Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

305Likes
718Kommentarer
77081Visninger
AA

35. Kap. 34: ”Det her er skrevet med blod.”

 

Efter opkaldet med Logan, føltes det som om tiden var sat i slowmotion. Jeg sad utålmodigt og ventede i en evighed på, at Harry ville komme tilbage. Selvfølgelig ville det nok tage lidt længere tid end normalt, da det trods alt var sent om aftenen, men lige nu havde jeg brug for, at han kom tilbage hurtigst muligt. Det Logan havde haft at sige var bestemt ikke noget, jeg nogensinde havde håbet på at høre. Vi var kun lige kommet herned, og problemerne begyndte allerede at hobe sig op.

I det øjeblik jeg hørte hoveddøren åbne sig, sprang jeg op fra sengen og spurtede ud til ham, hvor jeg slog armene omkring hans nakke. Harry virkede temmelig overrasket over min velkomst. Hvis bare han dog vidste, hvad der ventede os.

”H-Harry,” hviskede jeg og formåede ikke at holde et enkelt snøft tilbage.

”Hvad er der galt?” spurgte han undrende, og trak sig lidt væk fra mig, så han kunne komme til at se ordentligt på mig.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg begyndte at tale. ”Logan ringede… Jake har fundet ud af, at din død er det pure opspind.”

”Hvad?!” råbte han, og jeg kunne ikke undgå at træde et skridt tilbage over hans udbrud. ”Det her er fandme løgn!” fortsatte han, mere til ham selv end til mig.

Det var tydeligt at se, hvordan vreden på ingen tid havde bygget sig op inden i ham, hvilket nu var meget forståeligt. Vi havde virkelig håbet på, at det her kunne lade sig gøre, og at Jake fortsat ville leve i troen om, at Harry var død. Men nu var den plan blevet ødelagt. Vi var begge stadig en lille smule påvirket af alkoholen fra tidligere, så det hjalp ikke ligefrem på at tænke klart. Jeg gik tilbage ind i stueområdet, og satte mig ned på en af sofaerne, hvor der var udsigt ud over havet igennem de enorme vinduer, der gik fra gulv til loft.

Der ikke mere end få sekunder, før jeg mærkede sofaen give efter, som tegn på at Harry havde sat sig ned ved siden af mig. Jeg tog en dyb indånding og beholdte blikket rettet imod udsigten.

”Nogen havde set os i lufthavnen, som sagde det videre til Jake. Logan sagde, at de havde været ude ved gravstedet, og hele kisten var blevet gravet op. Så Jake må have været ude for at tjekke det selv…” Jeg så nervøst hen på ham. ”Harry, hvad nu hvis han kommer herned?”

Det kunne tydeligt ses, hvordan han bed tænderne sammen, så musklerne i kæben spændtes. ”Så tager vi den derfra,” var alt han svarede. ”Forhåbentlig når han ikke at finde frem til os, før vi skal hjem igen.”

”Men hvad nu hvis-”

Ella.” Hans stemme var en smule anstrengt, og han lukkede kort øjnene sammen. ”Chancen er virkelig lille for at han finder os, så kan vi ikke bare lade den ligge lige nu?” spurgte han med tydelig vrede i stemmen.

Jeg foldede armene hen over brystet og så ned i gulvet. Der var vel ingen grund til, at han skulle blive mopset på mig, når jeg ikke ville andet end at være forsigtig og få styr på vores problem. Jeg drejede hovedet i den modsatte retning af ham, og kort efter kunne der høres et tungt suk forlade han mund.

”Undskyld, okay? Men hvis du gerne vil snakke videre om det, kan vi så ikke gøre det i morgen?”

Mit blik fandt endnu en gang tilbage på Harry, og jeg fik et lille smil frem, da det var tydeligt at se, at han var blevet en del mere afslappet igen i forhold til for få øjeblikke siden. Jeg rykkede mig det sidste lille stykke hen til ham i sofaen, før jeg hvilede mit hoved imod hans skulder. Nu hvor jeg mærkede efter, var jeg egentlig utrolig træt. Vi havde også nået en masse i dag, og selve rejsen herhen havde været meget trættende. Harrys arm lagde sig betryggende omkring mine skuldre, mens han holdte mig tæt inde ved ham.

”Jeg vil bare ikke have, at han kommer og ødelægger det hele,” hviskede jeg lavt.

”Det vil jeg heller ikke,” stemte han i. ”Det vil jeg virkelig heller ikke have.”

