Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

305Likes
718Kommentarer
77088Visninger
AA

5. Kap. 4: ”Det er altså en meget lang historie.”

 

”Ændring i planerne…”

Mit allerede undrende blik voksede sig endnu større. Jeg skulle hjem. Så simpelt var det. Men fordi han var kommet for at hente mig, så havde jeg ingen måde at komme hjem på, end hvis han kørte mig. Og lige nu kørte han den forkerte vej.

”Harry, jeg har virkelig ikke tid til det her lige nu-”

”Hvad skal du da nå?” skød han hurtigt tilbage. Jeg sukkede tungt, da jeg rent faktisk ikke skulle nå noget som helst. Jeg ville gerne bare hjem igen. Arbejdet var klaret, så jeg kunne ikke se, hvad han ville med mig nu.

Noget. Jeg skal i hvert fald ikke med dig hjem.”

”Jo, du skal.”

Det her var en endeløs diskussion. Ingen af os havde tænkt sig at give sig og det endte med at vi fortsatte diskussionen, indtil bilen trillede ind foran et stort, hvidt hus. Selvom jeg adskillige gange havde sagt, at jeg bare ville køres hjem, var vi nu alligevel endt ude foran hans hus. Skønt. Jeg nægtede at se på ham og foldede irriterende armene foran brystet. Godt nok havde han fået mig med herhen, men han kunne ikke tvinge mig ud af bilen. Han slukkede for bilens motor, før han steg ud af bilen.

”Kommer du?” Han lænede sig ned, så han kunne se ind på mig.

”Nej.”

Jeg fik ikke fat på det næste han sagde, men jeg kunne svagt tyde en række bandeord og noget med en besværlig tøs. Det måtte vel så være mig. Hans egen bildør blev lukket i, og der gik ikke længe før døren i min side blev åbnet. Han lænede sig ind over mig og fik min sele spændt op.

”Hvad fanden har du gang i?!” hvinede jeg, da han tog fat bag min ryg og under mine lår, så han fik løftet mig ud af bilen. Derefter fik han løftet mig op over sin ene skulder, hvor jeg sprællede med benene det bedste jeg havde lært, mens jeg gentagne gange slog ham på ryggen. ”Sæt mig ned!”

”Nope,” svarede han tilbage, og jeg kunne fornemme smilet på hans læber. Han syntes sikkert, at det her var underholdende. ”Og stop med det der,” fortsatte han, da jeg endnu en gang viftede med benene, hvilket blot fik ham til at stramme sit greb.

Til sidst opgav jeg, da jeg indså, at det alligevel ikke nyttede noget. Han var langt stærkere end mig, og havde tydeligvis ikke tænkt sig at sætte mig ned, før vi var kommet indenfor. Min taske stod stadig ude i bunden af bilen, så jeg kunne ikke engang true ham med min pistol. Det ville helt sikkert have fået ham til at sætte mig ned. Lige nu var jeg bare hjælpeløs.

Varmen svøbte sig omkring os, da vi trådte indenfor. Det første jeg bemærkede var gulvet, hvilket var meget logisk, eftersom jeg hang med hovedet nedad. Det var et mørkt trægulv lakeret med noget, som fik det til at se endnu mere eksklusivt ud.

Det første jeg gjorde, da mine fødder endelig ramte gulvet igen, var at slå ham over armen. Det havde været planen, at det skulle gøre bare en lille smule ondt på ham, men det kunne vist roligt siges, at det var mislykket. I stedet for at ømme sig den mindste smule, kom ham med et grin, der bare gjorde mig endnu mere irritabel.

Jeg skubbede mig forbi ham og fortsatte videre ind i huset. De høje stilletter klikkede imod trægulvet, der fortsatte ind i stuen. Han havde stil. Hele rummet var fyldt med moderne møbler, der helt sikkert ikke var af den billige slags, men alligevel var der også noget hyggeligt over stedet. Der hang billeder på væggene, både fotografier og malerier. Det mørke gulv var en god kontrast til de hvide vægge, og jeg kunne ikke andet end at stå med åben mund og betragte synet foran mig. Hans hus var helt klart pænere end mit.

