Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

303Likes
718Kommentarer
74858Visninger
AA

28. Kap. 27: ”Blake arbejdede for mig.”

 

Der var gået lidt over en uge siden min kidnapning og Blakes død havde fundet sted. Sneen lå efterhånden i et så tykt lag udenfor, at græsplæner og træer var dækket af sne. Her var ikke andet end hvidt, men vi nærmede os også december med hastige skridt.

Mine mange sår og blå mærker var efterhånden forsvundet helt, bortset fra nogle få af de dybe sår, der stadig tydeligt kunne ses. Jeg havde set Harry stort set hver eneste dag, også selvom det nogle dage ikke havde været mere end ti minutter. Men bare det at se ham, havde hjulpet en del på alting. Jeg havde været virkelig langt nede de første par dage efter kidnapningen, og det lykkedes mig ganske simpelt ikke at blokere tankerne ude. De var blevet ved med at vende tilbage om og om igen, også om natten hvor de kom i form af mareridt.

Ugen havde ud over det forløbet temmelig stille og rolig. Der var ikke sket de helt store ting derhjemme. Isaac og Madison sås ikke rigtig længere. Hendes mor havde fået det værre, så hun boede stort set på hospitalet, og så havde hun det bare for svært ved at skulle være i samme hus som folk, hun havde forrådt, lige meget om det så var frivilligt eller ej.

I går aftes var hele stemningen i huset dog faldet drastisk igen.

”Ellaaaa!” råbte Alexis på mig inde fra stuen, hvor hun havde siddet foran fjernsynet i de sidste mange timer. Hendes yndlingsserie spillede åbenbart ti timer i streg i dag, så hun havde advaret os allerede fra morgenstunden af, at hun havde booket fjernsyet hele dagen. Heldigvis havde vi andre ikke nogle planer med det, så det var vi hurtigt gået med til.

”Hvad?” råbte jeg tilbage ude fra køkkenet, hvor jeg var i gang med at finde noget mad frem.

”Din mobil vibrerer konstant, og det er belastende! Jeg kan slet ikke høre, hvad de siger i tv’et.” Alexis var et af de mennesker, der havde det med at overdrive ekstremt meget.

Jeg sukkede kort, før jeg lukkede skabet i igen og bevægede mig ind i stuen i stedet. Min mobil lå på sofabordet, og jeg fik hurtigt samlet den op. Der var flere SMS’er, og jeg troede først at det var Harry, der havde endnu et af sine overbeskyttende øjeblikke, hvor han forlangte at vide alt, hvad jeg foretog mig. Det var i hvert fald sket flere gange de sidste par dage. Denne gang var det dog ikke Harry, men i stedet det samme nummer, der havde sendt mig en besked den morgen, hvor jeg var sammen med Harry. Med et undrende blik trykkede jeg mig ind på en af beskederne.

Fra Ukendt: Jeg håber du har sagt farvel til dine pårørende.

Jeg havde kun lige nået at læse beskeden færdig, før den næste SMS tikkede ind.

Fra Ukendt: Bare fordi du slap væk sidst, betyder det ikke at det vil blive muligt næste gang. Vi holder mere øje med dig end du tror, Ella.

Den sidste besked fik hårene på armene til at rejse sig. Ella. Så var det altså ikke en, der havde fået forkert nummer, som vi havde troet sidst. Derudover så var jeg nu helt sikker på, at hvem der end skrev de her beskeder, var en der havde haft noget at gøre med kidnapningen. Det lød i hvert fald sådan ud fra den sidste SMS.

”Hvad så?” spurgte Alexis, da hun måtte have kunnet se ændringen i mit ansigtsudtryk.

Et lille ryst på hovedet var alt hun fik af svar, før jeg vendte om på hælen og forlod stuen. Jeg fandt Joseph på hans kontor, hvor jeg viste ham beskederne med det samme. Hans udtryk efterlignede sådan som mit havde set ud. Vi havde alle håbet på, at problemerne ville forsvinde sammen med Blake, men det var tydeligvis ikke meningen, at vi skulle have det for nemt.

