Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
719Kommentarer
73828Visninger
AA

37. Kap. 36: ”Ella? Ella! Hvorfor gjorde du det?!”

 

Harry havde ikke ladet mig forsvinde fra hans synsvinkel hele morgenen. Han havde været ekstra opmærksom på hver eneste lille ting. Hver eneste lille uventede lyd, kunne få ham til gå fuldstændig i forsvar. Alt det med Jake i går havde tydeligvis gjort et lige så stort indtryk på ham, som det havde gjort på mig. Jeg havde intet imod, at han var så overbeskyttende her til morgen, for det gav mig blot en form for tryghedsfølelse, som var mere end velkommen.

Alle minderne fra i går var stadig alt for tydelige i hukommelsen, men at have Harry omkring mig hjalp utrolig meget på det hele. På vej ned til morgenmaden havde vi begge været ekstra opmærksomme på alt der foregik omkring os, i forhold til hvad vi før havde været. Vi kunne ikke klare, hvis det samme skulle ske igen. Jeg tror psykisk, at jeg ville bukke fuldstændig under, hvis Jake gjorde det samme endnu en gang. Én gang var mere end nok for en hel livstid.

”Harry?” spurgte jeg, mens vi var på vej ned til restauranten for at få vores morgenmad.

”Ella?” svarede han tilbage med et smil, der lidt efter smittede af på mig.

”Hvad gør vi, hvis han kommer tilbage?”

”Jeg har pistolen på mig hele tiden.” Han fik det til at lyde som om det var det mest åbenlyse i hele verdenen. Hvis han havde sagt det til enhver anden, ville personen med det samme være blevet skræmt for livet løs, men for mig var det blot en del af rutinen. Jeg var nærmere glad for at vide, at han var et skridt foran mig og allerede havde tænkt på det.

”Men hvis du skyder, så kan der jo ske alt muligt. Du kan ende i fængsel.”

Godt nok ville jeg gerne have Jake død. Faktisk var der slet ikke nok ord til at beskrive, hvor inderligt jeg gerne ville have ham skaffet af vejen. Desværre ville det medføre en del fatale konsekvenser, hvis Harry skød ham. Der var folk overalt på stedet, så der ville både være vidner og sikkert også overvågningskameraer, hvis det altså blev gjort i det offentlige rum. Jeg ville ikke have, at Harry kunne ende med at blive smidt i fængsel. Vi kunne blot håbe på, at vi ville kunne forklare os ud af situationen. Hvis de fandt ud af, at det var Jake, der havde stået bag mordet på den ansatte, kunne det måske bruges som en årsag til, hvorfor Harry gjorde det. Og hvis vi samtidig valgte at forklare, hvad han havde gjort imod mig, ville det måske også være et skridt i den rigtige retning.

”Så må det være sådan. Jeg vil hellere blive sendt i fængsel, end hvis en af os mister livet.” Harry gav min hånd et lille tryk, og jeg nikkede lidt som svar, da jeg egentlig havde det på samme måde. Selvom det ville være skrækkeligt, hvis han rent faktisk endte med at ryge i fængsel, så ville det trods alt stadig være bedre end hvis en af os mistede livet. Der var efterhånden ikke længere nogen tvivl om, at det rigtige at gøre var at slå Jake ihjel. Ganske simpelt.

Stilheden tog over, og ingen af os sagde noget resten af turen hen til restauranten. De havde et fantastisk udvalg af frisk frugt her om morgenen, som jeg havde gjort flittigt brug af. Harry havde derimod formået undgået så meget som at prøve noget af det hele ugen. Han havde derimod virket umådelig glad for deres bacon og andre varme retter. Det bedste ved det hele var, at vi ikke skulle lave noget som helst selv. Vi kunne vade herop i nattøj, hvis det skulle være, og så ville alverdens forskellige slags mad stå klar til os. Efter at have fyldt en tallerken med frugt og et enkelt stykke brød, satte jeg mig ned til et af bordene. Harry kom få minutter efter og satte sig ned overfor mig.

”Er det underligt, hvis jeg rent faktisk håber på, at han snart dukker op?” spurgte jeg efter lidt tid, mens jeg tyggede på en mundfuld brød.

