Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
719Kommentarer
73914Visninger
AA

31. Kap. 30: ”Det vil jo ikke hjælpe på, at Harry er væk!”

 

Mine ben knækkede sammen under mig, og jeg faldt sammen i sneen. Det føltes som om al luften var blevet slået ud af mig, og jeg forsøgte igen og igen at få luften tilbage, dog uden held. Jeg gispede efter luft, mens tårerne fortsat strømmede ned over mine lyserøde kinder.

”Harry,” hviskede jeg, næsten lydløst. Min ene hånd fandt op foran min mund, mens jeg forsøgte at holde hulkene tilbage.

Hvordan kunne det her være sket, uden at vi vidste noget som helst om det? Endnu en gang følte jeg mig så uvidende som overhovedet muligt, og jeg hadede det. Jeg følte at jeg aldrig vidste, hvad der helt præcist foregik omkring mig. I visse tilfældige kunne jeg sagtens klare det, men lige nu var det fuldkommen uudholdeligt. Min kæreste var død, og jeg havde ikke haft nogen anelse omkring det.

Alvoren i dette begyndte for alvor at sætte ind, og jeg opgav til sidst at holde gråden tilbage, men lod den i stedet få frit løb. Jeg græd og græd og græd. Tårerne piblede ned over ansigtet, og jeg havde for længst opgivet at tørre dem væk, da der ikke ville gå mere end få sekunder, før de ville blive erstattet med nye. Det gjorde ondt. Ikke blot psykisk, men også fysisk. Jeg kunne mærke den stikkende fornemmelse i brystet. Hele min krop gjorde ondt, som var jeg blevet banket gul og blå. Hvis det dog bare havde været tilfældet. Det ville jeg have foretrukket til hver en tid, frem for at jeg skulle miste Harry.

Harry. Hver eneste gang jeg tænkte hans navn, var det som endnu et stik i hjertet. Han var virkelig væk. Permanent. For evigt og altid. Det skulle jo have været os for evigt og altid. Sammen. Planen havde ikke været, at Harry skulle forsvinde allerede. Det havde nærmere været det sidste der måtte ske. Skæbnen havde tydeligvis andre planer med os, end hvad vi havde håbet på.

Hvem havde nogensinde troet, at en simpel sten var hvad der skulle til, for at få hele min verden til at bryde sammen for øjnene af mig? Harry ville aldrig komme tilbage, og selvom jeg blev ved med at ønske, at jeg ville vågne op om lidt hvor det viste sig, at det hele ikke havde været andet end et mareridt, så vidste jeg godt, at det ikke var tilfældet denne gang. Mareridtet var blevet ført ud i den virkelige verden, og jeg havde ikke nogen levende chance for at flygte fra det.

”Nej!” skreg jeg, men min stemme svigtede mig og knækkede over midt i ordet. Gråden var ikke længere kontrolleret, men derimod en række højlydte hulk og snøftende lyde. Jeg lignede stensikkert noget der var løgn, men lige nu kunne jeg ikke være mere ligeglad. Harry var væk for alvor denne gang. Han var ikke blot forsvundet med den tanke om, at han ville dukke op igen på et tidspunkt. Denne gang vidste jeg, at han aldrig ville komme tilbage igen.

”Hvad sker der?”

Jeg så hurtigt bagud og fik øje på Alexis, der så på mig med et forvirret ansigtsudtryk. Min mund åbnede sig og skulle til at svare hende, men i stedet for at jeg fik dannet en sammenhængende sætning, kom en række usammenhængende lyde ud i stedet, og jeg opgav helt at forsøge at rette op på det igen.

”Er det…? Nej,” gispede hun, og jeg kom med et forsigtigt nik. Hendes blik var fæstnet på gravstenen bag mig.

Smerten og sorgen blev større for hvert øjeblik der gik, og jeg kunne mærke mig selv blive trukket længere og længere ned i en endeløst, sort hul.

”K-kan vi ikke t-tage hjem nu?” stammede jeg. Det lykkedes mig endelig at få nogle fremtydelige ord frem. Det hele var for meget for mig lige nu, og jeg havde brug for at komme væk fra stenen, der blev ved med at minde mig om Harrys død. Jeg var vel i noget lignende en choktilstand, hvor mine følelser sad helt ude på tøjet.