 

”Harry prøv lige at se det her!” udbrød jeg og trak en anelse ned i siden af min bikiniunderdel, så man tydeligt kunne se overgangen fra den sommerbrune hudfarve til den kridhvide jeg normalt havde. Det var helt utroligt, så meget en uge i solen kunne gøre. Jeg havde selvfølgelig brugt tonsvis af solcreme, da jeg var en af de typer, der kunne blive solbrændt på under ti minutter, hvis jeg var direkte i solen. Så denne gang havde jeg været ekstra forsigtig, og det havde tydeligvis kunnet betale sig.

”Mm, du ser helt levende ud igen og ligner ikke nær så meget et omvandrende lig,” svarede han tilbage med et smil, tydeligvis meget tilfreds over sit svar.

Jeg tøvede ikke et eneste sekund med at lange ud efter ham og efterlade et klask på hans ene arm. ”Harry!”

”Jeg siger bare sandheden,” smilede han og trak på skuldrene.

Jeg himlede med øjnene af ham og valgte at lade være med at svare ham. Vi lå midt på stranden og tørrede af efter at have været en tur i vandet. Det var helt underligt at tænke på, at der allerede var gået en hel uge, siden vi kom herned. Tiden gik så pokkers stærkt, og jeg var overlykkelig for, at vi stadig havde to hele uger tilbage.

Tingene var gået overraskende stille og roligt. Jeg havde taget de fortrydelsespiller, Harry havde hentet, så der var ikke længere noget at bekymre sig om der. Jake havde vi hverken set eller hørt nogle spor af. Harry havde været i daglig kontakt med drengene derhjemme for at blive opdateret på, om der var sket noget nyt. Hver gang havde det dog været det samme svar – intet nyt. Jake lod til at være forsvundet fra jordens overflade, hvilket jeg et eller andet sted fandt meget foruroligende. Ingen havde set noget til ham den seneste uge, så hvad nu hvis han rent faktisk var tættere på, end vi gik og troede? Forhåbentlig var det bare mig, der igen var alt for paranoid til, hvad der var sundt.

Jeg rullede om på siden, så jeg dermed kom tættere på Harry. Han drejede hovedet og så ned på mig med et lille smil. Vi havde for alvor været det der nyforelskede kærestepar, der ikke kunne holde fingrene fra hinanden hele ugen. Små kys var blevet uddelt og der var stort set ikke et tidspunkt, hvor vi ikke flettede fingre eller på en anden måde kunne komme til at holde om hinanden. For en gangs skyld havde vi rent faktisk muligeden for at være et normalt par, uden at skulle bekymre os om Jake, Blake eller hvilke problemer vi nu ellers havde stået over for derhjemme.

”Harry Styles?” spurgte en rusten stemme, hvilket fik os begge til at se op på den lille mand i hotellets uniform.

”Ehm… Ja?” svarede han en smule undrende.

Manden sagde ikke noget, men rakte ham i stedet en lille, hvid konvolut, før han vendte om og traskede tilbage igennem det brændende sand. Harry satte sig op og vendte undrende konvolutten nogle gange, før han gav sig til at åbne den. Han virkede mindst lige så nysgerrig som mig efter at se, hvad det her nu var for noget. Forhåbentlig var det ikke en af de piger fra poolen i går. Jeg var til sidst blevet så frustreret over, at de ikke kunne fjerne blikket fra min kæreste, når de tydeligvis kunne se, at vi var sammen.

Han fik åbnet for den og trak derefter et lille papir ud, der var foldet sammen på midten. I det øjeblik han udfoldede det, kunne man næsten se, hvordan farven forsvandt fra hans ansigt. Det her kunne umuligt være godt, og jeg var pludselig ret sikker på, at det ikke bare var en af tøserne fra poolen. Jeg rakte ud efter brevet og var glad for, at han lod mig tage det, i stedet for at holde det for sig selv.

Din kæreste ser godt ud i en bikini. Vi ses i aften, Styles, stod der skrevet med en rodet håndskrift.

Selvom der ingen afsender var på, var vi begge udmærket klar over, hvem der havde skrevet brevet. Det kunne ikke være andre end Jake, hvilket blot bekræftede mine værste teorier. Han var her. Nu hvor vi endelig var begyndt at tro, at han rent faktisk ikke var i nærheden af os, så var han her alligevel.

”Det her er fucking løgn!” bandede Harry og krøllede vredt papiret sammen. Det var lige før hans hænder rystede i vrede og for at være ærlig, så skræmte det mig en del.