Harry så op fra sin tallerken og hen på mig med et undrende udtryk i blikket. Det var vel næsten svar nok i sig selv. ”Lidt. Hvorfor gør du da det?”

”Det er bare… Jeg mener… Hvis han dukker op, kan vi få det overstået. Jeg tror ikke, at jeg vil kunne slappe fuldstændig af og nyde min ferie, før jeg ved, at han er ude af billedet.”

”Det giver vel meget god mening så,” svarede han og trak på skuldrene. Et lille smil havde fundet frem på hans læber.

”Jeg vil bare gerne have det overstået,” sukkede jeg.

Han nikkede stille, før vi begge fortsætte med vores mad. Ferien havde været langt over alle mine forventninger, lige indtil Jake dukkede op. Så nu skulle han bare forsvinde igen, så jeg kunne nyde de sidste to uger sammen med Harry hernede, før vi skulle tilbage til England igen. Det var ret svært at undgå at bemærke, hvordan Harry pludselig smilte overdrevet meget over noget, som jeg tydeligvis ikke havde regnet ud endnu.

”Hvad så?” spurgte jeg med et smil, mens jeg stadig så en anelse forvirret på ham.

”Hvad kalder man en elefant på Nordpolen?” Jeg hævede øjenbrynene en anelse over hans spørgsmål. Så han sad og smilte sådan over en eller anden joke? Nogle gange var han altså en lille smule mystisk, men jeg ville samtidig ikke ændre en eneste lille detalje ved ham.

”Ehm, det ved jeg ikke,” svarede jeg efter at have tænkt mig om et kort øjeblik.

”Faret vild.”

Han så næsten afventende på mig, mens han ventede på en reaktion. Jeg kunne ikke holde et grin tilbage over, hvor dårlig joken egentlig var, men samtidig utrolig åbenlys. Men den havde vel samtidig opfyldt sit krav, hvis den kunne få mig til at grine. Da jeg endelig havde fået styr på mit grin igen, rystede jeg lidt på hovedet, mens Harry blot så på mig med et stort smil. ”Den var virkelig dårlig,” smilede jeg. ”Kom med en der er bedre.”

Han brugte kun få sekunder på at tænke, før hans ansigt endnu en gang lyste op i et smil. ”Hvordan ved man, at der er en elefant under sin seng?” spurgte han.

”Det ved jeg ikke,” måtte jeg endnu en gang svare. Jeg var dog ret sikker på, at det igen var et eller andet totalt åbenlyst svar, som min lille hjerne bare ikke kunne gennemskue lige nu.

”Når din næse rører loftet.”

En højlydt og ukontrolleret latter forlod igen mine læber, og jeg holdte en hånd op foran munden i et forsøg på at dæmpe mig. ”Åh Gud, Harry, den var så dårlig!”

”Men du griner alligevel, så den kan ikke have været helt dårlig, vel?” svarede han med et kækt smil.

”Det kan den vel ikke… Hvad sker der lige for alle de elefantjokes?” Godt nok havde det kun været to, men der havde trods alt været en elefant inkluderet i dem begge.

”Hugo havde engang sådan en bog, hvor der var alverdens jokes med forskellige dyr, og vi sad flere dage i streg og lærte dem med elefanterne udenad. Spørg mig ikke hvorfor, men det gjorde vi altså. Så nu er de eneste jokes jeg kan alle sammen med elefanter.”

”Ja, så giver det vel meget god mening,” grinte jeg.

Jeg kunne uden problemer forestille mig Harry sidde sammen med sin fire år yngre lillebror, mens de sad og sagde alverdens dårlige elefantjokes til hinanden. Han havde også formået at få den en anelse trykkede stemning til at løfte sig op igen. Generelt kunne al snak omkring Jake få mit humør til at falde i løbet af ingen tid. Jeg kunne heller ikke finde noget som helst, der skulle kunne være positiv ved ham, så det gav vel egentlig meget god mening.

