Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

303Likes
718Kommentarer
74856Visninger
AA

36. Kap. 35: ”Jeg kunne ikke gøre noget.”

 

”Jeg har jo sagt, at jeg ikke havde noget med det at gøre!” udbrød jeg for tusinde gang på de sidste to timer.

Jeg var blevet ført ind i et af hotellets værelser, der i dette tilfælde fungerede som afhøringslokale. Det var ikke det mest skræmmende sted i forhold til, hvad jeg før havde prøvet. Normalt var der kolde og kedelige vægge, hvor der her derimod var fyldt med alverdens farverige malerier. Helt klart ikke det normale sted at afhøre folk.

Jeg havde stadig svært ved at fatte, hvordan de overhovedet kunne tro, at jeg havde noget med det at gøre. Alt jeg havde gjort var at ringe til dem og forklare, hvad vi var kommet hjem til og med det samme blev jeg beskyldt for at have slået pigen ihjel. Alt imens jeg måtte forsøge at forholde mig rolig, når de gang på gang blev ved med at stille mig de samme spørgsmål, vidste jeg samtidig, at Ella havde brug for min hjælp. Jeg havde ingen anelse om, hvad der var sket med hende, men det var heller ikke det vigtigste lige nu. Det vigtigste var ganske simpelt at få hende fundet, og det kunne jeg først gøre, når de engang besluttede sig for at lade mig gå.

”Vær venlig at forklar hvad der skete en sidste gang,” sagde en af politimændene, der mest af alt mindede om en af de ansatte, der havde trukket i et politikostume for syns skyld.

Jeg sukkede tungt, men gik alligevel i gang med at forklare det hele endnu en gang. ”Min kæreste og jeg kommer tilbage efter aftensmaden – I kan selv spørge personalet fra restauranten. De ved hvornår vi gik, så jeg umuligt kan have haft noget med det at gøre. Men altså, vi kommer tilbage og så er både døren og gulvet smurt ind i blod, og bagefter finder vi hende pigen i badekarret. Lige efter ringede jeg så til receptionen, og mens jeg gjorde det, blev Ella taget.”

Manden lignede en, der før havde været vant til små tyverisager, og ikke noget så stort som et mord. Langsomt så det ud til at gå op for ham, at jeg rent faktisk talte sandt. Han signalerede til, at jeg lige skulle vente i to minutter, mens han lavede et opkald, sikkert til restauranten. Kort efter var han tilbage igen, hvor han måtte erkende, at jeg umuligt kunne have haft noget med det at gøre. Jeg kunne sagtens komme med en lang forklaring om, at det jo var, hvad jeg havde sagt fra starten af, men jeg ville ikke til at skabe flere problemer end højest nødvendigt.

”Udmærket. Vi sørger for et nyt værelse til jer snarest muligt, og vi kommer muligvis forbi igen senere, hvis der er dukket flere spørgsmål op,” fremsagde politimanden.

Jeg gjorde et kort nik og rejste mig op fra stolen. ”Så må jeg godt gå nu?” Tonen i min stemme var nok lidt for ivrig, men hvis Jake havde Ella, talte hvert eneste sekund.

”Ja,” svarede han kort, og lynhurtigt havde jeg vendt om på hælen og fortsat ud af værelset.

Så snart jeg var ude for deres synsvinkel, satte jeg i løb. Dog måtte jeg kort efter stoppe op igen, da det langsomt gik op for mig, at jeg ikke anede, hvor pokker jeg skulle lede efter hende henne. Der var intet udstyr hernede, så jeg havde ikke mulighed for at spore hans eller hendes telefon. Jeg løb ned til vores værelse, men da der var afspærring over det hele og et efterforskningshold der rendte rundt på stedet, kunne jeg hurtigt regne ud, at de ikke var kommet tilbage til hytten. Det her gik mere og mere i den forkerte retning…

 

Jeg havde nu været hele hotellet rundt op til flere gange. Jeg havde været ude i hver eneste afkrog, gennemsøgt stranden og alle de offentlige steder. Desværre kunne jeg ikke komme ind på værelserne, da det trods alt var privat område, men hvis han rent faktisk havde hevet hende med ind på et af dem, var jeg bare virkelig på spanden.

Selvom klokken var langt over midnat, fortsatte jeg stadig i min søgen efter hende. Jeg vidste på forhånd, at jeg ikke ville få den mindste smule søvn, før hun var fundet. Mit temperament var ved at løbe fuldstændig af med mig, og jeg var ved at gå helt ud af mit gode skind. Vi var på ferie, og nu skulle vi pludselig til at håndtere alt sådan noget her. Det havde langt fra været planen.

