Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

305Likes
718Kommentarer
77091Visninger
AA

30. Kap. 29: ”Ja, jeg har en søn, der hedder Harry.”

 

Der var nu gået endnu en uge, og Harry var stadig ikke dukket op. Mine dårlige anelser omkring det her havde vokset sig større og større for hver eneste dag der gik, og nu var jeg direkte skrækslagen for, hvad der kunne være sket med ham. Jeg havde fortalt Joseph om det, og selvom han først sagde, at Harry var en voksen mand, der sagtens kunne klare sig selv, så havde han alligevel hjulpet. Han måtte have kunnet aflæse mit ansigtsudtryk, der havde været lettere panisk. Han kunne ikke bare sådan forsvinde. Det gav ikke nogen mening.

Joseph havde ringet rundt til nogle forskellige kontakter, der åbenbart alle vidste hvem Harry var, eller i hvert fald havde hørt om ham, men ingen af dem havde set noget til ham. Jeg havde selvfølgelig også snakket rigtig meget sammen med Logan og Mason, der havde gjort nogenlunde det samme som Joseph, med at ringe rundt til alverdens folk, dog uden held.

Jeg følte efterhånden, at jeg havde gennemgået alle tænkelige scenarier i mit hoved, og jeg kunne stadig ikke komme på, hvorfor han bare sådan lige forsvandt. Uendeligt mange spørgsmål sværmede rundt i mit hoved. Var det ham selv, der var taget afsted? Var han blevet tvunget? Var han okay? Hvorfor havde han ikke sagt noget? De mange spørgsmål var ved at tage livet af mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Måske havde han ligesom mig brug for en pause lidt væk fra det hele? Men hvis det var tilfældet, burde han så ikke have sagt noget først? Der ville forhåbentlig være en logisk forklaring på alt det her, og når han engang dukkede op igen, ville det hele sikkert pludselig give mening.

Det job Joseph og James havde snakket om med det store millionbeløb, havde rent faktisk lykkedes dem. En af alarmerne var gået af, der hvor pengene blev opbevaret, men de havde heldigvis nået at afinstallere hele overvågningssystemet inden, så de nåede ud uden at blive fanget i det. Så nu stod vi med en pokkers masse penge mellem fingrene, og det var stadig ikke rigtig gået op for mig. Joseph havde været helt ekstatisk, da han kom hjem. Det var muligvis også det største, vi nogensinde havde været med til - i hvert fald det største beløb. Så man kunne vist roligt sige, at penge ikke længere var noget problem for os.

Min mobil ringede ved siden af mig på sengen og rev mig ud af mine tanker. Jeg lagde bogen til side, jeg havde været i gang med, før jeg samlede mobilen op. Logans navn poppede frem på skærmen, og jeg besvarede hurtigt opkaldet. Måske havde han nyt om Harry?

”Noget nyt?” spurgte jeg med det samme.

”Desværre ikke, men jeg har måske en idé om, hvor han måske kan være. Måske.” Jeg kunne ikke holde et smil tilbage over hans mange måske’er.

”Hvor?”

”Igen, det er kun et måske, men måske ved hans mor? Han nævnte for et stykke tid siden, at du havde opfordret ham til at ringe til hende. Jeg kan ikke huske, om han rent faktisk fik ringet til dem, men alligevel. Muligheden er der.”

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke havde overvejet den mulighed noget før. Selvom jeg ikke følte mig helt sikker på, at han ville være der, så kunne det ikke skade at give det et forsøg. Problemet var bare, at jeg ikke anede, hvor hans mor boede eller hvordan jeg skulle komme i kontakt med hende.

”Okay, skal jeg finde ud af det eller vil du?”

”Mason og mig er på vej ud af døren, så det var egentlig derfor jeg ringede til dig. Hvis det altså ikke er noget problem?” spurgte han. Var det et problem? Jeg havde aldrig snakket med eller mødt Harrys familie før, så det ville måske virke en smule underligt pludselig at ringe og høre, om Harry var hos dem. Men hvis nu han rent faktisk var hos dem, ville det også være tåbeligt ikke at give det en chance.

”Jeg skal nok gøre det, men hvordan ved jeg, hvilket nummer jeg skal ringe til?”