Vi havde endnu ikke fundet frem til, hvem modtageren kunne være, og muligheder var der også masser af. Vi holder mere øje med dig end du tror, havde der stået i SMS’en. Det her kunne umuligt være godt. Jeg havde dog forsøgt at tage det så roligt som muligt. Det var planen at få sporet nummeret på et tidpunkt, men der var nogle problemer med udstyret lige nu, som Isaac var i gang med at få ordnet. Om nogle dage ville det forhåbentlig være klar igen, så vi kunne få fundet frem til personen.

I dag var vi alle hjemme, men Joseph havde snakket om, at en af os måske ville blive sendt ud for at mødes med en. Ikke det helt store, men noget hvor vi bare skulle hente nogle papirer. Det var lidt nemmere for os at gøre, både fordi Joseph var nogenlunde kendt i bandemiljøet og samtidig efterlyst af politiet. Vi andre kunne langt nemmere komme til det end ham.

Jeg lod mig dumpe ned i sofaen ved siden af Alexis og Isaac og så imod fjernsynet, der viste et eller andet program jeg aldrig havde set før, men som Alexis åbenbart var helt vild med. Der var ikke stille i mere end få minutter, før Alexis brød stilheden mellem os.

”Er der nogen, der frivilligt melder sig til at tage hen og hente de der papirer?” spurgte hun og så skiftevis på os.

”Nej,” svarede vi begge i kor på hinanden. Hvis jeg kunne slippe, så ville det ikke ligefrem gøre mig det helt store. Det var alt for koldt, så bare det at skulle udenfor, gav mig lyst til at kravle langt ned under dyner og tæpper.

”Fedt!” sukkede hun. ”Hvordan gør vi slår? Trækker lod eller slår sten, saks, papir?”

”Sten, saks, papir,” var Isaac hurtig til at svare, og det var også helt fint med mig. Jeg havde alligevel aldrig haft held i lodtrækning før i tiden.

Det blev en meget hurtig omgang. Vi gjorde det alle tre på samme tid, og eftersom de begge havde sten, mens jeg havde været så dum at tage saks, var det dermed bestemt, at jeg var den, der skulle af sted. Det var altså ikke kun lodtrækning, jeg havde uheld i, men også stort set alt andet jeg bevægede mig ud i.

Jeg sukkede tungt. ”Næste gang bliver det en af jer,” sagde jeg bestemt, men samtidig med et lille smil.

”Ja, ja,” svarede de begge tilbage.

Jeg blev siddende i sofaen lidt endnu og fulgte med i serien Alexis var i gang med. Hun var allerede halvejs igennem afsnittende, så det hele var temmelig forvirrende, når man kom ind midt i det hele. Isaac smuttede med det samme og mumlede noget lignende pokkers tøse-tv. Da det til sidst blev for træls at se en serie, som jeg alligevel ikke kunne følge ordentligt med i, valgte jeg at rejse mig fra sofaen og gå imod Josephs kontor. Nu hvor jeg ikke havde noget at give mig til, kunne jeg lige så godt få jobbet klaret med det samme. Han sad med mobilen op til øret, da jeg trådte ind, så jeg lænede mig op af væggen ved siden af døren, mens jeg ventede på, at han blev færdig.

Heldigvis gik der kun få minutter, før han sagde farvel til personen i telefonen og lagde den fra sig på skrivebordet. Jeg skubbede mig væk fra væggen og gik de sidste skridt hen til ham.

”Kan jeg godt hente det allerede nu?” spurgte jeg.

”Jep. Det var James i telefonen, og det er også ham du skal hente det af.”

”Åh, okay.”

James var ham, der havde hjulpet os med at finde ud af, at det var Blake, som havde været skyld i, at vores ene bil var sprunget i luften. Og det var kun én af de mange ting James havde hjulpet os med gennem årene. Det var meget dejligt at vide, at jeg ikke skulle ud til en eller anden pervers stodder, men derimod bare James.