Jeg kunne huske, at jeg engang for mange år siden havde spurgt min daværende plejefamilie, hvad der skete, hvis man blev ved med at græde og ikke kunne stoppe. Mit lille hoved havde fungeret en del anderledes end det gjorde nu, og jeg havde været overbevist om, at man ville skrumpe ind til ingenting, fordi man til sidst ikke ville have noget vand tilbage i kroppen, grundet at man havde grædt alle tårerne ud. Nu vidste jeg dog godt, at det ikke var tilfældet. Man kunne fysisk ikke blive ved med at græde i al evighed, og selvom man ikke længere kunne få tårer ud, var det ikke ensbetydende med, at man ville udtørre og skrumpe ind til ingenting. Selvom tårerne på et tidspunkt stoppede, betød det dog ikke, at smerten dermed også ville forsvinde – tværtimod.

”Jo, kom.” Alexis lagde en hånd omkring min ene arm og hjalp mig med at komme op at stå. Mine ben mindede mest af alt om spaghetti, og jeg var nær faldet sammen igen, hvis ikke hun havde været der til at støtte mig. Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så afkræftet, som jeg gjorde lige nu.

Med en del besvær fik vi kæmpet os tilbage til bilen, hvor jeg sank sammen i sædet efter at have spændt mig fast. Mit liv kunne umuligt blive værre end det var nu.

 

Der var gået fire timer, treogtyve minutter og seksten sekunder siden jeg havde sat mig ind i bilen, for at køre hjem igen sammen med Alexis. Ikke et eneste sekund havde den skrækindjagende tanke om at Harry var væk for altid forladt mig.

Jeg havde siddet på en stol ved spisebordet siden vi kom hjem. De andre havde flere gange været forbi i et forsøg på, at få mig til at snakke, men jeg var forblevet lydløs alle gangene. Tankerne omkring Harry sværmede stadig rundt i mit hoved, og jeg havde meget svært ved at vænne mig til tanken om, at jeg aldrig mere ville komme til at se ham. Aldrig mere mærke hans varme, hans berøring, hans læber imod mine. Aldrig mere Harry.

”Ella?” Jeg hørte Alexis stemme, men det føltes som om den var flere kilometer væk fra mig.

”Gå,” hviskede jeg og foldede armene på bordet, før jeg hvilede min pande imod dem.

”Nej. Du bliver nødt til at gøre et eller andet, der får dine tanker hen på noget andet.” Sympatien var tydelig i hendes stemme. Hun forsøgte ikke andet end at hjælpe mig, men lige nu kunne jeg ikke overskue at give mig til noget som helst.

”Hvad skulle det da være?”

”Isaac skal ud og købe ind om lidt, så du kan tage med? Det er ikke det mest krævende.” Jeg så op fra mine arme og mødte i stedet hendes blik.

”Okay,” sukkede jeg. Bare det at snakke med hende, havde fået tårerne til at kæmpe sig frem igen. ”Alexis… Hvad skal jeg gøre?” Og så kom gråden igen. Jeg brød hulkende sammen foran hende, og mine hænder fandt op foran mit ansigt. Jeg kunne høre hende trække stolen ud ved siden af mig, før hun satte sig ned på den.

”Hey, se på mig,” sagde hun stille. Hendes hænder greb fat om mine som hun fjernede fra mit ansigt. ”Tag en dyb indånding og tæl til elleve.”

”Det vil jo ikke hjælpe på, at Harry er væk!” Min stemme hævede sig en anelse.

”Nej, men det vil hjælpe på, at du kan falde lidt ned.” Hun så på mig med et beslutsomt blik. ”Kom i gang.”

Jeg sukkede tungt, men lukkede til sidst øjnene og begyndte at tælle. Det var det her jeg havde brugt på Harry en af de gange, hvor hans temperament have taget overhånd. Harry. Endnu en gang kom det hele væltende ind over mig igen, og flere tårer fandt vej ud af øjenkrogen. Det var næsten utroligt, at jeg blot skulle tænke på de simpleste ting, før de kunne relateres til Harry. Han var virkelig blevet hele omdrejningspunktet i mit liv.

På mystisk vis formåede jeg at gennemføre at tælle op til elleve. Selvom tårerne stadig var der, havde det hjulpet en lille smule. Det var utroligt så meget nogle dybe vejrtrækninger kunne gøre. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne igen og så hen på Alexis, der allerede så på mig med et lille smil. Hun rykkede sin stol helt hen til min, før hun lagde armene omkring mig i en stor omfavnelse.

”Det skal nok gå,” forsikrede hun. ”Selvom det ikke sker lige nu eller inden for de næste par dage, så skal det hele nok løse sig til sidst.” Selvom jeg tvivlede mere på hendes ord end noget andet, tog jeg alligevel mig selv i at nikke som svar. At alting nok skulle gå, var vist ren ønsketænkning.