”Ingen af os har hendes nummer. Prøv telefonbogen? Det burde stå deri. Bare kig efter nogen, der hedder Styles til efternavn.”

Jeg nikkede stille, indtil det gik op for mig, at han ikke kunne se mig. ”Okay, det skal jeg nok gøre. Jeg ringer, hvis jeg finder ud af noget.”

Vi sagde farvel til hinanden, før jeg lagde mobilen fra mig igen og rejste mig fra sengen. Jeg småløb nedenunder og hen til Josephs kontor. Lige da jeg hev i dørhåndtaget og skulle til at åbne døren, blev den åbnet indefra, og jeg var nær snublet forover, hvis det ikke var fordi jeg greb fat i dørkarmen for at støtte mig selv. Han hævede øjenbrynene og så spørgende på mig.

”Har vi en telefonbog et eller andet sted i huset?” spurgte jeg hastigt.

”Det tror jeg. Prøv at kigge i reolen inde i stuen.”

”Okay.”

Jeg sagde ikke mere end det, før jeg hurtigt smuttede tilbage ind i stuen igen. Mine fødder førte mig direkte hen foran den store bogreol, som gik fra gulv til loft. Jeg skimtede kort hen over de mange bøger, indtil jeg til sidst fandt en hel række af telefonbøger. Det undrede mig en del, at vi havde otte forskellige telefonbøger. Én burde da være nok? Da jeg kiggede nærmere efter, fandt jeg dog ud af, at der var en for hvert af de sidste otte år.

Den nyeste af telefonbøgerne blev løftet ned, og jeg slog med det samme op i den. Jeg bladrede om til navneregistret bag i bogen og slog op under S. Typisk nok var der flere med efternavnet Styles, så der var ikke andre muligheder end at prøve mig frem. Jeg tegnede en ring rundt om de numre, der tilhørte en kvinde, før jeg gik op på mit værelse med telefonbogen i hånden. Der var ingen grund til at ringe til mænd, når jeg skulle have fat på hans mor.

Jeg tastede første nummer på listen ind på min mobil og ringede op. De tre første numre havde ikke givet noget held. Da jeg havde spurgt, om de havde en søn ved navn Harry, havde de alle lydt totalt forvirrede og sagde, at jeg måtte have fået fat på den forkerte – hvilket jeg tydeligvis også havde. Jeg trommede utålmodigt mine fingre på mit ene knæ, mens jeg ventede på at den fjerde Styles ville tage telefonen.

”Hej, det er Anna,” svarede personen, da opkaldet omsider blev besvaret.

”Hej, du skulle vel ikke tilfældigvis have en søn ved navn Harry?” Jeg kunne slå mig selv i hovedet for ikke at have præsenteret mig selv først, men efter tre forsøg ville jeg gerne bare snart have fundet frem til den rigtige. Der var stille i lang tid, og jeg blev et kort øjeblik nervøs for at linjen var gået død eller noget lignende.

”Hallo?” spurgte jeg for at få det afklaret.

”Åh, undskyld,” svarede hun hurtigt. ”Ja, jeg har en søn, der hedder Harry.”

Åh Gud. Jeg snakkede med Harrys mor. Den mor han ikke selv havde talt med i flere år, medmindre han selvfølgelig havde gjort det, men ikke havde fortalt noget til mig. Jeg tog en dyb indånding, for at få mig selv til at falde lidt ned igen.

”Undskyld jeg spørger, men hvem taler jeg med?” spurgte hun venligt.

”Jeg hedder Ella. Jeg er… ehm… Harrys kæreste.”

Et svagt gisp kunne høres fra hende. ”Wow. Er Harry der? Kan jeg komme til at snakke med ham?”

”Er han ikke hos dig?” spurgte jeg i stedet for at besvare hendes spørgsmål.

”Nej,” hviskede hun. ”Jeg har ikke set ham i flere år.” Tristheden i hendes stemme fik det til at gøre virkelig ondt dybt, dybt inde i mig. Harry havde sagt, at hun havde gjort det klart, at hun ikke ville have ham derhjemme på grund af hans livsstil, men sådan som hun lød lige nu, lød hun nærmere som en elskende mor, der savnede sin søn af hele sit hjerte. Og han var ikke hos dem, som vi havde håbet på. Nu var jeg for alvor på bar bund. Det her havde været mit sidste gæt på, hvor han kunne være. ”Hvorfor da?” spurgte hun kort efter, da jeg endnu ikke havde sagt noget.

Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle stikke hende en løgn. Hvor fedt var det lige, at når man endelig hørte nyt om sin søn, så var det, at han var forsvundet? Ikke det fedeste, men hun fortjente alligevel at høre sandheden.

”Han har været forsvundet i snart to uger, og jeg troede, at han måske kunne være hos dig.”

”H-hvad?” stammede hun lavt.

”Jeg ved ikke andet, end at han ikke har været til at få fat på siden sidste lørdag.”

”Åh, okay. Han har i hvert fald ikke været her forbi.” Det kunne tydeligt høres, at hun havde en smule svært ved at snakke om det her, hvilket trods alt var meget forståeligt.

”Okay.” Stilheden tog over, og det føltes temmelig akavet. Jeg sad på telefonen med Harrys mor og snakkede om, at Harry var forsvundet. Det var de færreste mennesker, der kunne sige, at de havde prøvet noget lignende.

”Har du travlt lige nu, eller har du tid til at sidde og snakke lidt? Der er så mange ting, jeg gerne vil spørge om,” spurgte Anna lidt efter. Hun virkede som den type mor, man altid havde drømt om. Jeg havde aldrig haft en mor til at være der for mig, så bare det at have haft en, ville have været skønt for mig. Anna virkede ekstremt flink, selvom jeg ikke havde snakket med hende i mere end få minutter, oh Harry var heldig at have en mor som hende.

”Jeg har masser af tid,” smilede jeg. Det eneste jeg brugte tiden på, var at forsøge at finde Harry. Så nu hvor der var en chance for at lære Harry og hans mor lidt bedre at kende, var det bare med at udnytte muligheden. Telefonbogen blev lagt til side, før jeg satte mig godt til rette på min seng.

Vi sad og snakkede i en evighed. Hun spurgte indtil stort set alt om Harry, og jeg forsøgte at svare så godt på det hele som jeg kunne, selvom vi trods alt kun havde kendt hinanden i nogle måneder. Hun spurgte også indtil hans arbejde, men lige netop der fik jeg ledt samtalen ind på noget andet. Jeg vidste ikke, hvor meget Harry ville have sin mor til at vide, så derfor var det nok bedst, at han selv fortalte det, når han engang dukkede op igen.

Anna spurgte også, hvordan vi havde mødtes og generelt bare en masse ting omkring os. Jeg fik også sneget nogle enkelte spørgsmål ind om hende og Hugo. Det var meget begrænset, hvad Harry havde fortalt mig, så nu havde jeg endelig en mulig for at få lidt flere detaljer på. Der var gået over en time, da hun til sidst blev nødt til at smutte. Vi sagde pænt farvel og aftalte, at vi blev nødt til at ringes ved igen på et tidspunkt.

Nervøsiteten omkring Harrys forsvunden vendte hurtigt tilbage igen, da jeg igen var helt alene uden noget at holde mig beskæftiget med. Jeg savnede ham, og jeg var ved at eksplodere indeni over, at der snart var gået to uger, hvor ingen havde hverken set eller hørt fra ham.

 

”Ella?”

Jeg mærkede nogen ruske i mig og efter en række blink, fik jeg endelig åbnet mine øjne. Alexis stod lænet ind over mig, men trådte et skridt tilbage, da jeg satte mig op i sengen. Uret ved siden af min seng viste lidt over to om eftermiddagen. Jeg måtte være faldet i søvn efter den lange snak med Anna. Alexis satte sig ned på kanten af min seng og så på mig med et lille smil.

”Jeg skal hen på kirkegården nu. Det er fem år siden i dag,” sagde hun lavt og pillede lidt ved kanten af hendes bluse.

Hendes mor havde lidt af alverdens psykiske sygdomme, som jeg ikke kunne navnene på, men det havde i hvert fald ikke været rart for hverken Alexis eller hendes mor. Sygdommene havde i sidste ende endt med at tage livet af hende, da hun valgte at hænge sig selv på deres badeværelse.

