Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
719Kommentarer
73910Visninger
AA

33. Kap. 32: ”Jeg kan slet ikke fatte, at du virkelig er her.”

 

”Er du helt sikker på, at det her er en god idé?” Harry skævende hen til mig, da han holdt bilen ind til siden af vejen.

”Helt sikker. Du vil takke mig for det her senere.”

Tro det eller lad være, men vi holdte nu foran Harrys mors og brors hus. Efter en lang diskussion, der havde varet det meste af morgenen, havde jeg endelig fået ham overtalt til at tage af sted på den betingelse, at vi kunne tage hjem igen med det samme, hvis tingene begyndte at blive for underlige eller hvis noget skulle gå galt.

Det var midt på eftermiddagen på en ganske almindelig torsdag, så der var stort set mennesketomt på vejene. Desto længere tid vi kørte, jo færre blev husene, der i stedet blev erstattet med store græsmarker. Det var tydeligt, at Harry var temmelig nervøs omkring det her. Han skulle se sin familie for første gang i flere år. Jeg var dog overbevist om, at det hele nok skulle gå godt. Jeg havde skrevet en kort besked til Anna i morges for at høre, om det var okay at vi kom, til hvilket hun havde svaret, at vi var mere end velkomne. Det havde jeg selvfølgelig sagt videre, men Harry virkede stadig ekstremt skeptisk.

Hele samtalen fra i går var stadig klar i mit hoved.

”Nu hvor Jake tror jeg er død, er det rent faktisk en realistisk mulighed. Vi kunne tage væk, og han ville ikke ane noget om det. Du kan få din frihed, og jeg kan tage med,” havde han sagt. Vi kunne tage væk. Nogle ville måske kalde det at flygte fra vores problemer, men det var vel praktisk taget også hvad vi gjorde.

Efter at have fået besøget hos hans familie på plads, var vi med det samme gået tilbage til at snakke om vores lille projekt. Det hele var ekstremt spændende, og ikke noget jeg havde prøvet før. Det var en meget spontan plan, og efter grundig overvejelse og planlægning havde vi fået stort set det hele på plads.

Joseph havde hjulpet med at få fat på sin gamle ven på Maldiverne, og vi havde nu et sted stående klar til os i morgen. I morgen! Flybilletterne var blevet købt, og Harry havde fået en god snak med Mason og Logan over telefonen. Det var næsten helt surrealistisk, at Harry og jeg skulle afsted til Maldiverne, hvor vi ville være helt alene sammen. Det hele var meget hektisk, men ærlig talt, så ville jeg gerne afsted så hurtigt som muligt. Denne her by havde alt for mange dårlige minder omkring sig, og der var grænser for, hvor meget mere jeg kunne klare. Jeg var trods alt kun et menneske.

Indtil videre havde vi aftalt mellem to og tre uger, hvorefter vi ville se, hvordan situationen så ud herhjemme. Hvis alting stadig var totalt kaos, kunne det godt være, at vi ville udvide opholdet lidt. Jeg havde stadig svært ved at forstå, at vi rent faktisk førte det her ud i livet. Det ville stensikkert først rigtig gå op for mig, når jeg stod nede på hotellet på Maldiverne med Harry ved min side.

”Kan vi ikke vende om og køre hjem igen?”

Jeg blev revet ud af mine tanker og så tilbage på Harry igen med et lille smil. Han havde hvert femte minut forsøgt at komme med alverdens undskyldninger i håb om, at vi kunne tage hjem igen, men jeg gav ikke op så let. Forhåbentlig ville han ændre mening omkring det her, når vi var kommet frem og han kunne se hvor meget hans familie havde savnet ham.

”Nej, Harry. For 117. gang, det skal nok gå fint,” sukkede jeg. Jeg så hen på ham i et kort øjeblik, før mine øjne fandt tilbage på huset vi var holdt ind ved siden af. Det var fint og lignede noget, der var taget direkte ud af et glansbillede. Der var alverdens blomster i forhaven, der havde en masse forskellige farver, hvilket gav haven et meget farverigt look. De røde mursten lå på snorlige linjer, og det så ud som var det blevet bygget for en uge siden. Ike en eneste skramme. Alt var i allerfineste orden. For at være helt ærlig, så havde jeg aldrig kunnet forestille mig Harry bo i sådan et hus. Han var på en måde for rå til det her sted.

