Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
719Kommentarer
73959Visninger
AA

29. Kap. 28: ”Jeg kunne aldrig finde på at gøre dig noget.”

 

Harrys synsvinkel

Mine nerver var ved at tage livet af mig. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, hvordan Ella pludselig vidste det med Jakes søster, Julia. Det var flere år siden, men jeg huskede det stadig som var det i går. Jeg havde mest af alt håbet på, at jeg kunne lægge det bag mig og aldrig mere tænke tilbage på det, men sådan skulle det åbenbart ikke være.

Jeg havde ikke tænkt mig at give hende en grundig forklaring over telefonen, så vi havde aftalt, at Ella kom herover om lidt. Ventetiden blev ikke brugt på andet end at sidde midt i en af vores sofaer, mens jeg stirrede tomt ud i luften. Det med at slå folk ihjel, havde aldrig været noget jeg havde haft noget imod, så længe der var en god grund til det. Jeg var ikke en af dem, der slog ihjel for sjov.

En banken på døren fik mig til at rejse mig op med et sæt. Jeg så kort over på det store ur på væggen. Der var allerede gået tyve minutter siden hun ringede. Jeg skyndte mig ud i gangen, hvor jeg åbnede døren, så hun kunne komme ind. Hendes kinder var langt mere røde end sædvanligt, og jeg ville først have gættet på, at det skyldtes kulden. Men efter at dømme på hendes øjne og de sammenbidte tænder var det tydeligt, at vreden også spillede en stor rolle. Det her skulle nok blive kønt…

”Hvordan fanden kunne du slå en pige ihjel?! Du siger, at du aldrig kunne finde på at gøre en pige fortræd, men at slå en ihjel er åbenbart ikke det samme?” Hendes stemme var ophidset og hun foldede armene hen over brystet.

”Lad mig nu bare lige-”

”Nej! Det her er fuldstændig-”

”Stop, Ella!” Denne her gang var det min tur til at afbryde hende. Jeg kunne sagtens forstå, at hun var vred, men hun gav mig ingen chance for at forklare mig. Hun kunne i det mindste lige lytte på mig først, og hvis hun stadig havde en trang til at flippe ud på mig bagefter, så var det sådan det var. ”Det er en lang historie.”

”Jamen, så kom dog i gang!” udbrød hun. Det her var ved at blive pænt irriterende, men jeg fik taget mig sammen til blot at ignorere hendes tone lige nu. Jeg sukkede tungt og tog fat om hendes håndled, for at trække hende lidt længere ind i gangen, så jeg kunne lukke døren efter hende. Når temperaturerne nærmede sig nulpunktet, kunne det hurtigt blive koldt med døren stående på vid gab.

”Julia arbejdede sammen med Jake på det tidspunkt-”

”Jake sagde, at hun var uskyldig,” afbrød hun. Næste gang hun afbrød mig, ville jeg ikke kunne tage det så roligt, som jeg havde gjort de sidste par gange.

”Og du stoler måske mere på Jake end på mig?” Jeg løftede øjenbrynene lidt og så afventende på hende.

”Det ved jeg ikke! Jeg troede, jeg kunne stole på dig, men du har åbenbart valgt at holde noget meget vigtigt hemmeligt for mig.”

”Ja, undskyld. Det er ikke ligefrem det første jeg tænker på at fortælle folk!” Begge vores stemmer havde efterhånden hævet sig til råb, og hendes allerede røde kinder havde taget endnu mere til i farve. Hun skulle lige til at åbne munden for at spy et eller andet tilbage imod mig, men vi drejede begge hovedet imod dørkarmen ind til stuen, da en rømmen kunne høres derfra. Logan stod med et undrende udtryk og så skiftevis på os.

”Er alting okay herude?” spurte han.

”Ja.” – ”Nej,” svarede vi på samme tid. Logan så bare endnu mere forvirret ud end før. ”Ja, alt er fint, så smut lige, okay?” Han virkede en smule overrasket over min hårde tone, men hvis han havde hørt vores råb, burde han da næsten kunne regne ud, at det ikke var det bedste tidspunkt lige nu.

”Men-”

”Gå!” sagde jeg bestemt, og hvis øjne kunne have slået ihjel, ville Logan ligge på gulvet og gispe efter luft.

Han mumlede et eller andet utydeligt, før han vendte om og gik tilbage ind i stuen igen. Mit blik landede endnu en gang på Ella, som stadig lignede en, der kunne springe i luften hvert øjeblik det skulle være. Jeg forstod hende ærlig talt ikke. Hun havde slet ikke hørt min side af sagen endnu, men alligevel var hun helt oppe at køre over noget, hun havde hørt fra en, der for en uge siden var tæt på at slå hende ihjel.