Efter at have stået og set rundt i hvad der føltes som en evighed, vendte jeg mig imod Harry igen. Han stod afslappet og lænede sig op af dørkarmen, mens hans blik hvilede på mig.

”Okay, hvad vil du?” spurgte jeg.

Han skubbede sig væk fra dørkarmen og gik de sidste skridt hen til mig. Lige nu var vi nogenlunde på samme højde. Så når jeg engang fik stilletterne af, ville han blive omkring et halvt hoved højere end mig. Hans ene hånd kørte noget af mit hår væk, før han lænede sig ned og plantede et kort kys på min skulder. Jeg havde ingen anelse om, hvad han ville med det her. Hans læber fortsatte blødt hen over min skulder, før de fortsatte videre op af halsen. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det. For det gjorde jeg. Mere end hvad jeg burde.

”Harry… S-stop det,” fik jeg til sidst mumlet og åbnede mine øjne igen, som jeg ikke engang havde bemærket, at jeg havde lukket i.

”Hvorfor? Du sagde da ikke noget, da Blake gjorde det,” svarede han hæst igen. Jeg kunne mærke en finger køre op langs mit lår, men før han nåede for højt op, tog jeg fat om hans håndled og fik skubbet hans hånd væk.

”Det var arbejde! Jeg lader da ikke bare tilfældige folk rage på mig, medmindre det er nødvendigt!” At han overhovedet kunne få den tanke, var nok til at få mig helt op i det røde felt.

”Hmm… Og du er måske ikke til at overtale?”

Jeg blev hurtigt klar over, at Harry var en af de typer, der ikke var vant til at blive afvist af piger. På den anden side så havde han udseendet til det og det skulle ikke undre mig, hvis der var en del, der faldt for hele hans badboy stil. Jeg rystede svagt på hovedet som svar. Jeg var ikke en af dem, der havde tænkt sig at give efter.

”Nej. Jeg vil bare have mine penge, og så kører du mig hjem.”

”Det var en skam.” Han virkede ikke specielt trist over min afvisning, men havde derimod stadig et drilsk smil fremme. Jeg forstod ham virkelig ikke. ”Og jeg kører ikke nogen steder i aften.”

Hvad?! Harry, jeg skal hjem. I dag.”

”Det tror jeg ikke.”

Jeg stirrede på ham med store øjne og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det kunne han bare ikke mene. Han bakkede nogle skridt væk fra mig, før han forsvandt ind i et andet rum og kom ud igen kort efter med en stor kuvert.

”Her,” sagde han og rakte den til mig. ”Joseph bad om at få dem i kontanter.” Jeg åbnede kuverten og så ned i den, hvor der var proppet med penge. Beløbet var ikke noget nær det vi havde hentet hos Blake, men det var stadig et job, der gav godt.

”Tak,” svarede jeg med et lille smil. ”Hvorfor kan du ikke bare køre mig hjem?” spurgte jeg en smule mere bedende end før. Han havde allerede fundet ud af, at jeg ikke havde tænkt mig at lave noget med ham, så jeg kunne ikke helt regne ud, hvorfor han ville have mig til at blive.

”Fordi…” Han trak en anelse på skuldrene. ”Jeg vil gerne have at du bliver.”

”Du har ikke tænkt dig at køre mig hjem, lige meget hvad jeg siger, vel?” sukkede jeg.

”Overhovedet ikke,” smilede han.

Jeg rystede på hovedet af ham og gik tilbage ud i gangen igen. Hvis mine fødder kunne snakke, havde de jublet af glæde, over endelig at komme ud af de høje hæle efter en lang aften. Jeg følte mig med ét utrolig lille, da jeg gik tilbage ind til Harry igen.

”Hvad har du så tænkt dig at vi skal lave?” Jeg hævede øjenbrynene en smule og så afventende på ham. Han åbnede munden og skulle lige til at svare, men jeg afbrød ham før han fik chancen. ”Og noget der ikke involverer at tøjet ryger af,” tilføjede jeg hurtigt.