Jeg mistede overblik over, hvor lang tid jeg sad i armene på Alexis. Det var langt fra det sammen som når Harry holdte om mig, men lige nu måtte jeg tage, hvad jeg kunne få. Fodtrin kunne høres og kort efter dukkede Isaac op i dørkarmen. Alexis havde fortalt de andre, hvad der var sket, da jeg ikke selv havde været i stand til det.

”Ville du med?” spurgte han med et lille smil.

Jeg snøftede en enkelt gang og tørrede mine kinder tørre med mit ærme. ”Ja. Vi skal bare hente nogle få ting, ikke?” Hvis det var den helt store shoppingtur, var jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne klare det.

”Jo, intet vildt og voldsomt.”

Både Isaac og Alexis’ støtte hjalp utrolig meget, og jeg ville aldrig kunne takke dem nok for, at de havde taget pladsen som familiemedlemmer, når min rigtige familie aldrig havde været der. Jeg gav Alexis et sidste kram, før jeg rejste mig op fra stolen og gik med Isaac ud i gangen. Efter at have taget varmt overtøj på, satte vi os ud i bilen og kørte imod London.

 

Jeg havde aldrig rigtig forstået, hvorfor vi altid tog ind til London, når der skulle handles, i stedet for at tage et af de steder der var i Dartford. Vi havde flere forskellige valgmuligheder, og det ville være langt nemmere at køre i mindre end fem minutter, i stedet for at køre over ti minutter for at komme ind til London, for bare at hente nogle få ting. I stedet for at spørge ind til det, lod jeg det ligge. Det gjorde mig jo ikke noget. Den eneste ulempe var, at vi skulle betale mere i benzin for at komme frem og tilbage.

Vi steg ud efter Isaac havde fundet en parkeringsplads. Supermarkedet var stort set mennesketomt, og vi kunne gå direkte igennem de mange hylder og finde netop de ting, vi skulle have. Som Alexis havde sagt, så hjalp det faktisk en anelse. Tanken om Harry lurede stadig et sted inde i mig, men nu hvor jeg havde noget at give mig til, kunne jeg nemmere kontrollere følelserne.

”Kan du ikke hente noget mælk? Så henter jeg nogle af de andre ting imens,” foreslog Isaac, og jeg nikkede blot som svar.

Vi splittede os op og gik i hver vores retning. Kølediskene lå i den modsatte retning, af hvor han gik hen. Da jeg nåede derhen tog jeg to liter ud, før jeg lukkede døren efter mig igen, og vendte mig om for at gå tilbage til Isaac igen. Et kort skrig forlod mine læber, og jeg tabte begge mælkekartonner på gulvet, da et velkendt ansigt stod mindre end en meter bag mig med blikket fæstnet direkte på mig.

”Jamen dog. Ella, hvilken glædelig overraskelse!” Et sygt smil dukkede frem på Jakes læber.

”Ja, gid jeg kunne sige det samme om dig,” fnøs jeg.

Han rystede lidt på hovedet af mit svar. ”Det gør mig meget ondt at høre det med Harry.” Smilet på hans læber havde dog ingen sammenhæng med, hvad der blev lukket ud af hans mund. Hans øjne lyste ligefrem af tilfredshed. Han havde bare ventet på at det her ville ske. Vent… Hvad hvis det var ham, der stod bag det? Han havde villet have Harry død i evigheder.

”Det her er din skyld!” råbte jeg og skubbede ham væk ved skuldrene.

”Ikke denne gang, snuske.” Han lignede dog en, der ville ønske, at han havde stået bag det. ”Jeg går ud fra, at du ikke har hørt hvad der skete endnu?” Han tog min stilhed som et svar, før han fortsatte. ”Jeg har hørt, det var et biluheld. En lastbil, tror jeg. Hans bil er fundet totalskadet i udkanten af byen. Dette skete vist for over en uge siden.”

”Nej,” gispede jeg. Det var svært at fatte, at det var noget så simpelt som en bilulykke.

”Jo. Selv som død er din kæreste berømt. Aldrig nogensinde er en persons død blevet spredt så hurtigt rundt i byen.”

”Stop med at nævne det!”

”Hvorfor? Skræmt af virkeligheden?” Han hævede øjenbrynene i en hånende manér.

Jeg sank en klump i halsen. ”Jeg behøves ikke sige noget som helst til dig.”