”Julia var langt fra uskyldig,” fortsatte jeg. ”Hun havde et meget tæt forhold til Jake, og hun hjalp ham en gang imellem med nogle forskellige ting. Jake og Mason har haft problemer med hinanden så længe jeg kan huske, så jeg har også haft mine kontroverser med ham i tidens løb. De… De havde Hugo.”

Ellas ansigtsudtryk ændrede sig en smule over mine ord.

”H-hvad mener du?” spurgte hun.

”Det hele handlede endnu en gang om penge. Jeg havde nogle penge, som Jake gerne ville have fat i, og han havde tydeligvis ingen grænser for, hvor langt han ville gå for at få fat i dem. Så han tog Hugo. Julia hjalp. Jeg kender ikke hele baghistorien for, hvorfor hun gjorde det, men jeg kom hjem til huset en dag, hvor Hugo, Jake og Julia stod udenfor. Jeg havde ikke set Hugo i næsten et år på det tidspunkt, så det hele var meget underligt. Julia havde en pistol rettet imod Hugo.”

Jeg lukkede kort øjnene. De sidste fire år havde jeg forsøgt at skubbe minderne væk, da det bestemt ikke var noget, jeg var stolt over. Samtidig ville jeg dog heller ikke have gjort noget anderledes. Hugo havde ikke gjort noget for, at han skulle blandes ind i mine problemer.

”Jeg kan ikke huske alle detaljerne, men jeg skød hende. Det var meningen, at det bare skulle have været nok til at få hende til at slippe ham, men hun flyttede sig i sidste øjeblik, så jeg ramte hende i brystet i stedet. Hugo var kun tretten på det tidspunkt, så han var ikke lige så stærk som hende, og han var jo skræmt fra vid og sans. Mit forhold til min familie blev endnu dårligere efter det, hvilket jeg sagtens kan forstå. Hugo blev kun trukket ind i det på grund af mig. Siden dengang har problemerne mellem Jake og mig også bare vokset sig større og større, men han forsvandt pludselig. Jeg har ikke set ham i over et år, før alt det her.”

Ella stod som frosset til stedet, og jeg kunne ikke finde ud af, om hun stadig var vred på mig efter hun havde hørt, hvad der virkelig skete. Selvfølgelig ville jeg aldrig slå en pige eller for den sags skyld slå en ihjel, men når hun stod med en pistol rettet imod min lillebror, så så jeg pludselig tingene i et helt andet perspektiv. Jeg kunne tydeligt huske, hvordan mit hjerte havde stoppet i det øjeblik, jeg trykkede på aftrækkeren. Hvis hun havde rykket sig til den anden side, var der en chance for, at Hugo kunne være blevet ramt. Hvis det var sket, ville jeg aldrig have kunnet tilgive mig selv. Det var allerede slemt nok, at jeg havde slået en pige ihjel.

”D-du…” Ella rystede svagt på hovedet og sank en klump i halsen.

Jeg trådte et skridt tættere på hende, men hun veg hurtigt tilbage. Nej, nej, nej. Mit blik mødte hendes og frygten stod malet over hele hendes ansigt. Det her havde ikke været en del af planen.

”Ella-”

”Hvordan kan jeg vide, at du ikke kunne finde på at gøre mig noget?”

”Jeg kunne aldrig finde på at gøre dig noget,” svarede jeg hurtigt. Det gjorde ondt at hun overhovedet kunne tænke den tanke.

”Hvordan kan jeg være sikker på det? Du har jo gjort det ved piger før!”

”Har du overhovedet ikke hørt efter, hvad jeg lige har sagt?!” Vores stemmer var endnu en gang steget i lydstyrke, og det virkede også som en umulig opgave at klare denne her samtale i ro og orden. ”Jeg gjorde det kun, fordi jeg ikke havde andet valg.”

”Du kunne da have givet ham pengene, og så ville ingen af dem have mistet livet!”

”Ella, stop nu bare. Jeg kan ikke gøre noget om, der skete for fire år siden,” sukkede jeg irriteret.

”Nej! Kan du slet ikke se det?!” Hendes kinder var ildrøde, og jeg tvivlede stærkt på, at jeg nogensinde havde set hende så frustreret som nu. ”På grund af det du gjorde dengang, så hænger mit liv nu i en tynd tråd. Jeg vil bare væk fra alt det her, men på grund af dig er jeg lige blevet hevet ind i midten af det hele igen. Jeg elsker dig, men det her er bare… for meget. Jeg vil ikke skulle leve i frygt for at miste mit liv, så snart jeg træder udenfor en dør. Jeg er kun atten, for fanden! Jeg burde feste hele natten lang og have det sjovt, men i stedet bekymrer jeg mig om, at store tatoverede mænd kommer og slår mig ihjel. Kan du godt høre, hvor sygt det lyder?” Hun hævede øjenbrynene og så afventende på mig.