”Undskyld mig. Harry Styles?” Jeg stoppede op i min søgen efter Ella og så hen på en af de ansatte, der kom gående imod mig med hurtige skridt. Et lille nik var alt jeg gjorde som bekræftelse, og derefter fandt han en lille genstand frem fra sin lomme, som han derefter rakte til mig. I et kort øjeblik frygtede jeg, at det endnu en gang var Jake, der havde været på spil, men jeg kunne dog ånde lettet op igen, da det blot var nøglen til det nye værelse.

”Værelse 104,” sagde manden, selvom det allerede stod indgraveret på nøglen.

Jeg takkede ham kort, og derefter forsvandt han med det samme igen. Selvom alt indeni mig skreg om at fortsætte min leden efter hende, valgte jeg alligevel at gå imod værelset. Måske ville det rent faktisk hjælpe at sidde lidt ned. Bare lige i fem minutter, så jeg kunne få samlet tankerne. Med traskende skridt fik jeg slæbt mig tværs igennem hotellet, indtil jeg til sidst stod foran døren ind til værelse nummer 104.

Med et suk låste jeg op for døren og trådte indenfor. Jeg var fuldstændig drænet for al energi, efter at have rendt rundt efter Ella i flere timer. I alt var det fire timer siden hun var blevet taget, og på fire timer kunne der nå at ske alt for mange ting. Jake havde før truet med at tage hendes liv, blot fordi han vidste, hvor meget det ville såre mig. Jeg håbede inderligt på, at han ikke havde trukket til så drastiske midler denne gang, men man kunne sgu aldrig vide sig sikker på noget som helst for tiden. I det ene øjeblik var alt fredeligt og godt, og i det næste øjeblik er det hele blevet vendt på hovedet til et rent mareridt.

Luften satte sig fast i halsen midt i et åndedrag, da et uventet syn mødte mit blik. Jeg havde lige lukket døren i og trådt nogle skridt videre ind i hytten, da jeg fik øje på Ellas skikkelse sidde krøbet sammen i et hjørne af stuen. Hun sad med knæene trukket op foran sig, og sine arme foldet omkring dem. Hendes blik mødte midt, og jeg var på samme tid utrolig lettet og bekymret. Lettet fordi hun var her og rent faktisk var i live, men også virkelig bekymret over, hvad der var sket. Hendes make-up hun havde taget på til middagen, sad nu som lange, sorte spor ned over hendes kinder, som et tegn på hvor meget hun havde grædt. Hendes øjne var blodsprængte og selv på afstand kunne jeg se, hvordan hele hendes krop rystede. Hun så ikke fysisk ud til at være blevet såret. Der var ingen blå mærker eller iturevet tøj.

Jeg ventede ikke et eneste sekund længere, før jeg skyndte mig hen, og satte mig ned ved siden af hende. Hvorfor hun lige havde valgt at sætte sig på gulvet, forstod jeg ikke, men lige nu var ikke det bedste tidspunkt at tænke på sådanne ligegyldige ting. Hvis hun ville sidde på gulvet, så skulle hun have lov til det. Endnu en bølge af lettelse strømmede igennem mig, da hun med det samme lagde armene omkring min nakke, så snart jeg havde sat mig ned ved siden af hende. Da hun var blevet taget af Blake, som senere viste sig at arbejde for Jake, havde hun veget væk, så snart jeg nærmede mig hende, men heldigvis skete det ikke denne gang. Hun satte sig derimod hen over mig, så hun sad med et ben på hver side af mine lår, mens hun begravede sit hoved imod min skulder. Hendes gråd tog til og i stedet for allerede at spørge ind til, hvad der var sket, lod jeg hende langsomt falde til ro, mens min hånd langsomt kørte op og ned af hendes ryg i en beroligende gestus.

Minutterne gik, og hendes vejrtrækning begyndte langsomt at falde tilbage i den normale rytme, samtidig med at hun fik kontrol over gråden. Det var helt igennem skrækkeligt at sidde og lytte til. Hvad end Jake havde gjort ved hende, så havde det været virkelig slemt denne gang.

”Ella?” spurgte jeg forsigtigt, da jeg følte mig nogenlunde sikker på, at hun var klar nok til at snakke om det.

