Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
719Kommentarer
73780Visninger
AA

4. Kap. 3: ”Ligner jeg en prostitueret?”

 

Der stank af alkohol i hele baren. Alkohol og røg. Det var nu ikke så underligt, eftersom de fleste herinde var stangstive og resten sad og røg. Jeg vidste, at det ikke måtte blive for åbenlyst, at jeg skulle havde fat på manden med slangetatoveringen, Blake, men heldigvis havde han placeret sig i baren, hvilket gjorde det langt nemmere for mig.

Jeg hang min jakke op på en af stumtjenerne lige inden for døren, men beholdte tasken på mig. Så elegant som muligt bevægede jeg mig hen over gulvet i de høje hæle, før jeg satte mig ned på en af barstolene ved siden af Blake, der tilfældigvis var den eneste ledige tilbage. Endnu en fordel til mig, da det ikke ville virke mistænkeligt. Jeg lagde mit ene ben over det andet, og skulle lige til at hive fat i bartenderen, da en stemme afbrød mig.

”Er du ikke lidt for ung til at være sådan et sted, putte?”

Putte. Hvis det her havde været en hvilken som helst anden situation, var jeg sprunget på ham. Jeg kæmpede for at holde vreden tilbage, og jeg måtte minde mig selv om, at jo hurtigere jeg fik fundet ud af, hvor han gemte sine penge, jo hurtigere ville jeg kunne komme væk fra ham igen.

”Er du ikke lidt for gammel til at lægge an på en på min alder?” spurgte jeg kækt igen med et løftet øjenbryn, der fik et smil frem hos ham. Denne her del var altid meget sjov, og han viste sig at være nemmere end jeg havde turdet håbe på. Han faldt i med begge ben.

”Du siger noget. Hvad hedder du?” spurgte han.

”Katie,” løj jeg. Jeg gav aldrig mit rigtige navn ud, når det var på opgaver som disse. Jeg skulle ikke risikere, at de fandt mig igen senere.

”Katie,” gentog han og nikkede stille. ”Blake.” Han rakte hånden frem imod mig, som jeg hurtigt tog imod.

Jeg rykkede mig lidt mere ud på kanten af min stol, får at komme tættere på ham, hvilket han virkede meget begejstret for. Enten havde han ikke haft pigebesøg i lang tid, eller også var han bare ekstremt sexfikseret. Lige meget hvad det var, så var det noget, der kunne bruges imod ham.

Han rejste sig fra sin stol og gik i stedet helt hen til mig. Det lille mellemrum imellem vores stole, var åbenbart for meget for ham. Hans ene hånd lagde sig på mit lår, hvor han fik skubbet det ned fra det andet, så jeg ikke længere havde krydsede ben. Et smil, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, kunne hele tiden anes på hans læber.

”Hvad har du af planer for i aften?” spurgte han hæst.

”Ikke rigtig noget.”

Mit svar fik smilet på hans læber til at vokse, og det var tydeligt for enhver, hvad hans intentioner var. Hans ene hånd kørte gradvist op af mit ene lår og jeg lod ham gøre det. Hvis den kom for langt op, skulle jeg nok få ham stoppet, men lige nu måtte jeg gøre hvad der skulle til for at få adressen, hvor pengene blev opbevaret.

Det er job havde før fået mig ud i skrækkelige situationer, og jeg var flere gange blevet tvunget til at overskride mine egne grænser. Det havde været i starten, men nu betød det ikke længere noget for mig. Hvis mænd ville gramse på mig – fint med det, så længe jeg fik opgaven klaret. Jeg gjorde, hvad der skulle til.

”Hvad siger du til at tage med mig hjem senere?” Hans hånd tog en smule fat om mit lår, før han løsnede grebet igen og kørte den en lille tand længere op. Han gik lige til sagen. Jeg havde talt med ham i få minutter og han spurgte allerede, om jeg ville med ham hjem. Det måtte være en ny rekord.

”Hvorfor skulle jeg gøre det?” Jeg lænede mig et lille stykke tættere på ham og viftede nogle gange med øjenvipperne, mens jeg fik et selvsikkert smil frem.

”Du kan få penge for det.” Blake virkede en anelse desperat, hvilket faktisk var ret underholdende.

”Ligner jeg en prostitueret?” spurgte jeg med hævede øjenbryn.

”Nej, men så får vi begge noget ud af det.”

”Hmm.” Jeg forsøgte at ligne en, der tænkte grundigt over hans tilbud. ”Så vil jeg have pengene først.”

Hans ansigt lyste fuldstændig op over mit svar og jeg kunne allerede mærke, at sejren var nær. Jeg havde fået at vide, at han var en af de virkelig slemme typer, men det gjaldt åbenbart ikke, når der kom piger i spil. Han havde været nem indtil videre. Rigtig nem.

