Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
719Kommentarer
73916Visninger
AA

25. Kap. 24: ”Det her er din skyld!”

 

Al farven forsvandt fra mit ansigt, og jeg stod i hvad der føltes som en evighed og stirrede på manden foran mig. Nej. Hun kunne ikke være død. Jeg lagde hænderne på hver side af hans hoved og hamrede det derefter ind i muren, så han faldt sammen på fortovet efterfølgende. Jeg havde ikke tid til at afhøre ham mere lige nu, og jeg stolede alligevel ikke på hans ord. Jeg kunne mærke at hele min krop rystede en anelse. Jeg nægtede at tro på, at hun var død.

Det var jo meningen, at jeg skulle komme og redde hende, så vi kunne leve lykkeligt til vores dages ende. Men alle historier havde tydeligvis ikke en lykkelig slutning.

”Kom,” sagde jeg kort til de andre, der havde holdt sig i baggrunden indtil videre. Vi gik i samlet flot ind af jerndøren og fortsatte videre ind ad en lang, smal gang. Faktisk fortsatte gangen hele vejen igennem bygningen, for der var et vindue for enden, der førte ud på den anden side af bygningen. Ella måtte være i et af de utrolig mange rum. Forhåbentlig stadig i live.

Vi holdte alle tre hver vores pistol frem foran os, hvis vi pludselig skulle støde på nogen, der var bevæbnede. I alt ni døre blev sparket ind langs gangen, og Ella var stadig ingen steder at se. Jeg var begyndt at blive mere og mere desperat. Hun skulle være her. Ellers vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Håbet begyndte langsomt at svinde ud, da vi var nået over halvvejs og alle rummene indtil videre havde været tomme. Jeg tog i håndtaget til endnu en låst dør, før jeg trådte et skridt tilbage og sparkede til låsen, så døren derefter fløj op. Jeg skulle automatisk til at fortsætte videre til næste dør, da jeg stivende fuldstændig.

Henne i hjørnet sad en lille figur med benene trukket op foran sig og armene foldet stramt omkring dem, mens hendes pande hvilte imod knæene. Ella. Først var det ikke andet end ren lettelse, der strømmede igennem mig. Hun var i live. Hun var her virkelig, og hun var ikke død. Vi kunne begge komme hjem igen, og jeg ville aldrig lade nogen tage hende fra mig igen. Hun var her virkelig.

Dernæst kom vreden. Jeg lod blikket glide ned over hende. Selvom hun formåede at skjule det meste af hendes krop i hendes position, var det nemt at se, at hun ikke havde noget på overkroppen og kun et par natshorts på benene. Ud over det havde hun blod løbende ned af arme og ben. Nej, nej, nej. Hun rystede over hele kroppen og havde stadig ikke set op på os.

”Ella,” sagde jeg stille, og med det samme så hun op fra sine knæ og mødte mit blik i stedet. Hendes øjne var blodsprængte, og der løb stadig tårer ned af hendes kinder.

Jeg skulle lige til at gå hen til hende, da et sæt fodtrin stoppede i dørkarmen. Det hele gik pludselig i slowmotion. Ingen af os havde hørt personen kommer herhen, og da jeg fik vendt mig om, var det ingen anden end Blake, der stod i dørkarmen. Jeg ville nyde at give ham en lang og smertefuld død, efter alt han havde gjort ved Ella, men lige nu gjaldt det bare om at få ham ryddet af vejen hurtigst muligt.

Blake og jeg holdte på samme tid pistolen frem imod den anden. Jeg tøvede ikke et sekund med at trykke aftrækkeren, og han affyrede et skud på samme tid som mig. Det føltes som om tiden var gået i stå, og jeg ventede bare på, at kuglen ville ramme mig.

Men det skete aldrig.

I stedet sank Blake ned på sine knæ med et hyl, mens han tog sig til brystet. Det tog mig nogle sekunder at indse, hvad der lige var sket. Blake havde misset, mens jeg havde ramt ham. Han var dog stadig i live, hvilket ikke var acceptabelt lige nu. Jeg så kort tilbage på Ella og var glad for, at hun igen sad med hovedet begravet i sine knæ, så hun ikke skulle se på det her.