”Mhm?” mumlede hun lavt, stadig med sit hoved hvilende imod min ene skulder.

”Hvad skete der?”

Netop som jeg stillede spørgsmålet, kunne jeg mærke hvordan hun stivnede. Hele hendes krop var som frosset i flere sekunder, før hun fik tvunget sig selv til at trække vejret igen. Forsigtigt fik jeg skubbet hende lidt væk fra min skulder, så jeg kunne komme til at se på hende i stedet. Hun tørrede tårerne væk med sin arm, hvilket fik hendes allerede udtværede make-up til at sidde endnu værre, men lige nu var det det mindste af problemerne.

”H-h-han… J-jeg… Åh Gud.” Hun stammede sig vej igennem ordene, men måtte til sidst opgive, da hun endnu en gang brød sammen i tårer. Mine håndflader var efterhånden blevet helt svedige, og jeg kunne mærke både vreden og nervøsiteten komme frem over, hvad pokker han havde gjort ved hende.

”Tag en dyb indånding, Ella,” forsøgte jeg med rolig stemme. ”Tæl til elleve… Jeg er her, og jeg lover at der ikke sker dig noget.”

Hun nikkede tøvende og lukkede øjnene i. Et par enkelte tårer slap ud af øjenkrogen mens hun talte, men det lod alligevel til at hjælpe. Da hun åbnede øjnene igen, måtte hun endnu en gang tørre tårerne væk, men derefter virkede hun til at have fået samlet sig selv nok til at kunne fortsætte. Hun tog et par dybe indåndinger, før hun åbnede munden for at forklare videre.

”H-han… H-han gjorde d-det.” Hendes stemme rystede lige så meget som hendes krop gjorde, og lige meget hvor mange dybe vejtrækninger hun tog, så lod det ikke til at hjælpe på lige netop det.

”Gjorde hvad?” spurgte jeg undrende. Det kunne være mange forskellige ting.

”Please ikke få mig til at sige ordet,” hviskede hun og så ned i gulvet. ”H-han, du ved. D-det som kun vi burde-” Hun stoppede endnu en gang sig selv, da tårerne kom væltende tilbage.

Jeg vendte hendes ord nogle gange, før det langsomt begyndte at gå op for mig, hvad det var hun mente. Noget som kun vi burde gøre. Hvis han havde voldtaget hende, så var han for alvor færdig næste gang vi sås. Forhåbentlig var det ikke det hun mente, for så ville jeg stensikkert få et kæmpe flip, hvilket der ikke var brug for lige nu. Det kunne vel også være, at han bare havde kysset hende? Det var jo også noget, som kun vi burde gøre, nu hvor vi ligesom var et par. Men ville et kys få hende til at reagere så voldsomt?

”Ella…” Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, men der var vel ikke andet at gøre, end at spørge hende direkte, for at få svar på mit spørgsmål. ”Har han voldt-”

”Shh!” tyssede hun, før jeg nåede at færdiggøre sætningen. Tårerne havde taget til, og hun forsøgte ikke længere at tørre dem væk, men lod dem i stedet løbe ned over hendes ansigt og trække sorte spor efter sig fra hende mascara. ”D-du må ikke hade mig,” hviskede hun kort efter og nægtede at møde mit blik.

Det her var fucking løgn…

Han havde fandme gjort det, og hun havde ikke været stærk nok fysisk til at gøre noget ved det. Jeg kunne mærke hvordan vreden i løbet ingen tid havde overtaget hele min krop og alle mine tanker. Han havde rent faktisk gjort det ved hende. Jeg havde altid ment, at det var direkte modbydeligt af mænd at gøre sådan noget imod piger. Hvordan de overhovedet kunne få sig selv til det, var også noget jeg aldrig ville lære at forstå. Ingen pige burde nogensinde tvinges til sådan noget.

Med lidt besvær fik jeg dog tvunget mig selv til at tage den med ro. Ella havde brug for mig lige nu, og selvom jeg havde den største trang til at ødelægge et eller andet, måtte jeg skubbe det til side for hendes skyld. I hvert fald lige for nu. Hun rystede stadig, men tårerne var langsomt begyndt at stilne af.

”Jeg hader dig ikke. Det er ikke din skyld, at det er sket. Det er ham der er idioten,” sagde jeg lavt. Hvordan kunne hun overhovedet tro, at jeg ville hade hende, fordi det her var sket?

”J-ja, men alligevel…” Hun trak på skuldrene. ”Undskyld.”

”Der er ikke noget at undskylde for.”