”Fandens også,” mumlede han med et kækt smil.

 

Vi satte os begge hen i sofaen, med ryggen mod armlænet i hver vores ende af sofaen. Han var begyndt at stille en masse spørgsmål om mit liv, og vi var til sidst kommet på den løsning, at vi kunne skiftes til at stille hinanden et spørgsmål. Egentlig var det lidt underligt, at vi gjorde det her. Det var i hvert fald første gang, jeg nogensinde havde gjort det med nogen, som jeg egentlig bare skulle klare et enkelt job for.

Men han nægtede fortsat at køre mig hjem, lige meget hvor meget jeg end forsøgte. Jeg var en af de personer, der ikke kunne fordrage akavet stilhed, hvilket der stensikkert ville komme, medmindre vi gjorde noget ved det. Så dette var faktisk en nogenlunde løsning.

”Hvor gammel er du?” startede jeg ud.

”Tyve. Hvad med dig?”

”Atten.”

”Hvordan kom-” fortsatte han, men jeg afbrød ham, før han nåede at sige mere.

”Du har lige brugt dit spørgsmål.”

”Hvad? Nej!” Han virkede meget utilfreds over, at han var kommet til at spørge om min alder, men nu måtte han vente lidt med at spørge igen.

”Jo. Hvor længe har du været i denne her branche og med hvem?” To spørgsmål i ét, men det var vel ikke forbudt.

”Fem år. Jeg har to mere der arbejder sammen med mig,” svarede han tilbage. Det var tydeligt at han ikke gik i dybden med svarene, men jeg havde ikke forventet andet. Vi kendte ikke hinanden og de her ting var ikke noget, man snakkede om med hvem som helst. Jeg nikkede som svar, og gjorde tegn til at han kunne stille sit spørgsmål.

”Hvordan pokker er du kommet ind i det her arbejde?”

Hans spørgsmål overraskede med en smule og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forklare det så kort som muligt. For der var ikke nogen kort forklaring. Jeg trak på skuldrene og så en rundt i stuen, før mit blik igen landede på ham.

”Det er altså en meget lang historie.”

”Jeg har god tid,” smilede han og lænede sig lidt ekstra tilbage i sofaen.

”Okay,” sukkede jeg. ”Jeg blev bortadopteret da jeg var helt lille og har siden boet ved en del forskellige familier. Jeg fandt bare aldrig et sted, hvor jeg passede ind. En gang havde jeg endelig fundet en familie, hvor tingene gik nogenlunde godt, men så blev jeg en dag i skolen provokeret så meget af en pige, at jeg endte med at slå hende ned, så hun brækkede næsen. Familien syntes selvfølgelig at det var uacceptabelt, og åbenbart nok til at sende mig videre til næste familie. Jeg fortsatte fra familie til familie indtil jeg var fyldt seksten.”

Jeg vidste godt, at jeg ikke burde fortælle ham de her ting. Joseph ville sikkert flippe på mig, hvis han fandt ud af det, men alligevel var der noget i mig, der fik mig til at fortsætte.

”Jeg havnede hos Joseph, fordi Alexis, en af dem der også bor der, var ved at gå i opløsning på grund af manglende kvindeligt selskab. Det viste sig at blive det bedste sted, jeg nogensinde havde været og jeg faldt til i løbet af ingen tid. Der gik flere måneder før jeg fandt ud af, hvad det var for noget hele familien var involveret i. Men jeg kunne ikke bare forlade dem. Ikke når jeg endelig havde fundet et sted, hvor jeg passede ind.”

Harry så helt oprigtigt nysgerrig og interesseret ud og nikkede kort som tegn til, at jeg skulle fortsætte.

”Jeg blev introduceret for arbejdet og da jeg stadig ikke var skræmt væk, fik jeg lov at prøve nogle skud med en pistol. Overraskende nok, så klarede jeg mig bedre end forventet og efter en uges træning, kunne jeg lige så meget med en pistol som de andre. I starten var det selvfølgelig meget overvældende, men ja… Jeg vænnede mig vel bare til det.” Jeg trak lidt på skuldrene.

