Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

305Likes
718Kommentarer
77046Visninger
AA

6. Kap. 5: ”Hvad?! Du har ikke… Med ham… Vel?”

 

”Du er jo fuldstændig håbløs,” mumlede jeg og rystede på hovedet.

”Jeg siger bare tingene som de er.” Han trak en anelse på skuldrene og virkede selv meget sikkert på, at det nok skulle lykkedes ham, at få mig med i seng på et tidspunkt. Han havde tydeligvis alt for høje forventninger til mig og til sig selv.

”Jamen held og lykke, for det kommer ikke til at ske.”

Han mumlede noget utydeligt som svar, men jeg var også ret ligeglad med, hvad han havde sagt. Jeg ville stadig gerne bare hjem, i stedet for at være fanget her. En tanke slog mig pludselig. Jeg havde lovet at ringe til Isaac, hvis jeg blev forsinket. Måske kunne han komme og hente mig. Uden at sige et ord til Harry, rejste jeg mig op fra sofaen og gik ud i gangen, kun for at indse, at min taske stadig lå ude i bilen. ”Harry?” råbte jeg ind til ham.

”Hvad?”

”Kan du ikke lige låse bilen op?”

”Nej,” svarede han kort. Jeg bed tænderne en anelse sammen af irritation.

”Hvorfor ikke?!”

”Fordi jeg siger det.”

Jeg måtte endnu en gang opgive. Isaac og de andre ville flippe fuldstændig på mig, når jeg kom hjem i morgen, men i det mindste havde jeg en god undskyldning.

Harry insisterede på, at vi skulle dele seng, hvilket jeg uden en tøven havde afvist. Aldrig i livet om jeg skulle ligge lige ved siden af ham. Da klokken var ved at være mange, havde jeg endelig fået ham overbevist om, at jeg skulle ligge på sofaen. Han virkede meget utilfreds, men jeg var glad for det. På den måde var jeg i sikker afstand til ham.

Et tæppe blev trukket op omkring mig, efter jeg havde slukket det sidste lys, som var tændt nedenunder. Nu skulle natten bare overstås, så jeg kunne komme hjem igen i morgen tidlig.

 

”Hvem pokker er du?”

En stemme rev mig ud af søvnen og jeg måtte blinke nogle gange med øjnene, før jeg havde vænnet mig til det skarpe lys. Jeg havde nær skreget, da jeg så en totalt fremmed fyr stå lige ved siden af sofaen og se underligt ned på mig. Jeg satte mig hurtigt op.

”Ella. Jeg hjalp jer med jobbet i går,” svarede jeg og gned søvnen ud af øjnene.

Han havde et typisk skandinavisk udseende. Høj, lyshåret og med blå øjne. Han måtte være en af dem Harry havde nævnt, som han arbejdede sammen med. Jeg havde bare fuldstændig glemt deres navne.

”Og hvad laver-”

”Logan.” Harrys stemme kunne høres ude fra gangen, og jeg drejede hurtigt hovedet for at kunne se hen på ham. Hans hår sad rodet, hvilket sikkert var fordi han lige var stået op. Han kom slentrende ind i stuen i et par mørke jeans og en hvid t-shirt. Jeg fandt samtidig også ud af, at fyrens navn var Logan.

”Hvorfor er hun stadig her?” spurgte Logan undrende og så skiftevis på os.

”Det er ikke vigtigt… Jeg kører hende hjem nu.”

I løbet af ingen tid var jeg oppe af sofaen og skyndte mig ud i gangen. Godt nok var jeg stadig ekstremt træt, eftersom jeg lige var stået op. Men når chancen for at komme hjem endelig var der, så gjaldt det bare om at udnytte den. Jeg havde sovet i min kjole, da jeg ikke skulle nyde noget af at smide tøjet, hvis nogen pludselig skulle komme ind – hvilket der også gjorde.

Jeg trådte op i de høje hæle og huskede kuverten med pengene. Harry kom ud efter nogle minutter og så på mig med hævede øjenbryn.

”Har du travlt?” grinede han, mens han fik taget sine sko på.

”Nej, jeg vil gerne bare hjem,” mumlede jeg.