Han trådte et skridt tættere på, og den simple gestus var nok til at sende mig helt over kanten. Han var skyld i det her. Hvis det ikke havde været for ham, ville Harry stadig være i live. Han fortjente at bøde for alle de ting, han havde gjort.

”Dit svin!” råbte jeg, før jeg i en hård bevægelse, hamrede min fod ned oven på hans, hvilket tydeligvis overraskede ham fuldstændig. Før han kunne nå at komme sig ordentlig, havde jeg sendt en knytnæve afsted imod hans næse. Mit styrkeniveu var intet i forhold til hans, men han fortjente det alligevel. Han hylede i smerte, og endnu en gang gik jeg med det samme videre til det næste trin.

Jeg havde altid fået af vide, at selvforsvar kun måtte bruges, hvis man blev overfaldet af en og det skulle bruges som forsvar, men lige nu kunne jeg ikke være mere ligeglad. Min hånd greb fat om hans, hvor min tommelfinger pressede ned på hans lillefinger, før jeg tvang armen om på hans ryg. På denne måde havde jeg fuldstændig kontrol over ham.

”S-stop!” bad han og forsøgte at vride sig fri, hvilket blot resulterede i, at jeg pressede hårdere ned. Han sank ned på knæene midt på gangen og stoppede endelig med at vride sig, da han måtte have indset, at det ikke nyttede noget.

”Hold dog væk fra mig! Du har allerede ødelagt mit liv, så hvad mere vil du have?!”

”I-ingenting.” Hans stemme lød meget anstrengt, hvilket nok skyldtes den konstante smerte i hånden og armen over mit greb.

En enkelt tåre piblede ned over min kind. Jeg skubbede ham væk fra mig i en skarp bevægelse, før jeg hurtigt vendte om og satte i løb imod udgangen. Heldigvis var der stort set tomt herinde på dette tidspunkt af dagen, så vi havde ikke tiltrukket os nogen opmærksomhed. Jeg fandt Isaac ventende henne ved kassen.

”Du ved, når planen er at du skal hente mælk, så er det meningen at du rent faktisk skal komme tilbage med noget,” pointerede han.

”Vi må hente noget på et andet tidspunkt. Jake er her,” sagde jeg hurtigt.

”Hvad?!”

”Du hørte mig godt. Kan vi ikke bare skynde os hjem?”

Han nikkede, og vi skyndte os at få betalt for de varer, vi havde fundet frem. Til vores held var der ingen kø ved kassen, så i løbet af få minutter, kunne vi skynde os ud til bilen og væk fra Jake. Hvis det stod til mig, ville jeg aldrig mere se ham igen. Han havde bragt alt for meget ulykke i mit liv.

Mit hjerte slog stadig med dobbelt hastighed, selvom der var gået flere minutter siden det med Jake. Jeg kunne ikke undgå at være en smule stolt over mig selv. For en gangs skyld havde det ikke været mig, der var blevet overrumplet, men derimod omvendt. Det føltes godt og forhåbentlig var hans næse brækket, efter det hårde slag på næseryggen.

Efter den lille køretur var vi endnu en gang hjemme i det velkendte hus. Jeg havde hjulpet med at sætte varerne på plads og lovede, at jeg nok skulle køre ud og hente mælk på et eller andet tidspunkt. Jeg gik hvileløst rundt i huset og kunne ikke finde på noget nyttigt at give mig til, lige meget hvor meget jeg forsøgte. Harry hjemsøgte mine tanker gang på gang, og der skulle stort set intet til at få mig på grådens rand igen. Hvordan skulle jeg nogensinde komme over det her?

En banken på døren fik det til at give et sæt i mig.

”Ella! Åbner du ikke? Jeg har lige hænderne fulde,” råbte Alexis ude fra køkkenet, hvor hun var i gang med et eller andet nyt madprojekt.

”Jo,” svarede jeg tilbage, før jeg satte kursen ud af stuen og videre ud i gangen.

Jeg tog fat om dørhåndtaget og svang døren åben. Min mund åbnede sig ufrivilligt i chok, og jeg havde ingen anelse om, hvad der foregik eller hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det her kunne ikke passe.

”H-Harry?”

Først og fremmest vil jeg gerne sige tusind tak for de mange kommentarer på sidste kapitel! Det er simpelt hen det bedste! :) Og ja.. Som I nok kan regne ud på kapitlets slutning, så er Harry ikke død. Selvfølgelig kunne jeg ikke slå ham ihjel! I hvert fald ikke endnu.. haha ej. Husk at smide en kommentar/like og evt. bliv fan. Jeg vil forsøge at lægge små teasers op inden hvert kapitel :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...