Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

305Likes
718Kommentarer
77069Visninger
AA

32. Kap. 31: ”Hvor pokker har du været?!”

 

”H-Harry?” gispede jeg og nægtede at tro mine egne øjne.

Jeg havde set gravstenen. Jeg havde hørt Jake. Alle i hele byen vidste, at han var død. Det måtte helt klart være mig, der var noget galt med. Jeg var ved at blive sindssyg. Det var den eneste løsning.

”Ella.” Netop som mit navn forlod hans læber, vældede tårerne frem igen. Det var helt utroligt, så meget jeg havde grædt i dag, men jeg kunne ganske simpelt ikke gøre for det. Jeg trådte de sidste skridt hen til ham, før jeg slyngede armene omkring ham og holdt fast, som hvis mit liv afhang af det. Han lagde armene omkring mig og holdte mig tæt ind til ham. Harry bakkede mig nogle skridt tilbage ind i gangen, så han kunne komme til at lukke døren efter os.

En ny tanke slog pludselig ned i mig, og en lille gnist af vrede blussede op i mig. Harry var i live, men hvor fanden havde han så været de sidste to uger? Han kunne sgu da ikke tillade sig bare sådan lige at forsvinde! Jeg trak mine arme til mig igen og trådte et skridt væk fra ham.

”Hvor pokker har du været?!” råbte jeg, hvilket fik ham til at spærre øjnene en anelse op.

Han kørte en hånd igennem de mørkebrune krøller, før han svarede. ”Kan vi ikke gå ind og sætte os? Det er en lang historie.”

Jeg sank en klump i halsen og nikkede tøvende. Efter han havde taget sko og jakke af, gik vi begge ind i stuen og satte os i sofaen. Alexis’ ansigtsudtryk var fuldkommen værdiløst, da hun fik øje på Harry. Først var det ikke andet end komplet chok, før et stort smil blev sendt afsted i min retning. Alexis var virkelig noget for sig selv, og for pokker hvor jeg elskede den pige.

Hans ene hånd greb ud efter min, hvor han flettede sine fingre ind i mine. Mit blik fandt hen på ham endnu en gang, og først nu gav jeg mig tid til at se ordentlig på ham. Han så træt ud. Virkelig træt. Han var en lille smule bleg i forhold til normalt og hans krøller sad ekstremt rodet, men ellers lignede han sig selv. Hans ene finger kørte stille frem og tilbage over min håndryg i en beroligende gestus.

”Undskyld,” sukkede han til sidst. ”Undskyld, at jeg var nødt til at gøre det her.”

Jeg forstod stadig ikke helt, hvad det her var, men forhåbentlig ville han snart komme til sagen og forklare det. Et lille nik var alt jeg gav, mens jeg lydløst bad ham om at komme videre med en forklaring.

”Okay.” Han holdte en lille pause, mens han lignede en der ledte efter de rigtige ord. ”Det var jo ret tydeligt, at Jake ikke havde tænkt sig at lade dig være, før han vidste, at jeg var død… Det var faktisk dine egne ord, der gav mig idéen. Du sagde, at Jake ikke havde tænkt sig at lade dig være, før jeg var død, så…”

Han stoppede op endnu en gang, og langsomt begyndte brikkerne at falde plads. Harry havde på en eller anden måde forfalsket sin egen død, så Jake ville tro på, at han rent faktisk var død. Da jeg mødte Jake i indkøbscentret var det i hvert fald tydeligt, at han troede fuldt og fast på, at Harry var død – hvilket jeg også selv havde gjort indtil for få minutter siden.

”Jeg kender en masse mennesker, der skyldte mig tjenester, så jeg fik dem til at hjælpe. En gravsten, nogle rygter og et sted at holde mig skjult var faktisk alt der skulle til.” Han trak lidt på skuldrene. ”Jeg vil bare have Jake til at holde sig fra dig, og hvis han endelig tror, at jeg er væk, så er der en stor chance for, at han gør det.”

Jeg havde slet ikke bemærket, at tårerne havde samlet sig sammen i øjenkrogen, før den første slap løs og trillede ned over min kind.

”Så du har gjort alt det her for min skyld?” hviskede jeg.

Hans hånd, der ikke var flettet ind i min, rakte frem for at tørre tårerne væk, mens et lille smil fandt frem på hans læber. ”Selvfølgelig. Undskyld igen.”

