og jakke af. Selvom Harry var kommet til skade og sikkert havde store smerter, formåede han stadig at få et kækt smil frem. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad der foregik oppe i den drengs hjerne. Før han kunne nå at se alt for grundigt på huset, trak jeg ham med ovenpå og ud på mit badeværelse, der var koblet sammen med mit værelse. Jeg lukkede døren efter os og placerede ham midt på gulvet.

Helt uden varsel, tog jeg fat i kanten af hans t-shirt og trak den op til over brystet. Jeg forsøgte at holde fokus på hans sår, selvom det var ret svært med en veltrænet mave som distraktion. Harry så på mig med et forunderligt blik, før det ændrede sig til et bredt smil. Heldigvis holdt han mund, i stedet for at komme med en eller anden dum kommentar.

Hans sår var slemt. Virkelig slemt. Jeg ved ikke hvordan det var muligt, men han havde en lang rift på godt og vel fem centimeter på brystet. Jeg endte med at hive t-shirten helt af, da det blev lidt nemmere at arbejde sådan. Efter et hurtigt kig i skabene under vasken, fandt jeg vores lille førstehjælpskasse frem. Jeg kiggede kort tingene igennem, før jeg fandt noget desinficerende til såret. Han skar en lille grimasse, da jeg forsigtigt dubbede på flængen.

Jeg holdt næsten vejret konstant. Det at være så tæt på ham gjorde et eller andet ved mig. Noget jeg ikke var speciel tryg ved. I et kort øjeblik mistede jeg koncentrationen, og mit blik gled ned over hans overkrop. Selvfølgelig havde Harry opdaget det, i det splitsekund det skete.

”Du ved, jeg kan tage t-shirten på igen, hvis det er for distraherende?” foreslog han med et selvsikkert smil.

”Stop nu… Jeg skal have renset det sår, før du kan få den på igen.”

”Jamen så er det vel mest rimeligt, hvis du også smider din bluse?” Han løftede øjenbrynene en anelse, og jeg var hurtigt til at ryste på hovedet.

”Drop det.”

Han lod det heldigvis ligge, og jeg kunne få renset såret færdig. Han lænede sig ned og plantede et enkelt kys på min hals, da jeg var lige ved at være færdig, der fik mig til at stivne et kort øjeblik, før jeg igen fortsatte, som om intet var sket. Jeg satte et stort plaster over flængen, for at undgå at der kom blod på tøjet.

”Her,” sagde jeg og rakte ham hans t-shirt.

Han tog imod t-shirten, men i stedet for at trække den på, blev han stående med den i hænderne. Hans blik var på mig konstant, og jeg var begyndt at føle mig en smule utilpas. Jeg skiftedes til at lægge vægten på den højre og venstre fod, bare for at have noget at give mig selv til. Der var et eller andet over ham, som jeg ikke kunne beskrive. Noget specielt.

Hans ene hånd lagde sig ved min talje, hvor han trak mig helt ind til sig. Jeg var ikke sikker på hvorfor, men min vejrtrækning steg betydeligt i løbet af ingen tid. Mit blik var frosset på hans, og jeg kunne ikke flytte mig væk fra stedet. Hans øjne rykkede sig et kort øjeblik fra mine øjne til mine læber, før de igen fandt op til mine blå øjne. Han havde tænkt sig at kysse mig… igen. Jeg kunne mærke det.

Men denne gang vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg nåede slet ikke at få tænkt mine muligheder igennem, før hans læber var blevet placeret på mine. Det føltes skønt, og det var skrækkeligt at indrømme. Hvad der var endnu mere skrækkeligt var, at jeg fangede mig selv i at kysse med. Det her måtte ikke ske. Da jeg endelig fik nogenlunde styr på situationen igen, fjernede jeg mine læber fra hans og trak mig ud af hans greb, hvorefter jeg bakkede adskillige skridt væk fra ham.

”Stop med det der!” sagde jeg irriteret.

”Jeg vidste det.” Han ignorerede fuldstændig, hvad jeg sagde. Jeg så forvirret på ham.

”Du vidste hvad?”

”At du ikke hader mig så meget, som du giver udtryk for,” svarede han med et smil.

”Jeg hader dig ikke.” Jeg trak en anelse på den ene skulder. ”Jeg vil bare ikke have, at du går rundt og kysser på mig.”

”Du lod da ikke til at have noget imod det lige før…”

Jeg sukkede tungt og skubbede mig forbi ham og fortsatte ud på gangen. Mit værelse lå for enden af gangen, og jeg smækkede døren i da jeg var kommet indenfor. Der gik dog ikke lang tid, før den blev åbnet igen og Harry trådte ind.

