Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

306Likes
718Kommentarer
77457Visninger
AA

8. Kap. 7: ”Bed du mig lige?”

 

Det føltes som om hele min krop var blevet vendt med vrangen ud af. Jeg følte mig tom indeni og sorte pletter dansede for mine øjne. Jeg tog noget toiletpapir og tørrede mig om munden, før jeg skyllede ud. Pokkers drinks. Pokkers Harry Styles.

Jeg gik ud af toiletbåsen og hen til en af håndvaskene, hvor jeg lige akkurat kunne få hovedet ind under vandhanen. Selvom jeg fik drukket en masse vand, hjalp det stadig ikke på den skrækkelige smag i munden. Generelt havde jeg det stadig bare ad helvedes til. Jeg havde stadig kvalme, men jeg vidste samtidig, at der ikke kunne komme mere op. Nu ville jeg gerne bare hjem.

Lige uden for indgangen til dametoilettet stod Harry og lænede sig op af væggen i gangen. Han så på mig med et blik, der ikke var til at gennemskue.

”Jeg må indrømme, at det er første gang sådan noget er sket,” sagde han.

”At hvad er sket?”

”At jeg har kysset en pige og så er hun gået ud for at brække sig bagefter,” svarede han med et kækt smil.

”Stop nu bare… Det er din skyld. Du blev ved med at hælde drinks på mig!”

”Det kan godt være, men det var dig selv, der valgte at drikke dem.”

Jeg sukkede tungt, før jeg maste mig forbi ham og tilbage ind i rummet, hvor poolbordene stod. Jeg trak min bluse over hovedet igen og foldede armene foran mig. ”Kunne du ikke gøre dig selv lidt nyttig? Skaf en tandbørste og noget tandpasta.” Det ville i hvert fald hjælpe imod smagen af opkast i munden, men chancerne for at finde de to ting på en bar, var nok ikke eksisterende.

”Det kan jeg nok ikke lige klare. Men jeg har tyggegummi?” Jeg nikkede stille som svar og var bare glad for, at han rent faktisk hjalp lige nu. Han fandt pakken med tyggegummiet frem og gav den til mig. Jeg tog tre stykker i munden, før jeg gav pakken tilbage til ham igen. Det var ikke det samme som at børste tænder, men det hjalp alligevel en lille smule.

”Jeg vil gerne hjem nu,” mumlede jeg.

”Allerede?”

”Ja, Harry. Og hvis du ikke kører mig, så tager jeg bare en taxa.” Jeg var ikke i humør til, hvis han skulle til at være flabet. Jeg ville hjem og sove, så jeg forhåbentlig kunne vågne op i morgen, og have det en lille smule bedre end jeg havde det lige nu.

”Okay, okay… Jeg skal nok køre dig,” svarede han med et smil.

Mine tanker var langsomt ved at klare op igen. Det var muligvis fordi jeg kommet af med en stor del af alkoholen igen. Alligevel fortrød jeg ikke kysset med Harry. Det var jo bare et kys.

Vi fulgtes ud til bilen og jeg trak ærmerne på min bluse godt ned over hænderne, for at holde bedre på varmen. Vi var i starten af oktober, og efteråret havde været ekstra koldt i år. Vinden havde taget til siden vi kom, og mine tænder klaprede ufrivilligt hele vejen hen over parkeringspladsen. Jeg satte mig ind på passagersædet, og så snart han havde tændt for bilen, skruede jeg op for varmen i bilen.

Turen hjem foregik meget stille og roligt. Vi fik en samtale i gang, som for en gangs skyld var helt normal, og uden nogen ekstremt personlige spørgsmål. Jeg havde efterhånden tygget så meget på tyggegummiet, at smagen var forsvundet, og det i stedet var begynd at smage dårligt. Heldigvis drejede vi ned af vejen, og få minutter efter holdte vi foran mit hus. Jeg spændte mig fri og skulle til at stige ud af bilen, da han greb fat om mit håndled og forhindrede mig i det. Han trak mig lidt hen imod ham, mens han selv lænede sig tættere på. Jeg kunne godt se, hvor det her ledte hen af og det var noget, jeg ikke ville lade ske igen.

”Nej,” hviskede jeg og trak mig væk fra ham igen.

”Hvorfor? Du klagede da ikke før,” svarede han med et selvsikkert smil.

”Jeg er ikke en, du bare kan kysse på, når du har lyst… Vi ses, Harry.” Jeg steg ud af bilen og skulle til at lukke bildøren, men blev endnu en gang afbrudt.

Vi ses? Det er da fremskridt,” smilede han og jeg rystede svagt på hovedet af ham, før jeg lukkede døren i og fortsatte op til huset. Jeg gik indenfor og tog jakke og sko af i gangen, før jeg fortsatte ind i stuen. Klokken var langt over midnat, og jeg havde egentlig håbet på, at jeg kunne snige mig op i seng uden at Joseph ville opdage noget. Især ikke nu hvor jeg stank af alkohol og sikkert også af opkast.