Da vi begge var færdige med vores morgenmad, begav vi os tilbage imod værelset. Efter hvad Jake havde gjort ved mig i går, var jeg stadig utrolig øm i underlivet, hvilket sikkert også kunne ses på den måde jeg gik på. For det så langt fra elegant ud. Harry lod være med at kommentere på det, men jeg vidste udmærket godt, at det var noget han tænkte på. Han måtte virkelig også have det svært ved det her. Ikke nær så meget som mig, men han havde alligevel fået sin kæreste kidnappet og seksuelt udnyttet. Det var da bestemt ikke noget man brød sig om.

”Er du okay?” spurgte Harry, og jeg var næsten overrasket over, at han havde kunnet vente så længe med at spørge ind til det.

”Jeg er ret øm og stadig en del rystet, men det hjælper en del på det hele at være i nærheden af dig,” svarede jeg med et lille smil og så op på ham.

”Det er da altid noget, at det går i den rigtige retning.” Han holdte en lille pause, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvordan hans blik søgte imod jorden. ”Undskyld… Jeg ved godt, at det her ikke fuldt ud er min skyld, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at det måske kunne være undgået, hvis jeg bare var blevet inde ved dig. Ellers hvis du havde været tættere på. Bare et eller andet, for du burde virkelig ikke være blevet udsat for det der.”

”Nej, Harry. Vi kunne ikke have gjort det anderledes. Hvis han ikke havde gjort det på det tidspunkt, havde han sikkert fundet en anden måde. Du må ikke give dig selv skylden.” Min hånd rakte ud efter Harrys, hvorefter jeg flettede mine fingre ind imellem hans. Kort efter mærkede jeg også ham tage lidt bedre fat omkring min hånd.

”Jeg ved det, men det er bare-”

”Ikke noget. Sket er sket, og vi kan ikke ændre på det nu.”

Han lignede stadig en, der bebrejdede sig selv, og lige nu ville jeg ikke kunne gøre noget for at ændre på det. Forhåbentlig ville han langsomt begynde at indse, at vi desværre ikke ville have kunne ændre på det. Det var tydeligt, at stemning igen havde taget et dyk nedad, og jeg ville helst have den op til noget mere positivt igen hurtigst muligt. Jeg brugte et kort stykke tid på at tænke på noget, før jeg så op på ham med et bredt smil.

”Harry,” sagde jeg for at få hans opmærksomhed. ”Hvorfor flyver fuglene sydpå?”

”Fordi det bliver for koldt om vinteren?” spurgte han med et lille smil, hvilket jeg rystede på hovedet af.

”Nej, fordi der er for langt at gå.”

Jeg så afventende op på ham. At fortælle jokes havde aldrig været min stærke side, men jeg havde nogle enkelte, som jeg altid kunne huske, og det endte som regel med, at det altid var dem jeg brugte. Så min variation at jokes var utrolig minimal, og jeg havde kun to eller tre i alt. Efter flere sekunders overvejen, fik Harry endelig et smil frem.

”Okay, den giver vel næsten sig selv.”

”Ja, men den er da god alligevel?” svarede jeg håbefuldt.

”Overhovedet ikke,” grinede han, hvilket fik mit smil til at falme lidt igen.

”Du er træls. Og dine var mindst ligeså dårlige som min!”

”Ja, ja.”

Vi tilbagelagde den sidste afstand imellem os og hytten med et smil på hele ansigtet, og da vi stod foran døren og skulle til at låse op, kunne jeg ikke undgå at mærke en gnist af nervøsitet springe op indeni mig. Hvad nu hvis Jake var her? Eller hvad hvis han havde gjort noget ved stedet? Hvad hvis han havde slået endnu en ihjel? Tankerne fløj vidt omkring, men før jeg nåede at tænke alt for længe over det, havde Harry allerede låst op og trådt indenfor i rummet, der så ud præcist som vi havde forladt det. Roen sænkede sig langsomt over mig igen, efter jeg havde taget mine sko af og gik med ham ind i stuen, hvor alt også så ud som da vi var gået herfra.

”Hvad har du lyst til nu?” Harry så hen på mig. ”Stranden, film eller noget andet?”

”Dig,” svarede jeg kort med et lille smil.