”Han er derhenne om et kvarters tid, så hvis du tager af sted om lidt, så kommer det nok til at passe. Han sidder i baren på White Lyan.” Jeg nikkede kort som svar og skulle til at gå tilbage ud af døren igen, da han åbnede munden igen. ”Og husk pistolen, hvis der skulle ske noget.” Hans blik så langt mere seriøst ud end for få sekunder siden.

”Det skal jeg nok. Vi ses senere.” Et lille smil fandt frem på mine læber, og han gav et lille nik fra sig, før jeg vendte om og gik ud af døren.

 

Min taske var placeret på mine lår, mens jeg så ud af vinduet, hvor det hvide landskab strakte sig så langt øjet rakte. Det ville måske have været nemmest at tage bilen, men jeg havde haft en underlig lyst til at tage bussen for en gangs skyld. Jeg var den eneste herinde bortset fra en ældre dame, der lignede en der sad og halvsov.

Jeg rejste mig fra sædet, da bussen nåede stoppestedet, hvor jeg skulle af. Jeg sendte buschaufføren et lille smil, før jeg stod af. Det måtte virkelig være et trist job, kunne jeg forestille mig. Man lavede ikke andet end at køre den samme rute igennem byen hele dagen lang. Man var samtidig tvunget til at finde sig i diverse trafikproblemer og irriterende passagerer. Jeg var i hvert fald helt sikker på, at jeg aldrig ville være buschauffør, lige meget hvor meget jeg var i pengenød.

Kulden ramte mig som et slag i ansigtet, da jeg trådte udenfor. Mine sko sank et godt stykke ned i sneen, og selvom det kunne ses at der havde været maskiner for at feje sneen væk, var der allerede kommet et tykt lag igen. Jeg lynede min jakke så langt op som overhovedet muligt og trak hætten op over mit hår, for at holde lidt bedre på varmen.

Det tog ikke mere end fem minutter at gå fra bustoppestedet til baren White Lyan. Jeg stampede sneen af mine sko, før jeg trådte indenfor. James var nem at få øje på. Han sad oppe i baren med ansigtet rettet imod indgangen, og han lyste op i et smil, da han fik øje på mig. Han var i starten af fyrrene, men lignede ikke en på mere end tredive. Hans platinblonde hår og lyseblå øjne gav ham et langt yngre look, men så snart han åbnede munden, kunne man tydeligt høre, at han havde langt mere livserfaring bag sig end en på tredive.

Jeg beholdt hætten op over hovedet, da jeg stadig frøs efter at have gået ude i kulden. Barstolen ved siden af ham var heldigvis tom, og jeg satte mig på den, da jeg var nået frem til ham. Jeg kørte mine hænder imod hinanden, i et forsøg på at få noget varme til mine forfrosne fingre.

”Hej, Ella,” sagde han med et lille smil.

”Hej,” smilede jeg tilbage.

”Er du okay? Joseph fortalte om nogle af de ting, der er sket på det seneste, så jeg kan holde øjnene åbne, hvis der skulle ske noget uventet.”

Jeg trak en anelse på skuldrene. ”Det går i den rigtige retning. Hvad var det for noget, jeg skulle hente?”

”Nogle informationer om lidt af hvert,” begyndte han og fandt en stor mappe frem, der så ud til at være proppet med papirer. ”Der er en eller anden tumpe, der har ufattelig mange penge opbevaret et sted, hvor der stort set ikke er nogen sikkerhed. En bandeleder vist, men en som tydeligvis er nybegynder, for han har ikke styr på noget som helst. Han forsøgte vist at hacke sig ind på Josephs bankkonto, men han havde gjort noget forkert, så han endte på Alexis’ i stedet for. Heldigvis havde hun ikke mere end et par hundrede liggende derpå, så der var ikke meget at stjæle.”

Jeg havde slet ikke hørt noget om det her, men den sidste uge tid havde jeg også sat pris på, ikke at blive fyldt med alle mulige informationer, når jeg knap nok var kommet over alt det med Blake.