Jeg åbnede døren og trådte ud i sneen, der lå som et tykt lag over hele vejen. Selvom det var tydeligt at se, at snerydderen havde været forbi for nylig, var der allerede nået at falde en del igen. Selv min tykkeste jakke formåede ikke at holde kulden ude, og jeg foldede armene omkring mig selv, i et forsøg på at holde på varmen.

Da Harry endnu ikke var kommet ud af bilen, men derimod sad og stirrede ud af forruden med et tomt blik, gik jeg hen og bankede på vinduet i hans side. Det gav et sæt i ham, og jeg kunne ikke holde et smil tilbage. Han rystede svagt på hovedet af mig, før han endelig åbnede for bildøren.

”Kommer du ud, eller hvad?” spurgte jeg med hævede øjenbryn.

”Ella… Det her er altså meget… Jeg ved det ikke.” Han rystede på hovedet, da ordene ikke syntes at komme ordentlig ud.

”Harry, det skal nok gå. Jeg er lige ved siden af dig, og husk nu hvad vi aftalte. Hvis noget skulle gå galt, kan vi køre hjem igen med det samme.” Min ene hånd greb fat om hans i et forsøg på at få ham til at komme herud. Han tøvede et kort øjeblik, før han endelig gjorde tegn til at stige ud. Jeg trådte et skridt tilbage, så han rent faktisk kunne komme ud uden at støde ind i mig.

”Jeg fatter ikke, at vi gør det her,” mumlede han.

Hans fingre flettede sig ind mellem mine, før han løftede min hånd op og satte et kys på håndryggen; en simpel gestus, hvor sommerfuglene i min mave gik helt amok. Vi gik op ad den lille sti til hoveddøren, før vi endnu en gang stoppede op. Jeg tror aldrig, jeg havde set Harry så nervøs, som han var lige nu.

”Det skal nok gå,” forsikrede jeg for tusinde gang.

Harry kom med et lille nik, men lignede ikke en, der troede specielt meget på mig. ”Okay.” Hans hånd, der ikke var flettet ind i min, løftede sig op for at banke på døren. Selvom det ikke var mere end få sekunder, føltes det alligevel som en evighed, før der endelig blev åbnet op.

Vi holdte alle vejret nogle få sekunder, mens vi ikke gjorde andet end at stå og se på hinanden. Det var vel meget naturligt, at man fik en forestilling om, hvordan en person så ud, når man havde snakket med dem over telefonen. Nu hvor jeg endelig kunne se hende i egen høje person, var det tydeligt at se, at hende og Harry var relaterede. Hun havde den samme grønne øjefarve, og hårfarven matchede også Harrys perfekt. Derudover var der selvfølgelig også nogle af de samme ansigtstræk.

Anna holdt en hånd op foran munden, mens hun betragtede sin søn, hun ikke havde hørt en eneste lyd fra i flere år. Hendes øjne virkede helt glasagtige, hvilket højest sandsynligvis skyldtes, at hun var på randen til tårer.

”Harry,” hviskede hun målløst.

Jeg så op på ham og blev ekstremt overrasket over at se, at hans øjne virkede næsten lige så glasagtige som hans mors. Det her var ikke noget man så hver dag. Faktisk havde jeg aldrig før set Harry græde, eller bare så meget som at lukke en enkelt tåre ud. Jeg gav hans hånd et enkelt klem, hvorefter han sank en klump i halsen og til sidst gav slip på min hånd.

Hans mor fjernede hånden fra hendes læber, hvorefter hun bredte armene ud, hvilket Harry var hurtig til at tage imod. Han trådte det sidste skridt hen til hende, hvorefter han foldede armene omkring hende i et stort kram. Det var meget følelsesladet at se på, og jeg følte mig pludselig totalt malplaceret, når jeg blot stod og så på, mens de havde den helt store genforening. Det her var meget akavet.