”Det er… okay.” Efter at have hørt hans forklaring, var jeg faktisk overraskende glad for, hvad han havde gjort, selvom det rent ud sagt havde været et helvede de sidste to uger. ”Jeg ville bare ønske, at jeg havde vidst noget om det.”

”Tro mig, jeg ville gerne have sagt noget, men hvis du havde vidst det, ville det ikke have virket. Ingen måtte vide noget om det, ellers ville det ikke have virket troværdigt.”

Jeg nikkede tøvende. ”Du har ingen anelse om, hvor meget jeg har været igennem de seneste to uger,” snøftede jeg. ”Først troede vi bare, at du var taget væk, fordi du havde brug for en pause eller sådan noget. Jeg ringede til din mor, men hun havde heller ikke-”

”Vent,” afbrød han mig og så fuldstændig forvirret ud i et kort øjeblik. ”Min mor?” spurgte han med løftede øjenbryn.

”Ja, jeg ringede til hende for at høre, om du var hos dem. De savner dig, bare lige så du ved det.”

Hans ansigtsudtryk ændrede sig en anelse, men jeg kunne ikke gennemskue, hvilken følelse der lå bag det. ”Okay, hvad var det du var i gang med at sige?”

Han ville tydeligvis ikke snakke mere om sin mor lige nu, men jeg havde helt bestemt tænkt mig at tage det op igen senere. ”Du har været væk i to uger. To uger! Jeg tog med Alexis på kirkegården for at besøge hendes mors grav, og ved et tilfælde kom jeg forbi en gravsten med dit efternavn på. Jeg kan slet ikke beskrive hvad jeg følte, da jeg børstede sneen væk, der dækkede for resten af dit navn.” Jeg rystede svagt på hovedet. ”Du må aldrig, aldrig, aldrig gøre sådan noget igen.”

”Det må du virkelig undskylde. Jeg ville ønske, at det kunne have været anderledes, men det var den eneste løsning jeg kunne komme på.”

Uden at tænke nærmere over det kastede jeg mig over ham. Jeg foldede armene omkring hans hals og knugede ham ind til mig, mens mit hoved hvilede imod hans skulder. Han tøvede ikke et sekund med også at lægge armene omkring mig. Der gik flere langt minutter, hvor vi ikke gjorde andet end at sidde i hinandens arme og nyde stilheden. Han var her virkelig. Min Harry var ikke død. Det hele havde været falsk, alt sammen for min sikkerheds skyld.

”Jeg elsker dig, Harry,” mumlede jeg imod hans skulder, hvor stoffet i hans t-shirt efterhånden var gennemblødt af mine tårer.

”Jeg elsker dig mere.”

”Det tror jeg ikke er muligt,” svarede jeg med et lille smil. Jeg lænede mig lidt væk fra ham, så jeg i stedet kunne se på ham. Først nu gik det virkelig op for mig, hvor meget jeg havde savnet hans nærvær. Jeg havde savnet hans berøring og at kunne kigge ind i hans grønne øjne. Mine læber søgte automatisk hen til hans, hvor de mødtes i et kys, der ikke havde været muligt i to lange uger. Al længslen kunne mærkes igennem kysset, og jeg strammede mit greb omkring ham betydeligt mere.

”Lov mig, at du aldrig gør sådan noget her igen,” sagde jeg, da jeg endelig brød kysset.

”Hvis det bliver nødvendigt, så-”

”Nej, Harry. Jeg kan ikke klare det her endnu en gang, selv ikke hvis det er for min skyld. Hvordan ville du have det, hvis pladserne var byttet om, og du fandt en gravsten med mit navn på uden at vide noget som helst om det?” Hans stilhed var svar nok i sig selv. ”Det tænkte jeg nok. Please lov mig, at du ikke gør det igen.”

”Det lover jeg,” bekræftede han, før han endnu en gang lænede sig hen og fangede mine læber i et kys.

 

Klokken viste 22:34 på mit digitalur ved siden af sengen. Harry havde haft ringet til drengene derhjemme for at fortælle om det her, men havde selvfølgelig gjort det klart, at det ikke var noget der skulle siges videre. Jake skulle gerne forblive i troen om, at han var død, i hvert fald indtil vi havde fundet på en bedre plan.