Vi gik begge ud til bilen og satte os ind, før han kørte af sted. Jeg rakte ned efter min taske og fandt min mobil frem. Alexis havde skrevet og ringet utallige gange. For hver besked der var kommet, lød hun mere og mere hysterisk. Jeg ville være i store problemer, når jeg kom hjem. Før jeg nåede at forhindre ham i det, havde han taget min mobil ud af hænderne på mig.

”Hvad skal du?” forlangte jeg at vide.

”Skrive en besked.” Han slap rattet med hænderne, og af ren refleks rakte jeg ud efter det, for at være sikker på, at bilen holdte sig på vejen.

”Jamen du kører bil! Og hvem skal du måske skrive til?”

Han trak ligegyldigt på skuldrene af det første, og fortsatte hvad han havde gang i. ”Til mig selv.”

Jeg forstod først ikke helt, hvorfor han ville skrive til sig selv, før det endelig gik op for mig. På denne måde, ville han få mit nummer. Lige nu kunne jeg ikke tage mobilen fra ham, når jeg samtidig skulle styre bilen. ”Idiot,” mumlede jeg vrissent.

Da han endelig tog fat om rattet, fik jeg mobilen tilbage igen. Han sad med et selvsikkert smil, mens jeg selv sukkede tungt. Det her var ved at blive virkelig irriterende. Resten af turen hjem sad jeg med blikket rettet ud af vinduet i min side. Jeg ville gerne bare væk fra ham. I går aftes havde han været okay og hans udseende fejlede bestemt ikke noget, men han var bare… en jeg skulle holde mig fra. At få følelser for en anden person, var aldrig noget godt i vores branche. Harry holdt ind til siden foran mit hus. Jeg samlede tasken op, spændte mig fri og steg ud af bilen.

”Vi ses,” smilede han.

”Det tror jeg ikke.”

Jeg smækkede døren i, før han nåede at svare tilbage. Med tøvende skridt gik jeg op til hoveddøren, mens jeg tog nogle dybe indåndinger på vejen. Bag mig kunne jeg høre bilen køre væk igen, og nervøsiteten begyndte for alvor at sætte ind. Arbejdet var blevet klaret, men ville de andre blive sure over, at jeg ikke var kommet hjem og ikke havde givet dem besked om det? Der var kun én måde at finde ud af det på.

Med hjertet helt oppe i halsen, trak jeg ned i dørhåndtaget og trådte ind i gangen. Der gik ikke mere end få sekunder, før jeg hørte løbende skridt komme nærmere. Alexis kom til syne i døråbningen og så på mig med store øjne.

”Hvor fanden har du været, kvindemenneske?!”

”Ehm… Ser du, det… Harry nægtede at køre mig hjem, så jeg overnattede der.”

”Hvad?! Du har ikke… Med ham… Vel?” Hun så afventende på mig, og det tog mig et øjeblik at forstå, hvad det var hun hentydede til.

”Nej! Selvfølgelig ikke! Jeg blev der da ikke af egen fri vilje.” Jeg fik et smil frem, der hurtigt smittede af på hende. Jeg trådte ud af stilletterne og fortsatte videre ind i huset sammen med hende.

”Det var godt.”

”Ella.” Jeg så op og fik øje på Joseph stå inde i stuen. Selvom jeg først var kommet hjem nu, var jeg alligevel glad for, at have klaret opgaven. ”Hvordan gik det?” Et lille smil kom frem på hans læber, hvilket allerede var nok til, at få mig til at slappe noget mere af igen.

”Det gik som det skulle.” Jeg fandt kuverten frem fra tasken og gik hen med den til ham. Han åbnede den og så ned i den. Man kunne se stoltheden i hans blik og det i sig selv, var nok til at gøre hele min dag bedre. Jeg havde ikke skuffet ham denne gang.

”Fantastisk. Tak fordi du gjorde det,” smilede han og trak mig ind i et faderligt kram.

Selvom jeg var kommet for sent hjem, havde dagen alligevel taget en drejning til det bedre. Jeg var tilbage på sporet igen og fra nu af, skulle jeg bare fortsætte jobbene på samme måde.

 

Der gik en uge, hvor livet fortsatte sin gang. Jeg fik klaret nogle jobs, men ellers gik tingene stille og roligt. Harry havde ikke skrevet en eneste gang, hvilket jeg ikke havde noget problem med. Det var bedst hvis vi bare holdte os fra hinanden.