Jeg affyrede tre skud mere, indtil Blake til sidst lå bomstille på det kolde cementgulv.

”For pokker da også,” hørte jeg Logan mumle bag mig. Jeg drejede mig hurtigt om imod ham, og så til min store overraskelse, at han var blevet ramt af Blake i stedet for mig. Han tog sig til skulderen, så det var heldigvis ikke noget livsfarligt.

”Okay, lad os komme ud herfra.” Jeg ville ikke risikere, at vi pludselig stod herinde, hvis der skulle komme andre bevæbnede mennesker. Især ikke når vi både havde Ella og en såret mand. Jeg gik forsigtigt hen til Ella og satte mig på hug foran hende. Da jeg skulle til at række armene ud til hende, veg hun hurtigt tilbage og maste sig helt op af væggen. Mit hjerte sank.

”Ella… Det er bare mig,” hviskede jeg og forsøgte endnu en gang at række ud efter hende, hvor hun denne gang blev siddende. Jeg strøg let hendes ene kind og forsøgte at undgå den flænge hun havde i huden.

”H-Harry?” Hendes stemme var så lille og spinkel som aldrig før, og jeg nikkede kort. Da jeg denne gang rakte armene ud efter hende, lod hun mig løfte hende op i mine arme, før jeg rejste mig helt op igen. Hun foldede armene hen over brystet, mens hendes hoved hvilede imod min skulder. Logan og Mason gik først ud af døren, før jeg også fulgte efter.

Der kunne høres råb nede fra den anden ende af gangen kort efter, og det var vores tegn til, at det skulle gå stærkt med at komme væk. Med Ella og Logan var vi ikke i stand til at kæmpe ordentligt imod, hvis der skulle komme en hel horde af mennesker. For en gangs skyld var det os der flygtede. Vi satte i løb tilbage hen ad gangen imod udgangen, og råbene fra før blev blot mere og mere tydelige bag os. Netop da vi nåede ned til jerndøren, blev et skud affyret imod os, og vi dukkede og alle af ren refleks.

Vi nåede alle ud af døren, før vi smækkede den i efter os igen. Flere skud blev affyret, men døren blokerede dem fra at nå os. Bilen var heldigvis kun et lille stykke herfra, og igen nåede vi kun lige at komme ind, før jerndøren blev sparket op, og en gruppe mænd kom stormende ud.

”Af sted!” sagde jeg bestemt, og Mason var hurtig til at trykke speederen i bund.

Først da vi var nået flere blokke væk, kunne vi ånde nogenlunde lettet op igen. De havde ikke skudt hul i dækkene, og de var ikke til at se bag os, hvilket tydede på, at de ikke var fulgt efter. Jeg sad bagi ved siden af Ella, der sad med knæene trukket op foran sig og arme viklet rundt omkring. Hun græd ikke længere. I hvert fald ikke med lyd på, men et par tårer sneg sig alligevel ud med jævne mellemrum. Jeg tog min jakke af og lagde den hen over hende i stedet, så hun havde noget at dække sig til med. Et lille, næsten utydeligt smil fandt frem på hendes læber som tak.

Jeg havde den største trang til at slå nogen ihjel. Gerne en af dem der havde været indblandet i det her. Bare det at se hende sådan her, var nok til at bringe mit blod i kog. Ingen skulle gøre sådan noget her ved min pige. Faktisk overhovedet ikke ved nogen piger.

For første gang i en evighed, følte jeg mig en smule splittet. Jeg ville gerne rykke mig hen og holde om hende, men samtidig ville jeg ikke presse mig på, hvis hun gerne ville sidde selv. Hun rystede stadig, men det var blevet betydeligt mindre i forhold til da vi lige havde fundet hende. Det var skrækkeligt ikke at vide, hvad de helt præcist havde gjort ved hende, men lige nu var helt bestemt ikke det bedste tidspunkt at spørge ind til det. Blodet i hendes ansigt, på arme og ben tydede dog på, at det ikke havde været de fedeste ting, hun var blevet udsat for. Hendes manglende tøj på overkroppen var også nok til at give mig en klump i halsen.