”Så man kan vel sige, at det her er hævn for, hvad manden forsøgte på. Bortset fra at der her er tale om et millionbeløb.” Jeg spærrede øjnene op i overraskelse, men lod ham fortsætte i stedet for at bryde ind. ”Vi har tjekket det hele igennem, og det virker overraskende nemt at komme til pengene, medmindre vi altså har overset et eller andet – hvilket jeg stærkt tvivler på. Hvis det lykkedes, så vil vi alle pludselig have en del flere penge mellem hænderne.”

”Er det her noget jeg er involveret i?” spurgte jeg til sidst.

”Nej. Joseph, mig og nogle andre vi kender sørger for det. Vi tager måske Isaac med, hvis det viser sig at der er nogle sikkerhedssystemer, som skal nedbrydes.”

Hvis det her rent faktisk lykkedes for dem, så ville vi alle blive stinkende rige. Okay, vi var i forvejen godt velhavende, eftersom de mange jobs vi havde lavet i løbet af årene indtjente en del, hvis de altså gik som planlagt.

Jeg skulle lige til at svare, da jeg genkendte en stemme lige bag mig. Jeg sad med ryggen til personen, men jeg ville gætte på at der ikke var mere end en eller to barstole mellem os. Stemmen var nem at genkende. Den ru stemme, der havde hjemsøgt mig i mine mareridt sammen med Blake. Jeg stivnede fuldstændig, og James opdagede det hurtigt. Da han skulle til at åbne munden, holdt jeg hurtigt en finger op foran mine læber som tegn til, at han skulle tie stille. Han nikkede kort, og jeg forsøgte endnu en gang at lytte efter stemmen. Allerede efter få sekunder kunne jeg bekræfte, at det var den person jeg havde troet. Jake. Manden der havde tortureret mig sammen med Blake. Hvor stor var sandsynligheden lige for, at vi ville støde på hinanden igen?

Men jeg gjorde intet. Så længe jeg sad med ryggen til ham, og hætten trukket op over mit hoved, kunne han umuligt genkende mig. Som jeg sad lige nu, kunne jeg tydeligt høre alt han sagde. Jake sad sammen med en anden mand, hvis stemme jeg ikke kunne genkende. I starten var deres samtale ret uinteressant og omhandlede en eller anden fodboldkamp, de begge havde været inde at se.

Det hele tog dog en drastisk drejning, da jeg hørte mit navn blive nævnt efter en kort pause med stilhed mellem dem.

”Vi skal havde fundet hende Ella,” hørte jeg Jake sige, og jeg måtte bide tænderne sammen for at blive siddende med ryggen imod ham. Jeg havde pistolen med. Jeg kunne så let som ingenting hive den frem, og skyde en kugle imod hans pande. Han fortjente det efter alt, han havde gjort imod mig. Men jeg blev nødt til at forholde mig i ro, hvis jeg ville finde ud af, hvor denne her samtale ledte hen af. ”Styles fortjener det, efter alt det der skete med min søster.” Han lød langt mere bitter end før, og jeg kunne ikke undgå at tænke, hvad pokker Harry havde at gøre med Jakes søster?

”Hun skal dø. Harry skal lide samme smerte som jeg gjorde, da han havde dræbt Julia.”

Hvad? Havde Harry dræbt hans søster? Der var så mange ubesvarede spørgsmål, og jeg vidste ikke længere hvad jeg skulle tænke om det hele. Manden Jake sad sammen med svarede et eller andet, men jeg fik ikke fat på, hvad der blev sagt.

”Bagefter gør vi det også af med ham. Han har både dræbt min søster og nu også min bedste arbejdsgiver. Blake havde styr på tingene, og det bliver svært at finde en som ham igen.”

Hvad?! Jeg kunne ikke holde mig tilbage længere. James så forvirret på mig, da jeg hastigt havde rejst mig fra barstolen. Jeg vendte mig om og gik to barstole hen, hvor jeg stoppede op lige ved siden af Jake.

”Hvad fanden mener du med det?!” udbrød jeg.

Han så oprigtigt overrasket ud. Det var tydeligt, at han ikke lige havde regnet med, at han var blevet overvåget. ”Ella! Hvilken glædelig overraskelse.” Det overraskede udtryk blev udskiftet af et klamt smil.