”Harry,” sagde jeg forsigtigt og lagde en hånd på hans skulder.

”Drop det, Ella! Tingene gik endelig godt, men så skulle den pokkers stodder selvfølgelig lige dukke op. Det her er bare-”

”Harry!” gentog jeg, da hans stemme havde hævet sig til fuld lydstyrke og var begyndt at tiltrække undrende blikke. ”Slap af, for fanden! Tæl til elleve, før du ender med at springe fuldstændig i luften.” Han virkede totalt ligeglad med hvad jeg sagde, og bed i stedet tænderne sammen, mens han rullede med øjnene.

”Harry. Styles!” mumlede jeg irriteret og lagde begge hænder på hans skuldre, før jeg skubbede ham tilbage ned på tæppet, vi havde spredt ud på sandet. ”Nu stopper du og gør som jeg siger! Du er pisse irriterende lige nu!” Jeg satte mig med et ben på hver side af hans overkrop, så han ikke bare lige kunne flygte. ”Slap af.”

Hans blik gled fra mit ansigt og ned over min overkrop i stedet, mens et smil erstattede noget af vreden. ”Den bikinioverdel gør altså gode ting ved dine-”

”Harry!” afbrød jeg ham forlegent. Nu sad jeg også med hænderne på hans skuldre, så det gjorde at han nok havde et lidt for godt udsyn til brystpartiet. Han kunne ikke holde en latter tilbage over min reaktion, og det var da i det mindste noget, at han humør ret hurtigt var gået i den rigtige retning igen. ”Du mangler stadig at tælle til elleve,” påmindede jeg ham.

”Hvad er der med dig og den pokkers tællen til elleve?”

”Det har jo vist sig at hjælpe, så kom nu bare i gang. Jeg flytter mig ikke, før du har gjort det.”

”Jeg har ikke noget imod, at du sidder der,” svarede han med et lumsk smil, netop som jeg mærkede hans hænder glide op af mine lår. Hurtigt greb jeg ud efter hans hænder for at fjerne dem fra mine lår, og i stedet holdet dem presset imod tæppet ved siden af ham.

”Gør det nu bare,” sagde jeg med et lille smil. Selvom han tydeligvis allerede var i et bedre humør, så kunne det ikke skade, at han lige brugte nogle sekunder på at få de sidste rester af vreden til at sive ud.

Han sukkede tungt, men lukkede til sidst øjnene. Hans læber formede næsten utydeligt ordene, mens han talte op til elleve. Da han nåede det sidste tal, åbnede hans øjne sig igen og så op på mig med de skinnende, grønne øjne, jeg var blevet så vant til at se. Jeg lænede mig ned for at presse mine læber imod hans i et kort øjeblik, før jeg endnu en gang lagde mig ned ved siden af ham.

”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor det skal være elleve og ikke bare ti,” mumlede han efter nogle minutters stilhed.

”Elleve virker bedre,” var alt jeg svarede, mens jeg beholdte mine øjne lukkede, så jeg slap for at blive blændet af solens brændende stråler. Jeg havde selvfølgelig været så dum at glemme solbrillerne henne på værelset, da vi var taget afsted. Harry havde tilbudt mig sine, men jeg havde sagt pænt nej tak, da jeg egentlig hadede at gå med solbriller. De var irriterende og gav mærker på næseryggen. Så at undvære dem en enkelt gang, gjorde mig egentlig ikke det helt store, bortset fra at jeg selvfølgelig ikke så nemt kunne have øjnene åbne.

”Det er ret underligt.” Harry lød mere som en, der sagde sine tanker højt, end en der havde ordene rettet imod mig.

I stedet for at svare, vendte jeg mig om på maven og foldede armene under mit hoved. Vi havde brugt en del tid på sådan noget her den seneste uge, hvilket egentlig var lidt kedeligt, når man tænkte på, hvor mange ting der var at lave på de mange små øer, der til sammen dannede Maldiverne. På den anden side, så trængte vi begge til en god gammeldags ferie, hvor der ikke nødvendigvis var det helt store program på.

Nogle af de vildeste ting vi havde begivet os ud på, var en tur på vandscooter rundt i vandet uden for stranden. Ellers havde vi brugt en del tid omkring hotellet og på stranden, hvor vi stort set hver eneste aften, havde været nede og gå en tur ved vandet, når solen omsider var gået ned, og temperaturerne var blevet noget nemmere at holde ud.