Ella tørrede sine øjne for tårer, før hun spændte sig fri af sikkerhedsselen og derefter rykkede sig helt hen til mig. Hun lagde sine ben henover mine, mens hendes arme foldede sig om livet på mig. Frygten for at der var sket et eller anden der gjorde, at hun ikke ville være i nærheden af mig, sad stadig som en lille klump inden i mig, efter hun havde forsøgt at komme væk fra mig inde i rummet. Men hun lod til at være kommet over det igen. Heldigvis.

Resten af vejen hjem sad jeg med en arm omkring hende og strøg hende forsigtigt op og ned af ryggen, mens hun hvilede hovedet imod min brystkasse. Da vi var hjemme igen, gik Mason og Logan ind for at få ordnet Logans skudsår, mens jeg bar Ella ovenpå og ind på mit værelse, hvor jeg satte hende ned på sengen. Jeg kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været så stille i så lang tid af gangen. Det var begyndt at blive ekstremt bekymrende.

Hun havde taget min jakke helt på og lynet lynlåsen så langt op, som den kunne komme. Hendes øjne stirrede tomt ud i luften foran hende, da jeg satte mig på hug foran hende.

”Ella,” begyndte jeg stille og skulle til at fortsætte. Jeg nåede det dog ikke, før hun åbnede munden og gjorde det før mig.

”Ved du hvad?” hviskede hun hæst – et tydeligt tegn på, hvor meget hun havde grædt. ”Det her er ikke rimeligt. Jeg har ikke gjort noget, andet end at blive forelsket. Og hvad får jeg ud af det? Jeg bliver kidnappet, får flået tøjet af, bliver skåret i og slået. Det her er ikke fair!” Hendes stemme havde efterhånden hævet sig så meget, at hun sad og råbte med tårerne løbende ned af kinderne. ”Hvorfor skulle det her ske?! Hvis de alligevel er ude efter dig, hvorfor skulle det så gå ud over mig? De kunne lige så godt bare have slået mig ihjel. Det ville have gjort mindre ondt, end det gør nu.”

Hun var tydeligvis stadig rystet og vred efter alt der var sket, og jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke været fuldstændig klar over, hvad det var hun sagde. Alligevel gjorde hendes ord ondt. Det var min skyld, at det her var sket. Hun havde ret i, at det var nogen der egentlig var ude efter mig, men alligevel havde de valgt at lade al torturen gå ud over hende.

”Ella,” forsøgte jeg stille. Jeg rakte en hånd op til hende, men hun slog den hurtigt væk, før hun brat rejste sig op fra sengen.

”Nej! Det her er din skyld! Hvis jeg ikke havde mødt dig, ville det her aldrig være sket,” græd hun. Hendes ben knækkede sammen under hende, og hun sank sammen på gulvet. Tårerne tog til igen og hun gjorde ikke længere noget forsøg på at holde hulkene tilbage. Hun tørrede sine øjne af, men det nyttede ikke noget, da nye tårer hurtigt tog de gamles plads.

”Undskyld,” hviskede hun med rystende stemme.

”Hey…” Jeg bevægede mig de sidste skridt hen til hende, hvor jeg satte mig ned på gulvet ved siden af hende. ”Der er ikke noget at undskylde over. Det her ikke din skyld.”

Hun så op på mig i flere lange sekunder, før hun til sidst lagde armene omkring min nakke og knugede sig ind til mig. Jeg foldede armene omkring hende og kyssede hende kort på toppen af hovedet. Jeg mistede overblikket over, hvor lang tid vi sad sådan, men det var også lige meget. Det vigtigste var, at hun langsomt faldt til ro igen. Hulkene blev svagere og svagere, indtil de til sidst slet ikke kunne høres længere, og da hun endelig løftede hovedet for at se op på mig igen, så det ud til at hun endelig havde fået kontrol over tårerne.

”Vil du have et bad?” spurgte jeg stille, da det var nogenlunde sikkert, og der ikke var en chance for, at hun ville bryde fuldstændig sammen igen. Hun kom med et lille nik som svar, før vi begge rejste os fra gulvet og gik ud på badeværelset. ”Bare sæt dig ned i badekarret, så skal jeg nok gøre resten.” Hun lignede langt fra en, der selv var i stand til noget som helst lige nu.