”Ella?”

Fuck, fuck, fuck, bandede jeg indvendigt. Hvorfor skulle Joseph også være oppe så sent? Hvis jeg kunne, var jeg stukket af. Men den plan ville ikke fungere i det lange løb. Det var her jeg fik mad, vand og husly, så jeg kunne ikke bare smutte. Og så slemt kunne det her vel heller ikke være?

”Kom her.” Han nikkede imod pladsen ved siden af ham på sofaen, og jeg gik med tøvende skridt derhen og satte mig ned. ”Hvor har du været?” Han lød rolig, men samtidig en smule irriteret.

”Ovre hos en veninde,” svarede jeg hurtigt. Måske lidt for hurtigt.

”Drop det der!” sagde han vredt. ”Jeg så bilen udenfor og den er ret nem at genkende. Du var sammen med Harry, ikke?” Hans stemme hævede sig en anelse, og det var helt tydeligt for enhver, at han ikke var tilfreds med det her.

”Jo. Men helt ærligt, hvad er der galt i det? Det er jo ikke på andet end et venskabeligt plan.” Hvis man overhovedet kunne kalde det for et venskabeligt plan.

”Det er ikke godt, at blande sig med folk i samme branche. Hvis vores to grupper kommer i problemer med hinanden, vil det ikke blive godt for nogen af jer. Hold dig fra ham, Ella.”

”Ja ja,” sukkede jeg. ”Du overreagerer altså virkelig meget lige nu.” Jeg havde aldrig været bange for at sige min mening, hvilket dog nogle gange bragte mig i dårlige situationer. Men lige nu gik Joseph for vidt.

”Gør jeg? Du stinker langt væk af alkohol. Hvad lavede i overhovedet?” spurgte han sammenbidt.

Ikke noget. Hør, jeg vil virkelig gerne op og i seng. Der er ikke noget mellem mig og Harry, så der kommer slet ikke til at blive noget problem, okay? Godnat.” Han sukkede opgivende, men lod det heldigvis ligge. Jeg skyndte mig op af trappen og videre ind på mit værelse, hvor jeg smed mig på sengen og faldt i søvn med det samme.

 

Næste morgen vågnede jeg op og havde, overraskende nok, stort set ingen hovedpine. Jeg var træt, men det var det. Ingen hovedpine og ingen kvalme. Jeg trak af gårsdagens tøj, da jeg var kommet ud på mit badeværelse og gik ind under det varme vand i bruseren. Jeg lod vandet skylle hele kroppen ren, og fik det meget bedre efter alle spor af alkohol og bræk var forsvundet. Derimod duftede jeg mildt af vanilje, der var den shampoo jeg altid brugte. Vanilje var langt bedre end alkohol og opkast.

Jeg trak i en løs bluse og nogle jeans, før jeg smuttede udenfor. De andre var ikke hjemme, og jeg havde ikke styr på, hvor de var. Jeg havde ikke noget nyttigt at give mig til, så jeg gik en tur. Vejret var for en gangs skyld okay, og blæsten var ikke nær så slem, som den havde været de tidligere dage. Alligevel lynede jeg min jakke godt op, for at holde bedre på varmen.

Der var ikke noget bestemt mål med min tur, andet end at komme ud og få noget frisk luft. Jeg nærmede mig et af de mere øde kvarterer i Dartfort, hvor det normalt var smartest at holde sig fra, men på højlys dag kunne der umuligt ske noget dårligt. Her var nogle få lejlighedsblokke, hvor malingen var faldet af i store pletter på bygningerne. Jeg vidste dog, at der på den anden side af det her område, var et skønt sted at gå ture. Det gjaldt bare om at komme derhen.

Jeg måtte dog sætte alle mine planer om at nå hen på den anden side af stedet, da en gruppe fyre trådte ud på fortovet foran mig. Alle så ud til at være nogle år ældre end mig. Panikken spredte sig i løbet af ingen tid i hele min krop, da jeg genkendte en af personerne. En stor slangetatovering bredte sig ud over hans hals og kind. Det her var ikke godt.

Af ren refleks bakkede jeg nogle skridt bagud, men jeg nåede ikke mere end nogle få skridt, før jeg stødte ind i en person. Jeg vendte mig hurtigt om og så op på endnu en fyr, muskuløs og tatoveret. Jeg skulle til at stikke af, men før jeg nåede at sætte min plan ud i livet, havde fyren bag mig grebet fat i min arm og holdt mig fanget i et jerngreb.

”Jamen, jamen… Er det ikke Katie?” spurgte Blake med et lumsk smil. ”Eller skulle jeg sige Ella?”