”J-jeg kunne vel a-altid havde gjort noget mere for at stoppe ham,” hviskede hun og nægtede at møde mit blik.

Jeg lagde et par fingre under hende hage, og fik tvunget hende til at se op på mig i stedet for gulvet. ”Ella… Du har gjort, hvad du kunne, okay? Du må ikke rakke dig selv ned over det her.”

”H-han bandt mine hænder fast. Jeg kunne ikke gøre noget,” hviskede hun og snøftede en enkelt gang.

Endnu en gang skyllede en ny bølge af vrede ind over mig, og jeg strammede mine arme omkring hende en anelse. Ikke nok med at han havde voldtaget hende, så havde han endda bundet hende fast, så hun ikke havde haft den mindste chance for at kunne forsvare sig selv.

”Shh, det skal nok gå. Jeg er lige her, og vi skal nok klare det her. Han er færdig næste gang jeg ser ham,” sagde jeg, og kørte igen min ene hånd lidt op og ned af hendes ryg.

Jake havde for alvor krydset grænsen denne gang. Det havde været slemt nok, da han havde kidnappet hende – eller rettere sagt, havde fået Blake til at kidnappe hende. Denne gang var det blevet taget til et helt nyt niveau, og det her var bare fuldstændig uacceptabelt. Jake var en død mand, og så snart Ella var på rette kurs igen, ville jeg begynde at tænke lidt ekstra over det. Han skulle dø, og det kunne kun gå for langsomt. Det var én ting at han var ude efter mig, men når han lod det gå så meget ud over Ella, som han havde gjort denne gang, var det hele blevet for meget. Jeg elskede Ella, og vi var taget på ferie i et forsøg på at komme væk fra alle vores problemer. Desværre lod det til, at problemerne fulgte efter os, lige meget hvor end vi tog hen.

 

Ellas synsvinkel

Hans hænder var overalt på mig. Selvom det var flere timer siden, kunne jeg stadig mærke det så pokkers tydeligt. Det var skrækkeligt, når man helst bare ville forsvinde ud af sin krop, fordi man ikke kunne holde ud at være i den. Ikke når han havde rørt den. Ikke når han havde gjort det imod mig.

Jeg havde forsøgt alt hvad jeg kunne. Jeg havde råbt og skreget og vredet mig som aldrig før, i et forsøg på at komme væk fra ham, men intet havde virket. Aldrig før i mit liv havde jeg følt mig så udnyttet pg magtesløs. Det her var langt værre end den gang, hvor de flåede tøjet af mig og efterlod dybe snitsår overalt på min krop. Det havde mildt ud sagt været et kæmpe chok, da han lige pludselig havde været bag mig nede på værelset. Harry var gået ud for at ringe til en fra receptionen, og før jeg nåede at se mig om, blev jeg slæbt med væk derfra i et greb, hvor jeg ikke på nogen måde kunne slippe ud. Selvom det gjorde pokkers ondt med den måde han holdte mine arme på, forhindrede det mig dog ikke i, at forsøge at vride mig fri, men da jeg mærkede løbet af en pistol imod min ryg, var jeg tvunget til at stoppe.

Han havde ført mig hen på et værelse, og mit håb om at Harry snart ville komme og finde mig, var langsomt forsvundet lidt efter lidt. Hvad der skete derefter føltes fuldstændig surrealistisk, og jeg havde stadig svært ved at samle mine tanker omkring det. Jeg havde altid hørt en del skrækhistorier i aviser og nyhederne, men aldrig havde jeg troet, at jeg selv ville ende med at blive udsat for sådan noget.

Det mest underlige af det hele var næsten, at han derefter havde ladet mig gå, bare sådan uden videre. Ingen mystisk besked jeg skulle sige videre til Harry. Ingen knive der skulle sætte sine spor hen over min hud ligesom sidst. Ingenting, og det var næsten det værste af det hele. Jeg havde ingen fysisk smerte til at overgå den psykiske. Jeg havde ingen sår, der gjorde så fandens ondt, at det var alt jeg kunne tænke på. Det eneste jeg havde, var en enorm smerte i underlivet, samt alle mine tanker, der langsomt var ved at drive mig til vandvid.