Harry og mig havde lagt os op på mit værelse, hvor han lå på ryggen med mig ovenpå, så vores overkroppe mødtes og mit hoved hvilede imod hans brystkasse. Hans hænder var løst foldet bag min ryg. Det var en utrolig beroligende lyd at høre hans hjerte slå, da det var et tegn på, at han rent faktisk levede. Jeg havde været helt overbevist om, at han var død, og så viste det hele sig at være en del af hans plan.

”Ella?” spurgte han efter nogle minutters stilhed.

”Mm-hm?” Jeg løftede mit hoved en anelse, for at kunne se op på ham.

”Kan du huske den aften, hvor du snakkede om stjerneskud?” Hans øjenbryn rynkede sig sammen, og han så pludselig langt mere seriøs ud, end hvad han havde gjort de sidste par timer. Efter at have tænkt tilbage på den aften, nikkede jeg langsomt som svar. Jeg havde været helt nede, men han havde alligevel formået at få mig op igen. ”Du ønskede dig frihed, og jeg har tænkt lidt på, at det ikke er nogen helt umulig opgave.”

Jeg forstod ikke helt, hvor det her ledte hen af. ”Hvad mener du?” spurgte jeg undrende.

”Du sagde, at du gerne ville væk fra det hele: fra arbejdet og hele det her liv i bandemiljøet,” begyndte han og sank en klump i halsen. ”Nu hvor Jake tror jeg er død, er det rent faktisk en realistisk mulighed. Vi kunne tage væk, og han ville ikke ane noget om det. Du kan få din frihed, og jeg kan tage med.”

Ordene begyndte langsomt at give mening, og jeg var fuldstændig tom for ord. Harry ville tage væk med mig. Væk fra Dartfort og bandemiljøet. Ville han virkelig gøre alt det for mig? Jeg ville ønske at det var så enkelt, men desværre var der samtidig en masse ting, der skulle tages hensyn til først.

”Hvad med arbejdet? Jeg ved ikke om Joseph vil give mig lov, og du har også drengene. Hvordan tror du de vil have det med, at du vælger at smutte væk fra det hele?” Tro mig, jeg ville det her mere end noget andet, men der var bare så mange ting, som skulle falde på plads før det kunne lade sig gøre.

”Vi finder ud af det.” Harry lød så beslutsom omkring det her, at jeg kunne mærke alting indeni mig begynde at brænde på den der fantastiske måde. ”Det behøves ikke nødvendigvis være permanent, men bare i det næste lille stykke tid.”

”Jeg vil gerne.” Ordene slap ud, før jeg nåede at tænke yderligere over det.

”Hvad?” Han lød som en, der ikke helt troede på, hvad han lige havde hørt.

”Jeg sagde, at jeg gerne vil. Jeg vil gerne tage væk fra det hele sammen med dig.” Jeg kunne ikke forhindre et smil i at snige sig frem på mine læber, der i løbet af ingen tid smittede af på ham. Hans greb omkring mig strammedes en del, før han løsnede det igen.

Samtalen fortsatte videre omkring emnet, og lysten til at gøre det her voksede sig større og større for hvert øjeblik der gik. Jeg kunne komme væk fra det hele. Jeg kunne slippe for alle de skrækkelige mennesker og for at frygte for mit eget liv. Hvis vi rent faktisk førte det her ud i livet ville det dog betyde, at jeg ikke kunne omgås Alexis, Isaac og Joseph på daglig basis. Vi blev enige om, at det kun kunne gå for langsomt med at få styr på det hele, så for at sætte lidt tempo på tingene, splittede vi os op. Han skulle have ringet til drengene, mens jeg blev nødt til at tage en snak med Joseph. Harry kunne ikke bare tage hjem og snakke med dem, da det stadig var meget risikabelt for ham at gå udenfor. Hvis nogen af Jakes mænd genkendte ham, ville hele denne her plan ryge direkte i skraldespanden.

Harry blev på mit værelse, mens jeg listede ned af trappen og videre hen imod Josephs kontor, hvor han var konstant for tiden. Jeg tog fat om dørhåndtaget og åbnede døren helt op, før jeg trådte ind. Han sad i den sædvanlige kontorstol med en masse papirer spredt ud på skrivebordet foran sig.

”Hej, hvad så?” spurgte han med et smil og så op på mig.