Han hævede blot øjenbrynene en anelse af mit svar, hvilket fik mit smil til at vokse endnu mere. Jeg trådte de sidste skridt hen over det mørke trægulv, indtil jeg stod lige foran ham. Mine hænder lagde sig bag hans nakke, og jeg måtte stille mig op på tæerne for at komme op i samme højde som ham. Vores læber var centimeter fra hinanden, men jeg fik tvunget mig selv til at holde spændingen lidt endnu. Harry lod dog til at være alt for utålmodig til det lige nu, for i stedet for at vente på at jeg gjorde næste træk, lænede han sig selv det sidste stykke hen så vores læber mødtes i et kys.

Jeg var fuldstændig overbevist om, at så længe Harry var i mit liv, så ville jeg kunne klare hvad som helst. Jeg havde aldrig følt mig så tryg omkring et andet menneske, som jeg gjorde når jeg var sammen med Harry. Han overhalede endda Alexis, Isaac og Joseph. Selvom jeg følte mig tryg i deres nærværd, var der bare noget anderledes ved Harry. Måske var det den ubetingede kærlighed? Den måde hans grønne øjne gang på gang ville lyse op, hvis jeg smilte eller grinte, eller den måde vores samtaler kunne handle om noget så simpelt som vejret, men alligevel føles som livsvigtig viden. Alting var anderledes med Harry.

Min krop pressede sig tættere op af Harrys, mens mine læber bevægede sig imod hans. Der gik ikke længe før vores tunger gled op af hinandens, og min ene hånd gled op i Harrys hår, hvor jeg tog et godt greb om noget af det, der fik en brummen til at summe igennem hele hans krop. Jeg syntes stadig, det var utrolig sjovt på en eller anden måde, hvordan han kunne nyde stort set alle berøringer, der var i nærheden af hans hår. Om det var stille og rolige kærtegn eller hårde træk i hans krøller var lige meget for ham. Han nød det hele. Hans hænder gled ned langs mine sider og endte bag mine lår, så han kunne komme til at løfte mig op, men netop som han skulle til at gøre dette, fik en underlig lyd os begge til at stoppe op og se imod døren. Vi trak begge vejret hurtigt efter vores temmelig hede kys, og jeg beholdte stadig en hånd i hans hår, mens den anden hvilede på hans skulder.

Der lød nogle underlige lyde fra den anden side af døren, og pludselig blev et lille stykke papir skubbet ind under døren. Harry og mig vekslede undrende blikke, før vi endelig gav slip på hinanden. Jeg gik hen til døren og bukkede mig ned for at samle papiret op. Det var bukket sammen et par gange, men efter at have foldet det ud, lod jeg blikket glide ned over papiret, hvorpå der var skrevet med små, kantede bogstaver: Mød op kl. 13:00 på værelse 67. Mere stod der ikke.

Jeg kunne fornemme Harry stå bag mig, og jeg holdte papiret lidt op, så han nemmere kunne komme til at læse det. Selvom der ikke stod nogen afsender på, vidste vi begge udmærket godt, at det var fra Jake.

”Det er om lidt over en time,” sagde jeg efter at have set imod det lille ur, der hang inde i stuen.

”Jep.”

”Så det er nu det sker,” hviskede jeg lavt for mig selv. Det var ikke til at vide, om Jake havde sat et eller andet nummer op, men det her var vores eneste mulighed, for at få gjort en ende på ham lige nu. Vi havde ingen anelse om, hvornår vi ellers ville støde på ham igen, og det var bedre at være en lille smule forberedt, i forhold til hvis han bare tilfældigvis dukkede op en dag, hvor vi lå og slængede os i solen. Det var bedst sådan her. Men alligevel måtte jeg indrømme, at jeg var fuldstændig skræmt for, hvad der ville ske, når vi om en time stod ved værelse 67.

 

”Jeg er faktisk en lille smule bange,” indrømmede jeg, da vi var nået forbi værelse 61 og langsomt kom tættere og tættere på målet.

Harrys hånd gav min et lille klem, hvorefter han så ned på mig med et beroligende smil. ”Det skal nok gå,” forsikrede han mig.