Da jeg endelig følte, at jeg havde fået helt styr på mig selv og ikke længere var ved at bryde sammen over den mindste lille ting, havde Harry hjulpet mig ud på badeværelset, hvor han havde tændt for vandet i badekarret. Da Jake havde ladet mig gå, var jeg gået hen til receptionen for at høre, om vores værelse stadig kunne bruges eller hvor jeg lige skulle gå hen, men de forklarede, at vi havde fået tildelt et nyt værelse, da det andet trods alt var et gerningssted. Jeg havde mest af alt haft lyst til, at fortælle manden i receptionen hvem morderen var, og hvor jeg sidst havde set ham, men ordene ville ganske simpelt ikke ud. Jeg var stadig for rystet over, hvad der lige var sket, til at jeg kunne tænke på sådan nogle ting.

Harry gik tilbage ind i stuen, og lod mig være alene ude på badeværelset, hvor jeg trak mit tøj af, før jeg lod min krop synke ned i det varme vand. Jeg kunne endnu en gang mærke tårerne presse sig på, men jeg fik med lidt besvær holdt dem tilbage. Jeg nægtede at græde mere, end hvad jeg allerede havde gjort. Det var tydeligvis bare ikke nogen god ting at være alene med sine tanker lige nu, og jeg ville helst bare have Harry i nærheden af mig hele tiden. Han hjalp på alting ved ganske simpelt bare at eksistere. Han var den bedste medicin imod alting.

”Harry?” kaldte jeg og blev helt overrasket over, hvor skrøbelig min stemme lød.

Der gik ikke mere end få sekunder, før døren herud til blev åbnet, og han stak hovedet indenfor. ”Ja?” spurgte han med et lille smil.

”Kan du ikke sådan… bare være herude?”

Han så på mig i nogle sekunder, før han trådte helt ind og lukkede døren efter sig. Harry gik de sidste skridt hen til badekarret, hvor han satte sig ned på gulvet, så han sad lige ved siden af mig, bare på gulvet i stedet for i badekarret.

Lidt efter lidt begyndte jeg endelig at slappe af igen, og Harry sørgede for hele tiden at holde en positiv samtale i gang, der hjalp gevaldigt på humøret. Tankerne om Jake og hvad han havde gjort, lurede stadig et sted i baghovedet, men lige nu var det næsten muligt at glemme alt om det for en kort stund. Generelt blev alting bare en smule bedre, når Harry var i nærheden.

Men alligevel kunne jeg ikke undgå at tænke, at alt det her slet ikke var ovre endnu. Jake var stadig i live, og indtil den dag hvor han lå begravet flere meter under jorden, ville det her aldrig være ovre. Det var ikke længere en mulighed, om han skulle slås ihjel eller ej, det var ganske simpelt noget der skulle gøres. Men lige nu var jeg stadig ikke i stand til at tænke over det ned i de helt små detaljer. Lige nu forsøgte jeg at fokusere på Harry og den måde hans øjne lyste op på når han fortalte, og på den måde hans smilehuller dukkede frem på kinderne når han sendte mig et af de smil, der kunne helbrede de syge og afslutte verdenskrige. Et af de smil, som kunne få mit humør til at blive en smule mere positivt, til trods for alle de ting, der var sket i dag. Mit liv var virkelig noget rod, men jeg var ovenud lykkelig for, at Harry var en del af det, for uden ham ville jeg for længst være bukket under.

Forhåbentlig ville vi meget snart få ram på Jake én gang for alle, for hvis ikke han mistede livet, var det ved at være ret tydeligt, at en af os andre ville gøre det i stedet.

Undskyld mange gange for ventetiden! Jeg har simpelt hen haft så travlt med skolen og har samtidig været ramt af sygdom, men nu er jeg fuldstændig klar igen. Og ahhh, stakkels Ella :( Ja, hun blev voldtaget af Jake.. Jeg har tænkt virkelig meget over, hvad hun skulle gøre ved hende, og det er desværre endt sådan, da det var noget af det mest modbydelige jeg kunne komme på, når han ikke skulle slå hende ihjel. Undskyld hvis det er blevet skrevet lidt forvirrende, men jeg kunne altså ikke skrive det fra Ellas synsvinkel, så derfor er det endt sådan som det er, da det ville være for svært at skulle skrive det hele i detaljer. Så håber det er okay med jer.

Tusind tak fordi i stadig læser med (hvis der overhovedet er nogen.. Synes det har været lidt dødt med kommentarerne på det seneste.) Husk at smide et like og en kommentar. Der er kun to kapitler tilbage :( Forhåbentlig går der ikke langt imellem dem, da der trods alt er ferie og jeg har masser af tid. Tak til jer igen :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...