”Jo, ser du… øhm… Harry og mig har tænkt på en ting.” Han lænede sig tilbage i stolen, og jeg kunne hurtigt mærke nervøsiteten begynde at tage over. Hvad nu hvis han var fuldstændig imod idéen? ”Vi vil gerne tage væk. Jeg vil og kan ikke det her længere. Jeg lever mit liv i frygt, og det burde ikke være sådan.”

Joseph virkede næsten forbløffet over, hvad jeg havde sagt, hvilket på en måde var meget forståeligt, eftersom det ikke rigtig var noget jeg havde talt med ham om før. Jeg var typen, der i stedet for at få det ud i det åbne, gik med det for mig selv indtil det langsomt begyndte at æde mig op indefra.

”Ella… Hvorfor har du ikke sagt det noget før?” spurgte han efter hvad der føltes som en evighed.

Jeg trak på skuldrene. ”Jeg ville ikke skuffe dig eller de andre. Det har egentlig været fint nok, indtil alt det her med Blake og Jake begyndte at ske. Jeg har bare brug for at komme væk fra det hele, og nu hvor Jake er overbevist om at Harry er død, har vi faktisk en reel chance for at gøre det. Jeg ved godt, at det måske ikke er det bedste bare at stikke af fra det hele og lade jer blive tilbage, men-”

”Jeg forstår dig godt, og jeg synes du skal gøre det.”

Jeg havde nær tabt kæben af hans svar. ”Hvad?” spurgte jeg med store øjne.

”Du har været mere igennem de sidste måneder end nogen af os andre har. Der vil altid være en grænse for, hvor meget man kan klare. Harry er okay, og jeg tror det vil være godt for jer begge. Du må endelig ikke tænke på os andre, vi burde sagtens kunne få det hele til at løbe rundt, selvom vi mangler en.”

”Wow… Tusind, tusind tak!” I løbet af ingen tid var jeg helt henne ved ham, hvor jeg slog armene omkring hans hals.

”Ja, ja, men der er stadig nogle ting, jeg lige skal have styr på først,” sagde han og den faderlige rolle skinnede klart igennem.

”Selvfølgelig, bare sig frem,” smilede jeg.

”Hvor skal I hen?”

”Det ved vi ikke endnu.”

”Hvornår tager I afsted?”

”Aner det ikke. Forhåbentlig snart.”

”Hvor længe?”

”Det ved jeg heller ikke. Et godt stykke tid, vil jeg gætte på.” I hvert fald indtil alt det med Jake var blæst over. Hvis han fandt ud af, at jeg ikke var her længere og Harry var død, ville han forhåbentlig stoppe jagten. Jeg var stadig ikke helt sikker på om jeg var fri, nu hvor Harry var død, eller om jeg stadig var på hans liste over folk, der skulle ryddes af vejen.

”Okay. Jeg vil råde jer til at tage sydpå. Et eller andet sted, hvor Jake umuligt kan finde jer. Hvis han på nogen måde skulle opdage, at hele nummeret med Harrys død var fup, kan I godt regne med, at han har tænkt sig at opspore jer. Så det gælder om, at komme så langt væk som muligt. Jeg har nogen kontakter på Maldiverne, hvis det skulle være noget?”

Der var slet ikke ord for, hvor lettet jeg var over hele denne her samtale, og nu lød han ligefrem som en, der var klar på at arrangere hele turen for os. Det her kunne umuligt blive bedre. Og Maldiverne! Hvide sandstrande og blåt, klart vand. Det ville jeg bestemt ikke have noget imod.

”Det ville være fantastisk! Vi må selvfølgelig holde kontakten, så I også kan ringe, hvis der skulle komme noget nyt om Jake.” Hvis han for eksempel fandt om Harrys ikkeeksisterende død.

Han kom med et lille nik som svar. ”Vi må lige snakke videre om det i morgen. Det er ved at være sent.”

Efter et sidste kram begav jeg mig ovenpå igen, hvor jeg fandt Harry liggende på min seng med armene foldet over ansigtet. Jeg gik hen og satte mig på kanten af sengen, før jeg tog fat om hans ene arm og fik den fjernet fra hans ansigt. Han så ikke nær så glad ud, som jeg følte mig lige nu, og jeg kunne med det samme regne ud, at der var sket et eller andet, da han havde snakket med drengene.