Det havde virkelig været en fantastisk uge sammen med Harry, men efter brevet fra Jake havde jeg på fornemmelsen, at tingene snart ville begynde at ændre sig.

 

Det var stadig lyst udenfor, selvom klokken nærmede sig ni om aftenen. På en eller anden måde formåede vi altid at skubbe aftensmaden til sidste øjeblik. Et par af aftenerne havde vi været de eneste i restauranten, og medarbejderne lignede nogle, der havde været klar til at tage fri for aftenen, lige indtil vi trådte ind. De måtte virkelig hade os efterhånden, men der stod tydeligt på et skilt, at der var åbent indtil elleve, så de kunne vel egentlig ikke tillade sig at klage.

Jeg havde pakket tonsvis af kjoler til turen, og jeg havde også formået at have en ny på hver eneste aften. Derhjemme var det sjældent jeg gik i kjoler, da det ikke altid var det mest praktiske med mit arbejde. Kun når man til tider skulle ud på jobs, hvor det stort set krævede, at man havde en eller anden kort kjole på.

Harry brugte ikke andet end t-shirt og shorts hernede, og den stil klarede han også til perfektion. Han var helt bestemt et af de mennesker, der kunne iklæde sig en stor, sort skældepose og alligevel ligne noget guderne havde skabt. Jeg misundte ham det virkelig, for jeg lignede noget katten havde slæbt med ind, hvis jeg blot fik nogle få timers for lidt søvn eller noget lignende.

Vi gik hånd i hånd ned til restauranten, hvor der i dag sad nogle få mennesker ud over os. Der var både mulighed for buffet og for at bestille en ret. Harry kunne spise hvad som helst, så han havde brugt buffeten samtlige aftener indtil videre, mens jeg havde forsøgt mig med lidt af hvert fra menukortet. I dag holdte vi os begge til buffeten og efter at have fyldt en tallerken hver, satte vi os ned ved et af tomandsbordene. Jeg var ret sikker på, at jeg havde taget nogle kilo på allerede efter første uge, men jeg var egentlig lidt ligeglad. Jeg havde besluttet mig for at nyde ferien uden at skulle tænke på sundhed og motion. Når vi kom hjem igen, måtte jeg være lidt ekstra opmærksom på min kost igen, for at rette op på de tre ugers feriekost.

Man skulle næsten tro, at vi på et tidspunkt ville løbe tør for samtaleemner, når vi gik op og ned af hinanden døgnet rundt, men det var endnu ikke sket på et eneste tidspunkt. Samtalen flød over hele aftensmaden, og da vi begge var ved at være færdige, var jeg på randen til tårer af at have grinet så meget over et eller andet ligegyldigt og fuldkomment plat, som Harry havde sagt.

”Nå, skal vi se at komme tilbage igen? Jeg tror de gerne snart vil have os ud,” sagde Harry, og jeg fulgte hans blik hen til en lille flok af de ansatte, der lignede nogle der blot ventede på at vi ville rejse os, så de kunne komme til at rydde af bordet. Igen var vi endt med at være de sidste, der sad tilbage.

”De bliver ikke betalt for at stå og se onde ud,” mumlede jeg og rejste mig op fra stolen, netop som Harry gjorde det samme.

”De ser da ikke onde ud.” Han trak på skuldrene og så endnu en gang i retning af dem. ”Okay, måske en lille smule,” erkendte han og så næsten helt skræmt ud i et kort øjeblik.

Jeg formåede ikke at holde en højlydt latter tilbage, som jeg hurtigt forsøgte at skjule ved at holde en hånd op foran munden. Harry rystede på hovedet af mig, før han lagde en arm omkring livet på mig og førte mig ud af restauranten tilbage imod værelset. Vi var næsten nåede helt tilbage, da vi drejede omkring det sidste hjørne, hvor vi begge var tvunget til at stoppe brat op med det samme.

Harrys arm strammede sig omkring mig med det samme, og jeg trådte automatisk et lille skridt tættere ind til ham over synet der mødte os. Mit hjerte begyndt at slå hurtigere og hårdere for hvert sekund der gik, og min hals føltes pludselig utrolig tør. Trædøren ind til vores hytte var malet over med store, røde bogstaver.

I vil aldrig kunne slippe væk, stod der skrevet hen over døren. Efter hvad der føltes som en evighed, gik Harry det sidste stykke hen til døren, hvor han så nærmere på bogstaverne.

”Det her er skrevet med blod.”