”Drop det der, hvad mente du med, at det ville blive svært at finde en som Blake igen?” Min puls havde taget til, og min brystkasse hævede og sænkede sig i takt med vejrtrækningen.

”Blake arbejdede for mig.”

Det føltes som om al luften var blevet slået ud af mig, da han havde sagt ordene. Det kunne ikke passe. Det var Blake, der havde stået bag det hele. Bileksplosionen, Alexis, der var blevet stukket ned, kidnapningen og alt det andet. Det kunne ikke være Jake.

”Nej,” gispede jeg og nægtede at tro på det.

”Åh, jo. Det har været mig hele tiden.” Smilet var stadig tydeligt på hans læber, og en skælven gik igennem hele min krop. ”Blake er dum som en dør og ville aldrig have kunnet gøre alt det her. Jeg brugte ham bare. Jeg lovede ham en god portion penge, og så var han villig til at gøre hvad som helst.”

Manden, der havde siddet ved siden af Jake, var forsvundet, men det gjorde mig ikke noget. Jeg skævede kort om bag Jake, hvor James stadig sad med blikket hvilende tungt på ham. Hvis noget skulle gå galt, så ville han være der til at hjælpe.

”M-men hvorfor?” Min stemme var faldet betydeligt i styrke, og jeg kunne knap nok følge med i alle de ny fundne informationer. Blake havde aldrig været hjernen bag det her – Jake havde. Han havde planlagt det hele, og blot fået Blake til at gøre det beskidte arbejde.

”Din lille kæreste slog min søster ihjel. Julia havde ikke gjort noget som helst, og hun havde ikke fortjent at blive skudt. Nu har jeg tænkt mig at tage hævn ved at gøre det samme. Han fortjener at lide resten af sit liv. Med dig af vejen vil det være et godt skridt på vejen, og når han engang er kommet så langt ned som man overhovedet kan komme, vil jeg gøre det helt af med ham, bare for at være sikker på, at han ikke pludselig kommer tilbage.”

”Hvorfor ville Harry skyde din søster?”

”Det er ikke relevant.”

”Selvfølgelig er det relevant, dit svin! Du er syg i hovedet, hvis du skulle være i tvivl om det. Du har tænkt dig at slå mig ihjel, på grund af noget Harry gjorde for lang tid siden, bare for at få din hævn over ham. Hvordan har du overhovedet tænkt dig at gøre det?” Selvom jeg var en anelse skræmt lige nu, så kunne det ikke skade at forsøge at få nogle flere informationer ud af ham. Han havde allerede sagt overrasende mange ting, hvilket blot var til min fordel.

”Jeg vil da ikke afsløre al spændingen. Det kunne være lige nu, i morgen eller om en uge. Du må vente og se.”

”Jeg er bevæbnet lige nu,” sagde jeg. Hvis han ville gøre det nu, kunne jeg sagtens forsvare mig.

”Det er jeg også.”

”Jeg har forstærkninger,” fortsatte jeg med hentydning til James.

”Samme her.”

”Du ved ikke hvor jeg bor.”

”Har du allerede glemt, at det var mig, der fik Blake til at placere bomben under jeres bil? Hvem tror du der gav ham adressen til at begynde med?” Han hævede øjenbrynene, og jeg kunne godt se, at han havde ret. Han vidste langt mere om mig, end jeg lige havde troet. Faktisk vidste han alt det, som Blake vidste og sikkert mere til. ”Men én ting er sikkert… Jeg har tænkt mig at gøre det så smertefuldt som overhovedet muligt.”

Jeg sank en lille klump i halsen. Jeg skulle væk herfra. Nu. Det føltes som om alle rummets vægge begyndte at trække sig sammen rundt om mig, og det blev sværere og sværere at få vejret. Vi havde endelig troet, at vi var sluppet af med problemerne i form af Blake, men nu var de kommet tilbage for fuld styrke.