”Hvad er der?” spurgte jeg forsigtigt.

”De var langt fra glade for det. Vi har stadig arbejde og masser af ting, der skal ordnes. Jeg sagde til dem, at jeg har tænkt mig at tage af sted lige meget, hvad de synes om det.” Han satte sig op i sengen og kørte en hånd igennem sit hår. ”Det her er jo bare fucking dumt!”

Jeg blev en smule overrasket over hans udbrud, og hans stemme var langt fra lige så kontrolleret som den havde været før. I den tid hvor jeg havde kendt Harry, havde jeg efterhånden lært at han til tider havde visse problemer med temperamentet. Det var ikke altid til at regne ud, hvornår det ville ske, men når det endelig gjorde, var han ikke specielt hyggelig at være i nærheden af.

”De er bare så fandens snæversynede. Vi har masser af penge – nok til resten af livet, og alligevel tænker de ikke på andet end arbejdet og penge. Jeg har mere end hvad jeg har brug for, og hvis de vil fortsætte, så kan de sgu da gøre det selv.” Endnu en lang række bandeord forlod hans læber, og jeg tog en dyb indånding for at holde mig selv helt i ro.

”Harry, træk vejret helt ned i maven, okay?” sagde jeg stille og lagde en hånd på hans skulder. ”Nogle gang bliver man nødt til at tage nogle valg, hvor man tænker på sig selv frem for alle andre, og det skal der også være plads til. De bliver jo nødt til at acceptere det på et tidspunkt, og det tror jeg også de gør. Det kom nok bare lidt uventet, hvilket sikkert er derfor de reagerede som de gjorde.”

Han sad bomstille uden at fortrække en eneste mine. I det mindste lod han til at have fået lidt styr på sig selv igen. ”Okay,” sukkede han til sidst. ”Det er stadig bare ekstremt dumt.”

”Ja, men det er sådan det er.” Alexis ord fra tidligere i dag ramte mig pludselig. ”Det hele skal nok gå. Selvom det ikke føles sådan lige nu, så skal det nok på et tidspunkt. De bliver gode igen.” Jeg lænede mig hen og pressede blidt mine læber imod hans kind i et kort øjeblik, før jeg trak mig væk igen. ”Joseph kender nogen der kan skaffe os et sted på Maldiverne.”

Han spærrede med det samme øjnene op over det sidste jeg sagde. ”Hvad?!” Først var det overraskelsen, der var det mest dominerende i hans ansigtsudtryk, men kort efter blev det erstattet af et stort smil. ”Fuck drengene så, det her er jo for fedt!”

Det kunne jeg ikke være andet end enig i. ”Men vi finder ud af det i morgen. Så kan vi tage over til drengene og få snakket tingene i morgen, og…” Jeg holdte en lille pause, nervøs for hvad han ville sige til det næste. ”Jeg synes du skal besøge din mor og bror. De savner dig virkelig.”

Hans smil falmede øjeblikket, og jeg kunne have slået mig selv over hånden. Nu var tingene lige vendt til det bedre, og så gjorde jeg noget for at spolere det igen. Han lukkede øjnene i, før han rystede på hovedet. ”Jeg tror altså ikke, det er nogen god idé.”

”Harry, jeg har talt med din mor, og hun ville mere end noget andet gerne se dig igen. Jeg skal nok tage med, hvis det er?” Lige nu var jeg klar på at gøre hvad som helst, der kunne få ham til at tage af sted på et tidspunkt.

”Okay,” sukkede han.

 

Dagens hændelser begyndte for alvor at synke ind, som natten skred længere og længere frem. Gravstenen med Harrys navn, mødet med Jake, Harry der dukkede op ved vores dør og planen om at stikke af. Det var sjældent, der skete så mange ting på én dag. Det hele var stadig svært at fatte, men i morgen ville tingene forhåbentlig begynde at falde på plads igen.

Mit eneste ønske var at komme væk fra det hele. Hvis jeg én gang for alle kunne komme væk fra bandemiljøet, ville jeg være et lykkeligt menneske – og hvis Harry ovenikøbet tog med, var det blot endnu mere fantastisk. Måske var der endelig en chance for, at tingene ville begynde at blive bedre.

Der kom rekordmange kommentarer på sidste kapitel, så tusind mange gange tak! Husk at smide et like/kommentere :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...