”Jeg kan ikke se, hvad det store problem er,” mumlede han.

”Nej, men du er også dig! Så bare stop det.”

”Hvorfor? Du er måske bange for at falde for min fantastiske charme?” Han løftede øjenbrynene og jeg kunne ikke undgå at lukke et grin ud, mens jeg rystede på hovedet af ham.

”Overhovedet ikke.”

”Jamen, hvad er problemet så?”

Du er mit problem, Harry!” udbrød jeg og var ved at blive godt træt af det her. ”Kan du ikke bare fatte, at jeg ikke vil have noget med dig at gøre?! Joseph flippede mega meget på mig i går, da han fandt ud af, at jeg havde været sammen med dig. Kan du ikke bare… finde en anden, hvis du absolut vil have en at dele mundvand med?”

Der var stille i nogle sekunder.

”Nej,” sagde han til sidst.

”Nej?”

”Nej… Jeg finder ikke en anden.” Han trådte nogle skridt tættere på hinanden, så vores overkroppe mødtes. ”Jeg. Vil. Have. Dig.” Han lagde tryk på hvert eneste ord, og jeg måtte endnu en gang ryste på hovedet af ham.

”Men. Du. Kan. Ikke. Få. Mig,” svarede jeg tilbage.

”Skal vi lade det komme an på en prøve?”

Hans arme foldede sig omkring mig, og jeg stod endnu en gang som fastfrosset. Pokkers, nu skete det igen. Jeg kunne virkelig ikke beskrive, hvad det var. De der grønne øjne gjorde noget ved mig. Jeg havde ikke lyst til at skubbe ham væk, selvom jeg vidste, at det her var forkert. I et kort øjeblik havde jeg den største trang til at kaste mig ind i hans arme og aldrig give slip. Han var jo sød nok. Og så hammer godt ud. Men han var dårlig for mig. Ikke andet end problemer.

Jeg rystede kort på hovedet, for at få rystet tankerne væk. Han lænede sig det lille stykke ned og kyssede mig kort på læberne, før jeg nåede at skubbe ham væk. Med lidt besvær fik jeg vristet mig ud af hans arme, da han havde rettet sig op igen.

”Seriøst, stop det.” Han grinte kort over min reaktion og bare lyden af hans latter, fik en varm følelse til at sprede sig i kroppen. Det her var ikke godt. ”Du kan godt smutte nu. Plastret skal nok skiftes i aften, hvis det stadig bløder.”

”Okay. Vi ses nok igen lige pludselig. Jeg er slet ikke færdig med dig,” smilede han og kysser mig kort på læberne igen. Jeg kom til at kysse med. Det var ikke bevidst, det skete bare, og Harry bemærkede det selvfølgelig. Han trak sin t-shirt over hovedet, før han vendte om og forlod værelset. Kort efter kunne jeg høre hoveddøren åbne og lukke sig igen.

 

Resten af dagen brugte jeg på at lave så lidt som muligt. Lige meget hvad jeg gjorde, så fandt Harry alligevel en måde at snige sig ind i mine tanker på, hvilket var begyndt at irritere mig grænseløst. Jeg måtte indrømme, at han var okay. I hvert fald ikke lige så slem, som han var i starten.

Harry var jo egentlig helt fin. Det var Blake der var den onde. En slangetatovering var også et godt tegn på, at det var en person man skulle holde sig fra. Jeg havde i hvert fald på fornemmelsen, at det her ikke var sidste gang jeg ville se Blake. Jeg havde narret ham og sådan noget skete ikke uden konsekvenser. Dog var jeg forberedt. Han skulle ikke komme og overrumple mig fuldstændig ligesom i dag. Hvis noget skulle ske, ville jeg være så klar på det som muligt.

 

Heeeeeejsaaaa! Jeg har været en smule presset denne gang, men håber at det blev okay. Er ikke selv helt tilfreds med slutningen på kapitlet, men de kan jo ikke slutte lige spændende hver gang. Historien har rundet 80 favoritlister og 70 likes, hvilket er virkelig overvældende! TUSINDE GANGE TAK! Jeg kan afsløre at næste kapitel bliver fra Harrys synsvinkel, og der kommer til at ske en del uventede ting ;) Husk at like og skrive en lille kommentar :)

PS: Jeg har haft nogle ekstremt store smerter i ryggen de sidste par dage (aner ikke rigtig hvad det er), men jeg kan nogle gange slet ikke klare at sidde op. Så det kan godt være at næste kapitel bliver en dag eller to forsinket, hvis det fortsætter sådan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...