Jeg samlede det mørke, bølgede hår i en høj hestehale, før jeg satte mig ind i bilen og kørte imod byen. Joseph var løbet tør for cigaretter og han havde selv travlt i dag. Så derfor var jeg blevet sendt af sted. Jeg havde ikke andet nyttigt at give mig til i dag, så det var fint nok. Fordi huset lå i lille Dartford, besluttede jeg mig for at køre ind til London i stedet. Så kunne jeg kigge lidt i butikker, nu hvor jeg var derinde og endelig havde tiden til det.

Da jeg endelig fandt en tom parkeringsplads, svag jeg bilen ind og steg ud efter at have slukket for motoren. Jeg måtte gå et lille stykke, før jeg nåede den nærmeste kiosk. En klingende lyd kunne høres, da jeg gik indenfor. Der stank af røg derinde, hvilket højest sandsynligvis skyldtes rummet omme bagved fyldt med spillemaskiner, hvor det var tilladt at ryge. Desværre var de ikke særlig gode til, at holde røgen derinde.

Jeg gik op til kassen, hvor der heldigvis ikke var kø, og fik købt de cigaretter som Joseph havde bestilt. Jeg havde netop betalt for dem og vendte mig om for at gå ud igen, da jeg nær var stødt ind i en anden person. Mit blik mødte Harrys og jeg så op på ham med store øjne. Hvad var sandsynligheden lige for, at vi skulle mødes i en sølle kiosk i London? Først nu bemærkede jeg den skinnende, grønne farve hans øjne havde. Det havde været forholdsvist mørkt sidst vi sås, eller også havde jeg bare ikke lagt mærke til det før nu. De var smukke.

”Ryger du?” var det første han spurgte om, og gjorde et nik imod cigaretpakkerne i mine hænder.

”Nej, jeg skal hente dem for nogen.”

Jeg skulle til at mase mig forbi ham, for at komme hjemad igen, men jeg nåede kun hen på siden af ham, før jeg blev stoppet igen. Hans hånd greb fat om min arm og jeg så på ham med et borende blik.

”Hvad?” vrissede jeg.

”Skal du noget i aften?” spurgte han afslappet. Han blev ikke det mindste påvirket, af hele min holdning overfor ham.

”Ja.”

”Vi ved begge to godt, at det er en løgn, og bare noget du siger, for at slippe af med mig.” Han løftede øjenbrynene og tog min stilhed som et svar. ”Det tænkte jeg nok. Vi skal ud i aften.”

”Harry… Bare drop det. Det her er ikke godt for nogen af os.” Og sandheden var, at jeg var bange for at få følelser for ham. Lige nu var der dog ikke de helt store chancer for det, men hvis vi pludselig begyndte at ses, var det ikke til at sige. Jeg ville ikke have noget med ham. Det kunne få os begge i store problemer, når man var indblandet i bandemiljøet.

”Helt ærligt… Det her er ikke noget særligt og du vil jo godt.” Han virkede alt for sikker på sine ord.

”Nej jeg vil ej!” beklagede jeg mig.

”Jo. Jeg henter dig klokken ni.”

Jeg rystede opgivende på hovedet, før jeg rev min arm til mig igen og fortsatte ud af kiosken. Det her var ikke noget, jeg havde lyst til. Okay, måske en lille smule, men jeg kunne ikke forklare hvorfor. Jeg burde bare være totalt afvisende overfor ham, men alligevel var der et eller andet inde i mig der sagde, at jeg skulle give ham en chance. Men én ting var sikkert. Hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke skabe andet end problemer for mig selv.

Jeg ved ikke hvorfor, men det her kapitel var en smule sværere at skrive, men håber i synes det er blevet okay. Historien har allerede rundet 50 favoritlister, og den ligger på side 1 under populære movellaer i denne måned. Mange tak for det! Næste kapitel kan jeg afsløre bliver med deres aften sammen. Og jeg har masser af spændende ting planlagt ;-) Smid en kommentar - de er den største inspirationskilde jeg har lige nu.

PS: Hvor ofte vil i helst have kapitler? Hver 2., 3., eller 4., dag? Det vil selvfølgelig ikke være ens alle gange, men vil bare høre, om hver anden dag er for ofte?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...