Da de omsider brød omfavnelsen igen, så Anna op på ham med intet andet end ren kærlighed i blikket.

”Jeg kan slet ikke fatte, at du virkelig er her,” sagde hans mor med et smil, der gik til langt op over begge ører. ”Og se dig lige! Du er jo vokset helt vildt!”

Harry slap en kort latter ud over hendes udbrud og trak lidt på skuldrene. ”Nu er der også gået nogle år.”

”Ja.” Hendes smil falmede en lille smule igen, men voksede sig hurtigt større, da hun rettede opmærksomheden imod mig. ”Og du må være Ella?” Jeg skulle lige til at svare tilbage, men jeg nåede det ikke, før hun havde trukket mig ind i et knus. Allerede nu var jeg helt vild med hende.

 

Vi sad alle samlet inde i stuen med Harry og mig i den ene sofa, mens Anna sad overfor. Jeg havde frygtet en del, at stemningen ville være virkelig akavet, men det var ikke sket endnu. Hun havde dækket op på sofabordet med te, kaffe og alverdens hjemmebagte kager.

”Denne her er virkelig god!” sagde jeg, netop som en mundfuld af en fantastisk æbletærte var blevet slugt. Jeg var den eneste lige nu, der var i gang med at spise. Harry og Anna sad og snakkede om alle mulige ting fra før i tiden, hvor jeg det meste af tiden følte mig totalt uvidende. Så i stedet havde jeg kastet mig over kagerne.

”Mange tak,” smilede hun og tog en lille slurk af sin te.

Jeg skar et stykke ud af en ny kage, selvom jeg stadig ikke var færdig med æbletærtestykket. Men hvis jeg lige pludselig skulle blive mæt, ville jeg ikke sidde med den triste følelse, at jeg ikke havde fået smagt dem alle sammen. Harry sendte mig et underligt blik, hvilket jeg blot ignorerede. Han skulle bare snakke videre med sin mor, og så skulle jeg nok tage mig af kagerne.

”Hvor lang tid har I to så været sammen?” Spørgsmålet fik mig til at se hen på hende.

”I nogle måneder efterhånden. Fire, tror jeg?” Harry så ned på mig, som for at få bekræftet det.

Jeg måtte selv lige tænke efter en gang. Fire måneder var nogenlunde det rigtige antal. ”Jo, fire måneder,” nikkede jeg som svar.

”Det er jo skøn-”

Vi drejede alle hovedet, da hoveddøren gik op. Der lød en masse rumsteren ude fra gangen, før en høj fyr, med de samme grønne øjne som resten af Styles-familien, kom gående ind i stuen. Det måtte uden tvivl være Hugo. Han stoppede brat op, da han fik øje på Harry sidde henne i sofaen, og hans øjne blev dobbelt så store i løbet af ingen tid.

”Wow,” var alt han formåede at sige. Der gik flere lange sekunder, før et stort smil bredte sig ud på hans læber. Han havde endda de samme smilehuller som Harry. Jeg så tilbage på Harry, og man kunne fysisk se, hvordan lettelsen skyllede ind over ham. Det var tydeligt for enhver, at han ikke havde regnet med sådan en varm velkomst fra både sin mor og bror. Han rejste sig op fra sofaen, hvorefter han gik hen og trak sin lillebror ind i et broderligt kram. Både mig og Anna sad og så op på dem med et smil, der var helt umuligt at holde tilbage. Kort efter slog Hugo og Harry sig ned sammen med os rundt om bordet igen, og jeg endnu engang fortsatte på mit nyeste stykke kage.

”Så…” begyndte Hugo efter lidt tid og så direkte hen på mig. ”Hvem er du?”

Først der gik det op for mig, at jeg stadig ikke havde fået præsenteret mig selv. Godt klaret, Ella! Jeg satte den tomme tallerken hen på sofabordet, før mit blik igen fandt hen på ham. ”Jeg hedder Ella. Harrys-”

”Hun er min kæreste,” afbrød Harry mig. Jeg sendte ham et irriteret blik over, at han ikke lod mig tale færdig.

”Ja, det han sagde,” mumlede jeg med et skævt smil.