Vi havde brugt tiden på at rende rundt og finde en ekstra pistol frem, så jeg også havde noget at forsvare mig med, hvis det blev nødvendigt. Det havde faktisk været lidt af en opgave, at få pistolerne med herned. I lufthavnen var der sikkerhedssystemer overalt, så der ville det være som at skyde sig selv i foden, hvis vi bare havde pakket dem ned sammen med resten af vores baggage. Jeg havde faktisk ikke helt præcist styr på, hvordan de var blevet sendt herned, men Joseph havde taget ansvaret for, at der nok skulle sendes nogle ned til os. Han havde selvfølgelig ikke håbet, at de ville blive nødvendige, men med alt der var sket derhjemme, kunne vi ikke tage nogen chancer.

Da vi var gået det sidste stykke hen af stien, nåede vi endelig til hytten med nummeret 67 hængende på døren, som to store tal i guld. Jeg tvivlede dog på, at det var ægte guld, men det lignede nu meget godt alligevel.

”Jeg elsker dig,” sagde jeg lavmælt og så op på Harry.

”Jeg elsker også dig,” smilede han tilbage. ”Og jeg glæder mig til at kunne sige det igen, efter vi har skaffet os af med Jake.” Jeg nikkede langsomt og kunne ikke forhindre et lille smil i at snige sig frem. Forhåbentlig havde Harry ret. Det hele skulle nok gå, og i aften kunne vi ånde lettet op over, at det hele var overstået.

Adrenalinen susede rundt i kroppen på mig, og jeg fik tvunget mig selv til at tage nogle dybe indåndinger. Det var slemt nok, at mine hænder allerede rystede, da det gjorde det en del sværere at sigte og ramme rigtigt, hvis jeg skulle gøre et forsøg på Jake.

”Klar?” spurgte Harry og lagde sin hånd om dørhåndtaget. Jeg stod lige ved siden af ham, med pistolen holdt op foran mig. Jeg lænede mig op og plantede et sidste kys på hans lyserøde læber, før jeg kom med et kort nik. Han sendte mig et sidste lille smil, før han trak ned i håndtaget og svang døren åben.

I løbet af hele mit liv havde jeg efterhånden haft utrolig mange af de her øjeblikke, hvor alting pludselig føltes som at gå i stå. Alting gik i slowmotion, og man kunne nå at tænke et utal af tanker på stort set ingen tid. Det her var ingen undtagelse… Jake var det første, der fangede mit blik. Han stod inde i stuen, med en pistol holdt frem foran sig i strakte arme, der var rettet imod os.

”Denne her er for Julia,” hvæsede han, før han trykkede aftrækkeren i bund.

Samtidig med at dette skete, stod jeg som fuldstændig frosset. Harry ved siden af mig var dog noget hurtigere i betrækket, og havde på nogenlunde samme tid som Jake trykket aftrækkeren ind, så et skud blev sendt afsted imod Jake. Desværre kunne jeg ikke fokusere på, om den ville ramme Jake eller ej. For jeg havde med det samme bemærket, at Jakes skud var rettet imod Harry og ikke mig. Og jeg kunne næsten med sikkerhed sige, at skuddet ville komme til at ramme ham i brystet. Når man havde været i denne her branche i nogle år, lærte man efterhånden at kunne se sådan nogle ting fra lang afstand. Og nu kunne jeg altså regne ud, at Harry ville blive skudt, medmindre jeg gjorde noget ved det.

Før jeg nåede at tænke tingene grundigt igennem, vendte jeg mig ind foran Harry. Der var ikke tid til at tænke over tingene, men jeg kunne ikke lade Harry blive ramt. Jeg kunne bare ikke. Jeg vidste godt, at det ville betyde, at jeg ville blive ramt i stedet, men det føltes bare mere rigtigt, på en eller anden sindssyg måde. I et nanosekund mødte Harrys og mit blik, og jeg kunne se alle følelserne, der strømmede igennem hans blik, men den mest overdøvende af dem alle var panikken. Det var for sent at ændre noget nu, og Harry så også ud til at have gennemskuet, at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg ville blive ramt.