Igen kom hun med et næsten usynligt nik, før hun vendte ryggen til mig og tog jakken og resten af sit tøj af. Selvfølgelig kiggede jeg. Men lige nu måtte jeg holde alle kommentarer tilbage, indtil jeg var sikker på, at hun var nogenlunde stabil igen. Hun havde en krop, der kunne få enhver normal fyr til at tabe kæben, men alle lysterne måtte vente til en anden gang. Hendes helbred var vigtigst lige nu. Hun satte sig ned i badekarret og trak endnu en gang benene op foran sig, mens jeg gik hen og satte mig ned på gulvet ved siden af hende. Jeg tog bruseren og tændte for vandet, men sørgede for at holde det væk fra hende, indtil det havde fået en behagelig temperatur.

Ella sad bomstille, da jeg begyndte at vaske blodet af hendes krop. Hun havde nogle dybe rifter flere steder, og jeg måtte skrue lidt ned for vandstyrken, for at det ikke gjorde alt for ondt på hende. Da hendes hår også var blevet vasket, slukkede jeg for vandet og rejste mig op for at finde et håndklæde til hende.

”Undskyld,” sagde hun lavt. ”Jeg mente ikke nogle af de ting jeg sagde… Det her er ikke din skyld. Det var mig selv, der sagde ja til jobbet, dengang med Blake.”

”Det er fint. Du var vred og oprevet,” svarede jeg med et lille træk på skuldrene.

”Ja, men jeg skulle stadig ikke have sagt de ting.”

”Det er ikke noget du skal tænke på.” Selvfølgelig kunne jeg ikke undgå at tænke, at jeg bar en enorm del af skylden, men det var ikke noget, hun behøvedes at få af vide. Jeg fandt et stort håndklæde frem, som jeg gik tilbage med til hende. Jeg spredte det ud, da hun havde rejst sig op, og viklede det derefter rundt omkring hende.

”Tak.” Et smil der for en gangs skyld nåede hendes øjne, kunne ses på hendes læber. Hun trådte ud af badekarret og så op på mig i hvad der føltes som en evighed, før hun til sidst stillede sig på tæer, og forsigtigt pressede sine læber imod mine. Den velkendte gnist var der stadig. Faktisk føltes den endnu større end nogensinde før. Ella var her stadig. Såret, men trods alt i live. Da hun brød kysset igen, var hendes smil vokset betydeligt igen. Bare det at se hende smile efter alt hvad der var sket i dag, var en enorm lettelse.

”Jeg bliver nødt til lige at tjekke til Logan. Klarer du selv resten?” Jeg var ikke meget glad for at skulle gå fra hende lige nu, men Logan var trods alt blevet skudt. ”Du kan bare tage noget tøj i mit skab.” Hun nikkede stille, og jeg lænede mig ned og kyssede hende kort på læberne, før jeg bakkede væk fra hende og til sidst gik tilbage ud af badeværelset. Jeg fortsatte nedenunder og ind i stuen, hvor både Logan og Mason sad.

”Hvordan går det?” spurgte jeg.

”Sådan nogenlunde. Det gør pokkers ondt, men jeg lever da endnu.” Selv i de underligste situationer, kunne Logan altid formå at lysne stemningen gevaldigt op.

”Ja, det kan jeg se,” smilede jeg tilbage. Igennem årene havde vi alle efterhånden lært, hvordan man håndterede skudsår og diverse andre skader. Hospitalet var aldrig noget, vi havde gjort brug af. De forlangte altid at vide, hvad der var sket, og hvis vi fortalte dem det, ville det højest sandsynligvis koste os en tur i fængsel.

”Hvad med Ella? Hvordan står det til med hende?” Logans smil var falmet en del igen.

”Bedre… Men stadig ikke helt fantastisk.” De nikkede begge som svar, og jeg kunne ikke længere holde ud at stå hernede, velvidende om at Ella var ovenpå og stadig i et meget sårbart stadie. ”Jeg smutter op igen. Vi ses i morgen.” Jeg skulle lige til at gå tilbage igen, men stoppede hurtigt op igen. ”Kan en af jer ikke ringe til Joseph og sige, at vi har fundet hende? Jeg skal nok køre hende hjem i morgen, men det er nok bedst, at hun bliver her lige nu.”