Alexis var endt hos Joseph efter hendes mor død, da hun aldrig havde kendt sin far. Hun boede på gaden i et par uger, hvor hun ikke havde noget sted at tage hen, før Joseph en skønne dag kom forbi. Hvis det ikke var sket, tør jeg slet ikke tænke på, hvad der så var blevet af hende. Jeg ville i hvert fald med sikkerhed ikke have kendt hende i dag.

”Skal jeg tage med?”

”Kun hvis du vil og ikke har andet at give dig til.”

”Jeg skal nok tage med. Og jeg kan tage en pakke Kleenex med, hvis du får brug for det?” foreslog jeg med et grin, hvilket hun rystede på hovedet af med et smil.

 

Gravstenene var dækket af et tykt lag sne bortset fra dem, hvor der havde været besøgende for nylig og sneen var blevet børstet af. Jeg lagde min arm omkring Alexis’ i en armkrog, så vi begge kunne holde varmen lidt bedre.

Der var nu altid noget ekstremt trist og dystert ved kirkegårde. Bare tanken om at der lå døde mennesker under mine fødder, var nok til at give mig kuldegysninger på hele kroppen – dog ikke den gode af slagsen. Alexis førte sikkert an imod gravstedet, hvor hendes mor lå begravet. Hun var kommet godt videre efter hendes mors død, men på dage som i dag var det tydeligt, at hun savnede hende helt ekstremt.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg havde prøvet det samme, men det havde jeg ikke. Jeg havde aldrig oplevet den ubeskrivelige kærlighed, man havde til et familiemedlem. Biologisk anede jeg ikke, hvem mine forældre var, og jeg havde egentlig ikke noget stort behov for at finde ud af det. Selvom det til tider kunne være lidt af en trist tanke, at man ikke havde nogen rigtig familie, så havde jeg langsomt indfundet mig med det. Jeg havde Joseph, Alexis og Isaac, som var næsten lige så godt som en familie for mig.

Jeg tog min arm til mig igen, da vi nåede hen til gravstedet. Alexis trådte frem og fik børstet stenen ren for sne med sit jakkeærme. Christine Carter, dukkede frem på stenen med store, sorte bogstaver. Alexis børstede nogle af planterne af for sne på gravstedet, så det hele ikke så nær så tilsneet ud. Hun havde både taget en grankrans og nogle julestjerner med til at pynte stedet en smule op med. Vi var gået ind i december, hvilket tydeligt kunne mærkes på vejret.

”Jeg bliver her lige lidt,” sagde Alexis og så tilbage op på mig med et svagt smil. ”Du kan bare gå tilbage og vente i bilen, hvis det er for koldt at stå herude.”

”Okay, jeg venter i bilen.” Hun nikkede kort som svar, før hun igen rettede opmærksomheden imod sin mors gravsten.

Mine fingre var ved at fryse af og tænderne klaprede for livet løs. Alexis var ikke særlig ofte herude, så det var meget forståeligt, at hun gerne ville bruge lidt ekstra tid ved gravstedet, når hun endelig var her. Jeg bakkede nogle skridt væk, før jeg vendte om og begyndte at gå tilbage imod bilen, der holdt parkeret på den tilhørende parkeringsplads.

Sneen knirkede under mine sko, og jeg trak mine hænder helt ind i jakkeærmerne, for at undgå den bidende vind. Mine øjne gled hen over de mange gravsten og kors, der havde forskellige størrelser og farver. Noget fangede dog pludselig min opmærksomhed, der fik mig til at stoppe brat op. Med langsomme og forsigtige skridt bevægede jeg mig imod et gravsted ikke så langt herfra, hvor halvdelen af navnet var synligt under sneen på gravstenen. Min puls steg for hvert eneste skridt jeg tog, indtil jeg til sidst stod lige foran den mørke gravsten.

Jeg satte mig på hug og tørrede med rystende hånd sneen væk, der dækkede for det meste af teksten på stenen. Jeg stivnede og det føltes som om alt blodet inden i mig frøs til is, og denne gang var det ikke på grund af kulden. En enkelt tåre slap ud af min øjenkrog og satte et brændende spor efter sig på vejen ned af min kind, netop som jeg læste ordene om og om igen.

R.I.P.

HARRY STYLES

1994 – 2014.

:'(

Husk at skrive en kommentar/like. Tak til jer alle, I er de bedste læsere!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...