Et ubeskrivelig smerte skar ind igennem mit ryg, og jeg kunne ikke holde et øredøvende skrig tilbage. Jeg faldt sammen i Harrys arme, da min krop var blevet fuldstændig lammet over den enorme smerte. Til min store glæde kunne jeg høre Jake hyle af smerte bag mig, og jeg formåede at få drejet hovedet en anelse siden, så jeg kunne komme til at se Jake synke til jorden med en kugle i panden.

Store, sorte pletter begyndte at forme sig for mit synsfelt, og jeg tvivlede i et kort øjeblik på, om jeg havde gjort det rigtige ved at springe ind foran Harry. Men det var det rigtige. Harry havde gjort så mange gode ting for mig. Han havde hevet mig op af det uendelige, sorte hul, der var blevet mit liv. Han havde fjernet noget af frygten for at være i live, og vigtigst af alt så havde han gjort mig lykkelig. Det her var det mindste, jeg kunne gøre for ham.

”Ella? Ella! Hvorfor gjorde du det?!” spurgte Harry oprørt. Han blev nødt til at sætte sig ned på gulvet, da jeg ikke længere kunne gøre den mindste smule for selv at holde mig oppe.

”Jeg… e-elsker dig,” mumlede jeg utydeligt, men han så heldigvis ud til at forstå det. En underlig kulde var begyndt at sprede sig rundt i hele kroppen, og jeg kunne ikke undgå at tænke, at det måtte være sådan her det føltes at dø. Lidt efter lidt kunne jeg ikke mærke min krop, og jeg følte langsomt mørket begynde at overtage alt omkring mig.

”Ella, prøv at holde dig vågen. Please, Ella,” lød Harrys bedende stemme. ”En eller anden hjælp!” råbte han lidt efter, og jeg huskede kort, at vi stadig var lige i indgangen til hytten.

”H-Harry.” Jeg sank en klump i halsen, og gjorde mit bedste for at få ordene så tydeligt frem som muligt, men det blev sværere og sværere som sekunderne gik. ”N-nu vil jeg endelig blive et stjerneskud… En død stjerne,” hviskede jeg. Jeg tvivlede dog på, at jeg nogensinde havde været en stjerne. Jeg havde i alt kun fire mennesker i mit liv, der virkelig betød noget for mig. Jeg havde aldrig gjort noget stort og heltemodigt. Jeg havde ikke forsøgt at finde en kur imod kræft eller forsøgt at stoppe hungersnøden i de fattige lande. Jeg havde i stedet levet fra familie til familie og slået folk ihjel. Hvem ville lige prale med at have haft sådan et liv? I hvert fald ikke mig.

”Nej, Ella,” svarede Harry grådkvalt. ”Du vil altid være min stjerne… Jeg elsker dig.”

Harry elskede mig. Harry havde fået mig til at føle, at jeg rent faktisk betød noget. Efter han var kommet ind i mit liv, havde jeg rent faktisk endelig fundet noget, der var værd at fortælle om. Men nu var det for sent.

Jeg kæmpede virkelig for at holde mig vågen så længe som muligt, men jeg kunne samtidig mærke, hvordan jeg blev trukket længere og længere ind i mørket.

”Tak… for alt,” var de sidste ord jeg formåede at få ud gennem mine læber, mens jeg mærkede Harrys bløde læber imod min pande. Harrys greb strammede sig omkring mig, og jeg faldt langsomt i søvn til en stikkende smerte i ryggen, Harrys råb om hjælp og en underlig følelse af glæde.

Oh my god, jeg ved slet ikke hvad jeg selv skal tænke lige nu :(((( Jeg elsker det her kapitel, men kunne tude over slutningen. Næste kapitel bliver ikke så langt som de seneste har været, men håber det er i orden. Og har valgt at publicere kapitlet i aften, da jeg tænker at det måske ikke er alle, der vil få tid til at læse det i morgen :) Og så kan jeg bare ikke vente, med at få det ud til jer. Så husk at smide en kommentar og et like. Hvad synes i om det hele?

Og lige et bonusspørgsmål til de dejligere læsere: Hvem skal I holde jul med i morgen og hvad glæder I jer mest til? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...