Ikke et eneste ord forlod mine læber, da jeg vendte ryggen til ham og gik tilbage til James. Jeg tog mappen fra bardisken og mumlede et kort farvel, før jeg skyndte mig ud af døren. Mit forsøg på at tage dybe indåndinger gik ad helvedes til og i stedet for at falde til ro, fik jeg kørt mig selv mere og mere op. Jeg vaklede hen til den nærmeste bænk, hvor jeg lod mig synke ned på den. Jeg var ligeglad med at den var dækket af sne, og jeg ville få våde bukser af det her. Mine rystende hænder fandt min mobil frem, hvor jeg fandt Josephs nummer frem og ringede op.

”Ella?” spurgte han, og den undrende tone var tydelig at høre.

”H-hej. K-kan en af jer ikke komme og h-hente mig?”

”Hvad er der sket? Er der noget galt?”

”D-det… Jeg forklarer det, når jeg er k-kommet hjem.”

”Okay, vi kommer om lidt.”

 

Minutterne føltes endeløse indtil den velkendte bil endelig holdte ind til siden. Jeg satte mig hurtigt ind og så hen på Joseph, der så på mig med et bekymret udtryk. Han tog imod mappen, da jeg rakte den frem til ham. Min næse løb og jeg frøs helt ekstremt, selvom jeg havde en varm vinterjakke på at varme mig i.

”Ella… Hvad skete der?” spurgte han forsigtigt.

Jeg fortalte ham det hele. Alt om Jake og hvad han havde sagt på baren. Da vi nåede hjem til huset igen, var jeg endelig blevet færdig med min evige snak om alle problemerne. Jeg havde fået nogenlunde styr på mig selv igen, og alt hvad der lige var sket var langsomt begyndt at synke ind.

”Har du snakket med Harry?” spurgte han, mens vi steg ud af bilen og begyndte at gå op til hoveddøren.

”Ikke endnu,” svarede jeg med et lille ryst på hovedet.

Han nikkede kort og sagde, at det nok ville være smart, at gøre det hurtigst muligt. Vi gik hver vores vej, da vi var kommet indenfor. Joseph tog mappen med imod kontoret, hvor jeg ville gætte på, at han skulle have nogle sidste ting på plads.

Efter en hurtig tur ud i køkkenet, hvor jeg havde tømt to store glas med vand, gik jeg op på mit værelse og lod tasken falde ned på gulvet. Jeg havde heldigvis ikke haft brug for at benytte pistolen. Jeg satte mig ned på kanten af sengen og ringede op til Harry. Han svarede allerede efter første ring.

”Hey,” svarede han med et smil. Eller, jeg kunne fornemme, at han smilede. Det kunne ligefrem høres på hans stemme.

”H-hej.” Jeg bandede langt væk indvendigt over, at min stemme kom ud så usikkert.

”Ella? Er der noget glat?” Selvfølgelig havde han bemærket det med det samme.

”Har du slået Jakes søster ihjel?” Der var ingen grund til at pakke tingene ind. Han vidste godt hvem jeg mente, da jeg jo havde fortalt ham alt det om kidnapningen, hvilket også inkluderede Jake. Jeg kunne høre ham tage en dyb indånding. Jeg håbede mest af alt på, at det bare var noget Jake havde sagt. Harry havde flere gange sagt, at han aldrig ville slå en pige, så han kunne da helt bestemt ikke have slået en ihjel. Det håbede jeg i hvert fald ikke. Der gik flere lange sekunder, før han svarede.

”Ja.”

Næsten 4000 ord! :O UNDSKYLD VENTETIDEN! Jeg har ikke haft mulighed for at skrive hverken mandag eller tirsdag, så det hele blev lidt forsinket, men nu blev det endelig klar. Og wow hvor der skete en masse, hva'? Det viste sig, at Blake faktisk ikke er den helt slemme fyr, men derimod Jake. Den havde i nok ikke lige set komme, vel? æhhæh.

Der er omkring 10 kapitler tilbage i denne der movella, og jeg håber på at få den skrevet færdig inden nytår! :) Og tusind tak for alle de nye favoritlister, likes og kommentarer. I er for dejlige! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...