Hugo hævede øjenbrynene lidt. ”Kæreste? Hvem skulle nu have troet, at du havde så god smag når det gælder piger?”

Jeg kunne ikke andet end at få et smil frem over hans kompliment, mens Harry derimod virkede en anelse irriteret. Han trak lidt på skuldrene. ”I hvert fald ikke dig.”

Jeg fik givet hånd til Hugo og kunne allerede godt lide ham. Han havde nogle af de samme egenskaber som Harry, men det kunne samtidig godt mærkes, at han var fire år yngre end Harry. Jeg rakte ud efter Harrys hånd og flettede mine fingre ind mellem hans, hvorefter hans tommelfinger stille begyndte at køre frem og tilbage over min håndryg.

Min mave var proppet til bristepunktet med kage, og hvis jeg fik så meget som en enkelt mundfuld mere, var jeg bange for, at jeg ville ende med at kaste op. De havde dog alle smagt fantastisk, så det var hele ubehaget værd. Harry havde ikke rørt kagerne overhovedet, men var i stedet oppe på kop nummer tre af kaffe.

I dag var gået over alle forventninger. Harry havde fået sin familie tilbage, og det hele var sket helt uden problemer. Det kunne ganske simpelt ikke have været bedre. I morgen ville turen gå til Maldiverne, hvilket stadig var temmelig svært at fatte. Forhåbentlig ville vores lille ferie hjælpe lidt på alting. Jeg følte mig fuldstændig drænet for energi efter alt det med Jake, og jeg vidste godt, at hvis jeg blot fortsatte på samme måde, ville det kun være et spørgsmål om tid, før jeg knækkede fuldstændig over. Så det her virkede som en god plan.

”Harry?” Anna rørte lidt rundt i sin tekop med skeen, før hun så hen på sin søn. Hendes ansigtsudtryk virkede ikke længere så glædesfuldt, men derimod så hun næsten nervøs ud. ”Laver du stadig… de der ting?” spurgte hun stille.

Jeg kunne mærke Harry stivne ved siden af mig. Dette spørgsmål var næsten en selvfølge. Selvfølgelig ville hun have spurgt om det før eller senere. Min hånd gav Harrys et lille klem som opbakning, og han tog en dyb indånding, før han begyndte at tale.

”Det hele har været lidt… specielt det seneste stykke tid, men ja.” Egentlig kunne jeg sagtens have forestillet mig, at han kunne finde på at lyve over for dem, men samtidig var jeg virkelig glad for, at han valgte at sige sandheden. ”Men jeg har styr på det, så der er ikke noget at bekymre sig om.” Se dér kom løgnen. Han havde ikke styr på alting, og der var masser af ting at bekymre sig om, så længe Jake stadig var i live.

”Jeg vil bare ikke have, at der sker dig noget. Det er farligt det du har gang i, Harry,” svarede Anna bekymret.

”Jeg ved det,” sukkede han. ”Men lige nu er der ingen fare på færd. Vi tager til Maldiverne i morgen og er væk i tre uger.”

”Hvad?” Hun lød meget overrasket og så på ham med store øjne.

”Der har været nogle problemer, så vi trænger begge til at komme lidt væk.” Han gjorde et lille nik imod mig.

”Åh, okay.” Hun nikkede tøvende. ”Jeg synes stadig at det er en virkelig dårlig idé, at du stadig er inde i hele det der miljø. Det ender altså en dag med at gå galt… Men jeg nægter at miste dig endnu en gang, så jeg må vel bare finde mig i det.” Et lille smil fandt frem på hendes læber, der kort efter også blev synligt på Harrys efter at have smittet af. Igen gik det langt bedre end vi kunne have håbet på.

”Jeg synes det er fucking dumt,” brød Hugo en anelse irriteret ind.

”Hugo!” udbrød Anna. ”Snak ordentligt!”

”Ja, ja.” Han virkede ret ligeglad med sin mors ord. ”Hvorfor kan du ikke bare melde dig ud af det? Kan mig ikke underskrive nogen papirer eller betale nogen penge eller sådan noget pis? Det burde sgu da være muligt!”