”Hmm… Din historie er noget mere spændende end min.” Han fik et smil frem, hvor smilehullerne kom til syne på kinderne. På en måde passede de overhovedet ikke til hele hans hårde facade, men de klædte ham.

”Hvordan lyder din historie da?” Nu havde jeg fortalt min, så det var kun rimeligt, hvis jeg også hørte hans.

”Jeg havde en del temperamentsproblemer da jeg var mindre og endte flere gange om ugen i store problemer. Jeg mødte Logan og Mason, dem jeg også arbejder med nu, og fandt pludselig ud af, at jeg kunne bruge det til noget nyttigt. Min familie kunne meget forståeligt ikke acceptere det, så jeg skred. Og nu er jeg så her.” Han fik det til at lyde så enkelt. Han virkede ligefrem ligegyldig med, at han bare havde forladt sin familie.

”Forlod du dem bare?” spurgte jeg med store øjne.

”Du har lige brugt dit spørgsmål.” Et kækt smil var synligt på hans læber.

”Hvis du svarer på det, så må du stille to bagefter.”

Han nikkede kort. ”De smed mig ud. Min mor kunne ikke klare, at jeg kom sent hjem om natten med blod på hænderne. Ja, hun kunne generelt bare ikke lide det jeg lavede, og det var ret svært at holde skjult for hende. Til sidst gik det bare ikke længere. Min mor ville have mig ud, og jeg havde intet problem med det.” Igen lød han så ligeglad, at det næsten var skræmmende. Jeg ville ønske at jeg så meget som havde kendt min familie og så kom Harry, der ikke satte den mindste pris på, at han faktisk havde en rigtig familie.

”Er du jomfru?”

Spørgsmålet kom ud af den blå luft, og jeg stirrede blot på ham med store øjne. Jeg kunne ikke holde en latter tilbage, og rystede let på hovedet af hans spørgsmål. Den havde jeg ikke lige set komme, og han forstod da virkelig at lave et brat emneskift.

”Er du helt seriøs?”

”Ja. Så svar nu på det.”

”Nej… Nej, det er jeg ikke,” sukkede jeg. Mit svar fik hans smil til at vokse yderligere, men jeg kunne ikke regne ud hvorfor.

”Med hvor mange?”

”Harry!” udbrød jeg. Det kunne han ikke mene.

”Hvad? Det er et simpelt spørgsmål. Vi aftalte ikke noget om, hvad spørgsmålene måtte dreje sig om.”

Jeg bandede langt væk indvendigt og havde mest af alt lyst til at kravle hen til ham, og stikke ham den største lussing jeg kunne præstere. Turen derhen ville dog afsløre mig, og han ville få mig stoppet før jeg nåede at gøre det.

”Én,” mumlede jeg lavt.

”Virkelig?” spurgte han overrasket.

”Ja, virkelig. Hvad med dig?”

”Vil du bruge dit spørgsmål på det?”

Jeg nikkede kort som svar, da jeg alligevel var ved at løbe tør for ting, jeg ville vide. Hans svar ville med sikkerhed være langt højere end mit, hvis det da overhovedet var noget han havde tal på. Han fik et selvsikkert smil frem, før han endelig svarede.

”Mange… Og du bliver den næste.”

Jeg er selv meget tilfreds med det her kapitel. Nogen savnede noget mere baggrundsviden om Ellas liv, og nu har i fået en forklaring - og endda også en fra Harry. Jeg havde planlagt at holde kapitlerne på nogenlunde samme længde, men nu synes jeg bare at de bliver længere og længere. Men så får jeg til gengæld alt det med, som jeg gerne vil have. Hvad tror i der sker nu? Og hvad siger i til slutningen? Jeg er begyndt at blive lidt vild med de gode slutreplikker, haha :) Husk at like og smide en kommentar! Sidste kapitel fik overraskende mange kommentarer, og det var helt fantastisk at læse dem alle. Tak til alle jer der læser med! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...