”Jeg har dem ikke her. Kan du ikke få dem bagefter?”

”Så vil jeg have adressen. Bare så jeg ved, at du ikke snyder mig. Hvis du ikke snyder mig, så henter vi dem sammen bagefter.” Jeg kørte stille pegefingeren langs hans kæbe og videre ned af halsen, hvor jeg fulgte slangen, der snoede sig langs hans hals.

”Okay. Har du noget jeg kan skrive på?”

Jeg tabte næsten kæben over, at han sådan uden videre ville give mig adressen. Hvis han gav mig en forkert adresse, var jeg virkelig på spanden. Men han virkede så hungrende, at det ikke skulle undre mig, hvis han ville gøre hvad som helst lige nu, for at få mig med hjem.

Min taske blev samlet op fra gulvet, hvor jeg hev min mobil frem og gik ind i notesblokken, før jeg rakte den til ham. Han tog imod den og tastede adressen ind, mens hans hånd endnu en gang gled længere op af mit lår, så han nu var nået kanten af kjolen. Jeg lagde mobilen tilbage i tasken igen da han var færdig, og mødte hans blik igen der ikke udstrålede andet end lyst. Men nu skulle jeg væk. Jeg havde fået adressen, så nu kunne det kun gå for langsomt med at komme væk fra ham igen. Det skulle dog gøres på en måde, hvor han ikke opdagede noget.

”Hvad siger du til, at vi bare smutter nu,” hviskede han tæt på mit øre, mens hans hånd fortsatte op under min kjole. Hans læber ramte min hals, hvor han satte nogle få kys.

Jeg skulle lige til at komme med en undskyldning om, at jeg skulle ud og pudre næsen. Hvis der var et vindue på toilettet, ville det være min flugtmulighed. Men før jeg overhovedet nåede at åbne munden, blev døren ind til baren åbnet og en høj skikkelse trådte ind. Både mit og Blakes blik fløj hen på personen, og jeg bandede langt væk indvendigt over at se Harry stå der.

De tredive minutter var altså gået, kunne jeg regne ud. Hvis han dog bare havde ventet fem minutter mere, så kunne jeg selv være kommet ud. Blakes blik blev med ét meget mørkere og lysten var blevet blandet med had. Harrys øjne mødte mine, og jeg forsøgte så godt som muligt at få ham viftet væk, uden at Blake ville bemærke det. Harry virkede dog temmelig ligeglad med mine tegn, for han fortsatte direkte i retning af os. Jeg så tilbage på Blake igen, hvis kæbe var anspændt og han lignede en, der var klar til at slå ihjel.

”Styles,” sagde Blake skarpt og så på ham, da Harry var kommet helt hen til os.

”Blake,” svarede han igen. Harry skævede kort ned på Blakes hånd, der fortsat hvilede på mit ene lår. ”Jeg tror du har fået fat på den forkerte pige her til aften.”

”Og hvad får dig til at tro det?” Hans hånd kørte lidt længere op, og jeg maste mine ben en anelse sammen for at være sikker på, at han ikke gjorde mere.

Hun er min.” Hans stemme gav mig kuldegysninger. Jeg vidste udmærket godt, at det bare var noget han sagde for at få mig slæbt væk fra Blake, men alligevel gav hans ord mig en underlig, varm følelse i kroppen. Harry kiggede kort hen på mig med et spørgende blik, og jeg forstod hurtigt hvad han mente. Jeg nikkede svagt. Opgaven var klaret.

”Det tror jeg ikke,” grinte Blake med en rysten på hovedet. Helt uden varsel havde han rejst sig op fra barstolen, og sendte en flyvende knytnæve af sted imod Harry, der fik ham væltet bagover. Der gik ikke mere end få sekunder, før de skiftedes til at sende knytnæver imod hinanden, det ene slag hårdere end det andet. Jeg tog dette som mit snit til at hoppe ned fra barstolen og samle min taske op.

Samtlige gæster i baren havde blikket på de to fyre, der fortsat gik løs på hinanden. De lignede ikke nogen, der havde tænkt sig at stoppe, før den anden lå bevidstløs på gulvet. Jeg måtte tydeligvis tage sagen i egen hånd, for jeg skulle have Harry med ud herfra igen, og han skulle helst ikke være bevidstløs eller død. Jeg åbnede hurtigt min taske og trak pistolen frem, som jeg holdt frem imod de to mænd.

”Stop!” råbte jeg for mine lungers fulde kræft.