En klump samlede sig ufrivilligt i min hals, og jeg måtte kæmpe en del med at få den sunket. Alt det her med Jake var for alvor begyndt at få paranoiaen til at stige i mig. Han kunne være hvor som helst lige nu. Han kunne sågar stå lige på den anden side af døren, parat med en pistol til når vi trådte indenfor. Det var ikke til at sige.

Den første tanke der strejfede mig var, hvis blod det kunne være. Jeg bad en stille bøn om, at Jake ikke havde været ude og slå en eller anden ihjel, men samtidig forberedte jeg mig på det værste. Da jeg var henne ved Harrys side igen, tog vi begge en dyb indånding, før han skubbede døren op ind til hytten. Der var intet spor efter Jake, men det var dog helt tydeligt, at han havde været her.

Gulvet var stort set dækket af blod, der havde taget form som store bogstaver, der fik kuldegysninger til at forme sig på mine arme i ubehag. Det føltes som om al maden vi lige havde indtaget fra buffeten var på vej op igen, men jeg formåede med lidt besvær at holde det nede.

I er så godt som døde. I vil aldrig være sikre. Farvel Ella og Harry. Dette var blot nogle af de ting, der stadig skrevet tværs over gulvet, sammen med en masse blandede skældsord.

”Fuck,” mumlede Harry og kørte en hånd igennem sit hår, mens han så rundt på gulvet med et frustreret udtryk i ansigtet.

 

Harrys synsvinkel

Det her var virkelig ikke godt. Overhovedet ikke godt. Faktisk så dårligt som det overhovedet kunne blive. Noget sagde mig, at det her var den store finale. Det var nu, at det hele ville blive afgjort, og chancen for at vi alle ville gå herfra i live var nok noget nær ikke eksisterende.

Efter at dømme på Ellas ansigtsudtryk, var hun mindst lige så chokeret som mig, og hele hendes ansigt var drænet for al farve.

Jeg trådte forsigtigt hen over trægulvet og sørgede omhyggeligt for ikke at træde på noget af blodet. Efter hurtigt at have kigget ind på vores værelse, hvor der var fuldstændig som vi havde forladt det, gik jeg videre ud på badeværelset, hvor min krop stoppede alle bevægelser med det samme. Midt i badekarret lå en sammenkrummet person, der tydeligvis ikke længere var i live. Der var blod rundt omkring på gulvet og på væggen lige ved siden af karret. Personen bar en af hotellets uniformer, så jeg kunne næsten regne ud, at hun var en af de ansatte. Min mobil blev fundet frem fra bukselommen, mens jeg gik tilbage ud i stueområdet, hvor Ella stadig stod og så ned på blodet på gulvet.

”Jeg ringer lige til receptionen,” informerede jeg hende om. Selvom jeg helst ikke ville blande flere ind i alt det her med Jake, så var der trods alt blevet begået et mord, og hvis de tilfældigvis skulle få fanget Jake og sat ham bag tremmer, så ville det bestemt ikke gøre mig noget. Ella kom med et lille nik som svar.

Opkaldet blev accepteret stort set med det samme, og jeg fik fortalt alt hvad vi havde set. Blodet på døren og gulvet og den døde person i badekarret. Personen i telefonen lød meget chokeret, men lovede at sende nogle folk herned hurtigst muligt sammen med et politihold. Politiholdet skulle dog først fragtes fra en af de andre øer, så der kunne sagtens gå en lille times tid.

”Må jeg bede om navnet på den afdøde?” spurgte manden, der tydeligvis var berørt over at have mistet en kollega, selvom han ikke engang vidste hvem det var endnu.

”Ja, lige to sekunder.” Jeg forlod Ella i stuen, før jeg gik tilbage ud på badeværelset, igen med forsigtige skridt så jeg ikke trådte i blodet. Hvis et politihold ville komme, var det bedst, hvis alt var i så original stand som muligt.

En underlig lugt havde allerede spredt sig på badeværelset, selvom alt det her kun var sket for mellem en og to timer siden. Varmen måtte have en del af skylden, da den blot gjorte at liget udskilte en endnu kraftigere lugt, end hvis her havde været isnende koldt. Det var temmelig kvalmende. Alligevel fik jeg taget mig sammen til at træde helt hen til kanten af badekarret og læne mig ned, så jeg kunne komme til at se på navneskiltet, der var vedhæftet på t-shirten.