”Det har aldrig været meningen, at de her ting skulle ske,” sagde jeg lavt.

”Nej, men det gjorde de altså. Jeg vidste, at det var en dårlig idé lige fra starten af og det har vist sig, at jeg havde ret.” Vreden var langsomt begyndt at dulme af hende igen, men hun så stadig forvirret og irriteret ud. Noget som kun jeg kunne være skyld i. ”Jeg tager hjem nu.” Ordene forlod hurtigt hendes mund, og hun satte kursen imod døren.

Jeg greb fat om hendes ene arm for at få hende til at stoppe, og hun så tilbage på mig. ”Ella, jeg-”

”Jeg har brug for lidt tid, Harry,” afbrød hun. ”Jake har ikke tænkt sig at stoppe før du er død, og jeg er skridtet før det. Der sker alt for meget, så jeg har virkelig brug for lidt luft.”

Mit greb løsnede sig igen om hendes arm, og hun benyttede hurtigt chancen til at åbne døren og træde udenfor. Det gav en rungende lyd i gangen, da hun smækkede døren i efter sig. Jeg stod i lidt tid og så på den massive trædør, mens jeg et eller andet sted håbede på, at hun ville komme gående tilbage igennem den lige om lidt og sige, at alting nok skulle blive okay. Men det skete ikke. I stedet hørte jeg hendes bil starte op og derefter køre væk fra huset, indtil lyden til sidst tonede helt ud til, så der ikke var andet end stilhed og min egen hjertebanken tilbage.

Selvom Ella overreagerede en del, ifølge min mening, så havde hun alligevel ret i nogle af de ting hun sagde. Hun burde ikke leve i frygt for at miste livet. Jake ville ikke stoppe, før jeg lå død i bunden af en kiste, og ifølge hans plan skulle Ella af vejen før mig.

En skør og fuldstændig sindssyg plan slog ned i mig, og jeg vidste nu hvad jeg skulle gøre, for at Ella kunne blive skånet. Hun havde ret i, at hun ikke skulle straffes for noget jeg havde gjort for flere år siden, og nu kunne jeg gøre noget der sørgede for, at det ikke ville komme til at ske. Det var en kæmpe risiko og en masse ting ville blive sat på spil, men jeg var nødt til at gøre det. For Ellas skyld, selvom hun nok ikke ville kunne forstå, hvorfor jeg gjorde det.

Jeg sagde et kort farvel til de andre inde i stuen, før jeg tog jakke og sko på og forlod huset.

 

Ellas synsvinkel

Jeg var vred, skuffet, sur, irriteret, såret og mange andre ting. Selvom jeg nu vidste, hvorfor Harry havde gjort som han havde gjort, så synes jeg stadig, det var forkert. Han havde flere gange nævnt, at han aldrig kunne finde på at gøre en pige fortræd, og jeg havde troet fuldt og fast på ham. Men når jeg så fandt ud af, at han ligefrem havde slået en ihjel, så begyndte jeg at tvivle en del på, at han rent faktisk mente sine ord.

Der var sket alt for mange ting den sidste uges tid, og intet normalt fungerende menneske ville kunne nå at abstrahere det hele på én gang. Det var næsten skræmmende, så meget jeg havde ændret mig på det seneste. I de sidste par år havde jeg aldrig haft noget imod hele det her liv, jeg havde skabt for mig selv. Jeg tjente godt med penge, og jeg kunne gøre det sammen med dem jeg holdte af.

Nu var det hele blevet ændret. Der var ikke længere tale om små jobs om penge, men derimod noget langt større hvor det nemt kunne ende i en situation om liv og død. Det her var ikke, hvad jeg nogensinde havde håbet på. Mit sind var ved at drænet for energi. Mit største ønske for tiden var at slippe væk fra det hele. Måske var det stadig muligt at starte et nyt liv, hvor jeg forhåbentlig aldrig skulle bekymre mig om ting som disse igen.

Jeg havde altid fået fortalt, at det vigtigste var, at jeg var glad. Så måtte alle de andre komme i næste række. Man kunne ikke koncentrere sig om andres lykke, før man selv var tilfreds. Og lige nu var jeg langt fra glad. Jeg ville langt væk fra Dartfort og det her job. Det bedste ville være, hvis Harry kunne komme med, men det var nok en ret umulig opgave. Selvom jeg endnu ikke var helt sikker på, hvordan jeg havde det med ham efter alt det med Julia, så elskede jeg ham stadig mere end noget andet. Han var en del af min lykke. Uden ham ville det være som at træde et kæmpe skridt bagud på vejen om et bedre liv.