De stoppede begge op øjeblikkeligt og så hen på mig. Jeg tøvede ikke et sekund med at tage sigte, og derefter fyre et skud af imod Blakes fod. Han hylede af smerte og faldt sammen på gulvet, hvor en lang række bandeord forlod hans mund. Jeg småløb hen til Harry og tog fat om hans arm, før jeg trak ham med ud af baren igen.

”Det skal du få betalt! Fucking luder,” hørte jeg Blake råbe efter mig, netop som døren derind til lukkede i efter os.

”Hvad fanden havde du gang i?!” udbrød jeg, da vi nåede hen til Harrys bil.

Han flåede bildøren op i hans side og satte sig ind bag rattet, hvorefter han smækkede døren i igen. Jeg satte mig ind på passagersædet og spændte selen omkring mig. Han kunne godt have gjort noget andet, end at komme brasende ind på den måde. Jeg var blevet ansat til det her job, så han kunne i det mindste have en lille smule tillid til, at jeg nok skulle få det klaret.

”Tiden var gået,” svarede han koldt. Bilen blev hurtigt startet op, før han kørte af sted igen.

”Jeg havde styr på det! Hvis du ikke var kommet, kunne vi have undgået alt det der.”

”Det så ikke sådan ud. Fik du måske adressen?”

”Ja. Ja, det gjorde jeg faktisk.” Harry så overrasket på mig over mit svar. Han havde åbenbart ikke regnet med, at en pige ville kunne klare sådan noget. Godt nok havde jeg givet ham et kort nik derinde, for at sige at jeg havde klaret det, men han havde åbenbart ikke troet på det. Jeg rakte ned efter min mobil i tasken og fandt min mobil frem. Adressen blev hurtigt fundet frem, før jeg viste den til ham. Han lignede en der vidste hvor stedet var, for han tog et skarpt sving til højre, hvor jeg måtte holde fat i sædet for ikke at blive slynget ind i vinduet.

Det var meget forståeligt, at jeg tog med hen for at tjekke om pengene rent faktisk var på adressen. Hvis han havde givet mig den forkerte adresse, var både Harry og mig på spanden, da vi begge ville ende uden penge. Turen derhen foregik i stilhed, og jeg overvejede flere gange at tænde for radioen, men lod alligevel være. Han ville med sikkerhed bare slukke for den igen.

Husene forsvandt lidt efter lidt, indtil vi endte i en lille skov midt ude i ingenting. Harry kiggede sig lidt ekstra rundt for at finde stedet. Efter at være kørt forkert nogle gange, fandt vi til sidst den rigtige adresse. Nu hvor jeg tænker efter, var det meget underligt, at et skur havde fået sin helt egen adresse. For det var ikke andet end et meget lille skur.

”Vent her.” Harry lod nøglerne sidde i bilen, mens han steg ud af bilen og gik hen til skuret. Typisk nok var der lås på, men når man ligesom Harry gik med pistol, var en simpel lås intet problem. Efter at have skudt låsen i stykker forsvandt han ind i skuret, og kom efter ti lange minutter ud igen med en rød dametaske. Meget elegant.

”Ny stil?” spurgte jeg med et kækt smil, da han satte sig ind igen.

”Hold nu bare kæft.” Han rystede på hovedet af mig med et smil, og kastede tasken over til mig, mens han selv kørte tilbage af den samme vej, vi var kommet fra. Så nysgerrig som jeg var, kunne jeg ikke lade være med at åbne for tasken og se ned i den. Der var sedler, sedler og atter sedler. Og af den helt store slags.

”Jeg vidste ikke, at folk var begyndt at opbevare penge i dametasker,” tænkte jeg højt. I min verden virkede det i hvert fald meget underligt. Et pengeskab ville være det mest normale.

”Næh, men man forventer jo heller ikke at finde penge sådan et sted, så der er ikke så mange der leder der.” Han trak en anelse på den ene skulder.

”Det kan du vel have ret i… Hvor er du på vej hen?” Jeg så undrende på ham, da jeg var ret sikker på, at det her ikke var vejen hjem til mig.

”Hjem.”

”Men du skulle sætte mig af hjemme ved mig!” udbrød jeg. Det havde ikke været planen at jeg skulle hjem til ham. Jeg skulle bare have mine penge, så jeg kunne komme hjem til mig selv.

”Ændring i planerne...”

Jeg har haft en smule svært ved det her kapitel, fordi jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle få skrevet hele scenen på baren. Jeg er selv okay tilfreds, selvom hun selvfølgelig have det lidt for nemt. Men jeg skal lige lidt i gang med historien, før det helt store drama begynder - og det kommer der masser af! Og jeg kan også afsløre, at det her ikke er det sidste vi ser til Blake. Hvad tror i der sker nu? Og husk endelig at smid en kommentar og et like! Det ville virkelig gøre mig glad :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...