Jeg kunne se hans mors ansigt stige i farve over hans sprogbrug. Denne gang valgte hun dog at lade det ligge, da hun alligevel ikke nåede at få sagt noget, før Harry var kommet hende i forkøbet.

”Når man først er inde er der ingen vej ud... Kan vi ikke godt droppe det her emne? Hvad end I siger, vil det ikke gøre nogen forskel.” Hugo skulle lige til at åbne munden igen, men da Anna lagde en hånd på hans skulder, bed han ordene tilbage igen. Ingen ønskede at skabe en stor diskussion ud af det her, når tingene endelig var begyndt at gå så godt.

”Åh, og i må forresten ikke sige noget om, at Harry er i live. Det er meget kompliceret, men han er ligesom… død? Det er i hvert fald hvad nogle folk bliver nødt til at tro lige nu,” sagde jeg og var en smule spændt på at se deres mening til det her. Det kunne gå begge veje.

”Død? Fuck, hvor fedt!” brød Hugo ud med et smil, og det lykkedes mig ikke at holde et grin tilbage.

”Sproget!” Anna slog ham kort over armen, hvilket dog ikke så ud til at gøre den mindste smule ondt på ham.

”Undskyld,” mumlede han.

Vi fik forklaret noget mere om Harrys falske død, og de virkede begge ret lettede over, at vores fjender rent faktisk troede, at han var død, da dette ville sætte os uden for fare i det næste stykke tid, medmindre noget pludselig skulle gå galt.

Det var ved at være sidst på eftermiddagen, da Harry og jeg var nødt til at tage hjemad igen. Vi manglede stadig at pakke til i morgen, og vi skulle samtidig op utrolig tidligt, for at kunne nå vores fly. Jeg glædede mig som et lille barn på første skoledag til at komme af sted. Efter en lang afsked med masser af kram og løfter om, at vi helt klart måtte komme og besøge dem igen, når vi var kommet hjem fra ferien, satte vi os ud i bilen og kørt hjemad. Harry sad med et stort smil på læberne under det meste af turen, og det kunne jeg bestemt ikke bebrejde ham for.

 

”Ih, det bliver så godt!” udbrød jeg for tusinde gang denne morgen. Man skulle næsten tro, jeg var på lykkepiller eller noget lignende, for jeg havde været helt oppe at køre siden vi var stået op.

”Ja, det sagde du også for fem minutter siden,” sukkede Harry. Måske var han ved at blive træt af mig. Hvis det var tilfældet, ville han få tre meget uudholdelige uger.

”Ja, ja, hvornår kan vi komme på flyet?”

Vi var stået op da digitaluret viste lidt i seks om morgenen. Vi havde sagt farvel til alle hjemme ved mig, før vi tog et hurtigt smut forbi Harrys hjem. Det var godt at se drengene efter nogle dage væk fra hinanden, og de virkede også meget glade for at se Harry igen – i live. Det var lidt af et sats at tage derhen. Faktisk var alt der omhandlede Harry lidt af et sats. Hvis nogen relateret til Jake skulle få øje på ham, ville ordet hurtigt nå frem til ham, og så ville al besværet være ødelagt. Men vi valgte alligevel at tage chancen. Når vi skulle være væk i tre uger, var det vigtigt at få set drengene først.

”Om nogle minutter,” svarede han med et træk på skuldrene.

”Det bliver så godt!” Et tungt suk kunne høres fra hans læber, og da de endelig annoncerede, at passagerer nu kunne gå ombord på flyet, ventede jeg ikke et eneste sekund, før jeg trak Harry afsted.

Næste stop: Maldiverne!

Undskyld ventetiden! Jeg har simpelt hen haft så travl, så jeg har ikke haft specielt meget tid til bare at sætte mig ned og skrive. Og Harry fik sin familie tilbage! Ih, jeg elsker Hugo, haha. Tak fordi i stadig læser med, i er for dejlige alle sammen! Og nu er der kun 5 kapitler tilbage :( Men husk at smide en kommentar! De hjælper med at holde motivationen oppe :)

PS: Prøv lige at Google Maldiverne! Totalt drømmested at tage på ferie, haha ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...