 

Det var onsdag. Fire dage siden jeg var stormet ud af Harrys hus, og jeg havde ikke set ham siden. Jeg havde praktisk talt boet på mit værelse og var kun kommet ud, når det var for at hente mad. Det havde været dejligt med nogle dage, hvor der ikke skete noget. Jake havde ikke sendt flere kryptiske beskeder, og jeg havde heller ikke hørt noget fra Harry.

Jeg havde prøvet at ringe både i dag og i går, men uden held. Opkaldene var gået direkte over på telefonsvaren og efter tredje forsøg, havde jeg opgivet at få fat på ham. Jeg var omsider kommet frem til den konklusion, at jeg ikke kunne tillade mig at være vred på ham. Som han selv sagde, så var det fire år siden han havde dræbt Julia, og han havde ændret sig betydeligt siden. Selvom jeg stadig var langt fra glad for det han havde gjort, så måtte jeg blot acceptere at sket var sket, og det var ikke noget, der kunne ændres på nu.

Efter at have samlet mit hår i en høj hestehale, da jeg ikke orkede at skulle til at børste det igennem, åbnede jeg døren ind til mit værelse og bevægede mig hen af gangen til Alexis’ værelse. Jeg overvejede ikke engang at banke på, men vadede i stedet bare direkte ind. Hun lå på sengen med mobilen helt oppe ved hendes ansigt.

”Harry har ikke været forbi på et eller andet tidspunkt, hvor jeg ikke har bemærket det, vel?” spurgte jeg.

Hun fjernede blikket fra mobilskærmen, for i stedet at se op på mig med et lille ryst på hovedet, der fik nogle af de rødblonde hårtotter til at falde ned i hendes ansigt. ”Nej, ikke hvad jeg ved af.”

Jeg sukkede tungt. ”Han er ikke til at få fat på,” mumlede jeg.

”Har du prøvet at ringe til… hvad de nu end hedder, dem han bor sammen med?” Alexis så tilbage på sin mobil igen. Det slog mig hvor dumt det egentlig var, at jeg ikke havde forsøgt at ringe til Mason eller Logan. De måtte da vide, hvor Harry var og hvorfor han ikke svarede på mine opkald.

”Det har jeg lige om lidt,” smilede jeg og forlod værelset igen.

Min mobil lå på sin sædvanlige plads på det lille bord ved siden af min seng, og jeg samlede den op efter at have sat mig på sengen. Jeg kiggede hurtigt kontakterne igennem og var virkelig glad for, at vi havde sørget for at udveksle numre for et lille stykke tid siden. Logan var den første jeg kom forbi, så jeg trykkede på opkaldsknappen og holdte mobilen op til det ene øre.

”Hallo?” lød Logans stemme efter andet ring.

”Hej, det er Ella,” svarede jeg med et lille smil, selvom han tydeligvis ikke kunne se mig. ”Ved du hvor Harry er?”

”Nej, vi troede han var sammen med dig.” Den undrende klang i hans stemme overdøvede alt andet. De vidste altså heller ikke, hvor han var.

”Det er han ikke. Jeg har ikke set ham siden lørdag.”

”Det her er ikke godt,” sukkede Logan. ”Han har ikke været herhjemme siden lørdag, der hvor du kom over. Han kom ind og sagde at han smuttede ud for at ordne et eller andet, og da han ikke kom hjem igen, gik vi ud fra, at han var taget over til dig.”

”O-okay. Ring hvis du hører noget fra ham, ikke?”

”Selvfølgelig, og du må også lige ringe, hvis han giver lyd fra sig.” Vi sagde begge farvel, før jeg lagde mobilen fra mig på bordet.

Jeg kunne mærke mit hjerte var begyndt at slå hurtigere og hurtigere imod min brystkasse. Ingen af os havde nogen anelse om hvor Harry var, og han havde været forsvundet siden lørdag. Der var noget helt galt, og det gjaldt bare om at få ham fundet igen hurtigst muligt. Han kunne jo ikke bare sådan lige forsvinde fra jordens overflade, så forhåbentlig ville det ikke blive alt for kompliceret at finde ham igen.

Men hvor pokker kunne han være?

Tak for de mange likes og favoritter på sidste kapitel! Desværre er der ikke kommet så mange kommentarer, som der før er kommet, hvilket er lidt øv. Jeg vil hellere have kommentarer en likes, venner <3 Så skriv løs, haha :) Og oooohhhh noooo, Harry er væk! Har allerede skrevet næste kapitel, men det kommer først ud på fredag/lørdag, for ellers kommer der til at gå mega langt tid indtil næste kapitel igen.. Tak fordi i læser med og OH MY GOSH SS HAR RUNDET 200 FAVORITTER ADLSJDHALJFHG!!! I er skønne <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...