Mason lovede, at han nok skulle gøre det, og derefter gik jeg hurtigt op på værelset igen. Til min store forvirring var Ella ingen steder at se. Alverdens dårlige scenarier spillede sig igennem mit hoved, indtil jeg opdagede at døren ud til den lille balkon stod åbent. Da jeg var nået hen i døråbningen, kunne jeg se Ella stå derude med hænderne omkring gelænderet. Hun havde taget sin egne trusser på igen, men stod ellers ikke i anden end en af mine t-shirts. Jeg stillede mig hen ved siden af hende og fulgte hendes blik op til himlen. Der var skyfrit, og tonsvis af stjerne kunne ses over hele nattehimlen.

”Jeg vil gerne være et stjerneskud,” sagde Ella pludselig. Jeg så underligt på hende, mens hun fortsat stirrede op på stjernerne.

”Hvorfor? De brænder jo op.”

”Lige præcis,” hviskede hun. ”Men jeg er allerede ligesom et. Et stjerneskud er smukt lige indtil det brænder op og dør. Derefter vil det blot være et simpelt minde, som ingen alligevel vil huske.” Hendes øjne var begyndt at blive blanke igen, og jeg rystede bestemt på hovedet af hende, før jeg lagde begge arme omkring hende.

”Du må ikke sige sådan noget. Der er mange folk, der vil huske dig, og din tid er slet ikke ovre endnu. I dag har været en virkelig hård dag, men jeg lover dig, at det nok skal blive bedre igen.”

”Lover du det?” Hun så nervøst op på mig. Jeg havde aldrig set hende så skrøbelig, som inden for den sidste times tid. Hendes selvværd var helt i bund og hun lød som en, der var klar på at lade sig dø, hvis hun fik chancen.

”Det lover jeg,” gentog jeg igen.

Et lille smil fandt frem på hendes læber, mens hun endnu en gang så op imod himlen. Det virkede totalt planlagt, da et stjerneskud skød forbi oven over os. Ella lukkede hurtigt øjnene, mens hun mumlede et eller andet, jeg ikke fik fat på. Selvom hun forbandt stjerneskud med sig selv og noget sørgeligt, var hun alligevel en af dem, der ønskede så snart de så et.

”Jeg ønskede, at-”

”Hvis du siger det, så går det ikke i opfyldelse,” afbrød jeg med et smil, hvilket hun trak på skuldrene af.

”Jeg ved, at det aldrig vil gå i opfyldelse, så det er lige meget om jeg siger det eller ej.” Hun lagde armene omkring min nakke og trådte helt ind til mig.

”Så hvad ønskede du?”

”Frihed… At jeg en dag vil kunne lægge alt det her bag mig og leve et helt normalt liv, uden at det her arbejde vil komme tilbage og bide mig bagi.”

”Det skal nok ske,” forsikrede jeg og strammede mit greb omkring hende. ”På et eller andet tidspunkt skal dit ønske nok gå i opfyldelse.” Jeg ville bare have, at hun skulle være glad, lige meget hvad det indebar. Hvis hun ville væk fra alt det her, så ville jeg gøre mit bedste for, at det ikke forblev en ønske, men derimod blev en realitet. ”Det lover jeg.”

ELLA LEVER OG BLAKE ER DØD! Jeg kunne selvfølgelig ikke slå hende ihjel.. endnu.. ej, haha. Jeg er ikke helt tilfreds med starten på kapitlet, og mit sprog er totalt ukreativt, men ellers er jeg ret tilfreds med kapitlet. Og Ella er helt nede :( Det er så trist. Taaaaaak for alle jeres kommentarer! I har virkelig ingen anelse om, hvor meget jeg smiler hver gang der kommer en ny. Husk at like/kommentere/bliv fan (jeg lægger små teasers ind før hvert kapitel). Og yayyy, vi er næsten oppe på 5000 views :O

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...