Det var meget uventet, at han havde fundet frem til mit rigtige navn. Jeg havde fået fortalt, at han var erfaren inden for alt det her, men ikke at han var god.

”Slip mig,” mumlede jeg vredt og forsøgte at vride min arm fri, da fyrens greb strammede sig yderligere.

”Det kommer desværre ikke til at ske,” svarede Blake for fyren. ”Ser du, Ella, vi havde en aftale den aften. Du fik din del, men jeg har stadig ikke fået min. Skulle vi ikke se at få gjorde noget ved det?”

Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Aldrig i livet,” sagde jeg skarpt igen. Han måtte for længst have regnet ud, at mig og Harry havde arbejdet sammen ved det job. Han var ude efter hævn – det var helt sikkert. Jeg havde snydt ham, og det var han utilfreds med.

”Det er desværre ikke din beslutning.” Før jeg nåede at registrere, hvad der skete, var jeg blevet løftet op over Blakes skulder, mens han gik imod en lille gyde imellem to af lejlighedskomplekserne.

”Slip mig!” skreg jeg, og sparkede og slog det bedste jeg havde lært.

”Nej.” De andre fyre fulgte ikke efter os, men blev derimod stående ude på fortovet. Jeg skulle væk herfra, og det kunne kun gå for langsomt. Hvis det ikke lykkedes, var det ikke til at sige, hvad der ville ske. Han satte mig først ned igen, da vi var inde i den lille gyde, der ikke kunne være mere end to meter bred.

Han pressede mig op af muren med sådan en kraft, at jeg fik slået alt luften ud af mig og måtte kæmpe i nogle sekunder med at få vejret igen. Hans læber var over mine i løbet af ingen tid, og da hans tunge forsøgte at komme igennem, bed jeg ham så hårdt jeg kunne i tungen, hvilket fik ham til at trække sig væk igen.

”Bed du mig lige?” spurgte han med hævede øjenbryn.

”Ja, for fanden, lad mig nu gå!”

Han rystede kort på hovedet og holdt mig ind imod muren med sine hofter, så jeg ikke kunne røre mig ud af flækken. Jeg mærkede en hånd køre op langs min front, mens hans læber endnu en gang mødte mine. Jeg kunne mærke hans smil imod mine læber, da hans hånd nåede mit bryst. Jeg forsøgte stadig at skubbe ham væk, men han stod som limet til stedet.

”Hjælp!” råbte jeg, da det endelig lykkedes mig at få drejet hovedet væk fra ham.

”Det nytter ikke noget, putte. Du får ikke lov at gå, før jeg er færdig med dig.” Hans hånd kørte fra mit bryst og ned til kanten af mine bukser, hvor han knappede dem op. Normalt kunne jeg nogenlunde håndtere de her ting, men jeg havde ikke noget våben på mig og han var både større og stærkere end mig, samt havde et helt hold af mænd på hans side.

Utroligt nok, lykkedes det mig at tage nogle dybe vejrtrækninger. Jeg kunne godt det her. Så længe jeg bevarede roen, skulle det nok gå. Jeg havde haft selvforsvar før og kunne stadig huske, hvordan det skulle gøres. Da hans hånd kørte tilbage op langs min side, tog jeg fat i hans hånd og pressede ned på tommelfingeren. Jeg fik drejet hans hånd rundt, mens jeg pressede hårdere ned på hans finger. Da han bakkede et skridt bagud og skar en grimasse i smerte, vidste jeg, at det havde virket. Jeg førte hans hånd længere bagud, indtil han måtte synke ned på knæ.

”Hold dig væk fra mig. Hvis du kommer igen, vil jeg være forberedt,” advarede jeg ham. Jeg slap hans hånd, for i stedet at tage fat bag hans hoved og føre det nedad, mens jeg hamrede mit knæ opad, så mit knæ mødte hans næse, der sagde en knækkende lyd. Han tog sig til næsen, og jeg tøvede ikke et øjeblik, før jeg satte i løb ud af den lille gyde igen og ud på vejen.

Synet der mødte mig, var dog noget anderledes, end hvad jeg havde regnet med. Alle tre mænd, der havde været sammen med Blake, lå på jorden og vred sig i smerte, med blod løbende fra næsen og med sår i hele ansigtet. Mit blik fandt hen til den eneste person der stadig stod op, og mit hjerte slog et ekstra slag over, da personen vendte sig om og de strålende, grønne øjne mødte mine.

Harry?!

BAM! Hvad tror i der sker nu? Jeg havde faktisk overvejet at lade Harry blive den helt store redningsmand, der kommer Ella til undsætning, men jeg tænke at det her var bedre. Tak til alle der læser med! Det er ret vildt at historien efter to uger allerede er i top 10 for denne måned. Tak! Husk at kommenter/like :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...