Dhunya Sarin,” sagde jeg og var ret sikker på, at jeg udtalte det helt forkert. Personen i telefonen forstod mig dog alligevel, og hvis jeg ikke tog meget fejl, hørte jeg et enkelt snøft fra mandens side. Pigen i badekarret så ud til at være i midten af tyverne, og hun burde ikke være blevet udsat for det her. Hun havde blot været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

”Åh dog,” sukkede manden. ”Jeg skal nok send-”

Et skingert skrig fik både manden og mig til at stoppe alt vi havde gang i. Det var skrækkeligt at indrømme, men jeg kunne nemt genkende det skrig, da jeg havde hørt det før. Alt for mange gange. Jeg løb ud af badeværelset og havde denne gang ikke tid til at tjekke, om jeg trådte på blodbogstaverne eller ej. Det gjaldt om at komme ud til Ella hurtigst muligt.

”Ella!” råbte jeg, desperat efter at få et svar.

Da jeg nåede stuen var det som om en tung sten faldt i min mave, da hun ikke var nogen steder at se. Nej, nej, nej, kunne jeg ikke undgå at tænke. Der måtte ikke være sket hende noget. Jeg fortsatte hen over gulvet til hoveddøren, der stadig stod helt åbent, fra da vi var kommet ind.

”Ella!” forsøgte jeg endnu en gang, men blev mødt at den samme tavshed.

Mit blik søgte panisk rundt og selvom jeg mest havde lyst til at løbe udenfor og se efter hende, var jeg nødt til hurtigt at tjekke, om hun måske kunne være et sted i hytten. De lange ben kom endelig til nytte og efter en lynhurtig tur rundt i alle rummene kunne jeg desværre konstatere, at hun ikke var her. Endnu en gang fandt jeg mig selv i dørkarmen af hoveddøren, og lige da jeg skulle til at sætte ud for at finde Ella, kom en hel hær af ansatte imod mig. Det måtte være dem, der skulle komme. Der var endda et par politimænd iblandt dem, der allerede må have været på stedet.

”Hun er på badeværelset, men jeg bliver virkelig nødt til at gå-”

Jeg skulle til at mase mig igennem dem for at kunne løbe videre. Hvis Jake havde gjort noget ved Ella ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Bare det at han havde hende, hvilket jeg var helt sikker på han havde, var noget af det værste der kunne ske, og jeg spildte hvert et sekund, hvor jeg ikke var ude og lede efter hende.

I stedet for at give mig plads til at komme forbi, mærkede jeg i stedet to sæt stærke hænder gribe fat om hver af mine arme. Jeg så underende op på de to politimænd, der så ned på mig med et anspændt ansigtsudtryk. Jeg forsøgte at vride mig fri, hvilket fik dem til at stramme grebet yderligere.

”I forstår det ikke, jeg bliver nødt til at finde-”

”Du går ingen steder, før vi har afhørt dig.”

”Jamen, kan det ikke vente. Hun er-”

”Så er det nok!” sagde en af mændene bestemt, da jeg gang på gang forsøgte at slippe fri af deres greb.

”Nej! Hun er i fare, og jeg bliver virkelig-”

Mine forsøg på at rive mig fri var efterhånden blevet så desperate, at jeg endte med at sende en albue i maven på en af politimændenes, hvilket han selvfølgelig tog på den helt forkerte måde. Han formodede sikkert, at jeg ganske simpelt gjorde det for at skade ham, og ikke fordi jeg havde en kæreste der virkelig havde brug for min hjælp. Som en konsekvens af min handling, var der pludselig langt flere mennesker omkring mig, og før jeg nåede at reagere ordentlig, var jeg blevet væltet ned på jorden, mens mine hænder blev holdt i et jerngreb bag min ryg.

Langsomt som jeg indså, at jeg ikke havde nogen jordisk chance for at komme væk, kunne jeg også mærke hvordan smerten begyndte at brede sig rundt i brystet. Det var ikke på grund af den måde, jeg havde hamret imod jorden, men derimod over følelsen af at vide, at Ella havde brug for mig lige nu, og i stedet lå jeg her, ude af chance for at gøre den mindste lille ting for at hjælpe hende.

Undskyld ventetiden! Jeg har været syg hele ugen, så har bare ikke haft noget som helst overskud til at skrive. Men nu blev det endelig klar, og er endda endte på over 4000 ord. Tusind tak fordi i læser med. +7000 views og over 220 favoritister er simpelthen for vildt! Jeg kan love at de sidste tre kapitler bliver fyldt med spænding. Det her er den helt store finale ;) Husk at smid en kommentar. Elsker jerrrrr

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...